En tidlig formiddag

[Deleted]

Tilegnet: @reila

De lange, lyse lokker såvel som det mørke skørt flagrede bagefter Milica, som hun bevægede sig hastende hen ad den lange gang. Hun var ikke i løb - for en rigtig dame løber ikke - men hendes skridt var små, hurtige og målrettede.
Det var en relativt tidlig formiddag, og Milica havde tilladt sig selv den luksus at sove en anelse længere, end hun ellers plejede at gøre. Hun havde kun lige fået hjælp fra en kammerpige til at skifte til sin formiddagskjole - en dybgrøn kjole i satin, der sluttede tæt om hendes smalle liv - før hun havde forladt sit værelse. Hendes mave fortalte hende, at hun var sulten - ikke helt skørt, da hun jo ikke havde spist siden aftenen før. Sommetider bad hun om at få serveret morgenmaden på sit eget værelse, men det havde lysten ikke været til denne dag. Mørke drømme havde plaget hendes søvn, hvorfor humøret ikke just var det højeste.

Målet for Milicas hurtige skridt var den af opholdsstuerne, som hun fandt så absolut mest behagelig - møblementet bestod af store, robuste men dog bløde lænestole og divaer og lyset kom så fint ind af vinduerne. Lys var ikke en selvfølge i disse dage, hvor vinteren herskede udenfor, og hele dagen nærmest lå henlagt i mørke. Derfor tog Milica med kyshånd imod den smule dagslys, hun kunne få.
Hun snappede bidsk af en tjenestepige, der stod og hang, og bød hende i stedet at bringe noget frugt op til opholdsstuen - øjeblikkeligt. Milica havde altid været sparsomt spisende, og hvis hun skulle kunne have noget til aften, måtte det ikke blive alt for tungt til morgen.

Milica trippede ned ad den sidste trappe, inden hun omsider fandt sig selv ved opholdsstuen, hvor der stod portere parate til at åbne døren op for hende. Godt nok besad Milica ikke den højeste rang, men ethvert medlem af familien Day havde at blive behandlet med respekt.
I opholdsstuen fandt Milica sin farbrors hustru, Reila, og derfor stoppede hun et kort øjeblik op i døråbningen og samlede hænderne foran sig. Hun rystede de lange lokker om på ryggen, før hun bøjede hovedet til hilsen.
"Godmorgen, hertuginde." lød Milicas lyse stemme, før hun tog de sidste skridt ind i stuen. Af erfaring vidste hun, at det var den tiltaleform, tanten foretrak. At blive kaldt 'tante' måtte uden tvivl være det sidste, hun ønskede.

[Deleted]

Reila havde, modsat sin niece, ikke sovet længe denne morgen. Hun havde derimod tilbragt nogle af dagens tidligere timer i sadlen. Den kølige morgenluft havde været forfriskende og folks ydmyge hilsner været styrkende. Da hun var vendt tilbage til borgen havde var hun ved hjælp af en kammerpige klædt om fra den praktiske ridedragt til en midnatblå kjole. Dernæst havde hun bevæget sig ned i en af de behagelige, lune opholdsstuer. Ilden knitrede fra ildstedet og øjeblikket var det den eneste lyskilde i rummet foruden de store vinduer. Men der ville ikke gå mange timer inden, at tjenestepigerne ville vandre gennem borgen og tænde utallige stearinlys for at jage de mange skygger bort. 

Reila havde gjort sig det behageligt i en af de store stole. På et lille bord ved siden af hende lå en gammel bog. Dens alder tydeliggjort i form af de slidte omslag af læder, som havde mistet en del af sin farve og glans. Ovenpå bogen lå der en række papirer med brudte segl. Et enkelt af disse havde fundet vej til hertugindens hænder. De blågrønne øjne gled opmærksomt hen over dets side og aflæste de snørklede ord. Reila tog sig sin tid med brevet og hastede sig ikke gennem dets indhold.

Reila hørte lyden af trin nærme sig og så sig over skulderen mod døren indtil opholdsstuen. Hun genkendte hurtigt sin niece og alligevel sank hun hånden og  brevet deri. Hun foldede det let sammen, men lod det hvile i hendes skød. "Godmorgen unge Lady Milica" hilste hun. "Kom indenfor" Lige inden døren lukkede bag den unge kvinde nåede Reila netop at knipse et par gange med fingrende. Dette fangede opmærksomheden hos en af portnerne. "Jeg vil få brug for fjerpen og blæk" erklærede hun ganske kort og tillod derefter at dørene kunne lukkes. Først da så hun igen op mod sin niece. 

