Devil in Her Heart

[Aerin Fae Odaire]

Platinøerne var et betagende syn på denne tid af året. Aerin hadede alt ved det! Hun hadede det smukke Col Borg, der var opført som intet mindre end et slot. For hvem var så tåbelige at forsøge at indtage en borg, der lå på toppen af en spinkel klippe? Det havde aldrig været nødvendigt med grimme forsvarsforanstaltninger. Det var tåget denne morgen i sensommeren, hvilket gjorde udsynet sløret. Aerin kunne ikke se ned til Estill By – der var kun tyk, uigennemtrængelig tåge, der blev oplyst af de første solens stråler og derfor næsten skar i øjnene. Aerin hadede det. Det havde været så uendeligt smukt at ride ud i. Men hvad gavnede det, når der stadig var et stort sort hul i hendes hjerte?

Det var med målrettede skridt, Aerin forcerede den store marmortrappe, der ledte ind til selve Col Borg. Hun var stadig iført ridedragten, der egentlig mest var en kjole udført i passende slidstærkt stof i mørke farver, så potentielt skidt ikke var nær så synligt, og så var der masser af plads til, at man kunne ride uden at have skørterne flagrende oppe om knæene. De lyse krøller var ikke usædvanligt trukket tilbage fra hendes ansigt og samlet i en elegant frisure, hvorfra det væltede i en kaskade ned ad ryggen.

Aerin sagtnede ikke farten, da hun entrerede borgen, men fortsatte mod den forreste stue, hvor sandsynligheden for at støde på andre af borgens beboere var mindst. Års og års erfaring havde lært hende netop dét. Den ellers så høflige lady leverede en iskold ordre til tjenestepigen om at bringe noget morgenmad op, vendte derpå ryggen til pigen og gik hen til det ene vindue. Solen stod direkte på og gav atter Aerin tårer i øjnene, som det var sket tidligere, på rideturen. Hun placerede hænderne i den brede vindueskarm og pressede læberne sammen til en tynd streg, mens tankerne fór rundt indeni.

[Dicun Day]

Dicun nød den tidlige morgenstund i fred og ro. Selvom han havde været på rejse det sidste lange stykke tid, og man derfor ville forvente, at han var udmattet – så kunne han ikke sove længe. Det måtte være noget, militærlivet havde lært ham; at stå op med solen. Himlen var knapt begyndt at lysne udenfor hans vinduer, før han havde slået de mørkeblå øjne op. Siden det at dovne tiden væk aldrig havde ligget til den hærdede Ridder, var han naturligvis stået ud ad sengen og havde klædt sig på. Mere eller mindre, i hvert fald.

Også Dicun havde søgt ud af sine gemakker og ned mod opholdsstuerne. Han tilbragte meget tid væk fra Col Borg, og derfor havde han ikke dvælet lang tid ved tanken om, hvilken stue han havde valgt. Den første og bedste måtte række. Utålmodig efter at forlade gemakket havde han iklædt sig de første hoser, der lå inden for rækkevidde, samt en ganske ordinær, hvid underskjorte, som han vidste – af pinlig erfaring – var utroligt upassende for en mand af hans status; hvis man spurgte hans kammertjener i hvert fald. Dicun skænkede det ikke selv en tanke.

Lorden sad behageligt tilbagelænet i et af de tunge møblementer og startede dagen med et krus øl. Brøndvandet var jo nærmest livsfarligt, da man endnu ikke havde fundet ud af at koge det først. Derfor nød han i reglen øl til alle måltider, såvel som resten af Det Frie Land. Det var i denne rolige morgenstund, at freden blev forstyrret, da dørene ind til stuen blev slået op. Dicun fulgte nonchalant Aerin med blikket, som hun krydsede rummet med målrettede skridt. Sikke dog et humør. Han var tæt på at smile.
”Og godmorgen til Dem, mylady Odaire, De er sandelig tidligt oppe.” kommenterede han med sin sædvanlige bryske stemme og betragtede ladyen, som hun stod dér ved vinduet. Dicun var måske ikke meget bevendt udi det kvindelige sind, men han kendte mennesker. Ladyen ved vinduet var ikke billedet af en lykkelig sjæl. Hans fætters hustru. Hans afdøde kones svigerinde. Hans egen kusine. Siden hvornår var familierelationer blevet så vanskelige…
”Hvorfor sparer De ikke tjenestepigen for en tur til køkkenet og gør mig selskab til morgenmaden i stedet?” Dicuns måltid var allerede blevet bragt op – og der var mere end rigeligt. Hvis han huskede rigtigt, spiste den typiske adelskvinde alligevel som en fugl.