på udflugt af frygt for at vende hjem

[Deleted]

Carl havde hoppet med på skibet til platinørerne, han havde gemt sig godt sammen med en kammerat, der også var på skibet, han elskede at tage på udflugt, men denne gang var det fordi hans far var rasende og ville tæske carl gul og blå når han fik fingerne i ham, det viste han ville ske, hvis han kom hjem, han havde ødelagt en sværd som hans far havde fået ind for at reparere og nu var det helt i stykker, og Carl var dog nået at stikke af inden hans far fik fingerne i ham, en af grundende til at det var lykkes ham at stikke af var fordi hans far var så tyk at han ikke kunne løbe. Carls kammerat var stukket af fordi han ikke gad arbejde, hvilket man skulle i den alder mente deres forældre. Carl og hans ven skiltes ved ankommesten til øen, de blev væk fra hinanden i folkemængden. Hvor skulle han gå hen ? han havde ondt i maven, ikke fordi han var syg, men fordi han var bange, han havde aldrig været her og hans far havde altid fortalt ham om at man brugte børn som slaver her, han viste ikke om han skulle tro på det eller ej, han var et barn så han troede nok mere på det end at han troede det var løgn. han gik lidt rundt sammen med en læder pose han havde lidt brød og frugt i som han havde taget tidligere på dagen. 

Han gik rundt på den store ø, uden at ane hvor han skulle tage hen, han græd inden i, at frygt for måske aldrig at komme hjem igen, og af frygt for at hans far vil slå ham ihjel når han kom hjem, tårerne begyndte langsomt at trille, han havde grædt før, men aldrig over sådan noget her. En mand fik øje på ham, at han gik alene forvirret og bange rundt " HEey knægt hvad laver du her ?" råbte manden, dette fik panikken frem i Carl, han begyndte at løbe og løbe, uden at se sig tilbage. 
Hvor til han nåede til Domkirken, det var stor og han stoppede lige ude foran den, hvor efter han hev efter vejret. Carl gik lidt rundt om den og kiggede på den, han havde aldrig set så stor en kirke før. " woow" sagde carl da han tog i døren til kirken og den var åben, han skubbede lidt til den og kiggede ind, han turde ikke gå ind.

[Deleted]

Det havde været en af de dage hvor man bare ikke kunne forblive indenfor Borgen. Det var umuligt. Stemningen var anspændt, og endnu engang havde moderen fået et flip over deres status og position i samfundet som efter hendes mening ikke var høj nok. Sence var personligt ganske tilfreds med sagerne, men det kunne hun desværre ikke fortælle sine forældre, og da slet ikke sin moder da var af en ganske anden mening. De burde være kongelige, fordi hendes forfædre havde været det inden tronen blev taget fra Day-slægten. Personligt var Sence af den mening at, siden de ikke kunne beholde den, samt at de ifølge historierne havde kvajede sig, så var det kun godt at de ikke længere sad på tronen. Desuden, prinsesse? Det var kedeligt nok at være en Lady, datter af en Hertug.

Sence’ tur havde ledt hende til Domkirken som hun netop ankom til. Hun holdt hesten an, og steg af, overlod tøjlerne til en af de to vagter hun havde med og satte kursen mod døren. Med det samme faldt hendes blik på en dreng, hvor gammel han var, kunne hun ikke helt afgøre, men fattig så han da ud. Hun sagde intet for at skræmme ham væk. I stedet for standsede hun op bag ham, hovedet gled på sned og hun smilede mildt ”Har du tænkt dig at gå ind eller..?” lød hendes blide og melodiske stemme spørgende mens hænderne var foldede foran sig og de klare mørke øjne hvilede på ham. Mange ville nok ikke lukke sådan en ind i domkirken, rygtet om at de fattige var tyve og bare stjal var kendt, men altså.. døren var jo åben så hvis han skulle stjæle noget ville det næppe være hendes skyld.

