I vinterens favntag [Evael Bogbinder]

[Destrian de Warenna]

Solen var endnu ikke gået ned, men dagen havde bestemt stået på længe. Siden den tidlige morgenstund havde sneen dalet ned fra himlen og så man ud af vinduerne i de Warennas sommerresidens, kunne man se at jorden overalt var dækket af et tyndt lag sne. Man kunne se spor efter hvor folk i løbet af dagen var gået og der var endda spor efter en kat, der havde gået rundt om palæet. Destrian havde siddet længe og kigget ud af vinduet. Han havde trukket en stol hen foran det og havde ellers bare i lang tid siddet og tænkt. Ikke mørket tanker. Hans udtryk var ikke sørgmodigt, som det ellers havde det med at være og han var hverken anspændt eller træt. Dog var han heller ikke opmærksom, selvom det måske kunne ligne at han holdt øje med hvad der skete udenfor. I virkeligheden lod han bare øjnene hvile i åben tilstand og fokuserede ikke rigtigt på noget derude.

Han havde ikke talt med nogen hele dagen og havde opholdt sig så kort tid sammen med andre som overhovedet muligt. Dette betød også, at han ikke havde spist i løbet af dagen, hvilket nu ikke var nyt for ham. Det skete ind i mellem, at han ikke rigtigt spiste noget - af forskellige årsager. For det meste hang det sammen med tungsind og mareridt, men denne dag var det noget andet. Han kunne bare ikke selv sætte ord på hvad. Han havde faktisk prøvet. På et bord i stuen lå et stykke pargament og en blækpen stod også ved siden af, men han havde ikke fået skrevet noget ned. I sidste øjeblik havde han besluttet sig for, at der ikke var noget at skrive og var i stedet gået en tur udenfor. Dette var dog mange stunder siden og nu sad han altså i stuen, hvilket han havde gjort siden han var kommet hjem.

[Deleted]

Evael åbnede forsigtigt døren og skubbede den det sidste stykke åben med sin hofte. I sine hænder havde hun en bakke, hvorpå der var placeret en tallerken med mad. Det meste af det var kolde retter. Brød, ost, og noget kød. Køkkenet havde efterhånden lært at på dage som disse var det sjældent at Destrian spiste noget når det blev serveret – så det ville være koldt alligevel inden han fik sat tænderne i det. Hvis han da overhovedet spiste.

Evael havde været oppe tideligt om morgenen og havde gået en tur i sneen. Hendes spor måtte efterhånden være blevet slettet af den nyfaldne sne. Det havde været bidende koldt. Tjenestepigen kunne stadigvæk mærke den stikkende følelse som vinden og snefnuggene havde efterladt på hendes kinder. Det havde været en kold fornøjelse, men hun havde nu brug for de gåture en gang imellem.

Nu stod hun med maden og så lidt på stoleryggens skygge mod lyset fra vinduet. Hun rømmede sig så for at gøre ham opmærksom på at hun var i rummet, men efter en kortere overvejelse besluttede hun sig for at tale. Ellers kunne det jo være at han var fordybet i sine tanker. ”Master de Warenna? Køkkenet har taget den frihed at forberede en smule mad, hvis de kunne tænke dem det.” Sagde hun med en klar stemme og gik hen mod vinduet.

Og jeg vil tage mig den frihed at foreslå sig at spise det. tilføjede hun i sine tanker, og så ned på den unge mand. Hun kunne ikke forstå hvordan han kunne bruge hele sin dag ved at kigge ud af vinduet. Hun ville selv være blevet drevet til vanvid uden bøger til at holde hende med selskab.

