What a Match!

[Deleted]

Roy By - Aenarión Ejendommen - Haven - Coralia Luera

---

"De burde virkelig gøre Dem klar, Mylord." Lød det fra en mand af mindre statur, der holdte en tråd i munden, og legede med en bøjet varm nål. Foran denne mand, sad Titus Aenarión, afklædt fra livet og op. Kun iført et par rødbrune bukser af læder, og de dertilhørende fodklæder, af læder og stål.Man ville aldrig se Titus iført noget uden stål eller våben. Titus sad i sin have, foran et bord, placeret på en terrasse. Den gamle og store ejendom bag ved Titus, og foran ham; en have domineret af træer og slyngplanter, der alle konkurrerede om at finde mest plads. En gammel og bevokset have, dog smuk i sin egen facon, men sjældent vedligeholdt som så mange andre pæne og fine haver i Roy By. "Jeg ville være klar, hvis du ellers havde været færdig med dette nonsens som du sagde du ville være." Hvæsede Titus en anelse misfornøjet, og vendte et snævert blik mod bordet foran sig, og de pergamenter han skrev lidt i. I det samme reagerede manden bag Titus, ved at hive lidt i en tråd. Hvilket resulterede i at Titus rettede sig lidt op. "Og jeg ville have været færdig for længst, hvis ikke De insisterede på at gøre dette imens De arbejdede!"

Manden var i færd med at sy de lange ar og sår sammen på Titus' ryg. Sår han havde erhvervet sig i sit fangeskab, og som han endnu ikke selv havde fået ordnet. Selv når han sad ned, syntes Titus større en enhver anden mand, og de brede skuldre gjorde ryggen til et kanvas for den koncentrerede mand der legede med lægekunst ved Titus' ryg. Den anden mand hed Corvan. Titus' næreste konfidant, ældste ven, og gamle rådgiver fra hans dage som Lord af Aeon. En køn mand, dog med en forfærdelig halten. Corvan var en gammel soldat, født som intet mere end søn af en landmand. Efter hans tid i tjeneste, havde han studeret lægekunst, men var blevet smidt ud, da hans metoder havde været for ekstreme. En af de få mennesker der kunne kalde sig selv ven af Titus. Andre Lords og adelige så ofte skævt til Titus' valg af selvskab, men de kunne kigge så skævt de ville. Titus var sin egen mand, og gjorde som han lystede. Og lagde sin tiltro til mænd, som han lystede.

"Hvem er denne kvinde, som du fandt tid til at invitere forbi?" Nåede Titus alligevel at sige, inden han måtte skære sine tænder sammen, idet Corvan stak nålen i ham igen. Titus ville aldrig indrømme det, men han havde ingen idé om hvad han skulle gøre af sig selv. Og han havde først fået af vide hun ville komme, for nogle timer siden. "Det er Grev Luera's yngste datter; Komtesse Coralia. Jeg havde fornøjelsen af at møde hende tidligere i dag, og hun virker som et ganske udmærket match." Titus fnøs og skar sine tænder misfornøjet mod hinanden, og spændte sine muskler et kort øjeblik. "Med min fader død, havde jeg håbet ingen ville forsøge at pådutte mig flere forslag om ægteskab." ... "Det er knapt en uge siden jeg blev fundet i bjergene, og du forsøger allerede at arrangere mit ægteskab?" Titus var ikke videre tilfreds med situationen. Han havde andre ting at tænke på, end at fornøje og behage en eller anden forkælet pige, der var blevet kastet hans vej af en ivrig fader. Aenarión og Luera var gode naboer, havde altid været det. Men Titus havde ikke ønsket sig mange venner siden hans familie døde. Han hadede synet af den lilla flagermus.. næsten lige så meget som han hadede synet af sin egen blå ugle. "Selv uden at kende Dem så godt som jeg gør, Mylord, ville jeg med stor sikkerhed kunne sige at De desperat har brug for et kvindeligt præg" ... "Og med 'kvindeligt præg', mener jeg ikke de skøger De ellers færdes med.." Titus sagde intet. Stoisk som han var stor, hverken erklærede han sig enig, eller uenig. Dog med et lille skummelt smil, der hurtigt blev afbrudt da Corvan hev lidt hårdt i tråden.

