Heat

[Charles Stratona]

Cateline Ó Riain 

Sommer - Kong Roys 10. regeringsår

Charles slentrede ned af den fine gade, der førte til Markedspladsen – absolut ikke et af Charlies foretrukne steder, men valget havde stået mellem et tur til Markedet, eller et at afligge hans kære fætter, Randel, et besøg, og sidstnævnte havde været helt og aldeles ude af billedet fra starten. Så sent som i efteråret besøgte han sin fætter efter instrukser fra sin far, og det var ikke noget, han havde tænkt sig at gentage. Han hadede den lille væbner, der troede, han var noget.. Det var hans moder, der ville have Charles ud af sin "dovne rytme", som hun kaldte det, for aldrig i livet, ville han ellers have taget til Markedspladsen. Der var jo afsindig kedeligt, var der ikke? Han havde aldrig været der, men det gik han ud fra!

Pengene raslede tydeligt i hans højre lomme, og havde han gået i et i mange andre kvarterer, var de helt sikkert allerede blevet stjålet, men det var dog ikke tilfældet i Adelskvarteret, der var det eneste sted, han befandt sig. Charles har aldrig været af den kaliber, der kan lide at arbejde, nej, han nyder bare godt af sin fars mange penge. Han er ikke væbner, som hans snotunge af en fætter, eller god forretningsmand, som sin far, Baronen, men det, var egentlig ikke noget, han brugte mange timer på at tænke over. Pengene ville jo altid kunne redde enhver mand, var hans teori. Efterhånden som årene gik, blev hans teorier ringere og ringere. Man skulle tro, han forbedrede sig, men det var vist ikke tilfældet.

Han nåede til Markedspladsen, og straks strømmede larmen fra hundrede af mennesker lige i hovedet på ham. Irriteret rettede han på sit mørke hår – hans ømme punkt – for hvis det ikke sad, som det skulle, ville han ikke være en værdig Lord, og det, var han jo uden tvivl! Med lange skridt trådte han ind i menneskemængden og maste sig frem. Han havde vel lov til at få lidt mere plads end normale købmænd? Han fik også skubbet et par små børn væk, inden han nåede til boderne. Med et utilfredst grynt gloede han tomt på en frugtbod. Hvem købte dog frugt i en bod? Han skulle i hvert fald ikke have noget af det.. Og spørgsmålet var: Hvorfor skulle han spenderer en dag på Markedspladsen, når han kunne have brugt den i Den Dansende Barde? Der ville han i hvert fald søge hen senere på aftenene, for hvad skulle han ellers lave?

[Cateline Ó Riain]

Markedspladsen. Cateline kom der tit, ikke fordi, der var noget nyt at se eller noget, men fordi, det var en af de eneste og mere behagelige adspredelser, hun kunne tillade sig at gøre fra livet på Domum Summa. Så derfor var det da heller ikke nogen overraskelse for nogen, at hun også havde begivet sig derned denne dag. Som altid færdedes hun ikke alene - hvornår gjorde hun nogensinde det, når hun var uden for slottet? - men vagterne var diskrete, og holdt sig uden for synsvidde, medmindre der var optakt til ballade af en eller anden slags. Det var jo desværre ikke alle, der elskede den stabile kongefamilie.

Den unge prinsesse var iklædt en lyseblå kjole i tynde, flagrende stoffer, der svalede så dejligt i sommervarmen. Den sad tæt til hendes smalle midje, men videde sig ud derfra. Et florlet sjal lå over hendes bare skuldre for at holde på ærbarheden, og selvom hun mest af alt havde lyst til at fjerne det - det var jo meget varmt - så lod hun det blive liggende. Der var jo ingen grund til at udfordre skæbnen.
Folket i Roy By kendte efterhånden Catelines ansigt - det var jo ikke sjældent, hun viste sig - så hun havde ingen problemer med at komme frem i mængden, eftersom de fleste standsede op for at bukke eller neje, og derefter trak sig ud til siden. Af og til kunne hun godt tænke sig at være i stand til at færdes som enhver anden beboer i byen, men hun smilede troligt et stilfærdigt smil til hver eneste borger, der genkendte hende.

Der var egentlig ikke noget særligt, som Cateline manglede. Faktisk var der overhovedet ikke noget, hun manglede. Alligevel kiggede hun ydmygt ved alle de forskellige boder, drøftede gerne et par ord med den svend eller mester, der stod bag, før hun fortsatte. Hendes blik hang ved de farvestrålende stoffer, glimtende smykker og velduftende parfumer, og hun morede sig for en tid med at undersøge en bod med blankpolerede våben, selvom hun aldrig i sit liv havde løftet et våben. Hun standsede op ved en bod, der langede sød limonade over disken og besluttede sig for at nyde en af de milde, kolde og alkoholiserede drikke.

