Grey mountains[ÅBEN]

[Deleted]

Vinden var kold og bed hårdt, når den blev blæst med vindstødene. Der var ikke mange af dem, men nok af dem til at få de fleste til at ønske, at de ej var redet så langt op i landet. Landskabet var en smule stenet og bart, men ikke ufremkommeligt. Der var ikke en sjæl at se og den eneste lyd der spolerede vindens musik og kuldens stilhed var lyden af hove mod den hårde jord. Rytteren der bevægede sig af sted på ryggen af den slanke, muskeløse, brune røde ganger var klædt i en mørk, gråblå kjole uden de vilde mønstre, der var syet gul og sølve tråde snoede sig om hinanden på stoffet ved håndledende. Over den mørke kjoles skuldre lå et skind af samme vintergrå farver og hjalp den mørkhårede, unge kvinde holde varmen, samt et sæt handsker af rådyr skind. Hun havde selv insisteret på at bære en mands tøj, da det gav mere frihed i sadlen, men hendes moder var skrækslagen for, at nogen skulle se hende og tænke hende for intet mindre end en bondetøs, så hun havde fået hende syet den gråkjole af et tykt, hårdfør stof. Dog bar Rhaenelys under denne de bukser hun ville have valgt at ride i, uden kjolen. De mørke, ravgyldne øjne var opmærksomme, som de vandrede over landskabet. Hun havde ikke været så langt oppe i langtid, hun var jo næsten ved stien, der førte op i bjergene. Hun mærkede et sug i maven, som hun kom i tanke om de mange historier om snaphanerne, der skulle leve oppe i bjergene, vilde folk, der ingen guder eller konge havde. Mange eventyr var spundet om dem og Monstrene, men ligegyldigt hvor meget hun så end elskede fortællingerne, så var de aldrig andet end fortællinger. Hun satte hælen til gangeren og travede let frem ad.

Hun sænkede først farten, da hun nåede bjergstien og hun endte med at stoppe helt op, for at betragte bjergene foran hende. Hvor måtte det dog være smukt på toppen.. En ny indskydelse om at bevæge sig der op af sneg sig ind i hendes sind og fik hende hemmelighedsfuldt til at kigge sig over skulderen, inden hun med et let smil på læben klemte til den røde og de bevægede sig forsigtigt op af den ukendte sti. Den røde fnyste let og Rhaenelys kunne næsten mærke den nervøsitet over det nye land, så hun samlede tøjlerne i en hånd og aede den på halsen. "Shhh.. Nothing bad is going to happen it is just the mountains, my friend." sagde hun stille til den røde, inden hun igen tog en tøjle i her hånd.

[Emmett Dux]

De eneste lyde omkring ham, var lyden af vinden der snoede sig igennem landskabet, og lyden af hans eget åndedræt. I en god rum tid havde han siddet stille på den brune vallaks ryg, og set udover landskabet. Han kunne mærke hjertet banke svagt i brystet. Han havde ikke været her siden.. Siden hans fars død.. Knoerne på hans hænder var hvide af at knuge skaftet på sværdet. Han havde en urolig følelse, men vidste også at det ikke kunne udskydes længere. Han kunne ikke undgå at se frygten i øjnene for evigt. Han var vokset op ved disse bjerge, og i dette ubarmhjertige landskab. Han kunne ikke undgå dem for evigt, selvom de nu mere bagte dårlige minder, end gode. Han var redet hertil for at mane frygten væk, men fandt at det ikke var så let. I hans tanker spillede scenariet for faderens død tydeligt. Tænderne på det monster, der nær havde krævet hans eget liv også.

