There's nothing better than a bath...

[Dicun Day]

Rosetta Aenarión
14. juni - Kong Roys 10. regeringsår

---

Dicun kunne ikke fordrage at sejle. Selvom han havde reddet en dags tid for at komme fra Havnebyen til Estill, så føltes det stadig som om, jorden gyngede under hans fødder. Ikke, om han nogensinde ville kunne forstå de, der valgte et liv til søs! Det kunne han aldrig finde på.
Den gamle Junker var netop hjemvendt fra Roy By, hvor han havde været for at se på en Væbner og drøfte nogle alvorsord med selveste majestæten, Roy Ó Riain, om styrkerne på Platinøerne. Dicun havde stadig sit hyr med pirateriet, der aldrig syntes at have været værre. Nu havde han endelig lukket sig ind i sine gemakker og kunne taknemmeligt se frem til en aften, dedikeret til at slappe af. Det første glas vin var allerede blevet tømt, til Dicuns store nydelse, og et nyt var blevet hældt op. Nu gik han lidt frem og tilbage i sine gemakker, mens han ventede på, at kammerherren blev færdig med at fylde det store kar med dampende hedt vand, så han kunne læne sig tilbage og lade varmen bløde hans ømme muskler op.
Han tændte lidt fraværende for et par tællelys, så lokalerne kunne blive lyst blot en anelse op. Selvom det var sommer og nætterne var korte, så blev skyggerne nu engang lange udenfor, så lyset blev dunkelt indenfor. Det ved med en vis tilfredsstillelse, at han kunne løsne de solide ridestøvler og befri sine fødder fra indelukket. Dernæst løsnede han de øverste knapper i skjorten, han ventede jo ikke besøg, satte sig tilbage i en af de magelige lænestole og nød sit glas vin sammen med den ro, der herskede på Col Borg på dette tidspunkt. Alt, han kunne høre, var lyden af kammerherren, der rumsterede rundt i det tilstødende sovegemak i færd med at fylde det store kar.

[Rosetta Aenarión]

Fra tidlig morgen, havde en vis herre, en vis Dicun Bay, ankommet til den ædle Col Borg og pigerne havde fneset rundt, gået rundt i ringe og havde snakket om, hvilken pæn og flot mand han var. Rosetta havde kigget forvirret til fra siden, hun forstod slet ikke hvorfor de ikke bare gik hen til ham, hvis de var så ivrige for at snakke med ham, for generthed og indirektehed, det forstod Rosetta sig ikke på. Trods hun så uskyldig ud som uskyldigheden selv - og i princippet også var det - forstod hun sig ikke på, at ikke lade være med at sige ting hun havde på hjerte.

Lige fra den tidlige morgen til sen aften, havde kvinderne på borgen hvilket i krogene om ham og Rosetta var blevet umådelig nysgerrig: hvorfor var denne mand så interessant. Hun havde ingen idé! Men hun ville da finde ud af det. Så, da mørket lagde sig over borgen, var Rosetta så stille som hun nu kunne - for det var trods alt Rosetta - listet ud af hendes fine gemakker, som var fyldt med en masse blomster og hen til denne mands gemakker. Hun vidste godt han boede der, men han var der vidst ikke lige så tit, som hun eksempel var. Han rejste vist meget, men det vidste Rosetta ikke så meget om.

Hun havde taget et lille lys med som hjælp. Ikke fordi det var voldsom mørkt, men det var nu meget rart med lidt lys. Rosetta brød sig ikke så meget om mørke. Hun var ikke decideret mørkeræd, men foretrak klart at have lys omkring hende, hele tiden. Man hørte jo også så grumme historier om monstre fra hid og did!

Endelig nåede hun døren, hvor hun vidste han sov. Hun bankede på. Ventede, inden hun så bare åbnede døren, for hun havde ikke helt tænkt over han kunne lave noget han helst ikke så andre, vidste. Sådan nogle ting tænkte denne søde pige, næsten kvinde, ikke over.