[Destrian de Warenna]

Længere væk i sine tanker var han ikke, end at han godt hørte døren blive åbnet. Dette var ingen grund til utryghed, det vidste han. Det var altid kendte ansigter, der bevægede sig igennem dem og det var altid kendte ansigter, der ikke ville ham noget ondt. For tiden var det kun tjenestefolk, men indimellem havde det da været besøg af den ene eller den anden form. Dette skete nu sjældnere efterhånden som han ikke selv havde så meget at gøre med andre. Lige da han var flyttet til sommerresidensen skete det mere - men det var også først efterfølgende han var begyndt at lukke sig så meget inde for sig selv. Det var faktisk ganske nyt, at det skete så ofte, at der gik dage uden han talte.

En kvinde rømmede sig, men han flyttede ikke blikket. Af en eller anden grund lod han det blot forblive uhørt, som regnede han med, at det var henvendt en anden. Hans øjne blik blev dog mere klart, hvilket hun nok næppe kunne se. Han lagde mærke til mere udenfor og var også langt mere fokuseret. Han reagerede bare ikke rigtigt, før hun talte. Det var faktisk først da hun sagde det, at han kom i tanke om, at han ikke havde spist. Han var stadig ikke sulten, men var da taknemmelig over, at de havde lavet maden - om ikke andet gjort noget mad klar. Han rystede lidt på hovedet, knap aneligt, og rejste sig op. "Det er venligt af dig at bringe det, Evael," sagde han med et smil og vendte sig mod hende. Stadig syntes han ikke sørgmodig - heller ikke rigtigt forvirret. "Det sner," kommenterede han uden at afslå maden. Et emneskift var det dog, på den eneste facon Destrian formåede at gøre den slags på. Han havde aldrig været forfærdeligt god til det med løse samtaler, men havde til gengæld et behov for at tale lidt.. Bare med en eller anden og helst ikke om noget dybt og mørkt. Evael havde altid været venlig, så det sagde jo næsten sig selv, at Destrian så hende som et godt valg at tale med.

[Deleted]

Som tjenestepige havde Evael set Destrian de Warenna i et utal af forskellige luner, og de fleste af dem havde det med at bekymre hende en kende. Han virkede aldrig helt normal, eller helt tilfreds med ham selv og sin tilstedeværelse. Eva var måske ikke det bedste eksempel på en person som var i komplet med balance med sin egen eksistens, men det var nu til tider foruroligende.

Evael betragtede ham et øjeblik, stadig med bakken imellem sine hænder. Hun kastede et enkelt blik ud af vinduet efter hans kommentar, og betragtede de hvide prikker som hvirvlede igennem luften. ”Ja, det gør det også. Bliver sikkert meget pænt hvis det klarer op i morgen.” Kommenterede hun, og vedhæftede sig ved at deres samtale rent faktisk drejede sig om vejret. Så det ville nok blive en samtale om løst og fast, og ikke af større filosofiske karakter. Dét gjorde hende egentlig ikke noget. Det kunne jo også sagtens være han ikke ville sige mere overhovedet.

Alligevel satte hun tallerkenen på bordet nærmest den stol han havde siddet på indtil nu. Enten havde hun ikke opfattet det, eller også havde hun bare valgt at ignorere det indpakkede afslag af det som køkkenet havde lavet. Det var svært at sige, for hun havde et ganske neutralt ansigtsudtryk da hun vendte sig tilbage mod sin arbejdsgiver. ”Gik de en tur tidligere? Jeg fryser næsten stadig fra da jeg var udenfor. Men det lader til vinden har lagt sig lidt.” fortsatte hun samtalen, og foldede sine hænder under sit forklæde for at holde dem varme.

[Destrian de Warenna]

Den ene dag var han i godt humør, den næste dag sank han sammen i mørke. Der var meget få, der rent faktisk kunne se på ham, hvor det bar hen ad fra dag til dag. For det meste gik det heller ikke ud over andre når hans humør skiftede, når det endelig gjorde var det aldrig værre end, at han afviste selskab. Han hævede ikke stemmen, sagde aldrig noget dårligt til folk. Han lukkede sig bare inde eller gik væk.