En lyd forstyrrede ham i hans trance, hans hest gav et uroligt prust fra sig. Han strammede grebet om sit sværd yderligere, og drejede vallakken mod lyden. Hvis han ikke tog fejl, var det lyden af hove han kunne høre. Hove der langsomt nærmede sig. Han var normalt ikke så nervøs. Havde altid taget tingene meget let. Livet med. Men efter faderens død havde det været anderledes. Nu frygtede han mere end så frem til, hvem eller hvad det var, der nærmede sig. Hellere en snaphane end et monster. Hellere end ven end noget andet. Vinden tog fat i den mørke kappe, og blæste hans hætte ned. Et par blonde krøller kom til syne. Vinden i bjergene kunne være ubarmhjertige, og greven var klædt på dertil.

[Deleted]

Den røde ganger var stadig en smule nervøs, men denne fortsatte dog alligevel med løftet om at intet ondt ville møde dem. Rhaenelys havde altid været ganske glad for dyr og deres selskab, hun nød langt mere deres end selskabet af den horde af adelige der blev samlet, så snart der var en grund til det. Hun havde intet imod selskabet af mennesker, det var den politik og det besynderlige, uforstålige spil der udspillede sig mellem dem, hun ikke forstod. Dyrene tog sig af uenigheder når de mødtes og kom ellers godt ud af det med hinanden. Det var simpelt. De gjorde ikke i spydige kommentar dækket af sukker og roser.. Hun forstod ej spillet, der af og til forgik mellem de adelige.. Hun følte sig tabt og en smule underlig. Som om hun havde misset en lektion i hvordan man opførte sig. Flygt var hendes første indskydelse, når det så ud til at trække op til storm og krig mellem de adelige, dog hvis hun nogensinde blev tvunget til at deltage havde hun hjernen til at deltage, ingen tvivl om det. 

Hendes hest stoppede så brat, at det rykkede hende ud af hendes tanker og de mørke øjne fulgte den rødes indtil de mødte synet af en anden ganger og dens rytter. Hun havde ikke forventet at se andre her oppe, så hun var ganske overrasket og mistede even til at tale et øjeblik. Ikke at situationen tilbød det.. De mørke øjne studerede rytteren og det krævede lige lidt tid, inden hun kom sig over det uforventede møde, at hun satte et navn tilde gyldne lokker og ansigtet. Emmet Dux. Den nylige Grev Dux.. Hun følte et let tryk om hendes hjerte, hvor måtte det være et stort tab for ham, havde han overhovedet haft tid til at sørge, inden han måtte fylde sine faders spor? Hun havde ej selv ført en samtale med denne, måske udvekslet et par høflige hilsner, men ikke mere. Han havde nok den fjerneste anelse om hvem hun var. Hun klemte let med benene for at få sin røde en smule tættere på, bare for at være sikker på, at dette virkeligt var Greven. 

[Emmett Dux]

Det var en kvindelig skikkelse, der nærmede sig. Han slap grebet om sit sværd, og samlede hænderne på tøjlerne i stedet. Hold vallakken fra at træde nærmere. Han lod i stedet hende nærme sig ham. Han kneb øjnene en smule sammen, for bedre at kunne fokusere på hende. Umiddelbart vidste han ikke, hvem hun var. Hun lignede dog ingen snaphane, det var helt sikkert. Endeligt gav han signal til hesten om at træde nærmere. Den giv dovent kvinden i møde. Som de kom tættere på hinanden, genkendte han rytteren "Lady Valeio" hilste han og bukkede med nakken i en høflig gestus. Han havde aldrig talt med hende før, men vidste udmærket hvem hun var. Han så sig omkring hende, bag hende, men hun så ud til at være kommet alene. Ligesom han selv.

Han var underligt lettet over hendes tilstedeværelse, det fik ham til at glemme, knap så behagelige ting. "Jeg ser at De er alene?" påpegede han så, for at være sikker. Hun var modig, sådan at ride op i bjergene alene, men det samme kunne siges om ham selv. Han havde dog altid ment, at det var noget sejt over nordboerne. De havde altid haft snaphaner og truslen om monstrene til at gøre sig hårdhudet. Og nu var de trods alt to.