[Coralia Luera]

Coralia sad i den lukkede vogn. Hun mærkede hidsigheden brænde i sit bryst. Hun trak vejret for hurtigt. Det her var typisk. Det var normalt. Alligevel blev hun vred hver eneste gang. Hun tog en dyb indånding og talte til syv før hun langsomt åndede ud igen. Nu sad hun på vej til en eller anden gammel knark, som hun ifølge sin far skulle indynde sig hos så de kunne blive gift og han kunne blive fri for sin påtrængende datter.
Hun sendte et prøvende smil ud i den tomme karet. Som vanligt havde hun intet fået af vide og for en time siden, mens hun havde danseundervisning fik hun meddelelsen om at hun skulle troppe hos en ridder, fordi han skulle se om hun havde alle tænderne i behold, før han valgte at købe hende hjem til stalden. Coralia troede ikke på kærlighed som i bøger, hun var på ingen måde romantiker, men at blive sendt af sted som en vare der skulle beses, havde ikke hendes interesse.

Hun have taget et hurtigt bad og trukket i et antræk hendes far ikke havde lagt frem. Coralia var aldrig tarveligt klædt. Hun var forvent på det plan og alt for forfængelig. Et par lange øreringe, der ringlede ganske let, med små røde perler på smykkede hendes øre. Håret var sat i bløde buer. Hendes øjne var tegnet op og hun havde en svag rosa smørrelse på læberne. Hun havde en grå tætsiddende trøje på der gik helt ned til hendes hænder og dækkede hendes skuldre. Ud over den et sort korset med røde broderier. Skørtet var ikke voluminøst, det faldt nærmere ned langs hendes ben og foldede omkring dem, også sort. Og langt. Hun havde sorte, korte snørrestøvler på. Korsettet gjorde hendes barm større, og sort fik hende til at se ældre ud. Samtidig vidste det heller ingen sprudlende glæde ved at skulle møde den her mand som åbenbart ventede hende.

Vognen standsede. En lakej åbnede døren for hende og hjalp hende ud. Hun havde ingen smykker på arme eller hænder. Hun ville ikke som sådan se ud af at hun kunne give denne mand mange penge. Hun sukkede og smilede igen. Et smil der ikke nåede hendes øjne, men det var heller ikke meningen.
Hun kom til tiden. I dag kom hun til tiden. Hendes far havde givet hende sine egne folk med, så hun ikke kunne gøre andet end hvad han havde bestilt dem til.

Nu stod hun og ventede på at denne ridder, som havde denne bolig, ville komme frem fra sine skjul og se hende an.

[Deleted]

En Ridder. Kendt som Titanen af Aeon. Omtalt som var han et bæst, iblandt hoffet og de adelige. Og dog, var adskillige ædle fædre villige til at lade deres døtre giftes med ham. Han havde ikke længere sine egne lande, og var i to år, formodet død. Corvan var for hastig, hvis man spurgte Titus. Men stoisk som altid, lod Titus dette ske. Han måtte have sønner og døtre til at føre Aenarión navnet videre. Og måtte dette være kvinden, trods hans tvivl, ville han se hende an.

En soldat, en vagt, trådte frem imens Corvan stadig lagde syninger mod Titus' ryg. "Mylord, Komtesse Luera er ankommet." Corvan var den første til at reagere. Og han første reaktion var næsten fortvivlelse, da der stadig var åbne sår mod Titus' ryg, og han ikke nær var færdig med syningerne. "De må gøre Dem klar. Syningerne må vente." Lød det var Corvan, som så derefter klippede tråden over, for derefter at fjerne det værste blod fra ryggen med et stykke klæde. Det gjorde ikke Titus det store, men han sad blot med et lettere utilfreds blik, inden han så rejste sig fra bordet. En tjener blev sendt af sted efter en passende skjorte eller påklædning til hans overkrop, hvorefter Corvan gik med vagten. "Jeg bringer hende ind." Nåede Corvan at sige, inden han forsvandt mod Coralia.

