Aftensol over sejl [Rosetta Odaire]

[Destrian de Warenna]

Tilegnet Rosetta Aenarión

Aldrig nogensinde ville Destrian blive god til større forsamlinger og slet ikke den type forsamlinger, som han ingen orden kunne finde i. Derfor var det også en sjældenhed at se ham et sted som havnen, hvor der var travlt og hvor de mennesker, der stimlede sammen og rendt rundt ikke ligefrem kom fra de samme samfundslag. Det var sådan set ikke det, at rige blandede sig med fattige, der gik ham på. Ej heller at sømænd og landfolk mødtes. Problemet var, at alle så forskellige ud og han kendte så få af dem. Alligevel var han begivet sig uden for de Warennas sommerresidens. Til hest fordi han havde det bedst med et sådant dyr i nærheden og selvfølgelig også fordi det gjorde turen derned kortere. En enkelt vagt havde insisteret på at følge ham derned, men i det mindste holdt han sig på en respektabel afstand. Destrian brød sig ikke om at have en vagt omkring sig, men det var nu engang noget han havde vænnet sig til. Godt nok besad han en rang, der næppe krævede ham det og det var ikke ligefrem fordi han havde fjender i byen (ikke så vidt han vidste af i hvertfald), men vagterne insisterede altid. At det garanteret var på ordre fra hans forældre var knap en tanke der havde slået ham. Hver gang den havde slog han det i hvertfald hurtigt væk.

Han havde hørt Rosetta ville ankomme fra Platinøerne og havde tidligere lovet hende, at han ville være der til at tage imod når hun kom. Dagene op til havde han været ved at gå ud af sit gode skind og det havde resulteret i en omrokering af samtlige bøger i husets bibliotek. I mellemtiden havde en husholderske gjort hovedrent for tredie gang i ugen, bare for at få den unge grevesøn til at falde lidt ned. Det var da også lykkes og selvom det havde været svært for ham at tage afsted, var han kommet til havnen. Han skilte sig ikke synderligt ud fra mængden, der trods alt også indbefattede adelsfolk mellem alle de arbejdende søfolk, men han havde sørget for at stille sig så afsides som muligt, så Rosetta lettere ville kunne få øje på ham når hun engang var kommet væk fra skibet. Han stod med hoppen ved sin side og lige i området bevægede vagten sig rundt på sin egen hest. Det var en god dag. Til trods for stressen og forventningerne, som han ikke kunne finde ud af at håndtere, så var han meget mere rolig end han plejede. Angsten havde gemt sig lidt bagved glæden over snart at se Rosetta igen og så blev det hele altså bare lettere.

[Rosetta Aenarión]

Rosetta eeeeelskede at komme til Roy by - det var noget af det bedste hun vidste! Rosetta havde en sød tand for mode og det bedste kom altså fra den store Roy By, som hun besøgte temmelig ofte selvom det kunne være noget af en omgang, da det ikke bare var en lille travtur mellem Kongebyen og Plantinøerne. Dog nød Rosetta nu vejen det tog på skibet - det var så hyggeligt og hun fik altid en god sludder med de velkendte sømand som hungrede efter at fortælle en historie til et naivt barn - eller til en naiv kvinde, begge ting var gode! Op til ugen, havde hun sparet sammen så hun kunne snogle rundt i den store kongeby - selvfølgelig med lidt hjælp fra hendes far og mange beundrere. Hun havde aftalt at mødes med den kære Destrian, som var så sød - hun kunne rigtig godt lide ham. Hun havde bestemt sig for at købe ham en lille gave - den uskyldige, men godhjertede Rosetta havde altid følelsen af at han var lidt trist, så måske kunne det opmuntre ham! Rosetta vidste godt om hans fortid og han nuværende titel som enkemand men Rosetta stemplede ham ikke som noget, bare på grund af hans fortid - sådan var Rosetta slet ikke! Nej, man opdagede hurtigt hun ikke var som de fleste, adelige kvinder og det gjorde hende både eftertragtet i selskab men det kunne også skabe en masse ballade mellem de jalousifyldte sladdertanter.

