Instant Karma

[Petraea Stenhugger]

Emmett Dux
20. maj - Kong Roys 10. regeringsår

---

Petraea smånynnede for sig selv, som hun skyndte sig ned ad den lange gang. Hun havde favnen fuld af hvide lagener, der skulle vaskes inden dagen var omme og ilede derfor fra værelse til værelse for at samle det sammen. Det kunne godt være, det ikke var helt passende at medbringe lagenerne fra værelse til værelse, men det var ganske enkelt det, der var mest tidsbesparende, så det var selvfølgelig det, Petraea gjorde. Der var alligevel heller ikke nogen af de fine folk, der befandt sig på deres gemakker på denne tid af formiddagen, og hvad de ikke så, det havde de jo ikke ondt af. Bare, de fik rene lagener.

Hun var iført sin sædvanlige simple, lyseblå kjole og tilhørende forklæde, når hun arbejdede. De lyse krøller var trukket væk fra hendes ansigt med et tørklæde, så det ikke kom i vejen. Hun smilede optimistisk til enhver tjenestepige eller ansat, hun passerede, og dukkede sig for de adeliges blikke. Heldigvis var det ikke mange af dém, der så hende, for hun bevægede sig selvfølgelig så vidt muligt rundt via tjenergangene.

Det var næsten en umulighed at holde styr med alle de folk, der kom og gik på Kongeborgen. Petraea anede ikke, hvordan man kunne have så mange bekendte, som det lod til, Kongefamilien havde, men hun havde da et nogenlunde overblik. Lige nu havde de besøg fra Norden. Den nye greve sammen med en ung kvinde. Hans søster, vistnok. Som så mange andre, var Petraea ganske nysgerrig på, hvad han var for en. Hun havde kun fået små glimt, så hendes nysgerrighed var langt fra stillet! Nå, men nu ville hun i det mindste få at se, hvordan han havde arrangeret sig i sit tildelte gemak.

Hun bankede kort på døren - en gammel vane mere end en nødvendighed - og fortsatte ind uden at vente på svar. Den muntre nynnen forstummede brat, da hun fandt sig selv ansigt til ansigt med den greve, der netop havde været i hendes tanker, og tabte halvdelen af lagenerne ud af favnen.
”Åh, undskyld! Det beklager jeg!” udbrød hun forfærdet og stirrede på ham i hvad, der føles som nogle meget lange sekunder, før hun fik slået blikket ned. ”Jeg mener… Deres Excellence.” Hun nejede hurtigt for ham, og bøjede sig derefter hastigt ned for at samle lagenerne op fra gulvet igen. ”Jeg kan komme tilbage senere.”

[Emmett Dux]

Egentligt, havde han langt de fleste nætter, overnattet i Dux' byhus. De dage han var optaget af pligter på kongeborgen, havde det dog været mere praktisk, at falde om i sengen der var blevet stillet ham til rådighed her, i stedet for at vække både tjenestefolk og eventuelt hans søster. Dette havde været en af de aftener. Aftenen forinden havde stået på en banket - med vin og mad i overflod. Alt for meget vin. Han var vågnet alt for sent den følgende formiddag, med en dundrende hovedpine, der kun kunne lindes af endnu en lur, da han sænkede sig ned i karret for at bade. Ingen forventede hans tilstedeværelse før om aftenen, så han havde ikke travlt.

Han trak i hoserne, og var netop ved at knappe den hvide underskjorte, da døren gik op. Han så dovent hen på døren, og blev knapt overrasket over, at se en tjenestepige træde ind, og tabe hvad der lignede hele slottets lagner på gulvet. Ikke stødt af hendes klodsede fremtræden, knappede han den sidste knap færdig, og bøjede sig ned, for at samle et beskidt lagen op på gulvet. "Ingen grund til at være flov" sagde han med en hæs stemme, og rømmede sig for at gøre stemmen mere klar. Hans lunefulde temperament havde efterhånden lagt sig, og hans milde og livsglade selv var vendt tilbage. Hvis det altså ikke havde været for den dundrende hovedpine "Nej, se De hellere at ordne hvad du kom efter. Og hvis De på samme tid kan give mig en kur mod et dunkende hoved, så skal jeg i stedet være Dem ganske taknemlig" han blottede tænderne i et smil.

