Who's King Of Us?

[Charles Stratona]

@randel

Efterår - Kong Roys 10. regerings år

Charles klemte sin sorte hat - han altid havde på, når han bevægede sig væk fra Adelskvarteret - lidt længere ned over sit mørke hår, som han i hurtige, irriterede skridt, nåede Væbnerfløjen. Det var sjældent, han foretog sig noget, og når han så for én gangs skyld, gjorde, hadede han det, hvilket var tilfældet, da han passerede et par store buer, der stod placeret op af den velbyggede stenmur. Hans far havde bedt ham om at tage helt til Kongeborgen, for at besøge Randel, Charles' irriterende fætter, der troede, han, kunne noget, bare fordi han var væbner - en værre omgang pis. Han ville kunne slå Randel til hver en tid, mente han, selvom det selvfølgelig ikke passede, men det var han for egoistisk til at opdage.

"Randel, kære fætter." Kaldte han med tydelig sarkasme i stemmen. "Hvor gemmer du dit grimme, lille ansigt? Fortsatte han.

Tre yngre mænd kiggede tomt efter ham, men han stirrede bare aggressivt tilbage, som for at sige: "Fornærm ikke en Stratona, eller du vil blive henrettet." Dog gik mændene bare videre, og ligeså gjorde Charles. Han ville bare have hans møde med Randel overstået, så han kunne komme hjem. Han havde været midt i et interessant kortspil med én af sine få venner, da hans far var kommet med den dårlige nyhed, så han ville hjem og fortsætte det spil.

For at være ærlig synes Charles det var yderst plat, at hans far sendte ham af sted, for at, hvad, snakke med hans lille fætter? For familiens skyld? Randel var kun 15 somre, så der var kæmpe aldersforskel, ifølge ham, og det var også en af årsagerne, til at han ikke kunne lide fætteren. Han syntes, også, det var plat, at være væbner for en eller anden nar, når man bare kunne hygge sig i overflødige penge? Hvis alle levede ligesom ham selv, ville der godt nok være flere glade mennesker i verden, var hans tanke tit, men han havde ikke ligefrem tænkt den teori igennem, for hvor skulle man få penge fra, hvis alle slappede af? Ja, Charles, brillante teorier skulle der arbejdes lidt på, men først prioritet lige nu, var at finde Randel og få det hurtigt overstået.

[Deleted]

Randel var inde på en af de andres væbners kammer og havde det sjovt, de slåssede med trænings sværd der var landet ud af træ, de råbte og skreg og grinte højt, de fleste væbner havde fri denne dag derfor havde de alle samme travlt med at have det sjovt inden deres fridag ville være slut.

Han havde slet ikke skænket sin fætter en tanke, Charles var hvad han hed, han viste at Charles ikke bryd som om Randel, det gjorde ondt på Randel når han var sammen med Charles, for Randel ville jo bare gerne være venner med alle og især Charles fordi de var i familie, men de var virkelig alt for forskellige til at det nok nogen sinde ville komme til at ske.

Randel løb ud på gangen og havde sin ven efter sig, de slåssede med sværd ude på gangen, da han hørte den velkendte stemme af sin fætter. Han stoppede med at slås med den anden og sagde ” øjeblik” sagde han og smilede til hans ven og rakte ham træsværdet. Han vendte sig rundt og gik over mod stemme af Charles ” Hey fætter” sagde han og stillede sig op af væggen. Randel vari kke stor, muskel mæssig, men han var veltrænet og kunne til en hver tid klare Charles, men han havde ikke behov for at vise at han kunne gøre det ” hvad bringer dig hid ?” spurgte han og så på ham.

[Charles Stratona]

Charles traskede søgende videre, irriteret over, at Randel var så sværd at finde. Gjorde den lille knægt det med vilje? Gemte Randel sig? Ja, det var typisk sådan en lille væbner! Den teori var dog ukorrekt, for straks, hørte han noget larm og Randel kom til syne, som han slog på sin kammerat med et træsværd, eller hvad de nu lavede. Han havde aldrig forstået princippet med at foretage sig noget, men at blive ridder eller soldat, skulle man da være sindssyg for at blive! Man ville jo sætte sit eget liv på spil? Så mange folk sagde, at livet var en gave, og, så ville nogen smide det væk i kamp? Det var, jo direkte latterligt, synes han - endnu et tegn på hvor forkælet han i grunden var.

"Jeg kom da for at se dig, lille fætter." Han sendte ham et stort, falsk smil, og gjorde intet for at skjule sit misbehag. "Selvfølgelig ikke frivilligt - min far sendte mig. For at holde sammen på den kostbare familie, eller sådan noget vås." Affærdigede han.

Igen rettede han på sin rejse-hat, og sendte Randel et elevatorblik. Væbneren havde dog ikke ændret sige specielt, synes Charles' øjne at observerer. Han mente jo, også at han selv var yderst veltrænet, men det passede ikke just, han var kun trænet i at drikke. Efterhånden brugte han lidt for mange timer på Den Dansende Barde, det havde hans utilfredse forældre påpeget, men det var en vane, han ikke kunne eller ville ændre. På trods af drikkeriet var han dog ret tynd - ikke trænet, men tynd! Man havde alligevel et image, når man var medlem af en fornem familie!

"Så du render rundt og leger ridder?" Spurgte han uinteresseret Randel, og hentydede til hans træsværds leg fra kort forinden. "Du er en Stratona - vis familien lidt stolthed." Denne gang var hans stemme kold uden, at han havde nogen grund til det. Det var nok Charles selv, der var familiens sorte får, men det, havde han selvfølgelig ikke selv indset, han mente bare, at det var Randel, eller andre familiemedlemmer, han ikke kunne lide.

Han rettede lidt på de sorte og mørkeblå gevandter, han havde på, bare for at sikrer sig, at de sad ordentligt. Ja, der var meget, man kunne sige, om Charles, men han havde styr på sin påklædning og udseende, det, var der absolut ingen tvivl om! Det var nok også en af de ting, hans mor bedst kunne lide, og pralede af til sammenkomster.