I vinterens favntag [Evael Bogbinder]

[Deleted]

Evael smilede lidt. Hun ville ikke have haft noget imod at binde bøger ind, men der havde simpelthen ikke været tid. Hun ville gerne hjælpe med at betale gælden af så hurtigt som muligt, og dette inkludere ikke læreår som bogbinder. Hvis man ikke var ekspert i det fag var det håndværk ikke særlig mange penge værd. Det var nemlig et rent æstetisk håndværk, og selvom Evael var fingrenem og sikkert ville være god til det havde hun haft brug for at få arbejde så hurtigt som muligt. Hun sad nu og overvejede hvad hun skulle fortælle til sin arbejdsgiver, og om hun egentlig brød sig om at han vidste hendes familie var lidt i fedtefadet økonomisk set. Og at det dybest set var hendes skyld på grund af hende uduelige helbred. Hun lod sin pegefinger glide i langsomme cirkler over det ene armlæn, en smule tankefuldt. ”Tja… jeg havde brug for at få arbejde hurtigt. At være bogbinder… det tager tid at lære, og det tager derfor også tid før man kan tjene penge på det.” Forklarede hun i et roligt og velovervejet tonefald. ”Måske jeg vil tage håndværket op en dag, men det må vente til at det hele går lidt bedre. ” forsatte hun og sendte ham et svagt smil. ”Desuden kan jeg godt lide at arbejde her, sir.”

Hun brød næsten ud i latter da hun hørte hvordan han hadede bøger som lille. På det punkt var de meget forskellige, måtte man sige. Hun havde elsket bøger, af den simple grund at de altid holdt hende med selskab og de lod hende undslippe de lille mørke og varme rum. ”Jeg var ret meget indenfor som lille. Bøger var et alternativ til at jeg ikke måtte gå udenfor.” sagde hun med et lille smil, inden at hun fuldstændig tabte underkæben ved hans sidste kommentar. For den havde hun aldrig nogensinde regnet med. Hun lukkede munden, og de to rækker af tænder lavede et åbenlyst klik da de ramte hinanden igen. Så Evael sad blot lidt og stirrede på grevesønnen, mens at hans tilbød kørte igennem hendes hoved et par gange. Hun rørte lidt på sig i stolen og foldede hænderne i skødet, med et lidt forfjamsket smil det truede med at bryde ud i et bredt grin. ”Sir, det kan de da ikke tilbyde mig. Jeg ville ende med at bo i deres bibliotek.” lo hun og vred sine hænder en smule, måske i iver efter at se på hvilke bøger hun først skulle læse. Men hun vidste hun burde være helt sikker på tilbuddets holdbarhed inden da. ”Jeg vil bede dem overveje det en ekstra gang. Er de sikker på det er en god idé? Jeg er ikke sikker på hvor glad din familie vil være over at jeg låner dem, skønt jeg ville være mere end lykkelig. ” sagde hun og næsten holdt vejret mens hun ventede på hans svar.

[Destrian de Warenna]

"Jaså?" Det var tydeligt, at Destrian intet vidste om det, men hvorfor skulle han også det. Han virkede dog til at sætte pris på den nye viden han så fik sig, om bogbindererhvervet. "Ser man det. Jeg ved ikke andet om håndværket, end at det eksisterer. Det er et flot stykke arbejde." Han smilede til hende, nærmest undskyldende over ikke at vide mere. Men det var vel ikke hans skyld, han havde bare aldrig haft brug for at vide noget om den slags. Nogle gange kom man til at overse de hårdtarbejdende, når man selv var født til pengene. Et liv, hvor man havde brug for at arbejde for at klare sig lå så langt fra Destrians, at han havde svært ved helt at forholde sig til det. Han kunne slet ikke forestille sig hvordan det måtte være, men havde en idé om, at det var langt mindre bekymringsfrit. Ihvertfald langt mere bekymringsfrit end hans liv burde være. "Men jeg er nu også glad for at have dig her," sagde han så også ærligt. Hun var venlig og gjorde sit arbejde godt, det gik han i hvertfald udfra. Han manglede aldrig noget. Og så var hun god til lige at give ham et øjeblik til at tale, hvis det var hvad han havde brug for.