[Charles Stratona]

Charles passerede op til flere boder, men det var ikke tilfældet, at han stoppede op ved specielt mange, for størstedelen af dem, var unødvendige, kedelige - hvem gad dog bruge sin tid, sådan et sted? Han vidste, at hans moder elskede stedet, men hun var jo heller ikke ved sine fulde fem, mente han, selvom hun absolut intet fejlede. Efterhånden var det nok ham, der var ved at ryge af vognen, men det var jo ikke noget, han var opmærksom nok, til at opdage. Hans egoisme var jo blevet større og større med tiden, hvilket skyggede for mange af de ting og detaljer, som Charles egentlig burde være optaget af! I en alder af 18 somre burde han hjælpe sin far med noget arbejde, sætte sig lidt ind i den store rolle, det var at være Baron, for en dag, skulle han måske overtage den profession, men nej - han viste ingen interesse. Da han havde været mindre, havde det set betydeligt bedre ud - han havde været forældrenes lille engel - men den tid måtte man nok erklære, var ovre.

Da han havde passeret en fin, lille skrædder, lod han, sine nødebrune studerer de to boder, der lå et par meter fra ham; stoppede det da aldrig? Ved den ene bod, var der dog en skikkelse, der fangede hans opmærksomhed. Cateline Ó Riain. Han var sikker på, det, var prinsessen, han havde jo set hende flere gange til de enkle sammenkomster, som han skulle til med sin far! Hun var uden tvivl køn, og det tør roligt siges, at Charles havde en stor svaghed for kønne kvinder, så uden yderligt, besvær placerede han det store, charmerende smil på læberne, og bevægede sig over til boden, hvor hun stod.

"Deres Kongelige Højhed!" Han bukkede, stadig med det store smil på læben. "Så har man set det med." Fastlog han med et høfligt, lille grin, inden han præsenterede sig selv. "Lord Charles Stratona, søn af David Stratona!"

Han tog imod en af de kolde limonader, som boden tilbød, og tog en stor slurk. I mange andre tilfælde, ville han nok have spyttet væsken ud igen, og klaget til den buttede mand, der stod inde i boden, men ikke, når han var i selskab med den smukke prinsesse. Han smilede bare til manden og, lod som, om at limonaden smagte godt, selvom den langt fra gjorde. Det var alt for mildt til hans smag! Dog vidste han, hvordan man skulle opfører sig i selskab med en smuk kvinde. Det havde han efterhånden yderst god erfaring med!

[Cateline Ó Riain]

Cateline savnede virkelig drama i sit liv. Det var måske bizart at høre fra den unge prinsesse, der aldrig belemrede andre med sine problemer, og altid mønstrede et smil til de, der fortjente det, men Gud, hvor hun snart trængte til noget spænding. Det havde været meget lettere, hvis hun havde lignet sin storesøster lidt mere - så kunne hun have afreageret med en hasarderet ridetur på hesten, og have klaret sig lidt igen - men Cateline havde ingen af den slags mestringsstrategier, udover at tie for alle undtagen sin familie.

De mørke øjne var vendt udad imod folkemængden, da hun fik serveret et glas limonade, som hun glad tog imod. Generelt foretrak Cateline de mere milde drikke, selvom hun også kunne slukke sin tørst i stærk øl eller vin. Og så kunne hun slynge whisky ned som en granvoksen mand, men lige dén egenskab var der ikke så mange, der var bekendt med.
Hun komplimenterede mesteren for den skønne drik, da hun havde taget det første lille sip, og kunne derefter glæde sig over, at det formentlig kunne redde hele mesterens dag. Tænk sig, hvad hun var i stand til med så få, enkle ord.

En stemme skilte sig ud fra mængden og Cateline flyttede derfor sin opmærksomhed mod den unge mand, der kom imod hende.
”Lord Stratona,” hilste hun med et lille, imødekommende smil og bøjede blot hovedet for ham, da han havde introduceret sig selv. Hun havde set ham før, men aldrig drøftet ord med ham, dog. Til gengæld var hun et let offer for et flot smil, og blev fuldstændig charmeret. ”Det er en fornøjelse af se Dem. Hvad bringer Dem til markedet i dag?” forhørte hun sig med et udtryk af høflig interesse og løftede sigende sit glas imod ham for at skåle.