Destrian og Rosetta var måske hinandens modsætninger men det var nok derfor de klingede så godt med hinanden. Rosetta, som tog det som det kom, fandt ro i det meste og aldrig forhastede sig, som kunne berolige i den lidt usikre Greve, som hun kunne så godt lide. 

Hun skulle finde en gave som kunne få ham til at smile som aldrig før!

Rosetta hoppede næsten op og ned af forventning, men hun havde da nogle manerer hun fulgte, bare nogenlunde. Endelig kom skibet til kajen og Rosetta blev hjulpet ned af en hjælpsom herre, inden hun stod for sig selv, skimede over mængden efter den unge Destrian som ville holde hende med selskab, i alt fald for i dag! Hun kunne ikke se ham nogle steder - men hun virkede ikke som en hjælpeløs killing, nej, hvis han havde ombestemt sig og ikke ville komme, så ville Rosetta nok bare fløjte afsted som hun så ofte havde gjort fra sin barnepige og nyde sine omgivelser, udforske og være på "eventyr" som hun kaldte det. Selvfølgelig ville hun nok blive en smule skuffet, for hun havde sådan glædet sig til at være sammen med Greven, men hun ville ikke lade det trække hende ned. Hun strålede mellem mængden, med sin blomsterkrans og pæne, hvide kjole som vidste hende kvindelige former, som gjorde en sikker på hun ikke var et barn, for man kunne komme i tvivl med hendes unge og liflige sind.

Hun tog sin hånd op til øjnene så hun kunne få lidt skygge fra solen og bedre se sig omkring - og endelig så hun den lidt mørk skikkelse, dog med en hvid hest ved sin side. Rosetta lyste op, før hun trak op i sin kjole og gik hen til Greven, som hun havde glædet sig sådan til at se. En smule fraværende, så Rosetta på hesten da hun kom tæt nok på: ,,Hvor er den dog bare smuk," sagde hun, med sin blide stemme, der havde genklang af munter latter i, inden hun vendte de blå øjne mod Destrian. Hendes øjne smilte også, som hendes attitude og latter. Det var svært ikke at smile i hendes nærvær. ,,Goddag, Destrian," hilste hun, med et lille, piget fnis.

,,Jeg er så glad for De ville hente mig,"

[Destrian de Warenna]

Naturligvis holdt Destrian øje med hvem der kom ude fra kajen. Han vidste jo, at Rosetta før eller siden ville være blandt de ankomne og han ville gerne være sikker på at opdage hende med det samme, så han hurtigt kunne få kontakt til hende og de hurtigt kunne komme lidt væk fra mylderet. Han priste sig altid lykkelig for at være så god til at finde underholdning væk fra andre mennesker, for ellers havde han hurtigt haft et hårdt eller kedsommeligt liv. Han kunne nemt bruge hele dage alene bare ved at kigge ud af vinduer og foretage sig intet. Det var nok de færreste der forstod, hvordan han bare kunne blive ved med at sidde stille og bare lade øjnene vandre, men han havde det godt med det. Manglede han endelig noget til at fylde tomrummet ud kunne han altid læse eller gå en tur i byen. Turene var dog som regel i de meget sene aftenstimer eller endnu før solen stod op om morgenen. Hans søvnmønster tillod ham at gøre det og på den måde kunne han se sig omkring i byen uden at være omringet af mennesker. Dem han mødte på de tidspunkter af døgnet havde for travlt til at beskæftige sig med hans eksistens. Var der endelig brug for virkelig at komme omkring, så tog han også gerne en tur til hest uden for byen, men han var blevet frarådet at gøre det for tit. Familien var bekymret og så var det som om ingen rigtigt var trygge ved at han befandt sig for meget på egen hånd. Han brød sig ikke om at have vagterne med på sine ture og for det meste var det da også lykkedes ham at overtale dem til at lade være. Om de så fulgte med alligevel bekymrede han sig ikke om - han valgte at tro, at de havde tiltro nok til ham til at blive i huset.