[Deleted]

Carl havde stået i sine egne tanker og kigget ind af døren, og trådte et halv skridt ind af døren men fortryd hurtigt, sådan gjorde han et par gangen inden han hørte en stemme bag sig, han stivnede totalt, og vendte sig langsomt og meget forsigtigt om, han var ikke særlig og kiggede derfor den unge kvinde ind i maven, langsomt vendte han hovedet op af, og det skræmte ansigt blødte lige så stille op igen. "øhm " sagde han stille og tav igen, han var bange det var ret tydeligt, han kendte ingen mennesker på denne ø og vidste ikke hvad de kunne finde på at gøre " du må ikke tage mig som din slave" sagde han panisk og bakkede baglæns, ind i dørkammen, " i må ikke tage mig " sagde han bange og så på pigen, løftede sine beskidte arme om foran ansigtet for at beskytte det mod eventuelle slag.

[Deleted]

Sence så forundre på ham som han rablede løs om at hun ikke måtte tage ham som slave, og han reagerede som om hun havde haft i sinde at påføre ham smerte. Stakkels knægt, han var jo skræmt fra vid og sans. Hans accent sagde hende dog at han ikke var fra øerne, og derfor vidste hun at han var her på alt andet end lovligvis. Mon han havde sneget sig til lands? Men alene? Hvor mon hans forældre var? Var de overhoved i live? En masse spørgsmål skød gennem hendes sind som det nu engang havde for vane med hende. ”Vi har ikke tænkt os at tage dig nogle steder..” svarede hun beroligende og med en mild tone. Kirken var et godt sted hvis han ville have et sted at sove, den blev knap brugt længere og der var nok ikke så meget for ham at stjæle under alle omstændigheder, men mon ikke det var koldt. ”Hvad laver du her alene?” spurgte hun nysgerrigt mens hun fortsat så interesseret på ham.

[Deleted]

Carl så på hende og tog armene ned igen , da hun sagde hun ikke havde tænkt sig at tage ham nogen steder. " men ?" sagde han stille og snøftede kort ind, inden han tørte sin næse af i sit ærme. " min far, siger i bruger børn som slaver her på øerne " sagde han nervøst og en smule hulkende. Han blødte langsomt mere og mere op, han så på den unge kvinde og vinkede hende helt hen til sig, så han kunne hviske til hende, så hendes vagter ikke hørte det. " jeg kom til at ødelægge en sværd min far skulle reparere og min far vil tæske mig for det, så jeg stak af her til, med en ven, men vi blev væk fra hinanden nede ved bådene " sagde han så lavt at kun den unge kvinde kunne høre ham. " jeg tør ikke tage hjem " sagde han bange igen så lavt at kun den unge kvinde kunne høre det, inden han kiggede bange over på vagterne, han fik øjenkontakt med en af dem, hvilket nok ikke var så smart, han stivnede og så på dem da en af vagterne skyndte sig over til dem, og sagde " bliver du generet Lady?.... " spurgte vagten hende, og i det samme han kom der over for, Carl om bag ved den unge kvinde for at gemme sig. " knægt kom her !" sagde vagten og så surt på Carl

[Deleted]

De løgne faderen havde spredt fik hende til at skyde det ene bryn i vejret. ”Og andre siger vi spiser børn, men det passer ikke” svarede hun beroligende. ”Du burde være derhjemme frem for her under alle omstændigheder. Der findes ubehagelige folk overalt” forklarede hun venligt, hun havde intet imod drengen, men det var virkelig ikke et sted for børn. Hun havde trods alt selv vagter med, og hun var både ældre og kunne tage sig af sig selv. Men well, hendes forældre hadede når hun sneg sig ud uden sine vagter, og ofte formåede de at finde hende før eller siden.
Som han bad hende komme nærmere, trådte hun tættere på og lænede sig ned over ham for at han kunne hviske hende i øret. Ordene der forlod hans læber havde hun ikke forventet, stakkels dreng, han var så skræmt at han forlod landet og kom hertil? Det måtte da være slemt med hans fader så. ”Oh, det er jeg da ked af at høre, men.. du kan da ikke bare lalle rundt herude, det er koldt..” svarede hun bekymret. Vagten trådte snart hen til dem og spurgte om drengede generet hende, og … ja Carl gemte sig straks bag hende. ”Nej nej, vi taler bare” forsikrede hun vagten med et af sine blændende smil inden hun vendte blikket mod Carl. ”Hvad hedder du så?” spurgte hun.