[Dicun Day]

Det skulle gøre godt med et bad. Det var lige, hvad man havde brug for efter sådan en rejse. Ellers var det ikke noget, Dicun forkælede sig selv med i tide og utide - det var jo ikke for ingen grund, at han var ridder og kompagnikaptajn, så han var ganske vant til at undvære disse goder.
Dicun ventede ikke at få besøg nu. Og han ventede især ikke at besøg af en lille dame. Han drejede dovent hovedet, da det bankede på døren, og han end ikke nåede at sige ’kom ind’, før den åbnede - han forventede, at det var endnu en tjener, der meldte sin ankomst i et eller andet ærinde. I stedet faldt de mørkeblå øjne på en yndig pige, der trådte ind, og overraskelsen viste sig ganske kortvarigt i hans blik, om end det godt kunne overses på grund af den dunkle belysning i værelset.
”De er vist gået forkert.” brummede han tonløst, ikke et øjeblik i tvivl om, at hun skulle have været ind på et andet værelse, og vendte derpå sin opmærksomhed imod sit vinglas igen, som han tog endnu en slurk af. Den bløde, fyldige smag af den røde vin var en, Dicun forstod at sætte pris på. Hans storebroder var også exceptionelt glad for gode vine, så på Col Borg blev der aldrig drukket andet, end det fineste af det fineste. Mange af vinene kom fra Terra, vidste han, uden at interessere sig synderligt for det.
I første omgang værdigede han ikke pigen mere end et enkelt blik, eftersom han havde en klar forventning om, at hun blot ville undskylde og bakke ud af gemakket igen. Han var heller ikke ligefrem et besøg værdig, som han sad der med uglet hår, i bare fødder og med opknappet skjorte, med et glas vin i den ene hånd, mens han ventede på et bad. Nej, timingen kunne have været bedre. Junkeren genkendte heller ikke pigen i første omgang. Der kom og gik så mange besøgende på Col Borg, så han kunne umuligt hitte rede i dem alle sammen. Ved nærmere tilsyn skulle han nok opdage, at det var hans niece, der havde forstyrret ham, men i mørket er alle katte jo grå, ikke?

[Rosetta Aenarión]

Rosetta spærrede så uskyldigt og sødt op sine øjne da hun nu havde chancen for at tage et ordenligt kig på denne mand som de fleste snakkede om. Hun lagde ikke deltaljer i han var lidt rodet og se på, nej, hun synes næsten det var charmerende med det uglede hår. Hun vippede kært hovedet på skrå, inden hun med en fnesen trådte ind på værelset og lukkede døren efter sig. Hun havde ikke tænkt på om manden ikke ønskede hendes tilstedeværelse.

,,Jeg er ret sikker på De er Dicun Day," sagde Rosetta, en smule muntert imens hun trådte hen til manden som sad afslappet i stolen. Han drak vin. Rosetta kunne rigtig godt lide vin og kunne faktisk tåle mere end hvad man skulle tro, men fordi det ikke var specielt dameagtigt at drikke meget, fik hun ikke rigtig lov. At hun så gjorde det alligevel fordi hun ikke helt tænkte over det, det var en anden snak!

Hun havde et smil på læben - hun havde en dårlig vane med at spidse læberne let, simpelthen for at holde fnisende tilbage. Hun elskede latter og gjorde det ofte - og det var jo kun et plus, når man havde en sød latter! Hun studerede let manden imens hun trådte nærmere og til sidst stoppede op foran hans stol, bøjede sig en smule forover så hun lettere kunne se deltaljerne. Man kunne godt se han var ældre end de fleste bejlere hun kendte til, men det gjorde hende ikke spor. Alder tog hun ikke så meget op til deltajer.

