See You Again

[Nico Bager]

@zeb

Nico travede lydløst og stille i en skygge fra én af de mange boder, der var rundt omkring på Markedet. Højlydte og muntre strømmede mennesker forbi uden at ænse ham, han var efterhånden blevet yderst god til at bevæge sig uset omkring, hvilket var noget, han satte pris på. Stirrende blikke var ikke noget, han kunne lide, selvom folk aldrig havde lagt mærke til Bageriets lille knægt.. På daværende tidspunkt spejdede han dog efter en bestemt skikkelse i mængden - hans eneste ven, Zeb. Det kunne godt være Zeb, var 4 vintre yngre end ham, men han var ikke, ligesom alle de andre, der altid skulle spile fine, blærer sig eller spytte af Nico, nej, Zeb var en vaskeægte, lille tyv, hvilket var noget af det, Nico allerbedst kunne lide ved Zeb - han levede sgu, livet i stedet for ham selv, der var dømt til at være den oversete Bagersøn..
Han måtte holde sin lille, beskidte hånd op til munden for ikke at hoste, da han passerede en blomster-butik. De, åh, så fine blomster, var ikke, noget han kunne lide, nok, fordi han var allergisk overfor pollen, men, det havde han ikke skænket en tanke. I hans hoved, var, det fordi blomster var en modsætning af ham - blomsterne var jo prægtige, smukke, attraktive; alt det, han ikke var.. Med en selvbebrejdene hovedrysten fortsatte han sin gang i bodernes skygger og passerede både en fiskehandler og en frugthandler. Valget af varer var rigtig bredt i Aeon. Gode, gamle Aeon.. Nico var træt af den by. Den var så ensartet, og der var aldrig noget, der ændrede sig. Der var ikke et eneste eventyr, der gemte sig i Aeon, det vidste Nico, og hans største ønske var bare at kunne forlade, byen og aldrig komme tilbage, men han var realist nok til at vide, det aldrig ville ske. Hans pligter fangede ham i Aeon - han skulle tjene som Bager resten af sit liv. Lige nu under sin far, senere under sin bror. Det drev ham til vanvid, hans skæbne kunne da ikke være at blive Bager? Åbenbart, åbenbart.
Han drejede rundt om endnu en bod, hvilket resulterede, i at han snublede over en stor spand, der indeholdt en flydende væske. "Helt ærligt." Brokkede han sig stille og kom op på benene igen. "Hvor er Zeb henne.." Mumlede han videre, mens han irriteret stampede i jorden. Hvorfor skulle alt bare være dumt?

[Deleted]

Zeb var på market denne skønne dag, han nød at rende rundt og haps ting. Men lige nu sad han lidt uden for market, og spiste noget frokost han havde hapset til sig, Zeb var møg beskidt og kunne virkelig godt trænge til et bad, men det var ikke noget Zeb bryd sig om, han hadede vand! Dog ikke når han skulle drikke det, men hvis han skulle bade var han den der var smuttet. Zeb spiste det sidste stykke bryd han havde tilbage inden han drak lidt vand fra sit krus. Han rejste sig og spændte kruset fast på hans bælte, inden han besluttede sig for at gå lidt rundt på market. Han ville se om han kunne finde sin eneste og bedste ven Nico, Zeb synes han var virkelig sej, og heldig, han havde en familie og et sted at bo, han skulle ikke sove på gaden som Zeb skulle.

Zeb gik lidt rundt og kiggede efter Nico, da Zeb ikke var en særlig stor dreng, havde han svært ved at se Nico, hvis Nico overhoved var her? Det viste han ikke, men det ændrede sig hurtigt, da han hørte en nævne hans navn, og han genkendte også stemme ” NICO” råbte Zeb inden han blev skubbet omklud af en stor mand ” flyt dig din hore unge” sagde manden, alle i byen kendte Zeb, han var en Horeunge det viste alle, også Zeb, han havde det virkelig.