Corvan nærmede sig Coralia, haltende på sit ene ben, men ikke desto mindre stolt i sin gang. En mand der var langt mere velkommende, høflig, og anstændig, end Titus nogensinde ville være i velkomsten af fremmede gæster. "Komtesse Coralia, velkommen." Lød det fra den høflige mand. Man ville aldrig kunne gætte at denne mand var blevet fostret på landet. Han stillede sig med siden til hende, og med sin ene hånd hævet en anelse, gestikulerede han mod vejen til haven. Hvorfra han var kommet. "Lord Titus venter Dem i Haven.". Han spildte ingen tid, og ledte straks an.

I mellemtiden havde Titus med nød og næppe, nået at iklæde sig en passende skjorte. En tæt skjorte, ligeledes af læder. Som bukserne. En rødbrun skjorte med en kroget krave, og røde broderinger. Om skjorten, over den ene skulder, var der et tyndt bælte, hvorfra en kort adelig kappe hang. Et typisk træk hos adelige; ligeledes broderet langs kanterne, i billeder af ugler og tornede grene. Bortset fra stokken der måtte hjælpe ham en anelse, indtil han atter fandt styrken i sine ben, stod han rank, og stor som han nu en gang var. En Ridder af stor statur, og næsten lige så stort omdømme. Titus betragtede Coralia som hun rundede bygningen og gårdspladsen, men dog kun hendes øjne. Han ville endnu ikke give hende tilfredsstillen af at lade hendes figur distrahere ham. "Mylord Titus, må jeg præsentere Komtesse Coralia Luera. Komtesse; Lord Titus Aenarión." Højtideligt som denne slags ting var, og høflig og veltalende, som altid. Titus sænkede hagen en smule, og havde endnu ikke fjernet blikket fra hende. Alt imens Corvan trak en stol ud til hende. "Kunne jeg byde Dem noget at drikke? Vand, eller vin, måske?"

[Coralia Luera]

Hun fulgte stiltiende med den formfuldendte tjener. Han gik ikke for stærkt og ikke for langsomt. Hun nåede ikke at se for meget af huset og heller ikke for lidt. Det overraskede hende hvor meget rod der var. Eller rod var måske et forkert ord for den have hun blev vist ud i, men den var vild og stort set upasset. Og så drejede de rundt om bygningen og der stod en kæmpe mand. Han var overraksende ung. Hendes far var gået efter de ældre mænd i første omgang. Men et eller andet var der nok med ham her alligevel, ellers havde han ikke sagt ja til at hun skulle komme over. Men han var kæmpe stor. Bred over skulderne. Mandig kæbe. Højere end nogen af de vilde buske haven her. Hun gik med sin vanlige vuggen i hofterne, men de flade sko gjorde svunget langt mindre. Hun gik ikke lige nu for at virke besnærende, men indtil videre var hun kun blevet mødt af venlige, høflige mennesker. Hun kunne opføre sig ordentlig det næste stykke tid.

"Mylord Titus, må jeg præsentere Komtesse Coralia Luera. Komtesse; Lord Titus Aenarión."

Hun nejede formfuldendt. Måske en lille smule dybt, så der var fokus på hendes lange hals. Men da hun så op igen var hans øjne fokuseret på at se ind i hendes øjne. Hun så kort på stolen der blev trukket frem til hende og satte sig. Hun var jo kvinden og skulle sætte sig først.

"Faktisk kunne jeg godt tænke mig vand, tak." sagde hun. Nu blev hun en smule bange for at han ville finde hende barnlig, men Coralia brød sig ikke om at alkoholiske drikke. Hun fandt dem bitre på den dårlige måde. Citronvand kunne hun sagtens drikke, også usødet. Men alkohol drak hun kun til middag når der også var glas med vand.
Hun mærkede nervøsiteten. Hun var sekunder fra at pille i sine negle. Så smilede hun. Han ville alligevel ikke giftes med hende. Han var sikkert blevet betalt for at mødes med hende. Han var køn og ikke gammel nok til at være bange for at være barnløs. Han havde ingen grund til at vælge hende.