,,Hvorfor snakker alle så meget om dig?" spurgte hun så, lidt ud af det blå, men det var Rosetta jo så kendt for. Hun spurgte, ofte direkte og med uden omtanke. Ikke fordi hun ønskede at såre folk, men det røg bare ud af hende. Nu hvor de andre piger ikke spurgte, så måtte hun jo gøre det og det gjorde hun med fornøjelse. Det var tydeligt denne kvinde var frisk på livet, som foråret. Hun var et frisk pust til enhver mand som fik lov til at møde - og smage hende.

[Dicun Day]

Dicun flyttede atter sin opmærksomhed, ganske afslappet, fra sit glas med vin og tilbage til pigen, da han erfarede, at hun valgte at komme ind trods alt. Med et lille fnis, der irriterede ham grænseløst. Børn. Man kunne diskutere, om Dicuns manerer hørte til de bedste af de bedste, men han var trods alt opdraget bedre end til bare at smide hende lige lukt ud igen. Hun havde tydeligvis et ærinde.
”Det kan jeg vist ikke løbe fra.” kommenterede han lavt og satte glasset fra sig på det lave bord, der stod ved siden af stolen, han havde placeret sig i. Hans blik blev en anelse mere nærværende, da hun kom tættere på, så også han kunne få et bedre udsyn til hende - hvor gammel mon hun var? Et blik ned ad hende afslørede, at hendes statur i hvert fald ikke var et barns. Men Dicun var i tvivl med sindet. De uskyldige øjne, den irriterende fnisen, hendes impulsive opførsel - det kunne godt være et barns, funderede han. Og jo, han genkendte hende da. Men lige at kunne få sat et navn på det smukke ansigt, det faldt ham svært i øjeblikket.
Han hævede øjenbrynene i en let spottende gestus, da hun spurgte, hvorfor alle snakkede så meget om ham. ”Hvad er der ikke at snakke om, kære?” svarede han, velvidende, at det var lettere arrogant, og imiterede hendes bevægelse med at lægge hovedet let på skrå. ”Hvad vil De mig?” Han rakte ud for at gribe vinglasset igen og løftede det til læberne, mens han fastholdt de blå øjne et par lange sekunder. Hun stod så tæt på. ”Vin?” tilbød han let, efter at have taget en enkelt slurk selv, og løftede let glasset imod hende.

[Rosetta Aenarión]

Hun kunne godt lide følelsen af hans blik på sig. Det var ikke fordi hun hungrede efter opmærksomhed, faktisk, tænkte hun utrolig sjældent på det men hun fik den alligevel ofte fordi hun var, som hun var. Hans lettere hovne svar påvirkede ikke Rosetta - nej, sådan noget røg lige forbi hendes næse. Ligesom med alderen, så lagde hun ikke så meget i arrogance. Så længe de ikke gjorde hende ked af det, så var hun lidt ligeglad - eller rettere sagt, "fraværende" for det, som hun var for så meget andet.
Hun havde stadig det kære smil på de fyldige læber. ,,Jo tak," sagde hun, stadig med nærmest latter i stemmen imens hun tog glasset og drak af det - nogle store slurke. Det så ikke ud til at påvirke hende spor. Hun var opvokset med en familie som drak vin dagligt, til hver spisning stort set, så det var vel ikke så underligt at hun kunne tåle det. Hun synes vinen de fik her var sød og hun elskede søde ting: snart var glasset næsten tømt.

,,Jeg ville bare se om der var hold i alle de mange tanker folk gør om Dem, Sir," sagde hun, med sin uskyldige, sædvanlige muntre attitude. Rosetta stilte glasset i en let, nærmest galant bevægelse imens hun så sig omkring. Der var ikke andre stole end lige den han sad på. Så måtte det jo være sådan.