"Ja, det gør det nok.." Han lød mere overvejende end overbevist og så heller ikke ud imens. Dog, efter et kort øjeblik, smilede han og så ud igen. "Meget pænt. Fantastisk." Denne gang lød han meget mere sikker og virkede faktisk til at mene det. Sneen mindede ham om Norden. Han havde oplevet det så meget som barn, leget ude i det. Han foretrak også at ride i snevejr - hele verden syntes bare smukkere og mere.. harmonisk. Han havde intet at lægge det i, men det fyldte hele hans indre med en følelse af fred. Positiv, beroligende fred.


Han fulgte Evael med blikket, mens hun gik hen og stillede tallerkenen fra sig. Da hun så tilbage på ham gik der et øjeblik, og så lod han øjnene bevæge sig rundt i rummet. "Jeg var ude i morges, ja." Svaret var kortfattet. Han ville egentlig hellere høre hende tale end tale selv, men det var nok for meget at forlange. "Fryser du? Du skulle tage at få varmen inden du servicerer mig," sagde han så med et smil. Han var ikke ligefrem typen, der tog sig af at blive serviceret, men det var trods alt hvad hun gjorde. Hun bragte mad til ham, tjente ham dagligt.

[Deleted]

De blå øjne betragtede manden ved vinduet et øjeblik, inden gløden fra et let smil bredte sig fra hendes læber til øjnene selv. Evael gned sin ene kind lidt i et forsøg på at ryste den stikkende fornemmelse af sig. Den samme fornemmelse havde siddet det meste af dagen i hendes hals. Det kom af den kolde vinterluft som havde trængt ind i hendes lunger i løbet af den tidligere gåtur. Hun lagde hovedet en smule på skrå, og nikkede enstemmigt da han gav sin mening om morgendagens mulige vejr. Den sidste kommentar havde hun dog ikke forventet, og et skævt smil brød frem på hendes ansigt som resultat. ”Mest om hænderne. Og hvis de vil vente på at jeg fik varmen, er de i sandhed en tålmodig mand.” lo hun blidt og trak på skuldrene, inden hun uddybede sin kommentar for ikke at virke for næsvis. ”Det ville tage sin tid, sir, jeg er en kende temperaturfølsom.” lo hun blidt og lagde hovedet på skrå.

I det mindste blev hun ikke længere syg af lidt dårligt eller køligt vejr, dog fandt hun at hun stadig småfrøs hurtigere og i længere tid end de fleste. Hun måtte købe sig en tykkere kappe når hun fandt pengene til det. Et par forede støvler kunne også være rart, nu tanken var der. Men det måtte vente, og det kunne det også sagtens. Evael fjernede hånden fra sin kind igen og begyndte at stå og pille lidt ved spidsen af sin fletning. Hendes kinder havde været en lillepiget nuance af lyserød på grund af frostens bid, men den farve var efterhånden falmet fra hendes kinder. Tilbage var hendes småblege, halvfesne vinterkulør og den stikkende fornemmelse. Hendes øjne var dog blevet ganske klare og overvågne af den friske luft, og skønt hendes overfølsomhed for temperature fortrød hun ikke spadsereturen.

”Det er virkelig ikke et problem, sir, de behøver ikke tænke på det. De ville vel nødig misse en tur ud i sneen selv blot fordi det er småkoldt?” spurgte hun roligt og snoede spidsen af fletningen let rundt om sin finger. Normalt ville hun nok have undskyldt sig selv og forladt rummet nu, men der var noget over Destrian i dag som bekymrede hende en smule. Og så meget som han lukkede sig væk fra folk kunne han nok bruge noget selskab når han selv havde besluttet at forfølge samtalen.