Ikke længe gik der, inden hans øjne fangede Rosettas røde hår. Han nåede ikke engang at se hendes ansigt inden han konkluderede at det var hende, hvilket måske ikke ligefrem var en slagsikker konklusion, men han fik det da hurtigt bekræftet, da hun vendte sig imod ham og øjeblikket efter så ud til også at få øje på ham. Han klappede den utålmodige hoppe på halsen, mens han ventede på, at Rosetta kom tættere på. Det var bedre at lade hende komme til ham end omvendt, eftersom han trods alt havde en hest at trække med sig. Han smilede da det første hun gjorde var at se på hesten. "Hun er oppe fra Nord. Meget kan man sige om Sydens heste, men de har bare aldrig været lige så prægtige." Med en rysten på hovedet afviste han lidt sin egen påstand, selvom det skam var ærlige ord. Det kom sig naturligvis også af, at han trods alt var opvokset med Nordens heste og derfor havde et mere naturligt forhold til dem. I virkeligheden elskede han alle de smukke skabninger. "Det er godt at se Dem," svarede han så Rosetta med et hjerteligt smil. "Det var da det mindste jeg kunne gøre." For ham handlede det også i høj grad om ganske almindelig høflighed, men nu havde han også glædet sig utroligt meget til at se hende. Det spillede naturligvis også ind. "Har De noget De gerne vil nå i området? Jeg følger Dem gerne rundt." Spørgende lænede han hovedet lidt på skrå og håbede et eller andet sted, at det ikke ville blive aktuelt. Han ville gerne væk fra menneskemængden, men af gode grunde var det ikke noget han bare uden videre sagde.

[Rosetta Aenarión]

En smule åndsfraværende, stod og Rosetta betragtede hesten, som åbenbart var en hoppe, gik hun udfra nu hvor han talte om den som en "hun". Hun kunne ikke lade være med at smile mens hun blidt rakte hånden frem mod hoppens mule, lod pegefingen kærligt glide over en bløde snude, inden hun trak hånden til sig, da Greven stoppede op for at få et pusterum og - forhåbentligt - et svar fra hende. Hun havde stadig et smil på læberne som afslørede den pæne række af tænder hun havde, dog falmede det, så det blot var en trækning i begge mundvige. ,,Jeg misunder Dem, Destrian," sagde Rosetta, uden nogen tegn på at skjule det. ,,Jeg har altid ønsket mig min egen hest, men min far har ikke turde at give mig én endnu - kun Himlen ved hvorfor!" Det sidste sagde hun med en mild latter. Det var ikke fordi det var jordens undergang, hendes far havde en masse heste hun kunne ride på, men det var ikke det samme som sin egen hest. Hun forstod dog ikke helt selv hvorfor hun ikke måtte få sin egen, når hun godt måtte ride de andre heste. Ved nærmere eftertanke, måtte hun egentlig kun ride de heste hvis hun spurgte og det var nu ikke altid et ja hun fik.. Hun sukkede for sig selv. Hun håbede, at efter der var gået lidt tid ville hendes far forhåbentlig løsne lidt op - eller hendes kommende ægtemand, hvis det gik så vidt.