"Det lyder som et godt alternativ," sagde han lidt overvejende, uden at spørge ind til det. Han regnede ikke med, at det ville falde i god jord, at spørge om hvorfor hun ikke måtte gå ud. Der kunne familien vel havde mange grunde til. Han lænede lidt til mere tilbage i stolen, afslappet. Han følte ikke, at han var nødt til at sidde ret op og ned foran hende og lidt holdt han trods alt stadig på formerne. I Aerin, eller en anden der stod ham nærs selskab, ville han have trukket benene med sig op i stolen. "Det kan jeg da sagtens tilbyde dig," sagde han lidt insisterende, da hun nærmest lod til ikke at ville tage imod tilbuddet. Dog anede han, at det nok var overraskelse, der fik hende til at sige sådan. Hun grinede i hvertfald, og det smittede ham. "Jeg tror det er en glimrende idé. Hvis min familie ser et problem i det, så må de jo komme forbi og sige det." Det skulle undre ham om det overhovedet blev opdaget.

[Deleted]

Hun smilede mildt og lidt overbærende af Destrians åbenlyse manglende viden på bogbinderi, og andre form for håndværk. Det var ikke noget der overraskede hende spor. Adlen behøvede ikke at lære disse former for håndværk, og ville sjældent vide noget om dem medmindre de enten havde læst om dem eller i dette tilfælde havde en forkærlighed for bøger selv. Eftersom den unge grevesøn havde ingen af delene, gav det udmærket mening i hendes hoved. ”Det er meget æstetisk og smukt, ja. Det bevarer også siderne, men ellers er det lidt af en luksusgode. Ikke nemt at tjene på medmindre du er virkelig god til det.” forklarede hun for a pointere hvorfor hun ikke bare kunne gå i gang med at binde bøger og sælge dem. Hun ville nok ikke engang kunne få det til at ligne en bog.

Evael var næsten rørt over hans næste kommentar, og pillede en smule ved kanten af sit sjal, usikker på hvad hun skulle sig og hvordan hun skulle reagere. Det var i det mindste et tegn på at det ikke var særlig sandsynligt at hun ville blive fyret lige foreløbig. Det var en ganske bekræftende tanke at han mente hun gjorde sit arbejde godt – så var hun da også god til noget andet end at liste punge ud af folks lommer or grave kister op uden at lave den mindste lyd. Forhåbentlig ville han aldrig finde ud af at det var nogle ting hun var god til. Men hun tog sine forholdsregler. Hun stjal aldrig fra de Warenna familien, og hun beholdte aldrig tyvekoster på sit værelse. Hun håbede ingen nogensinde ville finde ud af hvad hun gik og levede når mørket var faldet på.

Ja, personligt ville hun mene at bøger kunne være et godt alternativ til så meget andet. Det var i hvert fald en god måde at bruge sin tid om aftenen inden man skulle falde i søvn. Der var mange morgener hvor hun vågnede ved at en bog faldt på gulvet når hun vendte sig i sengen. Hun foretrak at læse om eftermiddagen og ud på aftenen, og sine gåture om morgenen eller formiddagen. Når hun ikke arbejdede eller havde en pause. Men nu tilbød han adgang og mulighed for at låne bøger fra familiebiblioteket, og forsikrede hende om at det ikke var et problem. Evael blinkede lidt med øjnene mens et stort smil bredte sig på hendes ansigt. ”Master Destrian de Warenna, med al respekt, jeg kunne kramme dem!” lo hun og nikkede taknemligt til ham. ”Jeg er dem dybt taknemlig.”