[Destrian de Warenna]

"Jeg har ikke travlt," sagde han stilfærdigt og så sig kortvarigt rundt. Han havde intet at nå, ikke så længe han insisterede på at holde sig for sig selv og ikke lave nogen aftaler. Det var hans egen fejl, det vidste han godt og for tiden så han det ikke engang som en fejl af ham. Han søster havde sagt til ham, at han skulle sørge for at komme ud. Lilias havde også snakket om det og han kunne godt forstå dem. Nogle gange var det bare som om, at det drænede ham for al energi, at skulle ud og socialiserer. Naturligvis var det kun tanken om det, der gjorde det - han kom sjældent længere end at overveje det, og han forventede altid det værste. Så var det bedre bare at blive for sig selv. Så kunne han heller ikke rigtigt mærke om han havde det godt eller skidt. Det bildte han sig ind og så forestillede han sig, at det var godt.

Hun var så rolig, Evael. Hun virkede vitterligt ikke til at tage kulden særlig tungt, selvom hun frøs. Det var stærkt af hende, Destrian kunne ikke undgå at tænke andet. "Nej, det ville jeg ikke, men er dit tøj varmt nok, Evael?" Han kunne ikke undgå at være lidt bekymret, selvom han egentlig ikke burde være det. Det var ikke hans sag, om hun frøs eller ej. Men han ville ikke have, at hun blev syg. Han rystede lidt på hovedet over sin egen pludselige bekymring og tog en dyb indånding for at tage sig sammen. "Vil du ikke sidde ned?" Han gjorde gestus mod en af stuens andre stole og satte sig selv i en anden. Så kunne folk sige hvad de ville om, hvem han snakkede med. Evael var venlig og eftersom han for tiden var alene i huset, så så han ærligt talt ikke grunden til, at han ikke kunne sidde og snakke med tjenestefolk.

[Deleted]

Den blonde kvinde betragtede ham et øjeblik, velvidende at han var ikke en mand hvis dag var proppet med planer. Det var sjældent at der kom folk på besøg i disse dage, og det var ligeså sjældent at Destrian de Warenna tog på visit. Det eneste der kunne lokke ham uden for husets fire vægge var dybest set han gå og rideture. Hun overvejede om der var en måde hvorpå man kunne forøge antallet af disse. Evael var tæmmelig sikker på at det ville være godt for ham at komme ud at røre sig noget mere end han gjorde, nu hvor hans træng til social interaktion så ud til at have ramt et ultimativt lavpunkt. Hun måtte overvejer om der var noget som kunne gøres, uden at det ville virke for unaturligt til at det ville virke.

Måske hvis jeg-

Om hendes tøj var varmt nok? Hun lo blidt ved tanken og rettede på sjalet om sine skuldre. ”Varmt nok, sir, jeg beklager mig ikke.” Forsikrede hun ham mildt og pegede let mod vinduet med en åben hånd, for at understrege vejret udenfor. ”Vinden bed blot en smule i dag. Men det synes de måske ikke?” spurgte hun med et løftet øjenbryn, inden hun lod hånden falde ned langs siden igen. Hun begyndte igen at overveje hvad man kunne gøre for at få den unge greve mere ud fra residenten.

Dog blev hendes tanker hurtigt bremset da Destrian stillede et nyt spørgsmål, som hun virkelig ikke havde regnet med at høre. Hun betragtede ham et øjeblik mens hendes hjerne indhentede hende og dannede en mening ud af ordene. Om hun ville sidde ned? Evael så på greven i et stykke tid, og blinkede småforundret med øjnene mens hun opsugede spørgsmålet, og så fra Destrian hen til den nærmeste stol og tilbage igen. Hun åbnede munden for at svare, men lukkede læberne igen for at kaste et blik ned af sig selv og sin mundering og overvejede svaret lidt nøjere. Hun kunne have sparket sig selv over at så simpelt et spørgsmål havde bragt hende så komplet ud af fatning og var samtidig rimelig sikker på at en del af Destrians familie langt fra ville være lykkelige over at han havde tilbudt hende at tage en plads for at fortsætte samtalen. *Til helvede med det hele…* tænkte hun ved sig selv og satte sig roligt i en stol, med et lille smil ”Jo tak, nu hvor de tilbyder det.” svarede hun, og lænede sig tilbage i stolen med hovedet lagt på skrå. Den her samtale havde klart udviklet sig i en retning hun ikke havde forudset.