[Petraea Stenhugger]

Grevens kommentar om, at der ingen grund var til at være flov, kombineret med tanken, der ufrivilligt pressede sig på, om, hvordan det mon ville have set ud, hvis hun var kommet blot to minutter før, fik Petraeas kinder til at antage en spredt rødme. Heldigvis kunne hun kamuflere det, mens hun samlede de mange lagener op i favnen igen, og da hun atter rettede sig op, var hun dampet så meget af, at hun i det mindste kunne håbe på, han ikke lagde mærke til det i hvert fald.

”Tak, Deres Excellence.” Hun snuppede hurtigt lagenet ud af hænderne på ham - sådan en greves hænder skulle da ikke besudles af andre adelsfolks beskidte lagener - og strøg hen til himmelsengen, hvor hun lagde stofferne fra sig igen og med kyndige og effektive hænder begyndte at pille de gamle lagener af. Det var nogle somre siden, Petraea var startet på kongeborgen, så hun havde efterhånden skiftet rigtig mange lagener.

”De kunne passende hjælpe mig med at vaske lagenerne, så er jeg sikker på, Deres hovedpine vil forsvinde i løbet af ingen tid, det lover jeg Dem.” Så snart, bemærkningen havde forladt tjenestepigens læber, klappede hun i som en østers og kunne have slået sig for munden med det samme. Sådan sagde man ikke til en greve. Hun bed sig lidt i den bløde underlæbe, en dårlig vane, der forekom hende så naturligt med det lille overbid, hun havde fået tildelt. Hendes mor kaldte det bedårende. Petraea hadede det. ”Jeg mente ikke…” startede hun lidt angrende og skævede nervøst til ham, mens hendes hænder gik lidt i stå i deres foretagende.

[Emmett Dux]

Emmett opdagede ikke hendes rødmen, selvom hans øjne hvilede på hende, og hendes - måtte han indrømme - kønne ansigt. Han nåede at føle sig en smule malplaceret, og døsede hen som hun strøg hen og med hurtige hænder begyndte at trække linnedet af sengen. Hans egen hånd fløj op til håret, og kørte igennem det, som prøvede han at rette på de lidt ustyrlige våde krøller. Hendes næste kommentar bragte ham dog tilbage til rummet, og han blottede tænderne i et smil, kun forstærket af, at det klædte hende forfærdeligt godt, at bide sig i underlæben.

"Det lover De mig ligefrem?" sagde han, ganske underholdt, og trådte nogle skridt tættere på hende. Havde han været den typiske greve, ville han sikkert have været stødt over hendes kommentar. At hun overhovedet talte til ham. Men han var blot Emmett, og det var vel sagtens hans svaghed. Helt ubevidst om sin status var han dog ikke. Han foldede armene over kors, og rettede lidt op i sin holdning "Hvor.. Fristende, et tilbud det end er, så vil Kongeborgen sikkert summe af rygter hele sommeren, skulle man finde Grev Dux i gang med at vride lagener, tror Du ikke?" han kvalte en latter der var på vej ud, ved tanken om dét scenario.

På trods af sine ord, bevægede han sig nu hen til sengen, og gav sig til at studere de omtalte lagener. Han var pinligt bevidst om, at han ville vrænge næse, skulle han vaske dem. Lidt for adeligt opdraget til, at kunne slå tanken om andres sved - oghvaddernuellersvar - ud af hovedet uden videre. Derfor slog han hurtigt blikket mod tjenestepigen i stedet. Hun var noget mere behagelig for øjnene at hvile på.

[Petraea Stenhugger]

”Absolut. Og det er pusselankerne, der skal gøre arbejdet, så De skal end ikke bryde Deres hoved med, om De mon får beskidte hænder.” fortsatte Petraea frimodigt, da hun erfarede, at hendes ord ikke havde stødt nogen, og strejfede ham med et vagtsomt blik, da han rykkede på sig. Adelige mennesker var utilregnelige. Den ene halvdel var tilgængelige og venlige i kontakten, den anden halvdel var bare ubehagelig, men på hver deres måde. Uf. Heldigvis lod det til, at denne greve hørte til den første halvdel. Så ville han efter al sandsynlighed ikke få problemer med sit tyende.

