med farman på marked

[Deleted]

Det havde været nogen hårde uger for Carl hans far havde været rasende på ham flere gange, men nu var han ikke rigtigt rasende længere efter Carl gentagende gange havde gjort et godt stykke arbejde i smedjen, men han havde det dog stadigvæk med at stikke af, og tiden havde han brugt på platinørerne til at drille sit ofre for drillerier, og denne dag, håbede han inderligt at få øje på ham igen, havde han udtænkt planer om hvad han skulle gøre, men det krævede bare at hans far ikke holde så meget øje med ham som han gjorde lige nu, carl stod ved siden af sin far og og snakkede med en mand, der gerne ville bestille nogen ting hans far skulle lave. 

Carl fik efter noget tid lov til at gå ud og købe noget mad til dem, hvilket han også gjorde, da han var ude kiggede han over det hele, han fik øje på sit ofre, og smilede lumsk, og købte noget frugt af en ung pige, hvor efter han spurgte " har du ikke noget rådent frugt du vil af med ?" spurgte han hende stille pigen grinte og svarede " hvad skal du dog bruge det til ?" hvor til Carl svarede " bare at lege med " svarede han smilende og lagde hovedet lidt på skrå, pigen vendte sig rundt og vendte sig tilbage lidt efter, hvor efter han fik nogen rådne tomater, Carl lagde de rådne tomater ned i sin læder pose. og smuttede tilbage til sine far. " far er det okay jeg går ud og kigger efter en gav til mor ?" spurgte han stille og så på sine far, hans far så mistænktlig på ham men smilede og rodede ham i håret og sagde " ja men du kommer lige tilbage." , i det samme så han sit ofre gå forbi hans fars bod,  Carl vinkede til ham og smilede flabet inden han smuttede ud under boden og lidt væk derfra hvor han fulgte efter manden, uden at det virkede mistænktsom. 


Hans viste at denne mand, han ikke engang kendte navnet på, var sjovt at drille, for han lignede et seriøst nervevrag, hans far havde fortalt ham at han var Greve, men ikke hvad hans navn var, efter deres første møde på havnen, hvor hans far havde afstraffet ham rimelig meget, men ikke nok til at det ville stoppe Carl.

[Destrian de Warenna]

Det varede ikke længe, inden turen skulle gå hjem mod Roy By i Syden. Og Destrian var faktisk glad for det. Han var glad for at have set de fjerne slægtninge og havde skam også haft et glimrende besøg på Col Borg, men så snart han havde bevæget sig væk derfra - bare for at se sig omkring - var det som om han blev forfulgt. Nogle gange havde han fået øje på smedesønnen, Carl, og regnede derfor ud, at han havde en finger med i spillet. Ja, han var vel den eneste anden spillebrik. Brikken, der hele tiden nærmede sig. Det var forkasteligt, faktisk pinligt, at han blev behandlet sådan af et barn. Han følte sig sølle, udsat og disrespekteret. Han havde aldrig oplevet lignende. Det gjorde ham utryg. Ikke fordi han ligefrem var bange for drengen, men det var bare så nyt for ham. Nyt var det samme som ubehageligt.
Alligevel havde han vovet sig ned på markedet. Denne dag, ligesom så mange andre, bar han et ganske anonymt sæt tøj. Ikke for mange farver. Godt nok var han ikke dækket af den kappe, som han ellers ofte bar og derfor var hans hørfarvede skjorte tydelig at se. Dog var det jo ikke ligefrem fordi den var specielt opmærksomhedstrækkende. Det var skam heller ikke meget opmærksomhed der blev ledt mod ham, men når det så endelig skete, vise folk respekt. De havde besøg fra fastlandet, og besøget var fornemt. Grev Destrian de Warenna - nej, han følte sig faktisk slet ikke så magtfuld.

Han lagde ikke mærke til den lille skikkelse, der fulgte efter ham. Havde han lagt mærke til det, var han nok gået væk med det samme, fundet de folk han var fulgtes med til markedet. Famillien Days folk.

[Deleted]

Carl smilede for sig selv, dette her kunne gå hen og koste meget ballade og ikke mindst afstraffelse, eller måske han sidste tur til plantinøerne, hans sidste tur ud af smedjen han vidste det ikke, men dette skulle ske, om det ville koste ham hans frihed i følge hans far altså, han havde truet ham med at nægte ham udgang hvis han lavede mere ballade, dog havde hans far ikke vist hvad han havde gjort ved denne Greve, når han var stukket af fra arbejdet.


