Ah Yeah So What

[Charles Stratona]

Emily Dux

Sommer - Kong Roys 10. regeringsår

Charles rettede lidt på den mørkeblå, lille vest, han havde udover sin hvide skjorte. I den påklædning følte han sig allerbedst tilpas, og han så også ualmindelig godt ud, hvilket næsten var det vigtigste for ham! Han var trods alt søn af en Baron, så man måtte vise sin bedst side frem, og sørge for, at folk, der ikke hørte til i den fine bydel - Adelskvarteret - stak halen mellem benene og stak af helt til Norden. Beskidte, klamme, fattige mennesker, var bare noget af det, Charles hadede mest. Han havde ingen gang medlidenhedmed dem over deres mangler på penge. Det var jo ikke ligefrem, fordi, han manglede noget.

Han tog den sidste slurk af en flaske cognac, han havde delt med en, fremmed, men aldeles sjov mand, over på Den Dansende Barde. En anelse klodset fik han smidt flasken i noget lysegrønt græs, der voksede op af en en smuk, gul bygning, han aldrig havde været inde i før. Flasken smadrede ikke, kun lige halsen af den, og det gik jo. Der var hurtigt én, der kedede sig, der ville samle det op!

Han plejede ikke at drikke om formiddagen. Som regel var han klog nok til indtil mørkets frembrud, så der ikke var nogen, der skulle se Baron Stratonas søn beruset, men idag havde han haft et skænderi med sin mor, og så havde han desværre nippet lidt til alkoholen. Det var ikke, fordi han svang fra side til side i beruselse, nej, han havde bare fået lidt for meget indebords. Det var sagtens, noget, han kunne skjule undtagen, hvis man generede ham, og det gjorde man meget nemt. Han var ikke ligefrem en, der var kendt for, at kunne lide andre mennesker, eller - festlige, glade mænd og kønne kvinder, havde han intet imod, men resten kunne godt tage at forsvinde ud af hans liv. Hans forældre var også meget fine - nogen gange. Det var trods alt hans far, der sørgede for de mange penge, familien ejede, og på den front havde Charles absolut intet at klage over!

Det var ikke, fordi, han var alkoholiker, han drak bare lidt for meget i tide og utide. Han havde trods alt et ry, at passe på. Han var jo også stolt af at være en Stratona, men hans familie skulle ikke holde ham fra at leve livet, bare fordi de aldrig selv nåede det. Nogen vælger at have det sjovt, andre vælger at knokle, sådan må det være..

[Emily Dux]

Emily havde lige som mange andre dage bevæget sig væk fra Kong Roys borg, og gået en tur rundt i byen. Hendes tur havde så gået til adelskvaterne, hvor hun men langsome men alligevel yndefulde skridt gik. Hun havde alligevel været nød til at rette på sit sjal i den lidt lune sommervind. Da hun nået længere ind i adelskvateret, så hun da også det værtshus som nogen engang. Sikkert bare havde smidt ned midt i mellem de store villaer som lå side om side i den rigere del af royby. Hendes hænder røg ned og rettet det lyse skørte som hun havde på den stribet kjole i farverne Lyserød som en smuk blomst og grøn som græsset sat sammen til en flot blanding, sammen med hvid. Hun havde som altid lidt lange ærmer der på kjolen, hvilket virkelig var en ting som hun virkelig holdte af på sine kjoler, og kjolen gik som altid ned til jorden hvis hun ikke holdt lidt op i skørtet for at kunne gå, sådan rigtigt.

Hun havde eftr hånden gået forbi en del tiggere og tyve som havde prøvet tage tage noget fra hende, hvilket hun ikke var særlig tilfreds ved hvilket de folk helt sikkert også havde set. Hun havde ikke tænkt sig at drikke lige som at hun aldrig rigtigt gjorde, sidst hun havde fået noget at drikke var når hun blev budt det til nogle måltider. Efter lidt tids tænken begyndte hun at gå videre, mens hun begyndt at gå forvi den klasiske værtshus uden rigtigt at kigge der hen. Hun så kun kort da en fik smadret flaske halsen på en flaske, hvilket ikke rigtigt var noget som hun gad at holde øje med så hun valgte hurtigt at kigge den anden vej. For ikke at virke for åbenlys i hvad hun tænkte, om den unge mand som hun så sad og drak udeforan Den Dansene Barden.
Hun kunne virkelig ikke gøre andet end at gøre en lille hentydning til at gå videre ved at kigge væk fra den unge mand og bare begyndte småt at gå videre.