[Deleted]

Tilegnet: @reila

Milica smilede blegt til sin tante, da denne bød hende indenfor i opholdsstuen. Det lyse blik gled opmærksomt og åbent rundt i rummet og en kort rynke opstod på hendes fine pande, da blikket faldt på de breve, som tanten sad med. Hvem mon, hun fik breve fra? Milicas blik hvilede dog kun på brevene et meget flygtigt øjeblik - hun ville brændende gerne vide, hvad der stod i dem, men det kunne aldrig falde hende ind at læse dem, endsige spørge til, hvem de var fra. Noget så nederdrægtigt ville hun ikke nedlade sig til.

Milica trådte videre ind i opholdsstuen og søgte lige med det samme mod de varme flammer, der blafrede inde i kaminen. Der var ikke på samme måde varme på gangene, og selvom hun havde bevæget sig hurtigt, var kulden krøbet ind på hende ganske langsomt. Især omkring fødderne. Et øjeblik stod hun bare og mærkede, hvordan varmen langsomt kom tilbage i tærene.
"Hvad har De bedrevet tiden med her til morgen?" forhørte hun sig i stedet, ganske af høflighed og hævede spørgende brynene op i panden. Høflig interesse var påbudt. Det kunne diskuteres, hvor familiær Milica normalt var med sin tante. Men de havde dog deres øjeblikke, som udsprang af fælles meninger og følelser for samme emner.
Et øjeblik efter gik dørene ind til stuen igen op, men denne gang var det tjenestepigen, som Milica havde snappet af. Hun satte stiltiende et fad med frugt fra sig på et af de små borde, før hun vendte sig mod Milica, der jo havde herset med hende før. Milica vinkede afværgende med hånden - hun havde ikke brug for mere, men inden tjenestepigen fortrak, vendte hun sig klogt mod den ældre kvinde også - det var trods alt dér, den største autoritet lå.

Milica tog nogen få skridt og satte sig pænt i en af lænestolene ved siden af tantens. Hun rakte ud efter et af de grønne æbler.
"Jeg drømte om Ó Riain i nat," sukkede hun dybt, før hun trak hånden til sig igen, nu med et æble.

[Deleted]

Reila betragtede sin niece i det denne trådte længere ind i rummet og stillede sig nær ildstedet. Selvom det var begrænset, hvor ofte de kunne findes alene sammen, så havde hertuginden alligevel dannet en mængde af tiltro til denne unge kvinde. Hun så gode kvaliteter hos den anden. Hun var veltalende og intelligent, præcis som Sence, men havde ikke den uheldige trang til at omgås det mere jævne folk. Men heldigvis var Milica lige præcis klog nok til at vide, at hun ikke burde sætte sig imod Reila. Den anden havde aldrig sat spørgsmålstegn ved Reila's autoritet og det gjorde, at hun også behandlede sin niece godt, når hun havde muligheden for det. 

"En ridetur" besvarede Reila spørgsmålet og et kort smil spillede over hendes læber. "Måske De ville ride med mig dagen efter imorgen?" Foreslaget var ganske ærligt og helhjertet. Normalt foretrak Reila er ride alene, men ganske impulsivt faldt det hende ind at invitere den unge Lady Milica med. "Hvis Deres moder tillader det.." Reila lagde hovedet en anelse på sned og så indforstået på den anden. Lady Margaret var ikke ligefrem kendt for sin skødesløshed hvad angik hendes to døtre. Reila regnede dog ikke med, at hverken Milica eller hendes moder ville afslå invitationen. 

Da den unge tjenestepige havde vist sin respekt blev rummet kort efterladt i en ny stilhed. Reila betragtede fadet med frugt et øjeblik og overvejede, at tage for sig, men inden hun havde bestemt sig, så blev stilheden afbrudt og hun så op. Havde Reila haft en smule mindre selvkontrol, så havde hun rynket på næsen ved lyden af det navn. Men at vrænge ansigt var sjældent særligt flatterende. "Åh" Hun lagde brevet i sit skød fra sig og rakte i stedet ud efter et æble. Samtidig greb hun en af de små, skarpe knive som lå på en mindre, medfuldt tallerken. "Som udgangspunkt ville jeg sige, at det lød mere som et mareridt" mumlede hun og luftede henkastet sin mening om slægten. Det turde hun sagtens i det selskab, som hun i øjeblikket fandt sig i. 