Carl stod lidt og så på Greven der ikke var så langt væk fra ham, han tog nogen tunge vejrtrækninger, han kunne mærke nervøsiteten stige i ham, han listede sig ind på ham, og fandt et skjule sted rimelig tæt på hvor Greven var, han kastede den første tomat mod Greven baghoved i stort, stort håb om at den lille ramme ham, da han havde kastet den, skyndte han sig ind bag en bod, hvor han stadigvæk kunne holde øje med greven

[Destrian de Warenna]

Destrian var faldt ind i fascinationen af de forskellige boder. Alt det folk havde alle steder fra. Tøj, smykker, våben, mad... Der var ikke det, der manglede. Han havde dog ikke tænkt sig at købe noget. Den slags gjorde han ikke så meget i. Det havde han folk til, selvom det aldrig ville være noget han ville sige højt. Det var ikke fordi det var pinligt, det var nærmere normalt, han havde det bare bedst med at føle sig selvstændig. Måske han bare vænnede sig til tanken om at ende alene og så kunne han lige så godt være helt alene. Uden tjenestefolk, uden vagter.
Så manglede han bare den del med rent faktisk at være selvstændig.

Han var netop gået fra en smykkesælger, da en klump af noget fugtigt og blødt ramte ham i hovedet. Han tog sig til det, hvor genstanden havde ramt og trak så hurtigt hånden foran sig igen med en rynke i panden. Det havde givet ham noget af en forskrækkelse, da han blev ramt, men heldigvis faldt hans tanker på drengen Carl, før han nåede at panikke. Smedesønnen var dog ikke at se nogen steder. Flere gange så han sig omkring, men uden at få øje på ham. Det var ydmygende, at have baghovedet smurt ind i tomatsaft.

[Deleted]

CArl stod nu bag boden og afventede at han kunne komme frem og kaste den næste tomat, dette øjeblik kom hurtigt da greven valgte at kigge rundt, og i det øjeblik han kiggede væk kastede han den næste tomat lige sigte mod hans baghoved igen.

carl havde det virkelig sjovt, men han kunne også godt mærke at han havde nerverne uden på tøjet, da han jo nu viste at manden var greve, og det kunne få store konsekvenser for ham. men han var lidt ligeglad lige nu, man havde jo kun det sjov man selv lavede, det havde han nemlig altid sagt til sig selv efter at en anden dreng havde fortalt ham dette.

han kom ud fra sit skjul, for at finde et andet sted, da efter ellers ville blive opdaget, da carl ville smutte videre til næste gemmested, men inden han nåede at gøre noget stod han lige foran Greven, han så ham lige ind i maven, hans hjerte bankede voldsomt og han så bange og langsomt op til Grevens ansigt, og sank en klump, og uden at tænke over det bakkede han baglæns og ville stikke af.....

[Destrian de Warenna]

Endnu en smattet grøntsag fløj gennem luften og misfarvede denne gang Destrians skjorte ved skulderen. Han havde ikke nået at undgå den helt, selvom han prøvede. Han bemærkede, at der var folk omkring ham, der havde lagt mærke til det og kunne allerede forestille sig hvordan de ville begynde at grine. Latterliggøre ham. Han ville ende med at vanære sin slægt... Heldigvis gik det ikke så galt som han havde forudsagt for sig selv. Heldigvis ikke. Ingen grinede, i hvertfald ikke andre end knægten, som han ikke kunne se - men som han var overbevist om lo. Hvorfor? Hvorfor skulle han lige være offer for den slags?
Han nåede ikke at stille sig selv spørgmålet, inden han fik øje på drengen. Han havde ikke andet end lige drejet sig igen, inden Carl stod foran ham og uden overhovedet at nå at tænke over det, greb Destrian ud efter hans arm. "Hvad har jeg gjort dig?" Selv i denne situation var Destrian sikker på, at det var noget han selv var skyld i. Selv efter sidst, hvor Carl da bare havde grinet af ham. Han slap ikke hans arm, men så indgående på drengen. Han krævede et svar.

[Deleted]

carl så bange på ham da han greb ham i armen før han overhovedet havde noget at stikke af, ups det her var vist ikke så godt, men da det ikke så ud til at Greven var vred, grinte Carl og sagde " du greve ikke, burde du ikke være hård, jeg tænker bare en greve som dig, ja eller nervevrag vil jeg nok hellere kalde det, burde slet ikke være greve, du kan ikke engang bruge din magt, hvor længe har det her ikke stået op, du virker bange, bange for en sølle smede knægt ?" sagde han og prøvede dog at komme fri fra hans greb men han kunne ikke, det gjorde faktisk en smule ondt på ham men han viste ham ikke at det gjorde ondt, han ville ikke vise sig svag. " man skulle ikke tro du var Greve, lord. " sagde han det sidste ord lord, blev sagt på en meget nedladende måde, en måde som enhver anden adelig ikke havde tolereret det var han i hverfald ret sikker på.

