Working. Only Working | Oliver Terra

[Balder Castiel d'Ivri]

Balder betragtede den grønne farve, den grønne, klare farve fra bladet. Han havde taget det i en af de kongelige haver og han så den nyttig i hans næste projekt. Han vidste godt at han oprindeligt arbejdede for at finde hemmeligheden til det alle søgte: guldet. At skabe det pureste guld. Men lige nu lavede han bare "små" forsøg som forhåbentligt senere henne ville skabe det, som Kongen ville have af ham. Balder sparkede hans stol af vejen, så han kunne stå uforhindret, inden han tog en lille flaske med noget flydende væske og hældte det udover bladet, hvor på spidsen væsken flød og dryppede den på gulvet. Den rødhårede smilede en smule. Næsten der.

Balders lyse øjne søgte hen til den lille skål med boblende væske, hvor små dampskyer stod op af. Det var noget han havde arbejdet med hele morgnen og nu havde han den manglende ingrediens: noget fra naturen. Og nå ja, med lidt kemi.. 
Balder trådte nærmere, lod det lille blad hænge over den dampende væske, inden han gav slip: på grund af væsken, som hærgede det lyse blad, fladt det direkte ned i skålen som med det samme reagerede med et knald som fik de små ruder til at klirre. Balder faldt tilbage med et bump, lige ind i hans skab som gav nogle raslende lyde fra sig. Balder tog sig til ansigtet, først til sine øjenbryn som stadig var der, inden han trak vejret dybt. Han stillede stadig spørgsmål ved om det var smart at blande de fire elementer sammen.

Balder fik sig op på benene, børstede sig fri af støvet. Balder betragtede hans arbejdsværelses omstændigheder - noget rodet, men lige til at overleve, synes han selv. Han var ikke det største ordensmenneske, men det krævede at man lakkede lidt på de evner hvis man ville være en alkymist, med alle de papirer han havde omkring. Balder sukkede.
Han måtte hellere rydde op og starte forfra, igen.

[Oliver Terra]

Et suk undslap hoflægens læber. Hans morter var væk. Hvordan skulle en læge præstere at klaregøre miksturer, når nogen tydeligvis havde rodet i hans udstyr. Oliver havde styr på sine ting, orden, så det irriterede ham grænseløst, at noget var væk. Han lagde de friske mælkebøtter til side på bordet, og gav sig til at lede i rummet. At det var ganske nyttesløst vidste han udmærket. Han malplacerede aldrig noget.

Det var med en tydelig irriteret rynke i panden, han kom gående ned ad korridoren. Der var tomt og dunkelt, hvilket ikke hjalp videre på den lærdes humør. Hvor han var på vej hen, vidste han egentligt ikke, han kunne dog tænke på nogle få andre med adgang til denne fløj af Dommum Summa, som kunne havde interesse i at låne netop denne. Han var ikke den eneste, der arbejdede med urter.

Han passerede hofalkymistens arbejdsværelse, da der hørtes et brag. Et sæt gik igennem ham, og han vendte sig rundt for at lokalisere lyden. Der var ingen tvivl om, at det var kommet bag den lukkede dør. Nu mere overrasket og bekymret end irriteret, strøg han hen til døren, og åbnede denne i en hastig bevægelse.

Rummet mindede ham langt fra om sin eget organiserede praksis, men det var ikke ingen overraskelse. Rodet var dog ikke hans største bekymring. Hans blik fandt hurtigt den yngre alkymist, og han rystede på hovedet, lettet. Balder så ikke ud til, at være kommet synderligt til skade.

[Balder Castiel d'Ivri]

Han burde stoppe med at fjolle rundt, det vidste han godt. Han burde... Han burde finde en kur mod sig selv. Så han kunne se sin søn i øjnene igen. Han var et misfoster, det vidste han godt. Et monster, som ikke havde lyst til sin yndige, smukke hustru, men til.. Helt andre. Noget, som ikke burde være tale om! Balder sukkede atter mens han tog sig til hovedet - det gjorde ondt. Det havde været noget af et bump, men det gik vidst lidt bedre nu.