[Destrian de Warenna]

"Det er det nok ikke nej. Det er vel ikke ligefrem alle der efterspørger det, kunne jeg forestille mig." Det var i forvejen begrænset hvem der købte bøger, udover adelen selvfølgelig. Af en eller anden grund var det vigtigt for de finere familier at have bøger stående. Bøger, som bare fyldte og nok aldrig blev rørt. Biblioteket, som han havde tilbudt Evael at kigge i, var også fyldt med bøger, som Destrian end aldrig havde set. Og mere overdådigt var det jo altså heller ikke. Der var sikkert mange familier, der havde langt flere hylder med bøger stående, men det betød så ikke nødvendigvis, at de blev læst. Desværre. Der var sikkert mange timers arbejde i hver side af bøgerne, hvorefter en bogbinder havde kunne bruge tid på at binde bøgerne også. Tanken fik den unge greve til at smile lidt. Sådan havde han virkelig aldrig tænkt på det.

Han smilede til hende og måtte tage sig i, at lade blikket søge mod gulvet. Hendes taknemmelighed glædede ham dog en del, ikke så meget det, at hun viste, at hun var taknemmelig. Det var faktisk bare tanken om, at hun var så glad for hans bud til hende. Han var nu glad for, at hun havde pli nok til ikke at kramme ham - han ville helst ikke, at folk kom for nær. Slet ikke hvis det var pludseligt og absolut ikke i sådan en periode han var inde i, hvor han ikke havde særlig meget kontakt til andre. Det var kun virkelig få gennem hans liv, der havde fået lov at være tæt på. Sådan rigtigt. "Jeg er da glad for, at det er noget du glæder dig over." Ellers ville det jo være spildt at give hende lov, et eller andet sted. Der var så meget der blev taget for givet i løbet af livet. At noget så simpelt som at kunne få lov at låne nogle bøger, kunne vække så meget taknemmelighed. Det var nærmest helt smukt. Ret sødt, egentlig. "Jeg læser dem alligevel ikke, så kan du da ligeså godt kigge bøgerne igennem."

[Deleted]

Evael nikkede en smule. ”Det har de nemlig ret i. Far tjener lige nok til at familien kan klare sig… hvis der kommer uventede ekstra udgifter…” Hun afbrød sin talestrøm og indikerede sig selv og bagefter bakken med mad som stod på bordet, for at understrege hvad hun havde sagt tidligere med at hun var nød til at tage et arbejde så hun kunne tjene nogle penge med det samme.

”De er meget elskværdig, Sir.” sagde hun med et stort smil og rejste sig og nejede en enkelt gang så kraftigt at hun næsten fik overbalance. Dog var hun hurtig nok til at reagere, skubbede sin ene fod elegant fremad i en halvcirkel og genfandt sin balance. Hun havde efterhånden en ret stor træning i at holde sin balance, og det var kun godt til når hun skulle bære bakker med mad og drikke. Gjorde at hun sjældent tabte eller spildte noget når hun bevægede sig rundt i residensen og ned langs gangende. Lige nu var hun dog næsten så glad at hun kunne hoppe op og ned på stedet. Men det ville hun ikke gøre foran Destrian. Måske senere i biblioteket når der ikke var nogen til stede, og der ikke var nogen øjenvidner.

Hun satte sig forsigtigt ned i stolen igen og lagde hovedet lidt på skrå, og betragtede den unge mand som sad foran hende. Hvis hun huskede rigtigt var han et år yngre end hende selv. ”Hvis de ikke læser, og aldrig rigtig har læst… hvad fik de så tiden til at gå med, sir?” spurgte hun nysgerrigt og var ved at slå sig selv for panden for at have stillet det spørgsmål, usikker på om det var for upassende eller personligt. Men så igen, han kunne blot sige at han ikke ønskede at svare på det.