Hun blev trukket ud af sine mindre glade tanker da hun bemærkede Destrian sendte hende et smil. Han var en meget charmerende mand, det kunne hun ikke stoppe sig selv fra at tænke. Hun gengældte smilet, dog med en fnisen til følge over hans søde ord. ,,Det er lige så godt at se Dem," sagde hun, med en uskyldighed ærlighed, mens hun vendte sin fulde front mod herren, da den havde været mod hesten indtil da. Da han spurgte indtil hvad den unge kvinde ville, var det som om hun lyste helt op, mere end havde hun havde gjort indtil videre. Rosetta havde forfærdelig mange idéer til hvad hun ville, hun var bestemt ikke kræsen! For hende, kunne de gå rundt i byen, som hun allerede havde sat planer for at ville, måske udforske havnen lidt eller.. Gå i skoven? Ja, det kunne due! ,,Jeg ville elske at tage en tur i skoven!" sagde hun og bemærkede slet ikke det lød en smule mere ivrig end man nok ville tillade ved fine, adelige kredse. Hun sendte ham et kært smil: ,,Det er så spændende og romantisk - altså, hvis det er ligesom i bøgerne!" sagde hun, efterfulgt af en munter latter. 
,,Men hvis De ikke vil det, kan vi sagtens gøre noget andet, Greve,"

[Destrian de Warenna]

Muligvis tog Destrian det en smule forgivet at have en hest - han havde endda flere hjemme i stalden. Det var trods alt bare noget han var vokset op med. Allerede som ganske ung havde hans far givet ham en hest, fordi den slags altså bare hørte sig til hjemme i Valandres. Selvfølgelig var det nok noget andet for døtre og så var det nok ikke alle slægter, der fandt de prægtige dyr lige så vigtige, om end de fleste nok priste sig lykkelige over stærke heste. Når man boede så tæt på snaphanerne var det bare en livsnødvendighed at kunne ride. Destrian ville så nok aldrig selv kunne blive en trussel mod dem, da han ikke ligefrem var af nogen krigerstøbning. Der var da også en grund til, at han aldrig var gået i lære til at blive ridder. Var han kommet på idéen ville hans far nok også have nægtet ham det. Heldigvis havde han det bedst med at holde sig langt fra den slags. Sikkerheden betød meget for ham. "Det er et kraftfuldt dyr," tænkte han højt som et svar til Rosettas ord. "Indtil man lærer dem at kende kan de være farlige." Han smilede lidt skævt og klappede hoppen på halsen. Godt nok ville han aldrig blive nogen god ridder, men han havde et godt tag på heste. På en måde var det bare som om han forstod sig bedre på dem end på de fleste mennesker. Måske fordi de ikke dømte ham eller forsøgte at trække ham hurtigt gennem livet.

Som hun smilede tilbage og gengældte ordene blev han nærmest lidt forlegen. Godt nok var det vel bare almen høflighed at sige sådan, men hvis hun mente det lige så meget som han gjorde, så kunne han godt tillade sig at føle sig værdsat - og det var trods alt ikke noget han var frygteligt vant til. Selvfølgelig var der folk der holdt af ham, garanteret også flere end han troede, men gennem sin opvækst havde han bare ofte været for meget til besvær til rigtigt at kunne blive holdt af. Hendes forslag om at tage i skoven fik ham også til at nikke. Godt nok var der en smule langt ud i skoven, men på hesteryg var det intet problem. "Jeg tvivler på, at det er ligesom i bøgerne," svarede han med et svagt grin og rystede lidt på hovedet. Han var ikke en særligt romantisk type og slet ikke efter at have mistet Casidia. Det tab havde ødelagt hans syn på kærlighed fuldstændigt. "Men jeg vil hjertens gerne tage i skoven med Dem." Endnu engang klappede han hesten, da den begyndte at trippe lidt utålmodigt. "Er De sulten? Bør vi tage hjem forbi og spise først?" Selv var han sådan set ikke så sulten - det var han sjældent. Han ville dog ikke risikere, at Rosetta følte sig udsultet. Desuden var der en chance for, at de kunne undgå at have en vagt med på turen. Alt Destrian behøvede var vel at bevise, at han ikke var ustabil i øjeblikket. Det var han jo sådan set heller ikke og det hjalp da også på det, at Rosetta var til stede.