[Destrian de Warenna]

Drengens bange udtryk, fik Destrian til at tøve, dog slap han ikke grebet. Han havde ikke lært den side af adelslivet at kende endnu. Han havde ikke haft brug for det og det kom faktisk lidt som en overraskelse for ham, hvordan det føltes. Få gange havde han set sin far hæve stemmen overfor folk, der ikke viste den rette respekt, men de havde alle rettet sig ind efter det med det samme. Det gjorde Carl ikke. Da drengen så grinede igen, blev Destrian mere irriteret og lod derfor sit ubehag glide tilbage i sindet. "Du skulle lære at tie stille, inden du kommer til at sige noget alt for dumt."Det lykkedes stadig ikke Destrian helt at lyde særligt truende. Ordene der blev sagt gik ham på.
Du burde slet ikke være greve, du kan ikke engang bruge din magt... du virker bange for en sølle smedeknægt...
Han havde jo ret.. Han virkede bange, det var pinligt. Han måtte tage sig sammen, vise, at han var greve og at han sagtens kunne bruge sin magt. Da Carl så forsøgte at komme fri, blev grebet om hans arm strammet yderligere. "Og hvad er det så, du så gerne vil opnå, knægt? Du er måske ikke glad for din frihed?"[/color] Destrian måtte kæmpe med sig selv, for ikke bare at slippe ham og gå, men i stedet forblive i sin magthavende rolle.

[Deleted]

Carl så på ham og smilede koldt, " skulle jeg være bange for dem ?" sagde han smilende og så på ham, han mærkede hvordan han strammede grebet, det gjorde tydeligt ondt på ham, og fik ham til at gøre kraftig modstand et kort øjeblik inden han stod helt stille og kiggede på ham, " hvad snakker du om? du kan ikke tage min frihed, for det du nemlig ikke mand nok til at kunne !!!" sagde han smilende på en ret provokerende og flabet måde, det var tydeligt at han prøvede hans grænser af ,og ville se hvor langt han kunne trække den.

Carl smilede og sagde " uhhhh nu kommer den mægtige greve op i dig eller nej jeg tvivler " sagde han irreteret og prøvede at skjule smerten fra sin arm, men det var svært.

[Destrian de Warenna]

"Det kunne godt være, du skulle det, ja." Destrian missede med øjnene, men mindede så sig selv om at opretholde facaden, hvis man da kunne kalde den det. Det var nu han skulle holde ud, sætte sig i respekt. Ellers ville han for alvor have ydmyget sig selv - og det ønskede han ikke. Folk skulle ikke kunne tale om, at han ikke kunne tage sin magt, når det var nødvendigt. Så ville han aldrig blive accepteret. Dog fløj hans tanker rundt i forsøget på at finde ud af, hvad i alverden han skulle stille op. Tage drengens frihed.. Han havde slet ikke overvejet, at han selv kunne blive nødt til det og han havde svært ved at komme på hvordan han skulle gøre alvor af sin trussel. Han havde nok egentlig håbet på at blive reddet af Carls far igen, hvilket desværre ikke så ud til at blive tilfældet. "Du har aldrig lært at vise respekt for dine overordnede, har du?," sagde han, tydeligvis provokeret af Carls måde at tale til ham på. Han så sig omkring, standsede så sig selv i det og lod øjnene ramme Carl igen, som han kom i tanke om hvad hans far havde gjort engang en ung dreng havde opført sig respektløst. "Og den mægtige greve påbyder dig at arbejde for ham. Du kommer med mig tilbage til Roy by."Der var noget ved Destrians udtryk, som ændrede sig mens han sagde det. Han talte på samme måde som hans far havde gjort og brugte en del tankevirksomhed på at få det til at lyde oprigtigt. Han mente det skam også. Kunne drengen ikke finde ud af at respektere en greve, så måtte han jo lære det.