[Destrian de Warenna]

Destrian forstod. Om ikke andet, hvad hun mente. Han ville nok aldrig helt forstå hvordan det var at leve sådan. At være nødt til ting. Så var det vel godt, at hun havde fået arbejde hos hans familie og han var da særligt glad for, at hun også var taget med til Kongebyen. Egentlig havde hun jo nok ikke rigtigt haft noget valg, men det vidste han ikke noget om. Han havde faktisk været utroligt lidt involveret i flytningen. Det var dem derhjemme, der mente, at det ville være bedst for alle og han sagde da også til sig selv, at det var tilfældet. Ihvertfald havde det været godt for ham ikke at gå rundt de samme steder, som han havde færdedes med Casidia. Han tvang sig selv til ikke at tænke mere tilbage på det. Utroligt som tankerne kunne løbe af med ham, så let. Det var ikke altid han kunne nægte dem at gøre det, men denne gang lykkedes det. Om ikke andet fik Evaels næste ord dem til at fordufte.

Han løftede lidt afværgende en hånd over hendes nejen og smilede til hende. Han kunne ikke undgå at lade en stille latter slippe ham, selvom han virkelig ikke ønskede at virke det mindste hånende, over hendes manglende balance. Det varede da også kun ganske kort og hun virkede faktisk, ved nærmere eftertanke, til at have helt styr på det. Han kommenterede ikke på ordene, da han egentlig nærmest blev lidt flov over det. Han var dårlig til at håndterer komplimenter, helt elendig, også selvom det bare var på den måde.

"Jeg har altid reddet meget," svarede han først på hendes spørgsmål. "Og så legede jeg med de andre børn i Valandres, da jeg var lille." Han grinede lidt, men lod ikke sig selv tænke tilbage på det. "Jeg har været mere social end jeg er nu, Evael," gjorde han hende så lige opmærksom på med et smil. Endnu et tegn på, at han godt vidste hvor indelukket han var. På sin vis var det vel godt nok.. På den anden side burde det nok være grund til at gøre noget ved det, hvilket han ikke gjorde.

[Deleted]

Evael selv havde som sagt aldrig rigtigt vænnet sig til at være social. Hun var selv sjældent typen der søgte andres selvskab, men hun afslog det sjældent hvis folk selv søgte hendes opmærksomhed. Dog fandt hun det engang imellem svært, ved at der var en række af basiske regler og normer omkring hvad man gjorde og måtte i en samtale, alt efter hvem man talte med. Det kom aldrig naturligt til Evael, og derfor havde hun også tilbragt de første uger som tjenestepige uden at sige et ord til nogen. I stedet ville hun observere hvordan de andre tjenestepiger ville tiltage andre i forhold til hvilken rang og hvilket forhold de havde til dem. Herefter kopierede hun deres opførsel og den måde de tiltalte folk. Det fungerede udmærket når kommunikationen omhandlede hendes job og direkte ordre. Men det med at føre en længere samtale med ens officielle arbejdsgiver havde hun ikke træning i, og hun havde svært ved at navigere hvad der var tilladt, og hvad der var uhørt.

Hun skrev krammere på listen over ting der var uhørt, men det havde hun nu også regnet med. Evael lænede sig tilbage i stolen og så lidt op på loftet og smilede en smule over hans svar. Selv havde hun kun reddet et par gange i sit liv, og de var korte ture på naboen halvtykke pony. Reddet i den forstand at hun var blevet trukket rundt på en mark, så det var ikke ligefrem det store sus man fik ud af dét. Den trak hans møllehjul rundt når han havde brug for at male mel. Den havde været broget med en let gullig man, og den plejede at tygge lidt på Evaels hår hvis hun ikke havde et æble med til den. Hun fangede sig selv i at overveje om den stadigvæk levede, og ville spørge hendes forældre i det næste brev hun skrev hjem. ”Ridning har jeg aldrig rigtig prøvet ordentligt.” indrømmede hun med et lille smil ”Selv går jeg en del ture, men jeg har aldrig taget en på hesteryg” lo hun blidt og lagde hovedet en smule på skrå.