[Destrian de Warenna]

Nogle gange følte han sig som en gammel mand. Måden han opholdt sig alene på og brugte flere dage på sit eget selskab. Samtidig var der dog en del af ham, der følte sig frygteligt ung. Nogle gange glemte han, at der faktisk ikke var noget galt i det. Trods alt var dette kun hans toogtyvende vinter. Alligevel havde han det med at forkaste den unge del af sig og bare synke sammen. Hjemme i Norden havde det været slemt, men ikke nær så slemt som det var blevet efter han var flyttet til Kongebyen. I starten var han beskæftiget, distraheret og derfor ikke et så deprimerende selskab. Med tiden var han dog blevet mere og mere indelukket. Hvis først man fik gang i ham kunne han sagtens være snaksagelig, men det var som om han ikke lod sig selv bløde op. Det måtte være derfor folk ikke besøgte ham; de måtte tro, at han ikke brød sig om deres selskab. I stedet for at tage tanken til sig og gøre noget ved det, lod han den bare fylde i hovedet og gjorde intet. Det var godt, at Evael ikke bare gik og rent faktisk så ud til ikke at have noget imod at tale med ham.

"Jo, vinden bed skam," svarede han hende med et smil. Selvom hans tøj nok var at væsentligt bedre kvalitet og derfor også en god del varmere end hendes, havde han da mærket til kulden. Særligt hans kinder havde været lang tid om at blive varme igen. Han kunne sagtens forestille sig hvor koldt det måtte føles for en, der ikke ejede samme fine klæder. Særligt dem, der levede derude, selvom der heldigvis ikke var mange i Kongebyen - i hvertfald ikke så vidt Destrian vidste af. De befandt sig også i andre dele af byen, men derfor kunne han godt have ondt af dem alligevel. Han hvilede hænderne mod armlænet på den stol han havde sat sig i og så afventende på Evael.

Hun ville sige nej, undskylde sig og gå. Han var overbevist om det og ventede egentlig bare på det. Hun var høflig og venlig, så hun ville nok gøre det pænt, men resultatet ville blive det samme. Han ville sidde alene tilbage. Det gjorde vel heller ikke så meget, han havde alligevel ikke ytret et ord til andre hele dagen. Da hun så gik mod stolen, kunne han ikke lade være med at smile. "Nogle gange," sagde han, nærmest lidt undskyldende, "har man bare brug for at snakke lidt." Han ville ikke tvinge hende til at sidde og konversere med ham, men det virkede rent faktisk til, at hun gerne ville. Han nikkede som en lille gestus, til hendes takken. "Jeg håber ikke jeg forstyrrer dit arbejde," sagde han mest af høflighed. Hun arbejdede jo sådan set for ham, så det var vel ham der bestemte det. Det var vidst godt nok, at det lå til familien at finde tjenestefolk, og at han ikke selv havde hyret dem - så havde han aldrig fundet nogle.

[Deleted]

Hun smilede mildt af hans enige kommentar omkring vinden. Det gjorde ikke den store forskel dér at deres klæder havde været af forskellig kvalitet, for ingen af dem havde vidst dækket deres kinder til. Så kom det jo også ud på et. Evael sad og kiggede ud af vinduet med distancerede, tankefyldte øjne. Hun var kommet frem til at det her var for det første en meget behagelig stol. For det andet var det en udmærket udsigt man havde ud på det sneklædte landskab. Rummet havde en fornuftig og behagelig temperatur, og ud fra disse faktorer havde hun kommet frem til at hun egentlig havde det udmærket lige nu, og ikke havde noget imod at blive siddende et stykke tid endnu. Her var som sagt, ganske behageligt. Hun smilede mildt og nikkede enstemmigt endnu engang, og lavede en enkelt gestus med hånden for at indikere deres positioner. ”Så er det jo kun klogt at søge selskab, må man sige.” sagde hun med et lille smil, og overvejede hvad hun ellers skulle sige.