[Deleted]

" hvorfor " spurgte han og så på ham, oki det her begyndte at blive skræmmende, han fortryd faktisk at han var blevet opdaget, han ville væk her fra, men kunne ikke fordi grebet om armen var for stramt, " næææ skulle jeg da det, jeg gør hvad der passer mig og når det passer mig " sagde han stolt og så på ham. da han hørte det næste han sagde, stivnede ham og så på ham med åben mund. " det kan du ikke, min far vil ikke tillade det !!" sagde han bange og så på ham. " det var jo bare små drillerier " sagde han bange og mærkede tårerne presse sig på, han prøvede at holde dem tilbage men kunne ikke " jeg beder dem" sagde han stille og så på ham.

[Destrian de Warenna]

"Fordi, selvom jeg måske ikke er den mest kyniske adelsmand du har set, har magt."Det lignede ikke Destrian at være sådan, og han brød sig heller ikke om det. Men måske det faktisk var derfor, at han pludselig blev så overbevisende, for også at overbevise sig selv. Han ville få det dårligt med det, det vidste han, men lige nu var det ikke hvad der talte. Han valgte ikke at kommenterer på hvad Carl først sagde. Alle skulle vel have lov at gøre som det passede dem, så længe det stadig lå inden for lands lov og ret. Og så længe det ikke gik ud på at kaste fisk og tomater efter adelsfolk. "Det kan jeg lige love dig for, at han vil,"kommenterede han i en neutral tone, stadig i kamp med sig selv. Han så Carls skræmte blik og var et øjeblik nødt til at sænke sit eget. Han hadede det, hadede sig selv. Hvordan kunne nogle mennesker gøre den slags uden så meget som at blinke?
"Vis mig hen til din far," sagde han så, som en stille ordre, inden han så op igen. Han slap ikke Carls arm af frygt for, at drengen så bare ville stikke af.

[Deleted]

Carl så på ham og nikkede stille, nu var han slet ikke så rapkæftet mere , det var nu tydeligt for ham at alvoren var gået op for ham, han så på ham og sagde " ja deres lord " sagde han stille til at hans far sikker gerne ville lade sin søn arbejde uden løn for Greven, som straf for det han havde gjort. nu var det sikkert slut med at rende rundt og have det sjovt. " ja deres lord " sagde han stille og så ned i jorden da han sagde det, han begyndte at gå, mod sin fars bod da de kom der ned så hans far på Greven og sin søn " hvad har du nu lavet, du fik lov at gå ud og finde en gave til din moder og så kommer du tilbage slæbt af Greven Destrian. jeg undskylder mange gange på min søns vejne Deres Lord " sagde han og bukkede venligt, Carl sagde intet og så bare ned i jorden.

[Destrian de Warenna]

Normalt ville man, også Destrian, jo nok blive ganske tilfreds over endelig at blive tiltalt ordentligt. Der var dog noget ved det. Noget som han ikke brød sig om. Han havde taget smilet og grinet fra drengen. Godt nok et smil og et grin, der var vendt mod ham selv - og på ingen måde positivt - men det var stadig en del af den barnlige glæde. Det var dog ikke i orden. Det var respektløst og han måtte lære det før eller siden. Destrian bildte sig selv ind, at det sikkert ville ende med at gavne Carl, hvis han fik en straf nu. Andre adelsfolk ville sikkert være hårdere ved ham.
Uden at sige noget, fulgte han med Carl og slap ham først, da de kom hen til smeden, Carls far. "Det vil han få mulighed for selv at undskylde," sagde han så, først tøvende, men til sidst mere bestemt. Han så et øjeblik på Carl, men rettede så opmærksomheden tilbage mod smeden. "Med din tilladelse agter jeg at tage din søn med til de Warennas residens i Roy by." Der var ingen tvivl om, at det ikke var en søgen på tilladelse, selvom det var de ord han brugte. Han regnede i hvertfald ikke med, at smeden ville sige ham i mod - det kunne ikke passe at han var lige så respektløs. Endelig så han på Carl igen, lidt vurderende, men tvang så sig selv til ikke at fortryde sit valg. Det var ikke nu han skulle fremstå svag.

[Deleted]

carl's far så på carl da han hørte hvad Destrian sagde " HVAD HAR DU GJORT"!!!" brølede han og for hen til Carl, og greb ham i håret og ruskede ham voldsomt. " jeg drillede bare lidt, kastede med ting, som altid " sagde carl grædende og skreg pga af smerten fra håret. Carls far slap ham og så på Destrian og sagde " det iorden, så kan han måske lære at opføre sig ordentligt!!!! sagde han surt og så på carl og slap ham " hvor længe har du tænkt dig ?" spurgte hans far stille og så på ham med et usikkert blik, det var tydeligt han var vred men også tydeligt at han var lidt nervøs ved dette.