[Charles Stratona]

Charles rettede endnu engang på sit mørke hår og forsøgte på bedst mulig vis ikke at gøre det fedtet, for han hadede virkelig, når hans hår var klistret og fedtet.. Det var rent ud sagt forfærdeligt! Det var næsten lige så forfærdeligt som Markedspladsen, der strømmede af borgerlige købmænd. Selvom de nok havde flere penge på lommen end dem, der handlede i Aeon, kunne han stadig ikke fordrage dem. Det var jo også rigtig lidt mennesker, han i grunden brød sig om. De fleste adelige imponerede ham heller ikke synderligt med undtagelse af de kønne kvinder, der kunne finde på at vise sig! Det var nok også det faktum, hans forældre efterhånden var blevet, irriterede over - at han kun gik op i kvinder, lidt for stærke drikke og sit hår..

Han tog endnu en slurk af den elendige limonade, og havde stadig, det charmerede smil tapet fast i ansigtet, da prinsessen hilste tilbage. Tænk, at han skulle rende ind, i sådan et kønt ansigt på, sådan et usselt sted. Måske var der endelig nogen højere magter, der belønnede ham? Hvis man spurgte ham, var det på tide, for han var yderst overset, mente han.. Snæversynet var han uden tvivl, men det lå jo efterhånden i hans natur.. Han var ikke en mand, der var nem at have med at gøre!

"Kan kun sige det samme til Dem!" Slog han fast i et unødvendigt høfligt stemmeleje. "Jeg bemærkede, hvor godt vejr, det var, og tænkte, jeg lige så godt kunne spenderer dagen på at beundre de udsøgte boder her er."

Det var en hvidløgn, han slyngede ud, men han fik langt fra dårlig samvittighed af det, i stedet løftede han, bare sit glas for at skåle med prinsessen, mens han stadig smilede, uberørt af det falske spil, han havde gang i. Den slags adfærd var dog helt normalt for ham.. Han opførte sig jo helt anderledes i kvinders selskab, end han normalt gjorde. Det var faktisk de eneste tidspunkter, hvor han viste tegn på, han, havde lidt manerer i sig, hvilket selvfølgelig ikke tilfredstillede hverken hans far eller mor.

[Cateline Ó Riain]

Cateline fulgte lordens hånd med blikket, da han rettede på sit hår, hvilket et øjeblik efter fik hende til at gøre det samme. Hun havde prøvet flere gange at bilde sig selv ind, at hun ikke var forfængelig. At det ikke betød noget. Men hun var forfængelig, og det betød i høj grad noget. Ganske modsatrettede var hendes følelser dog, når hun skulle klæde sig på. En stor forkærlighed for stærke farver, men samtidig ubekvem ved tanken om at skulle tiltrække sig mere opmærksomhed end normalt. Cateline havde altid været genert anlagt, og selvom det var blevet bedre med årene, så syntes hun stadig, det var helt meget ubehagelig at skulle entrere et lokale og endog tale, hvis der var fremmede eller mange mennesker til stede. Forfærdeligt. Men som nu, på tomandshånd, fremstod hun ganske afslappet.

”Jamen dog. Det lader til at være et tidsfordriv, vi begge holder af. Måske De vil spadsere lidt med mig?” En konversation gled altid bedre, når man gik. Eller red. Eller dansede. Eller lavede enhver anden beskæftigelse, end bare at stå. Det kunne så hurtigt blive akavet. Cateline nærede ikke den mindste mistanke om, at lord Charles’ tanker så langt fra stemte overens med de ord, der kom ud ad hans mund. Så velbevandret udi at læse andre mennesker var hun endnu ikke, alt, hun så, var gode manerer, et flot smil og et imødekommende væsen.

Hun lod det tunge glas støde let imod den andens, før hun løftede det til læberne og drak igen. Der skulle ganske meget limonade til, før man kunne begynde at mærke den berusende virkning, hvilket også var en af de grunde til, at Cateline holdt meget af det. Hun brød sig ikke om fornemmelsen af at være omtåget i hovedet og ude at stand til at koncentrere sig, om end frisindet og den udadvendthed, der fulgte med, bekom hende vel.