[Deleted]

Carl stivnede et kort øjeblik da hun sagde de spiste børn, men da hun hurtigt efter tilføjede at det var løgn, smilede han usikkert til hende " jamen, min far er vred " hviskede han, og kunne nu mærke at kulden begyndte at trænge ind i hans krop, han rystede svagt og så ned af sig selv, hans slidte tynd tøj og lædersko, der ikke rigtigt kunne kaldes vintersko. hans mave mumlede kort og han tog sig forsigtigt til maven. " jamen jeg tør ikke tage hjem alene " sagde han stille og så på hende. " carl smed, folk kender mig som ballademageren, men lige nu er jeg vist ikke andet end en bangebuks" sagde han stille og så på hende " hvad med de ?" spurgte han forsigtigt, han viste ikke helt hvordan han skulle tiltale hende.

[Deleted]

Hun kunne se at han rent faktisk troede på hendes ord og skyndte sig derfor selv at understrege at det var løgn. Meningen var jo ikke at skræmme ham væk men netop påpege at løgne gemte sig under overfladen på de fleste rygter. ”Det er min fader også, det er derfor jeg er her” svarede hun trøstende. Begge hendes forældre var vrede, og at være hjemme i øjeblikket var virkelig ingen dans på roser, så hun havde taget flugten. Men med vagter! Hun ønskede ikke at forældrene havde flere grunde til at irettesætte hende end højst nødvendigt i det humør de begge var i.
Hun kunne tydeligt se at han frøs, hans tøj værnede jo på ingen måde for kulden, stakkels dreng. ”Hent min sjal” beordrede hun en af vagterne i en mild tone hvor denne skyndte sig tilbage til hestene for at hente endes sjal. Den var nok stor nok til at dække det meste af ham. ”Nej det forstår jeg da godt, hmm… hvad hvis jeg sender en af vagterne med dig?!” spurgte hun smilende og opmuntrende ”Så passer han på dig, og forklarer taler med dine forældre” svarede hun behjælpeligt, måske det kunne bruges? Hun anede det ikke, men hvis det var til hjælp, hjalp hun gerne. Hun kunne høre hans mave rumle, og sendte den anden vagt efter mad fra byen dæmpede og diskret i mens præsenterede drengen sig. ”Mit navn er Sence, mine venner kalder med Esta.” svarede hun smilende mens vagten kom tilbage med sjalet som hun forsigtigt lagde over ham. ”Lad os gå ind, det er trods alt varmere der end herude” foreslog hun.

[Deleted]

Han så bedrøvet på hende og sagde " hvorfor er din fader vred ?" spurgte han stille og så på ham inden han langsomt begyndte at ryste af kulde " jeg fryser " sagde han stille og så på hende. " nej nej nej nej ikke vagterne, min far bliver så vred, og tror bare jeg har lavet ballade, kan de ikke tage med mig " spurgte han hende stille og lavede synes han selv de mest bedårende dådyrsøjne han kunne. " må jeg være din ven?? må jeg kalde dig Esta?" spurgte han venligt og smilede rystende til hende. da hun lagde sit sjal omkring ham, kunne han mærke det begyndte at varme en smule, han fulgte med hende ind i kirken, og tog forsigtigt hendes hånd, og klemte den blidt " jeg har lidt brød og lidt frugt hvis det er? " sagde han og tog sin læder pose frem fra sit bælte der holdte bukserne og trøjen samlet på midten af maven, den hang på ryggen, han tog brødet op af posen og så det var muggent en lille smule, det havde han ikke opdaget da han snuppede brødet inden han stak af, han brækkede det over i to dele og rakte Sence den ene halvdel