I stedet foldede hun sine hænder. Og så på ham med et lille overbærende smil. Det var ham der ksulle snakke først. I hver fald til hende.

[Deleted]

Corvan forsvandt med rolige, og dog bestemte skridt. Og som han passerede Titus, nåede den store mand lige at vende blikket mod tjeneren. "Vin.." Blev der kort sagt, og svaret var i form af et hurtigt nik. Dog med øjne der udtrykte en hvis form for håbløshed. Titus var ikke alkoholisk a natur eller adfærd, men han havde flere gange sluttet sig til sine mænd ig druk og festligheder. Titus var en ru mand, der ofte nød bedre af selvskabet af almene og harske mænd, end fine Lords og Lady's. Det kunne godt være han sædvanligvis ville sidde med et skarpt blik mod omgivelserne, i stoisk tavshed, men omgivelserne i en beskidt kro syntes at passe ham bedre end en fin balsal.

Som kvinden satte sig, satte Titus sig ligeledes ned for bordenden. Med hende siddende skråt fra ham. Stadig langt nok imellem dem, til at de ikke kunne række ud og røre hinanden. Men dog stadig tæt nok, så det ikke virkede for fjernt. Dette var bordet hvor han ellers ville sidde med sine officerer, eller råd. Han var ikke videre kendt som en sentimental mand, men naturen appellerede alligevel meget godt til ham. I et kort øjeblik, der dog alligevel virkede som en evighed, havde han stadig blikket fæstnet mod hende. Han brød sig ikke videre om det overbærende smil, men gengældte det blot med et diskret et af slagsen.

Og efter det korte øjeblik var gået, vendte Corvan tilbage med vin og vand til de to. Titus fjernede blikket fra hende, for til gengæld at betragte den røde væske flyde i hans bæger. Og selv efter Corvan havde trukket sig tilbage, og Coralia havde fået vand, var Titus' blik stadig vendt mod bægeret. Efter endnu et øjeblik, hævede han hagen en anelse og greb om bægeret. "Deres fader er en meget ivrig mand.." Titus' stemme var mandig og rolig. Og han tog en enkelt slurk af vinen. "I to må være vandt til afvisninger.." ... "Eller har Jeg æren af at være den første, tilbudt Deres hånd?" Det diskrete smil over hans ellers ganske udtryksløse og autoritære ansigt, blev en anelse skummelt, og i ordene kunne man måske finde en lettere provokerende tone.

[Coralia Luera]

Coralia studerede haven mens han intet sagde. Hun viste ikke at det generede hende. Hun sagde et høfligt tak til tjeneren der kom med vandet igen og stillede en karaffel. Hun tænkte ærligt talt ikke over særligt meget lige nu, ud over at se pæn ud til han sagde noget. Så ville hun tage den derfra.

Og så talte han. Hvilket fik hende til at le. I det mindste talte han lige ud af posen. Hvilket var så forfriskende at hun lo oprigtigt. Om end det var ganske kort før hun så på ham med hævede øjenbrynene.

"Min fader er vant til afvisninger. Jeg møder pænt op til hans små salgsarrangemente." Hun lagde det ene ben over det andet og placerede sine hænder under bordet, hvor hun lagde dem på sit knæ. "De må på den anden side kede Dem gevaldigt siden De endelig gav efter og aftalte at mødes med pigebarnet."

Hun sagde det med samme snert af provokation som han havde. Til gengæld var det overbærende smil væk. Erstattet med et rigtigt smil. Det her morede hende en lille smule. En voksen mand der testede hvor meget der skulle til før hun blev fornærmet. Der skulle en hel del mere til. Hun var normalt den der fornærmede og skubbede folk væk. Deraf manglen på venner. Samt en ring på den rigtige finger.