[Nico Bager]

Nico skar tænder, da en familie myldrede forbi ham, og dermed skubbede ham helt op af boden. Hvorfor troede folk altid, at de var noget specielt? Den familie, der lige var gået forbi, var sikkert ikke meget bedre end hans - et par sølle mennesker, der havde et eneste erhverv, som de overlevede på. Det var, en ringe verden, som de befandt sig i. De eneste, der havde det godt, var kongefamilien. Ja, de levede sikkert i sus og dus - glemte, at der var en verden udenfor deres enorme slot. Og der var jo også alle Hertugerne, Baronerne, Greverne.. Nico kunne overhovedet ikke fordrage dem, i det hele taget kunne han ikke lide folk, der følte sig hævet over andre, men det var desværre, sådan samfundet fungerede. Folk var hævede over hinanden, og han var bare borgerlig, søn af sine forældre, der også var borgerlige..
Pludselig hørte han en velkendt stemme, der råbte hans navn. "Zeb?" Svarede han igen, dog mere dæmpet, da han som sagt ikke brød sig om opmærksomhed. Han hørte en mand hvæse "hore unge" et sted ikke langt fra Nico, og med det samme vidste, han at det var Zeb, manden havde talt til. Sur trådte han ud af skyggerne og kunne med det samme mærke ubehaget, da solens stråler ramte ham pladask i ansigtet, men det ignorerede han for en kort stund. Han fik mast sig forbi en menneske klynge og fik endelig øje på sin ven. Han styrtede straks hen til ham og gav ham et dask på skulderen. "Hvem råbte sådan af dig?" Var det første, han spurgte om. Han brød sig langt fra om mennesker, men mennesker, der provokerede hans venner, hadede han virkelig.. "Hørte du ikke, hvad han kaldte dig?" Endnu én gang trampede han frustreret i jorden - en af hans vaner - og knyttede næverne. "De forstår bare ikke, at du lever livet, vel? Du er ikke knyttet til en dum familie, der vil bestemme hele dit liv.." Hans ord var gået hen og blevet til en samtale med ham selv - at Zeb måske savnede en familie, eller andet i den stil, var ikke noget, der var gået op for Nico, for han brød sig overhovedet ikke om sin familie. Livet som kriminel var nok ikke lige så godt som, han forestillede sig, men han var jo kun tretten år, sådan noget ville ikke gå op for ham foreløbig. Som lille ville man jo altid forblive lidt selvcentreret, selvom det er ubevidst.

[Deleted]

Zeb så mod Nico , da han hørte Nico kalde på ham, han smilede stort da Nico kom hen til ham, ” det var smeden ” sagde han blot og trak på skulderne, Zeb var vant til d et, det rørte ham ikke rigtigt, nogen dage kunne det selvfølgelig gøre ham virkelig ked af det, for han havde jo ikke selv valgt sit liv, han kunne ikke gøre for han var skabt af en kvinde han ikke engang kendte eller viste om hun levede. Bare tanken om dette gjorde Zeb lidt ked af det. Han så trist ned i jorden og sparkede til en sten der lå på jorden, han havde bære tærere. ” jo jeg hørte det godt Nico, men jeg er vant til det” sagde han og smilede og krammede Nico ” nej det forstår de ikke, men det heller ikke altid et let liv jeg har ” sagde han stille og så på ham ” skal vi lave noget ? eller skal du arbejde?” sagde han og smilede. Endnu engang blev Zeb væltede omkuld, denne gang af en af de store drenge der holde til i byen, ” se dig for ” råbte Zeb og tog derefter Nico’s hånd og begyndte at løbe. Var der noget Zeb var god til så var det at løbe, Han kendte alle gemme stederne i byen. Han stoppede først da de kom til ud kanten af markede ” det bliver vist regnvejr i aften ” sagde han og pegede op på himlen der var en del mørke skyer.