[Charles Stratona]

Charles blev stående lidt ved stedet, hvor han havde smidt flasken. Han kunne godt gå - det var ikke problem - han vidste bare ikke hvorhen. Han gad for ikke hjem til sig selv, for, så skulle han skændes videre med sin mor, for hun var én, der var god til, at bærer nag, og det gad han ikke, men var der noget som han absolut ikke skulle, var det at "hænge ud" på gaden, som en anden vagabond! Derfor begyndte han at bevæge sig tilbage, tværs over gaden, til Den Dansende Barde, for hvor skulle han ellers tage hen?

Han snublede en enkelt gang, men kunne nemt fortsætte, dog lagde han mærke til en kvindelig skikkelse, han ikke havde set, før, der gik rastløst rundt. Hurtigt rettede han sig op, og kiggede misbilligende på kvinden. Som regel var han glad og åben for smukke kvinder, men han kendte de fleste i omegnen, og hun var ikke fra Adelskvarteret, det kunne han godt fastslå! Måske var hun datter af en ussel købmand, der var faret helt og aldeles vild, for hun skulle ikke betræde et fint sted som Adelskvarteret! Det gjorde faktisk Charles ret sur, at hun var så respektløs, og hvis han nu havde været ved sine fulde fem, ville han nok have bemærket, hun var fint klædt, men det var ej tilfældet.

"Og hvad laver én som Dem her?" Spurgte han med et anstrengt, misbehaget smil, og undertonen i hans stemme, var tydeligt spydig. "Dette sted er for adelige, ikke købmænd!" Slog han fast og gestikulerede mod de stolte, flotte omgivelser, som var én af de ting, Charles faktisk godt kunne lide. Han følte sig hjemme blandt de rige, for han var jo rig, eller - hans far var i hvert fald, det, var der ingen tvivl om!

Han blev stående foran den fremmede kvinde og betragede hende uinteresseret. Udfra, hvad hans sløve øjne havde observeret, var hun jo ikke adelig, eller kongelig, og, så var han, ikke interesseret i hende, selvom hun nu var meget køn, nej, fattige mennesker - kvinder eller mænd - var absolut ikke hans yndlings, og det vidste alle, der kendte ham bare lidt! Alle mennesker havde jo noget, de kunne lide, og noget de ikke kunne. For at være ærlig gad han ingen gang have medlidenhed med dem, der var i penge nød, i bund og grund, var det vel deres egen skyld? Han var ret ligeglad, så længe han ikke manglede noget.

[Emily Dux]

Emily lagde godt mærke til hvordan den næsten jævnalderne mand som havde smadret en flaske. Var ved at snuble en ting som ikke rigtigt betød noget for hende. Hun var ret ligeglad, hun blev alligevel lidt overasket da hun hørte en tale til dem. "Ude og se byen. " Holdningen havde hun dog hørt om, at det var en Lord stratona som havde den holdlig, hun kunne ligevel værke vrden som småt begyndte at vokse inde i hendes, en ting som langt fra ar særlig godt. "De må være Lord Stratona" hun havde ikke stillet det som spørgsmål, nærmere som en konstatering. Hjn hørte godt hvad han sagde. "så er det da godt at jeg ikke er en købmands datter men Komtesse Emily Dux lille søster til Grev Dux og slægtinge til Kongefamilien."

Hendes ansigt var ret koldt, og følses løst mens hun næsten dræbte den unge mand med blikket. Hun rettet kort på sin meget fine kjole og håret som var blevet sat meget pænt op. Hun gik ikke ude fra der hvor hun opholdte sig, hvis hun ikke havde sit hår sat pænt op og en af sine pæne kjoler på. Hun kunne ikke drømme om at se dårlig ud foran en masse folk. "Lord selv om jeg ikke bor her i Adelskvateret må jeg da godt gå her, så de burde nok tage og slappe lidt af. Samt lade vær med at tro De ejer adelkvateret." Det var ret tydeligt for de fleste at hun var ret rasene, samt irrerteret.

Hun blev alligevel ståene foran den lidt yngre mand, som hun nok ville gætte den person som stod foran hende var. Hvis han blev mere ubehaglig, ville hun helt klar slæbe ham hjem til der hvor han boet og håbet inderst inde at forældrene. kunne lære den unge knægt noget.

[Charles Stratona]

Charles blev stående foran kvinden og måtte kæmpe lidt for ikke at stavre et par meter i venstre retning, for det ville nok ikke være det mest ideelle tidspunkt - han skulle jo holde købmandsdatteren væk fra de adelige grunde! Han hadede pligter og påtog sig aldrig nogen frivilligt, men hvis der var en ækel borgerlig, der befandt sig i hans kvarter, det fine kvarter, så skulle hun have sparket, om han så skulle gøre det! For han hadede de fattige, som det nok er blevet ret tydeligt for de fleste efterhånden!