Evael havde altid svært ved at føre en samtale med en person i længere i tid. Måske var det en form for træning hun manglede og aldrig havde fået, men jo længere tid en samtale kørte, jo større var chancen for at hun ikke ville kunne holde masken. Dette galt mest når hun var på arbejde, og skulle være ærbødig og høflig over for folk. Fortsatte samtalen for længe blev det svært at holde en sarkastisk bemærkning inde, og det ville helt sikkert ikke være passende i det her selskab. ”Forstyrrer mit arbejde? Sir, du er min arbejdsgiver. Selv hvis  jeg havde noget imod dit selskab, så bestemmer de det vel egentlig. ” Hun lænede albuen på det ene armlæn og støttede sin kæbe lidt imod hendes knoer, og smilte mildt. ”Men hvis det beroliger dit sind, så ja, Jeg har tid nok til dem.” sagde hun roligt og lænede sig lidt tilbage i sin stol.

[Destrian de Warenna]

Klogt at søge selskab. Ja, det var det nok. Han følte faktisk ikke engang, at han var nødsaget til at søge en tjeners selskab, nej han satte stor pris på det. Det betød ikke noget hvad klasse vedkommende han talte med var af, ikke når han var i det humør han nu engang var. Generelt var han ikke typen af adelsmand, der så ned på andre samfundsklasser, men han havde heller aldrig kæmpet en kamp for dem og ville aldrig komme til det. Han gik rundt i sin egen enfoldige tilværelse og mente, at alt var godt. Han vidste godt det ikke var tilfældet, men var heldigvis i stand til at snyde sig selv. Det var altid noget, at han havde lært sig det, selvom det til tider gjorde ham så forfærdeligt naiv. Folk kommenterede det dog ikke, i hvertfald ikke til ham, og han forestillede sig ikke, at der blev sagt ét ord bag hans ryg. Folk havde ikke noget at sige om ham - bildte han sig selv ind.

"Ja, selvfølgelig," sagde han lidt tøvende og rystede kort på hovedet inden han så igen smilte til hende. Han flyttede lidt på sig, for at sidde bedre og kunne faktisk mærke, hvordan han blev en smule mere rolig. Ikke, at han havde været oppe at ringe, langt fra, han havde ikke engang været anspændt. Det var en anden slags ro, der faldt over ham - som om hans tanker rent faktisk bare fulgte øjeblikket og ikke stormede rundt mellem hinanden. "Det er jeg glad for," svarede han hende til gengæld oprigtigt på det sidste. Det glædede ham, at hun havde tid, tog sig tid. "Jeg vil ikke holde på dig, hvis du gerne bare vil videre. Jeg har bare ikke snakket med nogen i dag." Eller dagen forinden egentlig. "Kender du sådan nogle dage?" Det var han overbevist om, at alle gjorde.

[Deleted]

Evael smilede mildt da hun mærkede den sidste rest af den stikkende fornemmelse hun havde i kinderne tø op. Varmen i lokalet lod til endelig at have fået bod på den, hvad hun var glad for. Når hun ikke kunne ryste fornemmelsen af kulde af sig og sin krop, blev hun altid en smule bekymret. Hendes første erfaring med sne havde været da hun var nogle og tolv, og aldrig før havde hun været ude når det var så koldt. Hun havde betragtet det fra vinduet, under et tykt lag af tæpper. Men sådan havde det også været når det regnede eller blæste for meget. Hvis luftfugtigheden var for høj. Da hun var lille skulle der blot det mindste strejf af dårligt vejr til at hun igen ville blive syg, og hele hendes krop ville gøre ondt helt ind i musklerne. Evael kunne stadig huske den ubehagelige fornemmelse af ikke at kunne røre sig, enten fordi man var for træt eller fordi det gjorde for ondt. Og nu hvor hun som sådan var rask, var tanken om et sygdomsforløb nærmest et pinagtigt marridt for hende. Hun håbede det bare ville forblive et marridt, men når hun havde svært ved at få varmen igen greb frygten i virkeligheden lidt fat i hende. Hun havde intet imod kulden og at være kold i et stykke tid, men det kunne bekymre hende.