,,Så, sig mig..," Rosetta satte sig på hans skød, atter med den søde fnesen i stemmen og hun trak det ene ben op, så hun kunne placere foden mellem hans ben, ude på kanten af stolen. Hun afslørede noget af sine slanke, velformede ben men hun lagde ikke noget i det, som sædvanligt. Han lugtede af mand. Det kunne hun vældig godt lide. Selv lugtede hun af blomster og forår. Hun elskede forår. Med alle blomsterne, de nye, søde dyr.. Nå ja, tilbage til snakken.
,,Ved De hvordan man behandler en kvinde ordenligt?" vendte hun tilbage til snakken, forsatte en smule nysgerrigt dog med den uskyldighed som gjorde det svært at tro at hun kunne mene spørgsmålet på flere end en måde. Hun var en smule drømmende af sind, så det var ikke unormalt at hun til tider kunne blive distraheret.
Hun tog vinglasset igen og tømte det, til sidste, røde dråbe.

[Dicun Day]

Dicun betragtede med en vis form for fornøjelse, hvordan den unge pige drak begærligt fra vinglasset, og vendte derpå et nyt glas til sig selv med den ene hånd, tog proppen af vinkaraffelen for at lægge den på bordet, og skænkede et nyt glas til sig selv, nu da pigebarnet havde overtaget hans. Han blev knap overrasket, da hun valgte at tage plads på hans skød, og et øjeblik skvulpede den røde væske rundt i glasset, mens han bestræbte sig på ikke at spilde, indtil den sidste røde dråbe glad ned ad glassets inderside og ned i væsken.
”Såh… Er der det, lady…?” forhørte han sig, imod sin vilje ganske underholdt over den impulsivitet, hun lagde for dagen. Hvem i alverden var det nu, hun var barn af..? Dicun anstrengte virkelig sin hukommelse, men uden videre resultat. Det var et rent tilfælde, at det faktisk havde været hendes lillebroder, Jurian, han netop havde været i Roy By for at kigge på. En evt. væbner. Ha. Dicun skulle aldrig have sådan en ung knægt rendende om fødderne - spild af tid, og ikke til andet end besvær.
”Kunne De tænke Dem et glas mere?” tilbød han generøst, nærmest allerede inden, hun havde tømt det andet. Ikke, at han ville give hende det, han netop havde skænket - det var sandelig til ham selv - men der var stadig masser af vin til rådighed. Til fri afbenyttelse.
Det var med en skødesløs afslappethed, han blev opmærksom på, at han havde en ung og særdeles tiltrækkende kvinde siddende på skødet. Han var godt nok træt. Men så træt? Han rykkede lidt på sig, stadig med det spinkle vinglas i hånden, så han kunne støtte hende om livet med den anden hånd. Det var nærmest en refleks-reaktion, når nogen satte sig ved en, forsvarede Dicun sig med - om det var et barn eller ej. Hun skulle jo ikke gerne ende på gulvet. Det trak i hans mundvige ved hendes spørgsmål, som han ganske morede sig over. ”En kvinde?” gentog han langsomt, og kunne ikke helt modstå fristelsen til at lade sine fingre løbe dovent op ad det velformede ben, der præsenterede sig for ham. ”Ja… Men et barn? Nej.” Derpå lod han hånden glide ned igen, og vendte i stedet opmærksomheden mod at skylle lidt vin ned. Det ville sandelig blive nødvendigt, skulle han modstå dette rødhårede fruentimmer, der trængte sig på.

[Rosetta Aenarión]

Hun mærkede hurtigt hvordan krigeren lagde armen om hende og det fik hende til at fnise, dog mere dæmpet end før. Hun kunne godt lide følelsen af det: han var stor og stærk mens hun var en lille spirrevip, dog med de rigtige former. Hun kunne bedst lide store krigere, selvom hun for det meste rendte rundt med de adelige og det var jo også glimrende - hun lagde jo ikke så meget i det, i sidste ende. Det var måske både en ulykke og en lykke, at være så fraværende omkring de etiske tanker.