[Charles Stratona]

Det store, charmerende smil, der var prikken over I'et på hans høflige og venligstillede facade, forsvandt overhovedet ikke, da prinsessen selv rettede på sit hår. Hun var køn, højt op i rangene og havde også små-god stil; helt sikkert en kvinde, der var værd at "spilde" lidt tid på. Det var jo ikke, fordi, han lavede meget andet, jo han drivede den af og drak, men ellers var han altid ude efter kønne kvinder - uden tvivl en af hans store svagheder, hvilket ikke var yderst belejligt, når han rendt rundt med en prestige fyldt titel som Lord. Han var ikke bare en ubemærket borgerlig.. Altså, han gad ingen gang bruge sin tid på at glo på borgerlige eller overhovedet ikke at tænke på dem. Det var i sandhed tidsspild, for de var jo alligevel intet værd, mente han, og havde selvfølgelig langt fra styr på sin egoistiske teorier!

"Selvfølgelig vil jeg da det!" Svarede han stor smilende. "Det er altid godt at holde sig lidt igang." Grinte han.

Ikke mange ville kunne regne ud, han bare rendte rundt og manipulerede med selveste prinsessen, men han var jo heller ikke amatør.. Faktisk morede han sig lidt over situationen, ifølge ham, bekræftede den bare, hvor attraktiv han var. Et fantastisk menneske, som alle med en sund fornuft ville se op til, men endnu engang var han snæversynet, egoistisk. En eller anden dag ville det gå grueligt galt for ham, så han burde nok bare stoppe, mens legen er god, men det er ikke noget, Charles Stratona ville kunne finde på at gøre.. Nej, han ville trække den helt til grænsen - måske lidt over - og stadig ikke være i stand til at se, hvad i himlens navn han havde gang i..

"Hvordan går det ellers på Kongeborgen?" Spurgte han, og lod, som om han var interesseret, mens han tog endnu en slurk af den milde, klamme lemonade, der burde anmeldes.

Efterhånden var hans glas med lemonade endelig, endelig tomt, så han satte det fra sig på disken, hvor Bryggeren hurtigt tog det til sig, måske så det ikke risikerede at blive smadret. Endnu et tegn på, hvor elendige, de små godtfolk var. Bekymrer sig om et glas? I stedet for at brygge lemonade kunne han lede efter platin eller guld, måske? Det var sådan, D'Ivri blev adelige, men borgerlige, havde bare ikke noget perspektiv.. Det, Charles måske ikke havde tænkt igennem, var, at der nok ikke var så meget rigdom at finde i Det Frie Land længere.

[Cateline Ó Riain]

”Perfekt!” Prinsessen lyste op i et glad smil og kunne ligeledes tage et sidste sip fra limonaden, før kruset var tomt. Hun satte det forsigtigt tilbage på bordet og var meget omhyggelig med også at sende mesteren bagved et anerkendende smil, før hun begyndte at gå. Forvænt var hun, så hun ganske enkelt gik ud fra, at Charles ville følge hende. ”Åh ja, det kan jeg kun give Dem ganske ret i.” medgav hun. At holde sig i gang. Der var visse personer ved hoffet, som kunne lære meget af den vending, men det kunne aldrig falde hende ind at sige det åbent til dem. Det ville være uhøfligt. I stedet kunne hun håbe på, at hoflægen ville give dem et par velmente råd med på vejen.

”Udmærket, tak. Alt går sin vante gang. Vi venter Wilmot hjemme inden for en overkommelig fremtid, og det ser vi alle frem til.” Et mildt, længselsfuldt suk forlod hendes læber, da tankerne faldt på storebroderen, men de mørke øjne strålede. Cateline glædede sig helt ufatteligt til at se ham igen. Som altid syntes hun, at postgangen var for ustabil - brevene var lang tid om at nå frem, og af selvsamme grund kunne det heller ikke betale sig at skrive så mange - desværre. Åh, hvor hun længedes efter at snakke med ham om alle den slags ting, hun ikke talte med andre om. Kongebørnene forstod hinanden på en helt anden måde, end andre nogensinde ville være i stand til.

”Jeg må gå til bekendelse og erkende, at jeg ikke er sikker på, om De bor fast her i hovedstaden eller i Havnebyen på Platinøerne?” Cateline ville have returneret hans spørgsmål og spurgt ind til familien, men tænkte ved sig selv, at hun hurtigt ville komme til at fremstå dum, hvis det viste sig, lorden boede fast i Roy By, og dermed ikke nødvendigvis kunne svare på hans families helbred. De fleste rejste dog frem og tilbage flere gange i løbet af året, mellem Kongebyen og eget len, men i princippet kunne man arrangere sig, som man havde lyst til. Særligt hvis man var uden ansvar begge steder.