[Deleted]

Det overraskede ham en anelse. Mange kvinder syntes at tage godt imod hans oprigtige og direkte adfærd; Prinsessen iblandt dem. Og her havde han altid troet at unge døtre af Grever og Konger, hellere så dem selv tiltalt i ædle og høflige riddere - som i de mange sange og fortællinger. Bare så længe disse selv samme unge døtre og kvinder ikke troede han gjorde det for deres skyld, så måtte de reagere som de lystede. Han var en hård mand, så hans udtryk var ikke videre ændret af hendes latter, og ej heller af hendes svar. "Og som den pligtopfyldende datter De nu engang er, sidder De nu her.." Bemærkede han, og vendte atter sit blik mod hende, med hagen en anelse sænket. Imens han fingre var gledet omkring bægeret der nu stod på bordet igen.

Hun gav godt igen, men han kunne da kun være enig i hendes antagelse. "I dets blotte essens, er jeg en soldat. Uden en fjende at bekæmpe; bortset fra røvere, banditter, og snaphaner." Ja, han kedede sig ofte noget så gevaldigt. Han var ikke typen til at løbe fra sandheden. Han vidste hvad han var, uanset hvad så mange andre gerne ville forme ham til at være. Han hævede sit bæger en anelse. "Så her sidder Jeg. Arret og kedsommelig, og accepterer ivrige Grevers anmodninger om at tilse deres søde døtre..." Havde han været fuld, ville han have leet ved sine egne ord og tanken. Men nu nøjedes han blot med det diskrete smil, og blikket rettet mod hende. Alt imens han tog endnu en lille slurk af sin vin.

Der var meget han kunne fortælle hende. Dele sin viden og sine erfaringer om krig og rædsel, blod og smerte. Måske for at skræmme hende væk, eller imponere hende. Men nej. Det var ikke nødvendigt for ham at tilføje til hans egen omdømme eller legende. Det klarede andre noget så fint. Og hvis hun ikke allerede kendte til hans bedrifter, heroiske som forfærdelige, så ville han da ikke spolere noget..

[Coralia Luera]

Coralias smil falmede ikke et sekund. På trods af at han brugte ordet sød. Hun kunne høre så mange mennesker sige det samme om hende. Eller pådutte hende at være sød. Opføre sig ordentligt.

"MmHmm," sagde hun og bøjede hovedet en anelse ned. Ørenringene klirrede svagt. Hun så op igen. Vil De ikke tjekke om jeg har alle tænder i behold? Nu De alligevel ikke har andet i dit kedsommelige liv at tage Dem til."

Hun kunne mærke sit temperament ulme lige under overfladen. Hun hadede disse møder. Hun kunne måske i virkeligheden ikke lide mennesker, medmindre hun kunne irritere dem. Disse mænd der sagde de gerne ville mødes med hende, irriterede hende og det var derfor hun ikke kunne lide dem. Hvorfor bruge tid på dem, når de ikke ville bruge tid med hende i et ægteskab ud over i ægtesengen når det var nødvendigt. Hun var ikke dum. Blot forkælet og forvent.

Hun havde lukket munden så han ikke kunne se hendes tænder.

[Deleted]

Titus kunne ikke helt bedømme om hendes forslag var ytret aggressivt, eller ivrigt. Eller måske endda blot hånligt. Uanset hvad, holdte han blot blikket på hende, stadig mod hendes øjne. Køligt og kalkulerende. Det var både fornærmende, såvel som morsomt, at hun skulle tro ham så forfængelig; at han ville tjekke hendes tænder. "Jeg kan forsikre Dem om, at Jeg ikke har den mindste interesse i at tjekke Deres tænder.." Han var ingen 'pleaser', og han sagde det nok også mest for at understrege at han ikke var en sådan mand. Så sandelig ikke for at få hende til at have det bedre med situationen. Titus kunne næsten forestille sig Corvan stå bag døren og ryste på hovedet over dette møde, og deres samtale.