Hans morende spørgsmål fik hende til at more sig. Hun fnes dæmpet, imens hun betragtede glasset i sin hånd, en smule distraheret. ,,Det ved jeg jo ikke før jeg har..," hun lænede sig en anelse frem, stadig med den søde uskyld, idet hun lod læberne kærtegne hans øres kant. Hun formåede at gøre det med den kære uskyld, selvom det ikke var uskyldigt - det vidste de begge to godt. ,,Undersøgt det nærmere, ikke sandt?" afsluttede hun med en nærmest lokkende fnisen, inden hun trak sig væk fra ham, men kun en anelse. Hun betragtede overvejende vinen, inden hun rakte glasset frem mod ham. ,,Gerne," sagde hun, med et sødt smil på læberne.

Hun kunne godt lide den effekt alkoholen havde på hende, når hun havde drukket mere end nogle glas. Det var.. Overvældende. Og hun blev endnu mindre bevidst om sine omgivelser, endnu mindre bevidst om konsekvenserne af det. Ikke fordi hun vidste en masse om det i forvejen!
Rosetta gav et lille gys fra sig da hun mærkede hans fingre løb nænsomt, men stadig drilsk nedover hendes lår. Hun bed sig kort i læben, imens hun lod benet let vippe til siderne. Hun kunne godt lide det, nej, hun kunne vældig godt lide det og ville klart have mere af denne mand. Vinen var allerede begyndt at stige hende lidt til hovedet. Hun stillede glasset fra sig, inden hun, langsomt men sikkert, lod sig glide op på hans skød i stedet for blot at sidde. Hun smilede, med hovedet kært på skrå:
,,De kan jo føle efter og se," sagde hun, helt blidt. Hun vidste da godt at hun ikke havde en krop som et barn! Og selvom hun ikke gjorde det bevidst, vidste hun så sandelig hvordan man udnyttede det hos de arme mænd.

,,De kunne starte her..," forslog hun dæmpet, imens hendes fingre gled over de velformede bryster, ned over hendes slanke krop, indtil de endte over hendes skød og til sidst i hans. ,,Og ende der,"
Hun smilede atter kært til manden.

[Dicun Day]

Dicun rokkede sig ikke ud af stedet, da pigebarnet lænede sig frem for at lade sine læber berøre hans øre. Der gik en behagelig gysen igennem ham, som han dog formåede at undertrykke, da han endnu ikke havde i sinde at give efter. Til gengæld fik han en nogenlunde idé om, hvad disse mange… tanker om ham… bestod af. Vinglasset blev atter ført til læberne. Dicun var ganske øvet udi, nå ja, at drikke vin, så der skulle en kende mere til, før han for alvor begyndte at føle alkoholens og dens virkning bruse gennem kroppen.
Det trak i hans mundvige, da hun med, hvad der virkede som nøje overvejelse, accepterede tilbuddet om endnu et glas vin. Den ældre Junker fastholdt øvet hendes blik, imens han atter fangede vinkaraflen i hånden og skænkede nok så rigeligt op til hende. Det burde måske have givet ham et hint om, hvor tingene kunne tænkes at lede hen… Men nej.
Dicun hævede brynene et my i glædelig forundring over hendes reaktion på hans berøring. Det var særdeles fristende, som hun sådan bød sig ind, og hans hånd fandt derfor atter hvile på hendes lår. Begæret blev først for alvor vakt, da tøsen atter rykkede på sig og gled op på hans skød, og han strammede et kort øjeblik grebet om vinglasset. Et ufrivilligt, lavt støn undslap hans læber, da hendes fingre endte i hans skød, og han mærkede, hvordan underlivet rørte på sig.
”De leger med ilden, my’Lady.” kommenterede han anstrengt, da hun tilmed inviterede ham til at føle efter og se. Hvad skulle en mand da gøre? ”Jeg ender med at tage Dem på ordet.” Advarslen, der blev leveret med dyb stemme, virkede en anelse overflødig, idet hans hånd allerede bevægede sig op ad hendes lår, ind under kjolen igen. Så kunne det godt være, hun havde inviteret ham til at starte ved brysterne, men Dicun var en mand, der foretrak at være direkte.