A Day in the Life

[Aurelia d'Ivri]

Alexander Valeio
26. april - Kong Roys 10. regeringsår

---

Relia havde været i Becka i en lille uges tid for nu. Hun var kommet så hurtigt, det havde været hende muligt, hvilket desværre var alt for langsomt i hendes optik, og ville drage hjem i løbet af den næste uge, fordi hun var blevet informeret om, at Emily skulle rejse til Roy By sammen med sine søskende og fætter, kronprinsen. Og det ville være ganske upassende, hvis Relia blev hængende indtil sidste øjeblik. Ikke at hun troede, Emily havde noget imod det, for de kom jo godt ud af det sammen, men Relias kendskab til storebroderen, Emmett, var ganske begrænset. Om han var en mand, der gik op i rigtigt og forkert - det anede hun ikke.

Hun var netop kommet tilbage fra sin ridetur med Emily og ville søge sit tildelte gemak for at nette sig. Et par af de lyse lokker havde løsnet sig fra opsættelsen og hendes ellers så blege kinder blussede. Ikke på grund af et vildt ridt - det gjorde hun sig jo ikke i - men den stærke vind, der blæste over Norden i disse dage. Bagefter ville hun lede efter Alex, ja. Relia vidste, at vennen også visiterede Dux, men hun havde kun fået få glimt af ham, eftersom hun tilbragte det meste af sin tid med veninden. De var der jo også hver især i andet ærinde og ikke for at se hinanden - selvom det var en særdeles velkommen overraskelse.

Relia nåede netop at lægge hånden på døren til sit gemak, før hun ændrede mening. Det var bedre at lede efter Alex først. I øvrigt sagde hendes erfaringer jo også, at han ikke rigtigt tog sig af, hvordan hendes hår sad! Derfor vendte hun rundt på hælen og stod et øjeblik og overvejede, hvor der var størst sandsynlighed for at finde ham. Til sidst begav hun sig ned ad gangen i retning mod opholdsstuerne. Et sted skulle hun begynde.

[Alexander Valeio]

Emmett havde brugt formiddagen sammen med Alex, men der var opstået greve arbejde, som vennen ikke kunne deltage i og da Alex opdagede han var en hindring mere end en støtte var han gået ud. Tro sit sind var han gået på opdagelse. Han var smurt ind i støv fra glemte rum, hvor han havde rodet under senge, loftet hvor han havde ledt efter skjulte skatte blandt de efterladte ting og til sidste havde han sat sig ned i køkkenet for at tale med de travle ansatte. De grinede af ham. Fortalte myter og historier om de ting der kunne være gemt rundt om i grevens hus.
De talte også meget om deres døde greve. De var respektfulde og kede af det. De fleste havde arbejdet for ham i mange år. Alex ville huske at fortælle Emmett det.
Men en af karlene kom til at vælte en krukke mel ned og hele køkkenet blev støvet til. De nægtede pure at en adelig skulle hjælpe med at rydde op, hvad regnede han dem for? Så Alex var gået. Nu både med støv og mel på sig.

Han gik op ad trappen, hovedtrappen, og drejede af mod gemakkerne. Da han så Auras ryg. De fleste kaldte hende Relia, men da de havde været børn havde Alex ikke helt kunne få det lange, flotte navn over læberne og i stedet kun kaldt hende Aura. Nu drillede han hende mest med det. De havde ikke rigtigt set hinanden mens de begge befandt sig. Alex var praktisk talt faldet ind ad døren og Aura passede på Emmetts bette søster, på samme måde som Alex var der for Emmett.

Langsomt og stille gik han i sine bløde læderstøvler hen mod hende, plantede to stive fingre fra hver sin hånd i hver af hendes sider og brølede: "FIK DIG." Han lo allerede inden han hørte om hun hvinede.

[Aurelia d'Ivri]

Og Relia hvinede. Ved Gud, hun hvinede. Og spjættede. Omtrent en halv meter op i luften, det var hun sikker på. Hvad var der ellers at gøre? Det var jo ikke ligefrem fordi, hun havde regnet med at finde Alex SÅ hurtigt, snarere tværtimod - hun havde allerede forberedt sig mentalt på at skulle lede efter ham i samtlige rum i den store bebyggelse, siden hun kendte til vennens eventyrlyst.

”ALEX!” lo hun højlydt, lidt for højt efter hendes egen mening. Relia var ikke i tvivl - hvem skulle det ellers være? Der var ikke andre mennesker i dette hushold, som kunne finde på at liste sig ind på hende på den måde! Hun vendte sig rundt imod ham med humoren skinnende i øjnene og gav sig til at skubbe ham i brystet. ”Hvad laver du?!” skældte hun med en højlydt hvisken og gjorde en indsats for at lade være med at grine, så han kunne forstå, at det var alvorligt. ”Vi er i et fremmed hus, du kan ikke bare snige dig ind på folk på den måde!” Det var selvfølgelig kun for at dække over, at han havde været tæt på at skræmme livet af hende. Seriøst. Hun ville aldrig tilgive ham.

”Uopdragne skarnsunge!” Hun lod armene falde ned langs siden og tog en dyb indånding. Så smilede hun igen. ”Jeg er glad for at se dig.” Relia droppede at være fornærmet og løftede sig i stedet op på tæerne, så hun kunne knuge ham ind til sig et øjeblik. Hvad, der var sket for Emily og hendes storebror, var den slags, der satte tingene lidt i perspektiv. Man skulle virkelig sætte pris på det, man havde. Og Relia satte virkelig pris på Alex’ bekendtskab.

[Alexander Valeio]

Han dukkede sig som om hun slog efter ham, mens hun skældte ham ud. Han løftede endda armene. Alligevel kunne hans tilfredse, gavtyv smil ikke skjules. Samtidig lo han.

"Undskyld, undskyld, undskyld." De vidste begge to godt at han ikke mente det. Han mente sjældent et undskyld, medmindre nogen var kommet til skade. Og nu mens han lo og grinte, så kunne man virkeligt slet ikke tro på det hurtige ord der blev smidt ud som forsvar.

"Jeg ville give dig et kram, men ..." han gestikluerede ned af sig selv, med henblik på at vise sit støvbesatte tøj frem. Det der engang havde været farvet virkede nu gråt. Han smilede undskyldende. Han vidste godt at Aura mente det var upassende at han til tider omfavnede hende, men som med så mange andre ting var Alex ligeglad med den slags. Hun blev jo ikke rigtigt sur over det. For så ville han lade være. Og han gjorde det jo heller ikke når der var andre. Mulige ægtefæller og sådan. Ikke til ham selv, men han ville ikke ødelægge Auras ry eller muligheder for den sags skyld.

"Jeg er dog glad for at se Dem, lady d'Ivri," sagde han med et dybt, formfuldent buk, i stedet for et kram. Dertil et smørret smil. Han brugte tiltaleformer og des. "De er som altid solskin for en lukket blomst."