Hans blik blev atter fæstnet, og han ignorerede måden hun bevægede sig på, og blot så ind i hendes øjne. Næsten truende... som var hun en modstander, og han skulle til at trække sit sværd. "Og Dem? Har De spillet rollen som den pligtopfyldende datter, blot så De kunne nyde af muligheden for at håne eller gøre skamme af en mand, Deres fader ser som passende bejler? ... "Bringe en mand, dobbelt så stor og dobbelt så stærk, til sine knæ.. blot ved brugen af Deres kløgt og spydige ord?" Spurgte han så, roligt og dog udfordrende, som han lod ordene flyde lidt i luften. Han fandt det ikke morsomt, så der var ikke så meget som et hint af et smil. Dog, forholdte han sig stadig stoisk og overlegen.

[Coralia Luera]

Han vidste ingenting om hende. Dog havde han alligevel regnet hende en lille smule ud. En forkælet pige der kedede sig grusomt. Det var i hvert fald det han selv mente ud fra sin udtalelse. Hun løftede igen begge øjenbryn. Nu var smilet væk. Det lå stadig i hendes træk. Det bløde ansigt så aldrig rigtigt vredt ud. Det var mildt. Hun var heller ikke vred eller sur nu. Men det gav mere mening at et skår som ham ikke havde en kone der undgik ham.

"Jeg har aldrig påstået jeg besidder kløgt eller spydighed, og jeg her bestemt ikke på grund af Dem og Deres krop, det sidste jeg forventer er at De lægger Dem på knæ og befrier min fader for byrden af mit selskab." Hun valgte ikke at gemme sig bag sit glas. Derfor var vand også en besværlighed. Men sippede ikke til vand. Hun sad bare der i en ret ærbar stilling og udførte den opgave hun var blevet pålagt.

"Jeg undskylder for enhver skam og hån jeg har påført Dem i løbet af denne korte samtale. Jeg har ikke sagt ja til dette møde først." Hans ord havde ramt hende. Det var forfærdeligt som han mente hun havde gjort noget forkert, når det var ham der skamløst havde erklæret hun var en rundetrunte der blev sendt rundt til alle adelsmænd.

[Deleted]

Det nærmest intensive blik der havde hvilet mod Coralia, aftog blot en smule, desto mere hun talte. Han havde kun behov for at understrege den slags én enkelt gang. Og der var ingen undtagelser for hvem der skulle modtage en sådan viden. Han var hvem han var. Og hvad han var, var så sandelig ikke en skødehund. Folk forsøgte altid at manipulere med ham, men det var aldrig rigtig lykkedes nogen. Og nu, efter to år i bidende kulde og frost, som fange og slave. Bærende på endnu flere ar, var han blevet endnu mere selvstændig og fjendtlig. Det var skam ikke hende der havde inspireret en sådan adfærd. "Måske ikke. Men Jeg mistænker nu anderledes.." Svarede han hende og holdte blikket mod hende, stadig med hagen sænket, og blikket hvilende under hans egne øjenbryn. Noget sagde ham hun var meget mere kløgtig og snu end hun selv ville indrømme. Hvilket i sig selv var et sandt træk af netop det samme...

Titus ignorerede hendes undskyldning. Hverken svarede eller reagerede på den. Hun havde hverken bragt ham skam eller hån. En tanke strejfede ham. En tanke der fik ham til at fjerne blikket fra hende, og i stedet vende det mod bægeret imellem hans fingre, og krukken der holdte vinen. "Nuvel." ... "På trods af at hverken De eller Jeg, synes interesseret i dette møde, lyder det skam heller ikke til at vi har noget andet fornuftigt at give os til.." Jo, måske skulle han få syet sine ar færdigt.. men det kunne sagtens vente. Titus tog i krukken, og stillede den tættere på hende. Egentlig vidste han nu ikke selv om han var interesseret i dette møde, eller ej. Det havde vel syntes som udmærket tidsfordriv..? "Hvorfor så ikke lade os kaste den falske anstændighed og kutyme fra os, og udskyde øjeblikket hvor Deres noble fader, modtager den sørgelige nyhed?" Hvis hun alligevel bare skulle hjem igen og fortælle farmand hvorfor og hvorfor ikke.. hvorfor så ikke bare tage bladet fra munden, og forsøge at nyde dagen blot en smule? Hun kunne egentlig gøre som hun ville det. Om hun kastede krukken mod væggen, eller tog imod et glas, var som sådan lidt ligegyldigt for ham.

