I vinterens favntag [Evael Bogbinder]

[Destrian de Warenna]

Med et smil rykkede Destrian igen på sig i stolen. Det var jo egentlig ikke fordi han sad dårligt og han kom nok heller ikke til rigtigt at sidde bedre. Han kunne bare ikke sidde helt stille så længe, åbenbart. Når han var alene havde han ellers ikke problemer med at sidde i samme stilling i flere timer. Han kunne sidde, nærmest helt uden at bevæge sig. Var det ikke for hans vejrtrækning, kunne man næsten blive i tvivl om han overhovedet levede. Hans blik plejede at blive så tomt og fjernt og det var nemt at se, at hans tanker ikke knyttede sig til verden omkring ham. Det var som om hans krop bare blev siddende, mens hans sind var vandret langt, langt væk... Og det var nok i virkeligheden også hvad der skete, når han sad alene. Nu havde han selskab og hans øjne var også meget nærværende, selv mens hans blik et øjeblik var vendt mod ruden ud til. Det blev da også rettet tilbage mod Evael.

"Uden tvivl," gentog han med et smil. "Men mon ikke folk må have forstået? Jeg ville da i hvertfald ikke bebrejde et barn at være sur, med den tilstand." Han lød nærmest opmuntrende, selvom hun egentlig ikke så ud til at mangle opmuntring og det var nu heller ikke helt bevidst. Han var generelt så dårlig til at opmuntre folk, at han bare holdt sig helt fra det, hvor egoistisk det end måtte lyde. Han hadede virkelig at være egoistisk, men ligeså meget hadede han at være magtesløs.

Hun havde til gengæld også ret i sin næste betragtning. Man kunne ændre sig utroligt meget, og man ændrede sig også. Ikke én gik uændret gennem livet. Selv når man var vokset op, ændrede man sig hele tiden. Det var ikke nødvendigvis store forandringer det hele, men man ændrede sig. "Ja," sagde han eftertænksomt, langsomt. "Man kan nærmest ikke kende sig selv, når man tænker tilbage." Med ordene smilede han til hende. Forhåbentligt ville han da også med tiden lære at få et lysere sind... Han vidste, vidste at han ikke ville få det. Men han kunne vel lære at lade som om.

[Deleted]

Evael lukkede øjnene et øjeblik og overvejede situationen, og hvor absurd den egentlig var. Hun sad over for Grev de Warennas yngste søn og havde ført en længere samtale med ham som havde omhandlet alt fra vejret til børn. For det første ville størstedelen af Destrian de Warennas familie slå en baglæns kolbøtte over at han havde besluttet sig for at tale med hende. For det første fordi han ikke var en der søgte socialt sammenværd med nogen – i hvert fald ikke længere, for det andet på grund af den lille detalje at hun var borgelig. Selvom dette var bemærkelsesværdigt i sig selv, og burde få hendes hjerne til at snurre havde den langsomt accepteret det. Det var den anden del af situationen, netop den at de begge to dybest set var mennesker der ikke var særlig vant til at føre længere dybdegående samtaler. Ærlig talt var det lidt af et mirakel at de overhovedet stadigvæk talte og ikke bare sad i stilhed og så utrygge og ubekvemte ud.

”Det har de sikkert. Men det var over ti år af mit liv, de færreste har tålmodighed i så lang tid.” sagde hun med et lille smil, og lagde lige hovedet en smule på skrå. Hun vidste godt nu hvor hun så tilbage hvorfor hendes forældre til tider havde råbt af hende. Jo længere hun var syg, jo hårdere var det for dem. Både psykisk, fysisk og økonomisk. Det havde taget hårdt på dem, og det var dybt forståeligt, selvom det måske ikke havde været retfærdigt. ”Mistede dine forældre aldrig tålmodigheden overfor dem, sir?” spurgte hun roligt og tilføjede næsten drillende: ”Eller var de for sød til at få skældud?”.

Hun havde forandret sig meget, måtte man sige. Forhåbentligt til det bedre. Dette kunne man vel altid fortælle sig selv, for man følte sig jo altid klogere med alderen. Der var til gengæld andre ting som var blevet sat til side og som hun til tider kunne savne en del. Men det man havde mistet kunne man sjældent få igen, og det vidste hun udmærket godt. Destrian vidste det nok endnu bedre end hende selv.

[Destrian de Warenna]

"Nej, det kan du måske have ret i.. Men det burde de." Det med tålmodighed var ikke altid til at regne med. Nogle virkede tålmodige, men når det som kom til stykket var de det ikke. For det meste var Destrian dog selv utroligt tålmodig og kunne vente meget længe på andre. Han tog sig også altid god tid til at tilegne sig ny viden og gik ikke videre før han havde styr på det hele. Det var nok også derfor han aldrig havde brudt sig forfærdeligt meget om at læse - han kunne ikke vende siden før han havde forstået hver en lille mening med hvert et ord. Så ville han hellere bruge længere tid, end kun forstå tingene halvt. Det var så ikke altid at andre havde tålmodighed, til at vente på ham. Men han bebrejdede ingen. Det gjorde han det i det hele taget ikke meget i.

