Udlængsel

[Thyia]

Thyia lignede sig selv. Der var efterhånden gået lang tid siden hendes kontrovers med Irri, halvbroderen Onegin og ikke at forglemme den famøse kronprins. De røde lokker var lige så vilde og utæmmede som altid, de mørke øjne var stålsatte og hårde, og de smalle læber let sammenpressede i et bistert drag. Den eneste forskel var arret, der strakte sig tværs over hendes ene kind. Det så ikke længere rødt og irriteret ud, men var derimod falmet, nu til en integreret del af snaphanens ansigt. Alligevel var der noget udefinerbart underliggende ved hende, som hun stod i skovbrynet, lænet mod en træ og lod blikket vandre ned mod Valandres. Der var noget næsten søgende over hende. Som om hun længtes.

Der var støvregn i luften – den slags, der sætter sig i alt tøj og langsomt gennembløder det til man får fornemmelsen af, at man aldrig bliver tør igen. Det røde hår klæbede til hendes pande og hænderne var godt gemt af vejen under klæderne. Kulden var ved at snige sig ind på hende, så hun måtte snart bevæge sig, men stadig rokkede hun sig ikke ud af flækken. Skyerne gjorde himlen mørk, og støvregnen slørede udsynet – Valandres stod ikke nær så klart, som normalt. Det eller stålfaste blik blev fra tid til anden forstyrret af et glimt af skræk. Thyia både hadede og elskede bjergene.

I et ryk vendte hun hovedet, da lyden af knækkede grene nåede hendes ører, og et Monster-rådyr øjeblikket efter brød igennem krattet og ilede videre. Thyia tillod et øjeblik sig selv at blive betaget af dets skønhed, inden dyret var væk – den blanke, rubinrøde pels spættet med solgule pletter. Så vendte hun blikket mod stedet, hvor rådyret var kommet fra og kneb øjnene let sammen. Noget måtte have skræmt det op…

[Alexander Valeio]

Hvis han så tilbage på dagens begivenheder og sin nærmeste vens nyligt afdøde far, burde Alex ikke være vandret ind i bjergkæden uden nogen form for våben. Men på den anden side burde ingen have fortalt ham at er fandtes overjordiske væsner her og at man absolut under ingen omstændigheder måtte opsøge dem. Eller gå alene af sted. Fordi når alt kom til alt så var han mere nysgerrig end han var smart og når nogen viftede med et eventyr foran næsen på ham, så var det da klart at han ville opsøge det eventyr. For det var sådan Alex så på det. Som et eventyr.

Så han tog sit uvaskede, beskidte rejsesæt på, som var blødt og nemt at bevæge sig i. Han havde ikke taget hesten med. Han var gået før bageren stod op og travet til. Uden for folks rækkevidde var et nok mest sandsynligt at støde på dem. Til sidst kravlede han op i et træ. Det var ikke andet end et rygte, men det kunne jo være et sandt rygte. Og det ville han gerne finde ud af. Så han siddet der længe. Det var begyndt at regne. Han havde spist noget af det han havde medbragt. Og så faldt han i søvn.

Da han vågnede stå den der. Det smukkeste han nogensinde havde set. Et rådyr. Og han havde lyst til at røre ved det og bede om tilgivelse, og græde. Han havde lyst til at blive spist af det og kramme det og gifte sig. Hvilket var helt nye følelser, nogen af dem. I sin iver for at se på det, var han faldet ned fra træet. Hvilket havde fået rådyret til at springe væk. Det efterladte en meget fortumlet Alexander som endnu var påvirket og derfor stavrede efter dyret.

[Thyia]

Mens Thyia afventede, hvad der ville vise sig at dukke frem af krattet, gled hun buen af skulderen og lagde lydløst en pil på. Hvis det viste sig at være en enlig Monster-ulv eller en flok Monster-rovfugle, så ville hun ikke risikere noget. Det troede hun dog ikke. Thyia var opvokset i bjergene; hun havde faktisk aldrig været længere sydpå end Becka, og derfor havde hun siden barnsben været i stand til at fornemme Monstrene i sit sind og lukke af for dem i tide. Lige nu følte hun ingenting, andet end den vage fornemmelse af rådyret, der hurtigt bevægede sig væk derfra – men man kunne aldrig vide.