Det sitrede i Petraeas mundvige, fordi hun mod sin vilje morede sig ganske godt, og hun klemte læberne sammen for at holde på latteren. Hun burde slet ikke tale med ham. Det var kommet bag på hende, at han overhovedet svarede på hendes generøse tilbud, og så på den måde. Det var ikke sådan, det plejede at være. Efter et langt øjeblik lod hun fortabt og tillod smilet at brede sig på sine læber. Han talte jo til hende, og betød det ikke normalt, at man gerne ville have et svar?
”Det er muligt.” medgav hun, idet hun genoptog sit foretagende og vimsede forbi greven, om på den anden side af sengen for at løsne hjørnerne der. ”Men vil det ikke være det værd, når De kan læne Dem tilbage, velvidende, at ingen af de besøgende nogensinde vil sove helt på samme måde igen, efter de har hørt rygtet om, hvilken blond, blåøjet greve, der har vredet deres lagener?” Humoren glimrede i de mørkeblå øjne, selvom hun vidste, det var dristigt.

[Emmett Dux]

Emmett havde ingen kvaler med at smile, så mundvigene næsten rørte ved hvert sit øre "Pusselankerne!?" udbrød han, nærmest begejstret mens de blå øjne så på den blonde skønhed "Fortæller De mig, at jeg skal hoppe på dem?" han lo, ganske underholdt. Han måtte indrømme, han ikke havde brudt sit hovede meget med, hvordan man vaskede lagener. Måske var det også anderledes her, hvor der var så mange lagener at vaske. Han vidste det som sagt ikke.

Han brummede ved hendes næste ord, og blottede tænderne i et smil "Nu må De ikke lokke mig frøken!" han drejede hovedet en smule, men lod øjnene hvile på hende, mens hun arbejdede "At tænke på hvor mange unge frøkener der ville have mig i tankerne, inden de lagde sig til at sove! Nej, den tanke kan jeg skal ikke udholde!" endnu engang måtte han le, og ryste på hovedet, så de våde krøller klæbrede mod hans pande "Om end det ville være utroligt befriende, at give de stive gamle adelsmænd et stramt smil på betrækket" fortsatte han ufortrødent, uden skrupler over, hvem det var han talte til. Nej, det var faktisk oftes mest befriende, at tale med tjenestefolket, frem for sine ligemænd. Nu var ingen undtagelse. "Ingen ville forvente noget af mig igen! Åh hvilken lettelse" han trådte et skridt frem.

[Petraea Stenhugger]

”Nå ja, hoppe og hoppe.. Der er ingen grund til at oversvømme hele vaskeriet! Men det gør linnedet rent, Deres Excellence, og det gør det godt.” erklærede hun med fast stemme og rakte hænderne op for at rette på sit tørklæde, da hun efterhånden var færdig med lagenerne. Hun forsøgte forgæves at skubbe en vildfaren krølle tilbage under tørklædet, men opgav.

”En skrækkelig tanke!” Petraea var tæt på at brase i latter og ironien var da også tydelig i den samstemmende bemærkning. Hun stirrede på ham et øjeblik med let forbløffede, adskilte læber, da han fortsatte sin talestrøm. ’Stive gamle adelsmænd’? Den slags ord havde hun minsandten aldrig nogensinde hørt forlade en adelsmands mund før. Kunne man tillade sig at sige den slags? Petraea såede et øjeblik tvivl ved sin egen opdragelse. Men nej. Det kunne man ikke tillade sig. Lige så lidt, som man kunne tillade sig at stirre. Så hun samlede underkæben op og bed sig i læben igen, mens hun lod blikket søge væk. Tjenestepigen var ikke helt humørforladt - tværtimod. I særdeleshed kunne hun da se det underholdende i hele situationen.

”Se så…” Han sluttede af med at tage et skridt frem, hvilket absolut var en stiltiende accept, ikke? Det tog ikke Petraea mange sekunder at dele lagenerne i to betragtelige bunker, folde et tilsvarende lagen uden om dem hver især, samle hjørnerne og snurre dem et par gange rundt, så det blev til et par pæne bylter. Derpå rettede hun sig op og rakte den ene imod greven med en tavs udfordring lysende i øjnene. ”De sagde det selv.. Utroligt befriende. Foretrækker De vejen igennem tjenergangene eller de store korridorer?”