"Jo, de mistede den tit," sagde han ærligt, men med et smil. "Men de skældte mig ikke rigtigt ud, ikke så tit." Han mindedes ihvertfald ikke, at det havde været slemt. Det var så også sandsynligt, at han bare havde lukket ned for opmærksomheden når de gjorde. "Min far blev nogengange sur, hvis jeg havde været væk for længe, men det er der vidst ikke rigtigt noget at sige til." Et grin slap ham igen og han trak også svagt på skuldrene. Det hele kom vel af bekymring. Det var nok også derfor han var blevet rådet til at bo i Syden for en stund.

[Deleted]

Evael havde som lille altid drømt om hvordan det var uden for døren. Og da hun pludselig begyndte at få det bedre, fik hun plaget sig til at komme ud og gå en tur. Hun havde haft et lag af sjaler og kapper på – hun havde sikkert lignet en bunke af tøj. Det havde været midt om foråret, og den unge pige havde dårligt gået mere end ti meter. Der havde været så mange indtryk at hun konstant havde måtte stoppe op og lade indtrykket langsomt synke ind. Hun havde ikke engang kommet ud over dørtærsklen før hun havde måtte gøre holdt, for allerede der var der en bølge som overfaldt hendes sanser. Duften af græs og blomster der bagte i solens stråler, følelsen af den lette brise imod hendes ansigt. Den satte sig i hendes kinder og fik dem til at gløde med en anden rosenrød farve end den hun normalt havde fået af feberen. Efter et stykke tid havde hun endelig gået ud af døråbeningen, og var blevet fascineret af lyden hendes sko lavede imod gruset foran deres hovedør. Så havde hun hurtigt gået 10 meter blot for at lytte til den lyd. Da opdagede hun det skarpe sollys og lyden af fuglesand. Efter hun havde stået midt i det hele i tyve minutter uden at sige noget, havde hendes far forsigtigt båret hende indenfor igen. Det havde været smukt.

Og hun kunne godt se hvad Destrian mente. Forældre bekymrede sig altid, på den ene eller den anden måde. De skulle nok finde en grund til at bekymre sig for deres børn og det gav jo også mening. Hun smilede lidt ved tanken om lille Destrian – børn var nu meget søde, og gav sig til endnu engang at pille ved sin fletning. ”Det er vel hvad man kan forvente af de fleste forældre.” sagde hun med et lille smil og lagde hovedet på skrå. Hun var ved at blive usikker på hvad hun ellers skulle sige. Hvis hun fortsatte ruten her ville det blive for personligt, og hun emnet om barndom lå utrolig tæt op af samtalen emnet børn, som nok ikke var en god idé i nærheden af Destrian. Hun kunne godt huske hvad der var sket efter hans datter var bukket under… Det var ikke noget der var en god idé at minde ham om.

[Destrian de Warenna]

"Ja, det er det. Det er nu også godt nok, det betyder de vil passe på en." Han smilede ved tanken. Bekymring var helt bestemt positivt, men det var først når man begyndte at løsrive sig, at man rigtigt kunne tænke så langt. Destrian havde som barn syntes det var frygteligt uretfærdigt hver gang nogen havde rettet på ham eller når hans far havde brokket sig over, at skulle lede efter ham. Nu vidste han godt, at det var af ren bekymring - ingen ville have der skulle ske ham noget og det ville de stadig ikke, men nu stolede de mere på han kunne klare sig selv. Og dog. Det var ikke altid han fik den fornemmelse, for selvom de ikke var omkring ham, så virkede de helt bekymrede når han endelig så dem, hans familie altså. Dog med visse undtagelser. Llewellyn virkede for det meste mere bebrejdende end bekymret - men han var glad for sin bror.

Han så op, da døren gik op og en af de andre tjenestefolk kom ind. Den lyshårede mand gjorde opmærksom på, at en Lilias havde aflagt besøg og beskeden fik Destrian til at rejse sig. "Det har været en fornøjelse, at snakke lidt med dig Evael," sagde han med et smil til tjenerinden, der sad i stolen. Han havde nydt at have en lille smule selskab. "Jeg håber ikke du har noget imod, at jeg lige hilser på en gæst." Han nikkede som en afskedsgestus og gik ud ad døren.

//out

[Deleted]

Evael næsten for sammen da hun hørte døren blive åbnet. Hun skulle lige til at bande over at det ikke blev banket på, men det gjorde ingen fra tjenestaben efterhånden mere når de skulle i kontakt med Destrian. Alt for ofte var han for langt væk i sine tanker til at han hørte dem, og efter et par minutters forsigtig banken var der ikke meget at gøre end at gå ind og hive ham tilbage til virkeligheden ved direkte at henvende sig til ham. Evael måtte selv indrømme hun til tider havde skippet den høflige banken på døren. Hun noterede for sig selv at hun skulle begynde på det igen, i tilfælde af at hendes arbejdsgiver havde besøg. Det skete jo alligevel engang imellem, og hans familie måtte jo besøge ham på et tidspunkt.

Og når man talte om muligheden for gæster, så var det faktisk en realitet som nu blev til virkelighed. Hun rejste sig fra sin stol samtidigt med at han selv kom på benene, og nejede en enkelt gang. ”I lige måde, sir.” svarede hun ærbødigt og så lidt ned i gulvet. Hun måtte dog løfte sit hoved og smile mildt ved den sidste kommentar, og nejede endnu engang for ham inden han gik. ”Det behøver de vidst ikke min tilladelse for at gøre.” svarede hun, inden hun gik hen og tog bakken op fra bordet. Han havde stadig ikke spist noget. Evael sukkede og tog den tilbage til køkkenet.

//Out