[Deleted]

Da han spurgte indtil hendes fader så hun overvejende ud. Det var et godt spørgsmål, desværre var det ikke helt muligt at give ham et svar. ”Ser du, han mener at man har taget noget der tilhøre ham.. ja nærmest stjålet det.. og han har kæmpede for at få det tilbage uden held… mange mener nemlig det ikke tilhøre ham” det var den bedste måde hun kunne forklar det på, uden at afsløre for meget. Om det i det hele taget var smart at nævne den slags for en lille dreng, well.. det kunne i alt fald ikke skade!
Som han understregede at han ikke ville have vagterne, og i stedet for bad hende om at tage med, så hun overrasket på ham. Hvad? Hende?! Det kunne hun ikke, og da slet ikke uden vagter så det var det samme. ”Desværre ikke, jeg vil gerne, men.. mine vagter vil næppe tillade det, og heller ikke mine forældre. Beklager” undskyldte hun, ikke desto mindre var hun ærlig, hun kunne ikke hjælpe ham på nogen anden måde. Nok kunne hendes vagter finde sig i en del, men direkte at forlade øerne, næppe. Som han spurgte om han kunne være hendes ven, kunne hun ikke andet end at smile ”Selvfølgelig, og selvfølgelig må du kalde med Esta” svarede hun varmt og imødekommende. Han virkede til at være tryg ved hende, det var da godt.
Snart tog han hendes hånd, hvor kært. Hun smilede og strøg let sin tommelfinger over hans håndryg. Kort efter kunne de sætte sig. Som han nævnte noget brød og fandt det frem, så hun på det. Det var tydeligvis gammelt. ”Det der er ikke så godt at spise, det er gammelt. Hvis du kan vente i ti minutter kommer min vagt med noget mad til os” svarede hun smilende. Hun havde jo allerede sendt ham efter noget, og sikkert noget der ville mætte mere end bare brød.

[Deleted]

Carl så på hende og sukkede, " så det lidt ligesom når min far tager mine træsværd og siger jeg ikke må få dem igen, før jeg kan opføre mig pænt....... hvilket nok aldrig sker " sagde han sukkende og det sidste sagde han meget lavt. " det lige meget hvad jeg gør, så ender jeg altid ud i problemer, og jeg har altid sådan en underlig lyst til at drille folk, ikke er at det er irreterende, for det kan være ret sjovt, men hele byen har startet rygter om mig " sagde han stille og så ned i gulvet mens han satte sig på en af bænkene der var der. da hun sagde at hun ikke kunne tage med ham, sukkede han trist og vidste ikke hvad han skulle gøre eller sige, en lille tåre trillede ned af hans kind. " jeg...... jeg vil så gerne være ridder, men kan jeg ikke fordi jeg ikke er adelig, men bare en gangske almindelig dreng, og fordi min far siger at jeg ikke må for ham, fordi jeg skal overtage smedjen for ham, hvorfor kan min søster ikke bare overtage den, hun er alligevel så dum, og hun er også ældre end mig, eller min lille bror måske. nej det går nok ikke, jeg er vel i bund og grund tvunget til det " sagde han surt, for at skjule han var ked af at hun ikke kunne tage med ham hjem, hvor efter han sparkede til en lille sten der lå på gulvet, hvor efter han satte sig op på bænken igen, han kunne ikke nå jorden når han sad ordenligt på bænken.