Hun prøvede at forstille sig en lille Destrian, som rent faktisk var social og legede med andre børn. Hun havde svært ved det, ikke kun fordi hun aldrig selv havde leget særlig meget med andre børn, men også fordi han stort set havde været asocial i al den tid hun havde kendt ham. Tidligere havde hun ikke lagt så meget mærke til ham, netop fordi han opførte sig mere normalt end nu. Nu var hun næsten bange for han ville gå i stykke som en tekop imod et gulv hvis der skete noget slemt. Men den måde han talte om sig selv fik hende til at smile mildt, næsten en smule trist. ”Det tror jeg gerne, selvom jeg har svært ved at forstille mig det. Var de glad dengang?” Spurgte hun forsigtigt og overvejede sit spørgsmål. ”Det var et fjollet spørgsmål at stille, det beklager jeg.” tilføjede hun hurtigt og gned sin næse lidt.

[Destrian de Warenna]

Endnu engang så han ud til at blive overrasket. Denne gang over, at hun ikke rigtigt havde reddet. Det var vel bare ligesom han aldrig rigtigt havde nydt læsning på samme måde som hende.. Og så var der mange familier, der slet ikke ejede heste. Han vidste også godt, at mange kom igennem livet helt uden at have siddet på en hesteryg. Alligevel blev han overrasket, da hun sagde det. Ligesom med alle andre følelser, kunne han ikke helt skjule sin overraskelse. "Du skulle tage dig den frihed, hvis du nogensinde får chancen." En hest kunne han trods alt ikke stille til rådighed for hende. Det ville være for meget og der kunne bare ske en masse, som han ikke ønskede at være skyld i. Desuden var det heller ikke hans opgave at sørge for, at Evael prøvede alt i livet. Men opfordre til, at hun skulle forsøge sig med det engang, kunne han godt.

Destrian havde været meget social som barn. Selvom han allerede dengang havde skilt sig en smule ud, til tider temmelig meget, var det ikke mere end, at andre børn ikke tænkte over det og eftersom han kom af den stand han gjorde, var der heller ingen forældre der havde set noget galt i det. Hvem ville ikke gerne have en søn eller datter, der gjorde sig venner med en greves børn? Han havde heller ikke haft den tilbøjelighed med at lukke sig inde i sig selv, den var kommet med alderen. Det var så først efter tabet af hustru og barn, at depressiviteten havde ramt ham. Hårdt. Han smilede lidt skævt til hendes spørgsmål og nikkede. Nu var det alligevel lykkedes ham at tænke tilbage, selvom det ikke var meningen. "Det skal du ikke tænke på," sagde han og fik også et mere ægte smil frem efter kort tid. "Jeg var barn," svarede han så alligevel med en trækken på skuldrene. "Naiv og glad, som de altid er, går jeg ud fra." Han var stadig naiv, men erkendte det bare ikke.

[Deleted]

Evael overvejede hvordan hendes liv ville have været hvis hun havde været født ind i en familie af højere stand, eller hvis hendes egen familie blot havde være rigere selv. Måske ville hun havde lært at ride. Hun ville højst sandsynligt aldrig været blevet ansat som tjenestepige hos De Warenna familien, og hun ville helt sikkert aldrig have begyndt at stjæle fra andre mennesker. Der var mærkeligt sådan som situationen havde placeret hende hvor hun var, trods at en del af resultatet var af hendes egne valg. Hun kunne være blevet prostitueret! Dét var en mulighed hun dog hurtigt havde skrottet, hun duede ikke engang til at tale med folk. Det andet havde hun da overhovedet ikke styr på. Måske ville hun være gift nu, havde hun levet anderledes, hvis hun måske blot have været rask som barn. Hun var trodsalt blevet 23 somre nu, og det ville være sandsynligt. Men nu virkede tanken og ægtemand og børn som en fjern mulighed der var fremmed og en kende skræmmende. Hun ville ikke vide hvordan hun skulle håndtere det, og det var måske også en mulighed at hun aldrig nogensinde ville komme til det. Alt for mange usikre muligheder der lå ude i fremtiden.