Evael betragtede Destrian et øjeblik da han sagde at han var glad for at hun tog sig tid til at snakke med ham. Hun lo blidt og trak på skuldrene. ”Det er mig da en glæde, Sir. Og de behøer ikke bekymre dig om hvorvidt jeg hellere ville have gået videre, det er langt mere fornøjeligt at tale med dem end at støve af.” indrømmede hun med et kort smil, inden hendes ansigt blev lagt i tænksomme folder. At han ikke havde talt med nogen kom ikke så meget bag på hende, han var trodsalt en mand som tilbragte meget af sin tid alene. Men om hun kendte sådan nogle dage... Hun kom stilfærdigt til at tænke på de dage hvor hun havde været fanget alene på sit værelse mens hendes søskende havde været ude at lege i sneen. Det fik hende til at drage et kort suk, inden hun smilede til den unge greve. ”De dage hvor jeg ikke taler med folk plejer jeg at erstatte dem med bøger. Det er vidst ikke helt fornuftigt, når man tænker over det.”

[Destrian de Warenna]

Hun fik ham til at grine lidt igen og det gjorde ham uden tvivl godt. Mere skulle der ikke til - bare en smule selskab og så blev hans humør løftet enormt meget. Han vidste det godt, men det ændrede intet. Det var også selskab, der fik ham til at være nødt til at tage stilling til alt muligt. "Det kunne jeg nemt forestille mig." Han havde nu aldrig støvet noget som helst af. Hele livet havde han jo levet som grevesøn, ja.. Greve, det var jo sådan set hvad han var. Titlen havde aldrig sagt ham så meget, det var bare en del af ham. Aldrig havde han tænkt over forskellen fra at være en almindelig borger til at være greve - det var ganske enkelt ikke relevant for ham at tænke på. Han ønskede ikke den almene borgers liv, men prissatte heller ikke overklassens goder, som mange andre adelsfolk gjorde. Nej, han levede bare og var glad for, at han kunne leve trygt. Havde han ikke følt sig tryg var det ikke til at vide hvor der var blevet af ham, for selv i de sikre omgivelser, kunne angsten ramme ham. Det var nu et stykke tid siden sidst.

Faktisk blev han en smule overrasket over, Evaels svar. Der var absolut intet galt med det, men af en eller anden grund havde han fået ind i hovedet, at hun ikke kunne læse. Det var nok bare en uvidende mands fordomme, og han sagde da heller ikke noget til det. Selvfølgelig kunne hun læse. "Det er da sikkert bedre end så meget andet. Bøger er vel også til for at lade os synke lidt ned i dem." Igen smilede han, ganske roligt. Hvad ville hans brødre ikke sige om at han sad og snakkede med en af sine tjenestefolk. Og hans far… Det behøvede han overhovedet ikke tænke på. Ingen af dem var til stede, og så kunne det være ligemeget. "Jeg burde måske læse, fremfor at sidde og stirre ud i ingenting i evigheder." Ordene blev ikke sagt med et selvironisk islet, den slags besad han ikke, det var mere en overvejelse. En helt reel overvejelse. Han var godt klar over, hvor lang tid han brugte på absolut ingenting.

