Name Of The Game

[Dicun Day]

@jurian

Det var langt fra hver dag, at Dicun valfartede til Roy By, eftersom han det meste af tiden i hvert fald, havde nok at gøre med at forhindre, at befolkningen på Platinøerne bekrigede hinanden i et væk og prøve at holde pirateriet nede. Men denne dag havde han gjort en undtagelse, dog, fordi han havde modtaget besked fra sin fætter, Timur. Ingen havde valgt sønnen Jurian som sin Væbner. Mon Dicun kunne bruge ham? Først havde Dicun raset lidt. Han havde aldeles ikke brug for en Væbner, det var tåbeligt spild af tid at skulle lege barnepige for de unge drenge, men da han var faldet ned, havde han alligevel sendt besked retur om, at han om ikke andet kunne kaste et blik på drengen.
Derfor var skibet tidligere på dagen gledet ind i havnen, med Days våbenskjold vejrende i vinden. Dicun var ikke iklædt rustning, da han ikke anså det for værende nødvendigt, men derimod løse hoser, en satinskjorte med indvævede sølvtråde og tilbagestrøget hår. Støvlerne var smidige med en solid hæl og platinspænder, og sværdet hang som altid ved hans side. Hvis nu. Han var ikke direkte utryg ved at tage til Roy By, men han var udmærket klar over, at det ikke var alle hér, som var lige venligt stemte imod en Day, så han tiltrak sig ikke megen opmærksomhed, som han travede fra havnen og til Kongeborgen. Vejret var godt, så han ville sandelig da ikke bruge vognen for det lille stykke. Selv havde han i tidernes morgen færdiggjort sin egen ridderuddannelse på Domum Summa, så han kendte borgen og dets korridorer.
Da Dicun ikke var der i noget officielt ærinde, anså han det ikke for værende nødvendigt at melde sig hos den residerende kongefamilie, og skød genvej over bueskydningsbanen for at komme til træningspladsen, hvor han havde en stærk forventning om at finde Væbnere og Pager i færd med at passe deres træning.

[Deleted]

Det var en hård formiddag for Jurian, han havde været oppe hele natten for at pudse og smøre hovedtøjer og sadler, fordi han dagen forinden havde lavet lidt for meget fjolleri og snakket for ham, så deres lærere han sat ham til at pudse og smøre alle hovedtøjer og sadler der var i den store stald,det havde taget det meste af natten, han havde kun fået få timers søvn.

Lige nu stod han sammen med de andre væbner og øvede sig i brug af sværd, det var noget Jurian ikke var den bedste til, han var tilgengæld ret god med en bue og pille. Han var skam også ret god til at læse og skrive, men det med at bruge sværd det var svært for ham, han var slet ikke lige så god som de andre, han havde for meget energi til altid at kunne høre helt efter og huske hvad der blev sagt, dog denne dag havde han ikke særlig meget energi, men han prøvede at skjule det, han synes det var pinligt hvis de andre væbner fik afvide at han havde været oppe hele natten for at udføre en straf opgave.

Da de endelig fik en pause til at tage noget at drikke smilede Jurian stolt, sværdet var tungt at løfte hele tiden, men han trænede også ved siden af sammen med de andre armbøjninger og andre øvelser for at blive stærk.

Deres lære fik øje på Dicun, Han vinkede til ham og gik over til ham ” Goddag Hr Kaptajn” sagde han og bukkede for ham.

[Dicun Day]

Allerede så snart, Dicun fik øje på Væbnerne, begyndte hans øjne og hjerne at analysere. Ingen af dem var perfekte. Der var fejl, og der var ganske mange af dem, noterede han sig irriteret. Hvis han skulle trækkes med en Væbner, skulle det i det mindste være en, som havde nogenlunde styr på sine ting. I sin tid var Dicun blevet tvunget ud i Ridder-professionen på grund af familiære traditioner, noget, han absolut ikke havde ønsket, men så havde han vist sig at være lidt af en strateg. Nu var det de færreste, der kunne forestille sig, at han havde drømt om at blive forfatter, da han var ung. Det var ved at være mange år siden, hvilket pinte ham en del!
Han støttede nonchalant underarmene imod gelænderet, der omringede træningspladsen, og så til, da drengene fik en pause. Dog rettede han sig op igen, da deres underviser kom hen til ham.
”De vil tiltale mig ’Ridder’ eller ’kompagnikaptajn’.” bemærkede han kortfattet og nikkede til hilsen, da den anden mands tiltale faldt. ’Hr. kaptajn’? Seriøst? Dicun var hverken nogen herre eller nogen kaptajn. ”Kan De udpege Væbner Jurian Odaire?” spurgte han og nikkede imod flokken, der samlede sig om drikkelsen. Dicun havde ikke den fjerneste anelse om, hvordan hans fætters knægt så ud - så meget kom de heller ikke hinanden ved - men han havde alligevel en forhåbning om, at det var en af de, der havde set nogenlunde naturlige ud med sværdet i deres hånd.