Men at ride var ikke en af de værste, det måtte hun da indrømme. Hun havde altid syntes at heste virkede ret søde, og det var vel også en af grundene til at hun kunne finde på at smutte ud i stalden for besøge Zeke. Så kunne man altid snige sig til at nusse en hests mule uden at der var nogen der lagde synderligt mærke til det. ”Det vil jeg så sandeligt gøre, hvis det en dag bliver muligt.” sagde hun med et lille smil og gav sig til at pille en smule ved hendes fletning, mens han i meget korte ord fortalte hvordan han var som barn. Han smilte, så i det mindste havde hun ikke gjort noget fuldstændigt forket. Hun lo blidt og lagde hovedet på skrå, og betragtede ham ”Jeg har ikke den store erfaring med børn.” indrømmede hum og trak en smule på skuldrene. ”Jeg var meget syg som lille.” tilføjede hun lidt forsigtigt og snoede fletningen om sin ene finger.

[Destrian de Warenna]

Destrian troede på at det ville blive muligt for hende, at ride. Han kunne slet ikke forestille sig, hvordan det aldrig ville blive det. Men så igen.. Hans forestilling om hvordan verden omkring ham fungerede var nok ikke den stærkeste, eller mest korrekte. Det var nemt for ham at sige, at hun bare skulle søge muligheden. Han havde haft den hele livet. Han smilede derfor bare til hende, opmuntrende til, at hun skulle gøre det og hvem ville ikke også sige ja, hvis de blev budt en tur på hesteryg?

Først grinede han ganske kort, over hendes kommentar om børn, så gik det op for ham, at hun havde en grund til det og han fik det helt dårligt med den korte latter. "Det er jeg ked af at høre,"sagde han så undskyldende og så beklageligt på hende. Det vidste han faktisk ikke, men nu vidste han heller ikke meget om sine tjenestefolk. Han kendte deres navne og havde nok hørt lidt hist og her om dem, men det var ikke rigtigt noget han opfangede. "Men hvad så nu.. som voksen.. Er du stadig plaget af sygdom?" Der var en bekymring i hans stemme, som han ikke kunne holde væk. Han kunne ikke have syge tjenestefolk - og han ville ikke have, at Evael skulle gå rundt og have det dårligt.

[Deleted]

Evael smilede mildt da han så ud til at få helt dårlig samvittighed over at have grinet af hendes kommentar om børn. Nogle gange virkede det som om at Destrian mente han bevægede sig rundt i en minefelt når han snakkede med folk. Hun havde det selv lidt på samme måde, så hans latter, som han måske pludselig selv fandt upassende gjorde hende ikke så mærkeligt. Hun havde ikke noget forhold til børn overhovedet, så hun savnede dem ikke på nogen måde. Der var ingenting at undskylde over, og han behøvede ikke være ked af det på hendes vegne. Hun havde det fint med det, og det var dybest set noget hun stort set aldrig skænkede en tanke. Hun fandt små børn meget søde, på samme måde som man finder små dyrebørn søde. Mest når de var stille og bare sad og kiggede sig nysgerrigt omkring. Når de først blev større og begyndte at opføre sig som små bæster… der savnede hun ikke at have børn omkring sig til dagligt. Hun var ikke sikker på hvor god hun ville være til at opdrage på dem. Man kan kun daske dem med en bog så mange gange om dagen.