[Deleted]

Evael lagde godt mærke til hans let overraskede ansigtsudtryk, men kunne ikke være sikker på hvad ved hendes kommentar der havde overrasket ham. Måske virkede hun bare ikke som typen der læste meget. Men han havde jo heller ikke set hendes rum, som næsten var blevet et par kvadratmeter mindre på grund af bogreoler og sirlige stabler af bøger. Om hun holdt af at læse? Ja, det var der vidst ingen vej udenom. Hun var godt tilfreds med sit simple indrettede værelse, og hendes læselampe. Hun kunne altid undvige til andre steder i fantasien hvis hun ønskede det, og ellers kunne hun gå en tur. Så var det heller ikke værre. Hun trak på skuldrene en enkelt gang. ”Jeg er ikke den rette at spørge når det handler om bøger, jeg tror ikke jeg er neutral. Min far er bogbinder.” sagde hun og lo blidt ved tanken om hendes far der ivrigt berettede om hvor vigtigt det skrevne ord var. Hun savnede nu sin familie en del, men brevene imellem hende og sine familiemedlemmer var uden de større pauser, så det gik.

Hun betragtede ham i et stykke tid da han sagde at han burde lave noget i stedet for at sidde og kigge ud i luften uden at lave noget. På sin vis havde han jo ret, men hun var langt fra i en position til hvor hun kunne sige eller gøre noget. Han fik sikkert allerede nok ’gode råd’ fra sine familiemedlemmer. Evael gned sine næse med sin tommelfinger, en smule overvejende. ”Hvis du foretrækker at sidde alene med dine egne tanker, så er det sådan. Jeg finder at bøger er udemærkede til at undslippe virkeligheden. Jeg plejede at læse dem da jeg var lille for at kunne slippe ud af mit værelse på en eller anden måde.” Hun lod sin hånd falde væk fra ansigtet og foldede dem roligt på toppen af sine knæ, og smilede mildt til ham. ” De kunne jo se hvad der er i residensens bibliotek. Jeg er sikker på det er en udmærket samling, sir.” Foreslog hun med et lille smil. Uden tvivl at den ville være større end hendes egen. Hun var næsten helt misundelig.

[Destrian de Warenna]

Bogbinder.. Det var også rigtigt. Det gav mere mening for Destrian, da hun fortalte det og egentlig kunne han godt huske, at det var sådan det hang sammen, i hvertfald nu hvor han blev mindet om det. Han grinede kort og nikkede lidt. "Det er ikke altid nødvendigt at være neutral," sagde han smilende til hende. Han havde ikke brug for, at folk fortalte ham objektive holdninger om det ene og det andet - det betød ikke så meget. Sagde folk noget, som han kunne identificerer sig med og forholde sig til, så tog han det for gode ord. Forstod han det ikke, så troede han heller ikke på, at det var godt for ham. Selv syntes han, at det var fornuftgigt, for det var faktisk noget han tænkte en del over. Han ville ikke have, at andre betragtede ham som naiv. At han så var det alligevel, var en helt anden sag. "Bogbinder," sagde han lidt overvejende. "Der er mange der tager sine forældres erhverv til sig, det har du ikke gjort..?" Han så spørgende på hende, nysgerrigt. Der kunne være så mange grunde til det. I øjeblikket var han da også meget glad for, at hun sad der, i hans stol og tog sig tid til at snakke.

Han grinede lidt, endnu engang. "Jeg hadede at læse, da jeg var lille," afslørede han. Det hang nok sammen med, at det bare var noget han skulle og dermed blev tvunget til at lære. Dengang nægtede han overhovedet at kigge på bogstaver når det ikke var nødvendigt. Nu var han dog glad for at kunne det og da han blev ældre havde han da også sat en større pris på den slags. Han skrev også mange breve. Det var så bare de færreste af dem, som han sendte. "Ja, familien har samlet en del bøger ind gennem tiden. Du skal da også være velkommen til at låne dem, hvis bare de bliver bragt tilbage på plads." Han lød overbevisende, og mente da også sine ord. Det var synd, at bøgerne bare stod - selvom det så godt ud, at have dem stående.