"Ude og se byen?" Gentog han, og sendte hende endnu et sarkastisk smil. "Du betrager noget, der ikke er dine øjne værd, smut du hellere tilbage til Markedspladsen!" Foreslog han i et advarende tonefald og gjorde det tydeligt, at hun helst skulle gøre, som han sagde!
Da hun nævnte hans navn, kiggede han endnu mere intenst på hende, inden hans læber skilte sig i et flabet smil. "Jeg ved godt, jeg er berømt, men jeg deler ikke håndtryk ud idag!" Hans flabede attitude forsvandt hurtigt igen og blev erstattet af det hånlige udtryk lige, indtil, han hørte hendes præsentation af sig selv. Hans ansigt blev udtryksløst, selvom han var små beruset, og med anstrengte øjne betragtede han hende en ekstra gang.. Denne gang kunne han godt se, hun nok ikke var borgerlig, hun var adelige.. Hun var Komtesse Dux..

"Jamen så har vi set det med - en Dux i Roy By.. Hvorfor er du krøbet ud fra dit skjul oppe i Norden?" Spurgte han spydigt og havde ikke tænkt sig at vise mere respekt, end han allerede havde gjort. Som sagt, han var en yderst arrogant mand, og der var ikke meget at gøre ved det.
Han inhalerede tungt noget luft ind af sin mund for at lade det løbe op til sin hjerne, så han kunne føle sig lidt mere frisk i knolden, men samtidig nyde, den halv berusede tilstand, han stadig var i. Selvom han stod overfor Emily Dux, var han ligeglad med, om han var beruset eller ej! Hun var fra Norden - Adelskvarteret var hans sted, ikke hendes!

"Min far har stor indflydelse på Adelskvarteret." Delte han med Komtessen. "Og dig og dine brødre hører til oppe i Norden." Fortsatte han, stadig i et hånligt stemmeleje. Det var tydeligt, han prøvede, at irriterede hende, men det var jo heller ikke, fordi, han synderlig prøvede at skjule det..

[Emily Dux]

"Ja. eftersom jeg de sidste par dage har opholdt mig i Dux huset her i RoyBy når jeg ikke har været oppe ved kongeborgen." hendes stemme var virkelig spydig. hun kunne ikke fordrage denne mand, eftersom hun helst ikke bliv blive sur på ham lige som hun blev på sin fætter kort tid for inden. De tog til Royby. "mon ikke de burde tage tilbage til Baronen?" hun kunne godt være spydig, selv om hun ikke gad at gå rundt og være sur hele livet. Hun hørte godt hans advareene tone. hun var ikke bange for ham, hun havde da nogle fordele ved at hun var højere rang end, en lord.

"Nå men det gør jeg vil de ha et på kinden?" hun havde valgt at være lige så flabet som den unge lord, som hun virkelig ikke kunne fodrage. Hun var ikke en person som var ond, led eller arogant. Hun kunne dog godt finde ud af at være lige så flabet. "Ja Dux har lige som mange andre et by hus, ud over det hjemme i norden." Hun kigget på ham med et virkelig koldt blik, mens hun tænkte lidt over hvad der var sket. "Måske burde de vide at det var vores pligt. Dronning Elisif's broder, min fader er død. Samt der er kommet en ny greve." Hun gad virkelig ikke at være den unge idiot særlig meget mere, end han allerede vidste.

"Ja men hvad tror de han vil sige til at du fornærmer en som er af højre rang end dig." hun hørte hvad der blev sagt, selv om hun virkelig ikke kunne lade vær med at grine let. "Ja jeg hører hjemme i Dux greve dømmet i norden, det samme gør Greven men Junker Dux har mere hjemme her end i Norden, så mon ikke du burde tage tilbage til plantinøerne eller ville de ikke have en arogant nar som ikke kan anden end at drikke." Hun havde med vilje valgt de ord som hun havde valgt.

Hun mente at den unge mand burde vide at hvis man leger med ilden bliver man brændt og det var det han var igang med lige nu. Hun vidste virkelig ikke om hun skulle skubbe den unge knægt og håbe på han slog sig hun undlod dog og kigget koldt på ham.

[Charles Stratona]

Charles overvejede at søge ind i Den Dansende Barde igen, for han gad faktisk ikke hører på Komtessens dårlige argumenter og forklaringer.. Mange ville nok tro, det var, fordi, han var lidt ubehageligt til mode ved situationen, eller var bange for at tage diskussion op med Komtessen, men det var slet ikke tilfældet! Charles gad såmænd bare, ikke spilde, sin tid på en, der ikke var det værd, for hans tid, var ekstrem kostbar, mente han, men alligevel blev han stående - det var da meget sjovt med en hidsig Komtesse!