”Det behøver de ikke at være, jeg har det okay med det.” forsikrede hun ham i et forsøg på at reassurere ham om at det virkelig ikke var et problem han burde skænke den meste tanke. Det andet var noget som bekymrede hende mere, sygdom. Men skønt det foruroligede hende havde det ikke være en realitet endnu, så der kunne hun vel også lette på hans beklemthed. Det var nu meget sødt af ham at udtrykke en bekymring over for hendes tilstand, det havde han langt fra behøvet. Men når det kom til sygdom ville det for enhver arbejdsgiver være bedst at deres stab var sunde og raske. ”Langt fra, sir, jeg er sjældent syg. Det er slet ikke så slemt som da jeg var barn. Der kunne jeg aldrig gå udenfor uden at blive syg eller få tilbagefald.” forklarede hun. Hun havde ikke regnet med at hun ville ende med at fortælle ham så meget om sin barndom, men hun ville nødig risikere at blive fyret hvis han mente at hendes helbred var for svagt.

[Destrian de Warenna]

Det lettede ham en del, at Evael ikke så ud til at tage på vej over hans reaktion. Han var aldrig ude på at såre nogen og var et eller andet sted også utroligt bange for at gøre det. For det meste var han derfor også forsigtig når han talte med andre, hvilket i sidste ende nok gik folk endnu mere på, end hvis han kom til at sige det forkerte. "Godt," sagde han, faktisk taknemmeligt over, at hun ikke var blevet vred over det. Hvorfor skulle hun også blive det? Han forsøgte at stoppe sig selv fra at gå i selsving. Der var ikke sket noget og hun virkede ikke til at være synderligt påvirket af det.

Endnu mere lettet blev han over, at hun forsikrede ham, at det kun var mens hun var barn hun let blev syg. Det betød i det mindste, at det ikke var noget, der plagede hende længere og selvom det var ærgerligt, at hun som barn var syg, var det i det mindste godt, at hun ikke længere var det. "Det må have været svært,"sagde han lidt overvejende. Svært for hele familien. "Men så er det godt, at du kunne læse,"tilføjede han så, for ikke at forblive i den lettere trykkede stemning. Der var aldrig særligt opløftende at snakke om sygdom. Særligt ikke, når det handlede om børn... Det havde han svært ved, at snakke om børn altså. Nogle gange gik det lettere end andre.

[Deleted]

”Jeg har ikke noget imod børn som sådan, dog. sukkede hun inden hun nikkede en enkelt gang til sig selv. Hun vidste ikke helt hvad hun ellers skulle sige. Hun vidste ikke rigtig hvor meget hun ville dele med ham, for det var vel allerede en smule underligt at han nu vidste så meget om hende. Men så længe det var hendes fortid og barndom som havde været emnet og ikke hvordan hun ellers tjente penge, så var alting i hendes hoved i den allerfineste orden. ”Svært, på en måde, ja. Det var mest bare frustrerende fordi jeg ikke helt forstod hvorfor det kun var mig der skulle blive indenfor. ” Sagde hun og lo blidt ved et minde som hun pludselig kom i tanke om, hvor hendes søster havde bygget en snemand ude foran hendes værelse. De havde været oppe at skændes tidligere, så det havde været en helt klar hævn. Hun havde kastet pude efter hende senere, i protest imod hendes opførsel. ”Min søster plejede at drille mig ved at lege foran mit vindue, den lille heks.” smilede hun, et lidt fjernt og underfundigt smil. Hun var ikke som sådan trist over mindet, for selvom det måske ikke var en af de sødeste ting hendes lillesøster havde gjort, så kom hun nu stadig til at savne hende en lille bitte smule bare ved tanken.

Læsning havde hjulpet på problemet, ja, det måtte hun jo indrømme. ”Det fik tiden til at gå. Og det var jo ikke altid at det at sidde og se ud af vinduet i timevis altid var lige rart.” Sukkede hun og lænede sig tilbage i sin stol. Det gik op for hende at Destrian jo var en mand der brugte størstedelen af sin tid på at… sidde og glo ud af vinduet. Det var en smule finurligt at han nu brugte sin tid på nogenlunde det samme som hun havde gjort da hun var lille.