Hun spændte buen og trak vejret roligt, mens hun ventede. Da der til sidst dukkede en ung mand frem, slækkede hun et øjeblik på sit tag i våbnet. Hvem i alverden er han? Hun tog sig i et splitsekund at ønske, det var Kronprinsen, inden hun bed tænderne stædigt sammen. Ved første øjekast bedømte hun ham ikke som værende adelig – han var alene, han var til fods. Og det snavsede tøj kamuflerede det velpolerede ydre ganske godt. Lige nu så han bare ud til at være omtåget. Under påvirkning af Monsteret, hvis hun ikke tog meget fejl, hvilket fik Snaphanen til at rulle med øjnene. Hvornår Fanden bliver de klogere?

”Stop lige dér.” ordrede hun spidst med sin hæse stemme, da han tumlede videre ind i skoven, og fulgte ham alligevel med pilen. ”Rådyret er harmløst. Hvis du møder en Monster-bjørn næst, har du ingen chance.” Thyia rynkede panden i irritation. Hvorfor, hvorfor bliver de ved med at krydse min vej? Først grevens følge, så kronprinsen. Nu denne mand. Det var kun et spørgsmål om tid, før hun stødte på én, hun ikke kunne lade gå igen. Det kunne meget vel være denne mand. Hvis han var almindelig borgerlig, uden nogen særlig betydning, kunne hun ganske enkelt ikke forsvare at lade ham slippe.

[Alexander Valeio]

Alex rystede på hovedet. Han følte sig ved siden af sig selv. Og nu pegede end rødhåret vildmand på ham med en pil.
Indtil hun begyndte at tale og det gik op for ham at hun var en kvinde. Nu kunne han også se det, men han havde ikke været fokuseret eller til stede nok til at opdage det. Der var noget ved det dyr lige før. Havde det overhovedet været der? Var han bare faldet i søvn og havde drømt det, vågnet da han faldt ned fra træet.

Men så gik det op for ham hvad hun sagde og hans ansigt lyste op.

"Så de findes?" Man kunne høre hvordan tanken oplivede ham. Man kunne se hvordan det hele virkede spændende for ham. Han så tydeligvis ikke alvoren af en pil der pegede mod hans hjerne. Alex var væk til drømmeland og hun var hans fokus i det, fordi hun havde sagt de magiske ord. Han smilede endda til hende. Han havde en kvist stikkende ud af det lyse hår og nyt mudder på bukserne og hænderne som han ikke holdt op for at sige at han kom med fred.

Det var faktisk ikke faldet ham ind at der kunne være snaphaner her i bjergene. Typisk ham. Det var viden alle havde.

[Thyia]

Thyia betragtede den unge mand og hans reaktion med skepticisme, da han langsomt blev rystet ud af den døs, Monsteret havde hensat ham i. I stilhed grublede hun over, hvorfor i alverden samtlige sydlændinge lod til at være rablende gale, når det kom til Monstrene og den fare, de udgjorde!
Snaphanen blottede tænderne i en frustreret hvæsen, da hun oplevede hans oprigtige glæde og spænding, så hun flyttede buen en anelse til siden og sendte pilen afsted med et smæld. Hun ville ikke ramme ham. Bare sende den tæt nok forbi hans ene øre til, at han måske opfangede noget af alvoren.

”Selvfølgelig findes de!” vrissede hun bistert og mindedes i samme nu de snaphaner, som havde været for svage af sind, og som de derfor havde mistet. På samme måde var der utallige rapporter om landsbyboere – typisk fra Valandres eller Becka – som var forsvundet sporløst. Snaphanerne fik ofte skylden. I virkeligheden var det folk, som manden foran hende, der vandrede lige op i bjergene i god tro og mistede livet til Monsterulven eller en flok Monsterrovfugle. ”Du har set, hvad du kom efter. Gå nu.”

[Alexander Valeio]

Alexander var ikke en mand med hovedet på det rette sted. Der var ganske vist ikke en ond knogle i ham, men når han som i dag var ude på eventyr var der heller ikke en eneste rationel. Han så på snaphanen og som hans tanker ikke længere blev styret af dådyret så han hende rigtigt. Hun var selv som noget trådt ud af et eventyr. Perfekt i sin magt og sin styrke, som hun stod der og truede ham. Alex ikke engang reagerede på pilen der hvislede forbi hans hoved.

Han rakte nu begge hænder op. "Undskyld, jeg ... jeg faldt i søvn i træet, fordi," hans hjerne arbejdede på højtryk, hvilken historien passede på det her, hvilket eventyr, "min mor sendte mig til byen for at sælge vores ko, men jeg blev røvet på vejen og nu tør jeg ikke tage hjem." Han bakkede let. Hans ansigt var som altid mildt, det kunne kun se gladt ud, men der var noget trist over det. Alex løj ikke, han levede historien. Og nu var han drengen hvis ko var blevet stjålet og derfor ikke kunne vende hjem til sin mor.