Carl så på hende og sagde " jeg vant til at spise gammelt mad, nogen gange når jeg ikke har været sød, efter min fars mening må jeg kun få vand og brød. men vi venter bare på det andet mad, så gemmer jeg det her til hønsene" sagde han stille og så på hende med et usikkert og nervøst smil, hvorfor han lige var usikker viste han ikke helt, men det var nok det hele med at han nok blev nødtil at tage tilbage til sine forældre alene. "mine forældre er fattige, min far arbejder hårdt hverdag, nogen gange når han vil have jeg skal hjælpe så sætter han en lænke om min fod for at jeg ikke kan stikke af, og så bliver jeg ikke pisket men tvunget til at stå ved ilden og sørge for der hele tiden er gang i den og det faktisk ret varmt. " sagde han stille og så på hende.

[Deleted]

Hun betragtede ham da han kom med et eksempel af eget liv og egen erfaring. Stakkels dreng. Hun betragtede ham med hovedet på skrå og nikkede, ja.. hvis han forstod det på den måde, så var det vel mere eller mindre ens ja. Trist, men sandt. ”Jeg nød også at drille og lave sjov og spas med folk da jeg var på din alder. Man er jo ikke barn for evigt. Din fader elsker dig, men da du ødelagde sværdet må han jo erstatte det, og det koster penge. Han var nok bare vred, og nu er han nok bekymret for hvor du er blevet af” svarede hun og så alvorligt på ham. Hans fader hadede ham næppe, men det var vrede, alle fædre blev vrede.
Nyheden om at hun ikke kunne tage med tog åbenbart hårdt på ham, og hun anede ikke helt hvad hun skulle sige. Hun ville gerne, det var bare umuligt for hende. Og især med vagter på slæb. Desuden var hun en kvinde, og helt alene på fastland. Hun havde aldrig været der, det ville ikke gå godt, så meget var sikkert. Hun lod ham tale ud, forstod derved han havde en storesøster og en lillebror. Trist var det at han ikke kunne blive ridder, men derfor behøvede han ikke opgive alt. ”Hør, du skal nok blive en stærk ung mand når du bliver ældre, og en smedje gøre dig nok endnu stærkere! Ikke alle kan arbejde og lave våben ved du nok, og desuden, kongen og andre ridder og adelig vil nok komme til dig hvis du bliver en god smed for at få lavet deres våben hos dig. Du bliver nok vildt rig!” opmuntrede hun. Helt umuligt var det ikke, hvis han lærte og gjorde arbejdet godt, ville det lykkedes ham.

At han var vant til gammel mad burde hun nok have sagt sig selv, men hun tog fejl, selvfølgelig gjorde hun det. Hun var trods alt adelig. Hun var tavs, og smilede bare ”God ide” svarede hun som han nævnte hønsene og lagde brødet til side. Faderens metoder fik hende til at glo overrasket på ham. I alle Guder! Hvad var det dog for noget at udsætte sit barn for? Hun sukkede og så beklagende på ham. ”Det er det nok ja, det lyder ikke godt. Men hvis du er disciplineret og gøre som der bliver sagt, så bliver du jo ikke bundet. Og så vil din fader måske behandle dig bedre?” foreslog hun.

[Deleted]

når carl ikke forstod noget sådan noget som voksen snak, prøvede han altid at forstå det ved at tage ekspemler ud fra sin egen hverdag og bruge det, hvilket han også havde gjort her. men at hun nikkede som ja, at det var rigtigt det han sagde, fik ham til at smile en smule mere end han havde gjort før. " tror du han er bekrymeret for mig nu ?" spurgte han stille og hans mave rumlede højlydt. han tog sig til den og sagde " undskyld Esta" han lagde sit hoved på hendes skulder og så op på hende. " jeg forstår godt du ikke kan tage med mig hjem, jeg skal også selv lære at tage konsekvenser for de ting jeg gør, det siger min mor i hvert fald at jeg skal. " sagde han stille til hende og lagde blidt sine beskidte arme omkring hende.

han så på hende da hun nævnte at en smejde var stærk og han kunne blive vildt rig, han lyste helt op, sprang op fra bænken og slog ud med armen " bliver jeg så, sååååååå rig her " spurgte han hende og slog igen armene så langt ud han kunne. " tror du der vil være guld nok til at købe mit eget slot" spurgte han hende stille og så på hende med store øjne, det var tydeligt at hun lige nu havde set et stort håb igang i den lille drengs hjerne. Dette fik også Carl til at tænke at det måske ikke var så tosset med at blive smed, hvis han kunne tjene så meget guld som hun mente.