[Deleted]

Tilegnet: @reila

Milica blev ganske overrasket over tantens forespørgsel - det var ikke en, som hun havde ventet at få, bestemt ikke, men det glædede hende kun. Når Milica red ture foregik det typisk sammen med hendes lillesøster, men på det seneste var det blevet færre og færre. Milica begyndte at syntes, at søsteren var barnlig. I virkeligheden var det nok bare Milica, der var ved at blive voksen, selvom hun ikke var sig det bevidst - i mange år havde hun sådan ønsket, at hun var voksen og kunne træffe sine egne beslutninger, så nu, hvor det var ved at ske, ænsede hun det end ikke.

Smilet spillede så fint på Milicas læber, da hun nikkede til Reila.
"Jeg er sikker på, moder intet har imod det." tilkendegav hun, og så allerede frem til turen. Det skulle blive rart med noget kompetent selskab. "Det skal være mig en glæde."
Milica nød at lade sig synke lidt ned i de bløde lænestole. Hun glattede helt ubevidst skørtet for usynlige folder efter hun havde sat sig, og selvom det var fristende at læne sig tilbage og skyde fødderne frem for at opnå den ultimative afslapning, så blev hun siddende, hvor hun sad.

Milica fulgte tantens eksempel, da denne greb en lille kniv til æblet også. Indrømmet - hvis ret skulle være ret, så hun næppe gjort brug af kniven, hvis ikke Reila havde gjort det først. Der var så forfærdeligt mange ting at huske - det var ikke pænt at sidde og gnave højlydt af et æble, så hellere skære af det i små bidder. Endnu et svagt suk forlod Milicas læber.

"Det var det også," medgav hun i samme mumlende tonefald, som tanten havde talt i. Hun mindedes igen scenerne fra drømmen og kuldegysning løb umærkeligt igennem hende. Det var vidstnok kongebørnene, der havde været i hendes drøm. Milica havde faktisk aldrig set nogen af dem - andet end på dårlige malerier nede på markedet - så deres ansigter var altid slørede og utydelige, når hun drømte om dem.

[Deleted]

Som sagt så foretrak Reila oftest at ride ud på egen hånd. Hun bestemte selv farten og foretrak et frisk tempo. Hun bestemte også ruten helt på egen hånd, selvom hun havde nogle faste som hun oftest foretrak - Men mest af alt, så gav rideturen en tiltrængt ro, som ikke meget andet kunne måle sig med. Nu var Reila en anelse spændt på at se den yngre kvindes evner som rytterske.

"Jeg vil lade Dem låne en af mine heste" lovede Reila og nikkede let mod den anden, som for at understrege ordene. "Jeg har en yderst skolet vallak, som jeg er sikker på, vil bringe Dem stor fornøjelse" Hesten som hun havde i tankerne var skolet, ja, men det betød langt fra kedelig. Hesten var frisk og sensitiv, men blev ved sin rytter og var meget opmærksom på dennes hjælpere. Reila vidste ikke hvilken hest, som Milica normalt foretrak eller ligefrem ejede. Hesten som hun ville lade den anden ride var dog bestemt værdig til en ung lady som Milica, så selvom hun selv måtte eje en strålende ridehest, så ville hun næppe opleve det som nogen forringelse. 

Reila lod vant kniven bryde æblets strålende grønne skind. Hun vred let i hånden og fik skåret et stykke fri af dets kød. Smagen var frisk og æblet var stadig fast, selv på denne tid af året. Alle de frugter som ikke formåede at holde sig lige så godt blev brugt til andet og mindre vigtige opgaver i køkkenet. Hun skulle netop til at spørge ind til den andens drøm da døren indtil opholdsstuen gik op. Reila så i stedet op. En ung tjenestepige nejede og kom dernæst nærmest listende ind i lokalet. Reila betragtede hende med gennemborende øjne. "Det var på tide" Pigen skulle netop til bortforklare, men hertuginden hævede den ene hånd og hun stoppede midt i sin sætning. "Du er ny" konstaterede Reila. Hun havde ikke set pigen før. "Hvad er dit navn?" Pigen nejede og præsenterede sig selv som Bella. "Du kan gå" Et kort øjeblik stod den unge blondine og tøvede, men så nejede hun og forlod rummet. Reila måtte tale med pigens overordnede. Hun ville ikke høre på bortforklaringer hver gang hun rettede på en tjener - Så kunne hun ikke bruge dagen på andet.

Da Reila og Milica igen fandt sig selv alene i rummet vendte Reila sig på ny mod niecen. "Deres drøm? Fortæl" Reila lod blikket falde mod sit æble og endnu engang gled kniven vant gennem det lyse, saftige kød.