Dog blev Balder noget overrasket da døren pludselig gik op og hoflægen stod i åbningen, med et lige så overrasket, om end mere bekymret udtryk. Balder var sikker på at han så helt forkert ud i hovedet.
,,Ehm.. Hej," fik Balder kvækket frem, inden han rømmede sig akavet. Det var vidst ikke særlig formelt. Han vidste også godt at nogle af de fine snuder gjorde lidt grin af ham bag hans ryg, fordi han virkede nogengange helt malplaceret. De havde ret. Han vidste sjældent hvad han lavede på et hof. Godt nok var han adelig, men slet ikke så fin og korrekt. Han prøvede, men..

Balder betragtede lægen, inden han så tøvende til siden, hen på morteren, inden han tog den, studerede den nervøst mellem sine hænder, inden han trådte frem og rakte herren den. Han prøvede sig med et smil, men det blev helt forlegen og akavet: ,,Jeg lånte vidst den her af dig. Det her er vidst..," Balder rømmede sig, mens han blot stod med den brugte morter: ,,.. Et passende tidspunkt at aflevere den tilbage på," Balder smilede atter.
Dog forsvandt det, helt overrasket: ,,Skal jeg gøre den ren først?" spurgte han så, helt brat. Han havde jo glemt at gøre den ren efter sig! Men, hvis man så på den rødhåredes baggrund, så var der vidst ingenting som var helt rent og perfekt. Ej, ham selv.

[Oliver Terra]

Oliver var målløs. Alkymisten havde altid været noget af en modsætning til ham selv, men han fejlede aldrig i at overraske ham yderligere. Af en eller anden grund, havde Balder været den sidste han havde tænkt hugget sin morter. Han havde lyst til at ryste opgivende på hovedet, men gjorde det ikke. I stedet lå ansigtet stadig i alvorlige folder, og hoflægen rørte sig ikke ud af flækken.

"Umulig" mumlede han så lavt, at det højst sandsyligt kun var ham selv der hørte det. Endelig krakelerede den stamme figur, og den ene mundvig trak sig op i antydningen af et smil "Det ville være at foretrække" svarede han på den rødhåredes tilbud om at rengøre det, der i forvejen ikke havde været hans. "Hvis det da er muligt at gøre noget rent i dette kaos" det sidste blev sagt med lige dele håbløshed og morskab. Han kunne se det morsomme i sin kontrastfigur, og hørte bestemt ikke til den del, der gjorde grin med ham bag hans ryg. Tværtimod.

Han så sig omkring "Hvad har du dog haft gang i? Jeg hørte et brag og var sikker på, at du umuligt kunne været sluppet godt fra det" hvornår de var begyndt at tiltale hinanden med du og de kunne han ikke huske. Blot at han ikke havde noget imod det. Han havde følt sig tiltrukket af den yngre allerede fra første gang han så ham. Hans klodsede facon og den måde alting virkede.. lettere..

[Balder Castiel d'Ivri]

At den formelle læge bare stod og kiggede på ham, tavs, gjorde Balder nervøs. Han var fristet til bare at gå hen og lukke døren, for så ville problemet være væk for nu, men han vidste godt, at han ikke ønskede det. Ikke mod denne mand. Der var noget over ham, som både fik Balder til at føle sig let som en fjer og tung som en sten. Disse følelser gjorde ham så.. Forvirret. For han vidste godt han ikke burde have dem. Ikke til en anden mand. Hvorfor? Var han ligefrem tiltrukket af denne herre? Det gjorde bare det hele endnu værre! Han var virkelig uren..

Han blev helt slået ud af den da lægen snakkede til ham igen og han pillede ved morteren, mens han bredte et lille smil på læberne. ,,Muligt? Ja.. Muligt.. Nå ja," sagde Balder. Han kunne ikke skjule han var forvirret men tankerne om denne mand, disse tanker, forurenede alle normale og anstændige tanker den rødhårede foretog sig. En smule klodset gik Balder hen til den anden side af værelset, hvor nogle kander med vand stod og hvor han noralt ren gjorde sine værktøjer. Han begyndte at skrubbe morteren rent, omhyggeligt med siden til for a skjule sit en anelse rødmende ansigt fra lægen som stadig så på ham. Lad være, lad være.