[Destrian de Warenna]

Han smilede ved hendes ord. Det var vel de færreste, der for alvor havde noget imod børn. Der var nogle, der af en eller anden grund ikke ønskede have nogle, og så nogle der havde svært ved at håndterer dem. Destrian selv hørte til den første kategori. Han ville aldrig nogensinde lide det tab igen og han var overbevist om at det samme ville ske ham. Det var lige meget hvad folk sagde til ham, eller hvor mange gange hans familie forsøgte at få ham overtalt. Han ville leve resten af livet i ensomhed, det var bedst.
I korte perioder virkede han dog tilbøjelig til at skifte mening, men det varede virkelig kun kort og så lukkede han sig altid inde for sig selv igen efterfølgende.

"Det er klart," svarede han hende og fik på den måde distraheret sig selv. "Det må have føltes uretfærdigt," kommenterede han med et lille smil. Det kunne han nemt forestille sig, at det havde. At være den eneste, der skulle være inde. Han var glad for, at hun ikke virkede til at blive trykket, af at tale om det, så det var godt. Selv syntes han faktisk det var interessant at høre om. Han vidste så lidt om andre. Selv sine egne søskende vidste han utroligt lidt om. I stedet for at svare grinede han blot lidt igen, da hun kaldte sin søster en heks. Han kunne mærke på hende, at hun nok ikke mente det og han var ellers ikke nogen god menneskekender.

Som hun sagde sine næste ord lod han blikket vandre mod vinduet og smilede lidt. "Det var det nok ikke," sagde han langsomt og overvejende. "Det er nok de færreste, der kan finde underholdning i det særlig længe. Jeg skulle også hele tiden se noget nyt, da jeg var barn." Der kunne han ikke gøre, som han gjorde nu. Dengang var han svær at holde indenfor og han endte altid med at komme alt for langt væk fra hjemmet, så hans far var nødt til at hente ham. Hvis han da ikke fulgtes med nogle, der var bedre til at finde vejen hjem end han selv var.

[Deleted]

Evael tænkte på de mange dage hvor hun havde siddet inde i sit værelse – hvor hendes søskende havde leget udenfor. Hvor hun kunne høre deres latter og just antydningen af deres stemmer. Der havde været dage hvor hun slet ikke så dem, for at de ikke skulle smitte hende og hun ikke skulle smitte dem. Hun ville ikke se dem, men hun ville ofte kunne høre dem. Hun ville kunne høre hvordan de løb rundt og smækkede med døren og for ud af ind af huset. Hun havde næsten fundet dem irriterende, både fordi de fik lov til at gøre alt det hun ikke måtte, men også fordi de i det mindste ikke gjorde det stille sådan så hun kunne være i fred med sine egne tanker, eller få ro til at læse.

”Tja, som barn forstår man jo ikke hvorfor der gøre forskel. I dag forstår jeg det udmærket. Men jeg frygter jeg var en halvsur og temmelig bitter lille pige. Jeg har uden tvivl været utrolig nuttet” sagde hun, den sidste bemærkning dybt sarkastisk. Hun rullede en enkelt gang med øjnene af sig selv. Det var mærkeligt at tænke på, det var efterhånden så længe siden. Nu var der intet der kunne stoppe hende fra at gå ture, så hun tilbragte da efterhånden også meget af sin tid udendørs.

Hun smilede lidt og fulgte hans blik over til vinduet, og nikkede. Det var nu utroligt flot udenfor, med sneen og lyset. ”Det er utroligt hvor meget man kan ændre sig igennem et liv.” filosoferede hun stille og trommede lidt på armlænet med sine fingre. De var efterhånden meget anderledes fra de mennesker de havde været som børn, og ingen af dem var særlig langt i livet endnu. Det var ikke til at sige hvad der lå ude i fremtiden. Det var ikke til at sige hvad for et type menneske hun ville være den dag hun døde, for det lod jo til at være en konstant udvikling. Det ville hun da håbe, for dem begge to. Det ville være ret deprimerende hvis Destrian for evigt var i sådan et skrøbeligt stadie.