" min mor siger altid at man ikke må smide mad ud, og derfor gemmer vi det altid til det virkelig ikke kan bruges mere " sagde han smilende og så på resterne, da døren til kirken gik op, og en vagt kom ind med noget mad til dem, lidt kød og brød og frugt. Carl så på vagten og sagde stille " Esta, vil du endag komme og besøge mig og lege med mig og mine venner ? " spurgte han stille, dette hørte vagten og han grinte. inden han afleverede maden til Scence.

Carl tog noget af maden og begyndte at spise, det var tydeligt at han ikke havde nogen sådan særlig pæne manere, " uhhm det smager godt " sagde han med mad i munden

[Deleted]

Det passede Sence fint at han kom med eksempler, så længe han selv forstod det var hun ganske tilfreds. Eksemplerne var muligvis ikke helt præcise, men ikke desto mindre var det langt fra helt galt. ”Det tror jeg bestemt” svarede hun bestemt, hun lød endda sikker i sin sag. Hans fader elskede ham nok, og hvis han havde været væk i mange timer var forældrene nok begge bekymret. Medmindre det var almindeligt for ham at forsvinde i timer, der ville måske gå lidt længere tid inden de blev bekymret. Snart rumlede hans mave hvor han undskyldte, og hun smilede venligt og slog ud med hånden ”Det skal du ikke tænke på, maden er her om lidt” lovede hun hvor han snart lagde hovedet mod hendes skulder og nævnte at hans moder havde sagt han skulle tage konsekvenserne af sine handlinger. Klog moder. ”Det siger min moder også altid, og det er sandt. Træffer man en beslutning, må man stå op for den og forklar hvorfor man har gjort som man har gjort” svarede hun. At han slog armene omkring hende kom bag på hende, stakkels fyr, han havde vidst hjemve og var glad for lidt opmærksomhed og omsorg måske? Hun krammede ham let.
Han lød helt begejstret ved hendes ord og hun smilede bredt og nikkede da han viste med armene hvor rig han ville blive. Det næste han sagde, fik smilet over hendes læber til at vokse sig større ”Det tror jeg faktisk du kan, hvis du bliver en god smed, er opmærksom og lærer godt af hvad din fader har at vise dig, så skal du nok blive en stor, stærk og rig smed en dag!” svarede hun selvsikkert og uden tvivl i tonen.
”Igen har din moder ret, man burde ikke smide mad ud, og fugle, kyllinger og dyr generelt kan godt spise gammelt mad uden at blive dårlige, så det er ganske nyttigt at give det til dem” svarede hun bekræftende. Snart dukkede vagten op igen med mad, og den milde duft spredte sig i den gamle domkirke. Maden blev sat imellem dem og hun smilede og pakkede det ud ”Hver så god” sagde hun og hentydet til at han skulle tage først. Da han spurgte om hun ville komme på besøg og lege, så hun en anelse beklemt ud. Det var ikke fordi hun ikke ville, men hun kunne bare ikke. ”Hvis du fortæller mig hvor du bor, skal jeg gøre alt i min magt for at besøge dig hvis jeg kommer til Det Frie Land” svarede hun ærligt.
At han gav sig til at spise gjorde hende intet, hun tog selv kun en smule, og var ikke spor sulten. Faktisk overlod hun det meste til ham. At han ikke havde maner kom ikke som et chok, og hun var egentlig ligeglad så længe han fik spist hvad han kunne have ude at holde sig tilbage.