,,Gang i?" rømmede den rødhårede en anelse nervøs inden det gik op for ham hvad herren egentlig havde spurgt ham om. ,,Ikke noget særligt. Jeg lavede bare et forsøg," forklarede han, inden han en smule morende tilføjede: ,,Som gik temmelig galt. Jeg har det dog udmærket, selvom det er måske en smule ironisk at der kommer en læge ind af døren," påpegede han og sendte Oliver et lille, prøvende smil, inden han koncentrede sig om at rengøre morteren.
Han tog sig til hovedet. Det gjorde ondt, nu hvor han tænkte over det. Han havde ramt skabet temmelig hårdt. Måske skulle han lade lægen undersøge ham..

[Oliver Terra]

Lægen betagtede Balder tavst, som den rødhårede begyndte at rengøre morteren. Han trådte ind i rummet, lukkede døren efter sig og lænede sig op af murværket i stedet. Et svagt smil hang på hans læber. Da alkymisten talte til ham, forsvandt det, selvom han kort besvarede det smil, den anden sendte ham. Helt væk var det dog, da den anden tilmed tog sig til hovedet. En bekymret rynke formede sig mellem hans øjenbryn. Den var svag, men den var der.

Han trådte tættere på, gik langsomt mod den anden, med armene krydset. "Ironisk ja, men nu hvor jeg alligevel er her, kan jeg måske være til nytte?" hans blik stirrede dér, hvor Balder havde taget sig til hovedet. Var han ikke også i færd med at børste støv af tøjet, da han trådte ind? Var han faldet? Hans hjerne var allerede i gang med at analysere.

Han stoppede op kun en armsbredde fra den yngre, og lod armene glide fra hinanden. Helt instinktivt rakte han ud efter mandens baghoved, med formålet at stryge fingrene igennem det røde hår, og føle efter skrammer. Måske var det en blanding af hans lægelige instinkter, og en oprigtig bekymring for den anden. I hvert fald kunne han ikke stoppe sig selv.

[Balder Castiel d'Ivri]

Balder holdt vejret. Døren blev godt nok lukket, men det var ikke lige det, Balder havde i tankerne. Balder begyndte at kludre rundt i det da han rengøre morteren - hvordan kan man det? - af nervøsitet for lægen som nu var i hans arbejdsværelse. Han vidste ikke hvor den uro kom fra, men han havde en mistanke og han håbede så inderligt at han kunne skjule den under sit sædvanlige tæppe af usikkerhed. Han så væk fra lægen, mens han rystede morteren af og begyndte at tørre den, så den var klar til at blive afleveret.

Han stivnede da lægen kom tættere på. Hvorfor var han sådan? Han burde ikke være sådan, men han kunne ikke styre sin krop, hverken på den ene eller anden måde. Ej hans urene tanker om den pæne læge som kun kom tættere på.
,,Nytte?" gentog Balder helt forvirret, tydeligvis et helt andet sted. Han fulgte slet ikke med, han var alt for distraheret af den intense luft mellem de to mænd. Hvorfor skulle det være lige nu?

Da lægen rakte op, strøg ham igennem det røde, en anelse rodede hår, stod Balder helt bomstille og så næsten helt skræmt ud, mens han meget langsomt åndede ud. Det var rart. Nej, det var alt for tæt på! Nej nej, det gik ikke, det måtte ikke ske.
,,Nej nej, det er fint, jeg har..," han trak atter vejret dybt, mens han en smule brat bare gav lægen hans morter i favnen. ,,Jeg har det fint," fik han opsamlet sig selv til at sige, mens han rettede sig op, med de grønblå øjne i den anden herres lyse øjne. ,,Du behøver ikke at spilde din tid på mig, Doktor," sagde Balder med et afværgende, lidt usikkert, klodset smil. Han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre, for han blev påvirket af den mindste bevægelse lægen foretog sig. Som om han var bange, selvom det var slet ikke det..