[Coralia Luera]

Coralia spidsede sine læber en lille smule. Hun vurderede ham helt klart. Vurderede hans forslag. Det her var noget andet en forstokkede adelsmænd der legede med reglerne, men ikke sagde hvad de mente. Hun var overrasket over at han tilbød hende en fest og ikke bad hende om at gå. Det virkede på ingen måde som om han lagde an på hende. Han havde ikke været upassende på den måde. Egentlig fandt hun ham ikke upassende. Det var interessant. Ikke som Rathbone. Han behandlede hende faktisk som et menneske. Et ligeværdigt menneske. Måske skulle hun prøve at gøre det sammen.

Hun samlede sit glas op fra bordet. Hun løftede det væk fra bordet og ud over det, så vendte hun bunden i vejret og tog krukken med vin. Hun vidste hun ikke ville kunne lide smagen, men en udfordring var en udfordring. Og hun ville ikke være den kedelige. Det var hun sjældent.

"Tilgiv mig, men kan vi være dus, nu vi alligevel vil til at skåle med hinanden. På den måde bliver De ikke beklemt, skulle jeg tiltale Dem forkert, my lord." Hun havde løftet sit glas, så han kunne klinke sit mod hendes. I en skål uden titulering.

Hun var ikke så stram som hun udgav sig for, men disse mænd hendes far fandt var ofte langt værre end hun kunne forestille sig og så ville hun ikke være rar. På nogen måde. Dog havde Lord Titus sagt at han ikke ville have hendes hånd og det fik hende til at slappe af. Hun behøvede ikke at afskrække ham. Han havde allerede besluttet sig.

[Deleted]

Ofte var der kun to slags mennesker omkring Titus. De der kunne lide ham, og de der ikke kunne lide ham. Han var en mand af ekstremer, på mange områder, og tiltrak derved ekstreme personligheder. Enten som venner, eller fjender. Han havde aldrig vist nogen større interesse i at omgås de høje Grever, Hertuger. Lords eller Ladys. Så det havde da overrasket ham en smule at Grev Luera sendte sin datter hans vej. Han havde aldrig troet at hans brutale gerninger i krig og kamp, ville kunne inspirere fædre til at tilbyde ham deres døtre. Og dog, var det netop hvad de gjorde.

En anelse interesseret, betragte han hende gøre an til at tage af vinen. Hendes spidse læber, og lod endda et diskret smil gemme sig i ellers sammenpressede læber, ved synet af måden hun hældte vandet ud fra sit glas. Dette var også første gang at han, imens hun syntes optaget af andre ting, betragtede hende nærmere. Sort korset, den lange skjorte. En fremhævet barm, og dog alligevel med huden skjult. Mørkt og fjendtligt, og dog... en anelse indbydende til den rette mand, måske. Et væld af blandede signaler han ikke var manden til at tyde. "Du, kan tiltale mig som du ønsker." Han løj. Han kunne være ganske nem at fornærme. Selvom han oftest virkede rank og stoisk. Men hvorfor give hende tøjler på, hvis det alligevel ikke ville gavne ham? Det ville ikke være tøjler han kunne hive i, alligevel. Han tænkte nu også at hun havde forstået hans tidligere besked til fulde. Hun kunne sige hvad hun ville, og kunne komme til at leve med konsekvenserne af ordene af hendes mund.

Titus lænede sig roligt en anelse frem, lod sit bæger mødes med hendes i et lille skål, for derefter at læne sig tilbage i stolen igen. Han sad stadig rank, men alligevel en anelse afslappet. Han fysiske tilstand tillod ham alligevel ikke at være så rank og stolt som han gerne ville være det. "Så sig mig.. nyder du at være din faders budbringer, eller ønsker du rent faktisk at blive gift en dag? Du har alderen og udseendet til det, så hvorfor ikke blot spille sød, og finde dig en passende husbond?" Spurgte han så, atter direkte og ligefrem. Hvordan skulle han da ellers formulere spørgsmålet? Han var ikke god til small-talk, eller andet vrøvl i den dur, så han sagde oftest hvad der faldt ham ind. Eller sagde ingenting.