"Hyggeligt." Kommenterede han, mens sarkasmen skar helt igennem. "Eller også var det kedeligt? Al den formalitet, ikke?" Fortsatte han, og tænkte ikke yderlige over, hvad han lukkede ud af sin mund. Det var, som om det bare skete på kommando; hans sind vidste, hvad han skulle sige nok, fordi, han havde stået i samme situation så mange gange før! "Baronen har intet imod, jeg føjter lidt rundt uden for huset." Svarede han, enkelt, men direkte, og trak på skuldrene. Halvt om halvt var det vel rigtigt; hans far havde jo efterhånden opgivet at holde ham i stramme tøjler!

"Jeg må desværre skuffe dem - din hånd er ikke værdig nok til at røre min kind!" Tirrede han hende. Hans stemme var blevet lidt bitter, men han fastholdt sin provokerende attitude uden problemer. Det gjorde han jo hver dag. "Det er, da altid noget, Dux familien ved, hvordan man prioritere." Klukkede han aggressivt, men samtidig med aftagende rolighed. "Ja, stå nu ikke der, og spil klog. Det rager mig en disse, om der er kommet ny Greve eller ej." Sagde han irriteret og rystede på hovedet. Som om han var interesseret i det? Det var alligevel bare en ny Greve.. Alle skulle jo dø på et tidspunkt - han var ligeglad!

"Tror De virkelig, jeg er bange for at få en skideballe af min far, Dux?" Spurgte han med eftertryk, og tiltalte hende med vilje Dux i stedet for Komtesse, bare fordi han lige så godt kunne bruge lejligheden til det! "Jeg er en voksen mand!" Vedblev han, og rystede endnu engang på hovedet af kvinden, der stod foran ham. Mange ville nok ikke have ment, han var en voksen mand.. Ganske vidst var han det, hvis man så på hans alder, men langt fra, hvis man tog et lille kig på ham som en person! Så ville det vise sig, at han var en dum, umoden lille knægt, der skulle lærer at få styr på sit liv.. "Stratona hører ligeså hjemme i Roy By." Svarede han hende, og måtte denne gang anstrenge sig for at lægge en dæmper på den vrede, der brusede i hans mave. "Til din orientering er det Day, der hersker på Platinøerne. Lærte din afdøde far dig ikke noget? Var hans uvidenhed mon skyld i hans død?" Hans ord var fyldt med vrede og spydighed. Komtessen skulle ikke bare tro, hun kunne tale sådan til ham! Det var der ingen, der kunne uden at komme til at fortryde, mente han, selvom det selvfølgelig var endnu en af hans mange fantasier. I virkeligheden var han slet ikke så betydningsfuld som, han gik rundt og troede..

[Emily Dux]

"Mere hyggeligt end at snakke med en Stratona." Hun kunne simpel hen ikke lade vær, vreden kogte inden i hende og hun kunne værke hun var ved at blive sur. "Nogle er bare ordenligt opdraget til formalitet." Det var jo også kort at hun var blevet opdraget til det med at være formel, hun var trods alt komtesse. Sådan en kunne ikke bare gå rundt og være uformel og gøre hvad passet sig. Hun vægtet meget i familie stoltheden.

"Så må det være trist for Dem at Deres fader ikke gider dem." Hun kunne simpel hen ikke lade vær med at sige det selv om hun godt vidste det virkelig var ondt sagt. "Den er mere værdig end de er værdig til at tale til mig, krum et hår på mit hoved og De får at se hvad der sket, tror hverken Greven eller noget andet af min familie bliver særlig glad." Hun kunne godt være arogant og et svin, hvis nogle tired hende.

"Vi ved da mere end en sølle Baron og hans fordrukne søn, som har en forstor mund." Hun kunne simpel hen ikke andet end at smile et smil som helt sikkert ville irrerter de fleste. "Burde de ikke sådan noget? siden de skal spille så klog og jeg spiller ikke jeg er klog og har oplevet mere end at drikke." Hun holdte kort en pause inden hun åbned munden igen og forsatte"Lige som Dem." ved hans spørgsmål endte hun bare med at rulle øjne og ikke andet, hun lod ham vinde den ene sætning "Mener De ikke hjemme blandt alkoholen, og har deres fader ikke lært dem hvordan man taler til Komtesser, ellers er der nok en grund til at de ender ugift."
Hun havde trukket det tunge skydts frem og var langt fra bange for at bruge det. det kunne godt være hun lignede en rose hun havde dog torne som hun ikke var bange for at bruge.