[Coralia Luera]

Han lagde bevidst trykket på du så hun skulle forstå at hun ikke skulle tillade sig hvad som helst, men samtidig gjorde han det på en humoristisk måde og det tilføjede kun til at hun slappede lidt mere af og gav ham et oprigtigt smil.
Desuden kunne alle fornærmes. Man skulle bare trykke de rigtige steder. Ofte der hvor det gjorde ondt. Hun kendte ikke Titus godt nok til at vide hvor.

Ved de næste ord fortrak hendes ansigt sig dog i en grimasse som om noget lugtede dårligt og hun sippede til vinen for ikke at sige noget med det samme. Hun havde temperament, men hun slyngede ikke bare tingene ud. Hun havde ganske vist ikke kontrol over sine følelser, hun viste tydeligt hvad hun mente, men derfor udbrød hun ikke bare hvad som helst.

"Jeg nyder intet den mand byder mig at gøre. Han mener jeg er en byrde og har udelukkende tilbudt mig til mænd der snart dør, så jeg ikke er hans problem. Den slags ægteskab er jeg ikke interesseret i. Du er en undtagelse, hvilket betyder han er løbet tør for folk tæt på 70 vintre." Det var en masse ord hun lirede af. Noget hun gjorde med et skuldertræk. Forholdet mellem datter og fader var mildest talt anstrengt. Hans lille prinsesse var vokset og han kunne ikke lide den kvinde hun var blevet. Han kunne slet ikke lide hende. Deres møder var anstrengte og bestod af befalinger fra hans side, gør dit og gør dat. Hun ville ikke være med til det. Men nogen ting blev hun nødt til og hun fandt det nemmere at dem hendes far tilbød hende afslog end hun sagde nej til faderen.

Hun ville gerne giftes. Børn var også et sted ude i fremtiden, men ikke på den præmis hun blev budt lige nu.

"Hvorfor accepterede du at se mig an?" spurgte hun. Oprigtigt nysgerrig og med et mildt ansigt.

[Deleted]

Der var noget ved hvad hun sagde, han bed en anelse mærke i. Nok til at han kort fjernede blikket fra hende, og tog sig en lille slurk af vinen, imens hun blev færdig med at snakke. "Jeg kunne meget vel ikke være en undtagelse. Mænd som Jeg selv, lever sjældent særligt længe.." Nej, mænd af krig og kamp, som ham selv, levede aldrig særligt længe. Kun de bedste gjorde. Og hvis han fortsatte af denne sti i livet, var han selv sikker på det. Hans brutalitet og evner var hvad der havde holdt ham i live. Ikke håndsrækninger fra tilsyneladende noble og gavmilde sjæle, eller held. Han havde dræbt mænd i koldt blod, for at holde sig selv i live, og det ville han meget vel gøre igen. Han var endnu ikke færdig med dette liv.

Han kunne da forstå hendes synspunkt, men han var ikke født kvinde. Og forskellige ting var forventet af de forskellige køn. Selv havde han været tvunget til at studere og lære fra barnsben. Tjene som page. Senere som væbner, og derefter som ridder. En hård og farlig livsstil. Som dog kunne bringe hæder og ære, hvis man ikke døde i utide. Atter vendte han blikket mod hende, da hun stillede ham et videre spørgsmål. Et kort øjeblik var han stille, men endte med at tage en dyb indånding. "Jeg tænkte at lidt kvindeligt selvskab, ville kunne gøre mig gavn." Endnu engang, løj han. Det havde alt sammen været Corvans idé. Titus havde ikke arrangeret noget som helst. Han havde ikke engang læst brevet Grev Luera havde sendt ham. Og dog.. så talte han alligevel sandt. Kvinder var oftest for blide til ham. Blev ofte forstyrret ved hans valg af ord og emner, eller væmmedes ved hvad de nogle gange så ham gøre. Men han satte alligevel pris på deres selvskab, på en måde..