A Friend In Need...

[Aurelia d'Ivri]

Emily Dux

---

Relia var rejst så hurtigt, hun kunne. Desværre var det ikke hurtigt nok, stod det til hende selv, men hun havde været nødt til at vente på, at hendes herre fader kunne unde hende tiden til det. Relia tilbragte uendeligt megen tid med sin fader, så hun en dag ville være rustet til at blive Grevinde af d'Ivri og overtage det hele. Tanken gav hende ikke længere myrekryb.

Nu havde hun endelig nået sit mål, rejsende i en vogn, som det var sig passende for en komtesse. Det var med garanti gået hurtigere, hvis hun havde rejst på hesteryg, og Relia var da også en glimrende rytterske, men det var sig ganske enkelt ikke passende. Kun en adstadig tur i ny og næ, når der var tid til det. Tid, tid, tid. Hendes fader var rejst imod Kongebyen på samme tid, som hun var rejst imod Norden. For det meste tog hun med til Roy By for at være en del af kongens hof dér, men denne gang havde andre anliggender kaldet hende til Becka. Det var tragisk, at greven skulle dø en så tidlig død, og hun havde tænkt meget på sin gode veninde, Emily.

Relia trådte elegant ned fra vognen og strakte taknemmeligt sin spinkle krop, før hun begav sig direkte op ad trapperne til døren. Det var usandsynligt, at Emily havde modtaget besked om Relias ankomst, for postgangen var langsom, så Relia vidste ikke præcis, hvilken velkomst der ventede hende.
"Jeg ønsker at se komtesse Emily Dux." tilkendegav hun fast til den tjener, der åbnede døren for hende, og øjeblikket efter blev hun da også lukket ind og ført imod de gemakker, hvor den unge komtesse formentlig spenderede sin tid med et eller andet.

[Emily Dux]

Emily havde haft brugt tiden efter hende faders død, Hun havde været til begravelse. haft besøg at hendes fætter Kronprinsen, selv om hun for det meste havde holdt sig inde på sit gemak. havde hun denne skønne solskins dag, taget en tur ud og ride. Hun var atter vendt tilbage, da hun havde hørt fra en af tjeneste pigerne. At Grevedatteren fra D'Ivri, var ankommet. Emily gik stadig rundt i sin kjole, heldigvis som hun var glad for havde hun denne dag nogle sko uden nogen særlig højhæl.

Tankerne kørte som altid rundt i hendes hoved, mens hun bevæget sig igennem huset for at ankomme til sit gemak. da hun var kommet der ind, skyndte hun at sætte sig i en af de pæne stole hun havde der inde. Hun ventet på en måde og på en måde, ville hun alligevel gerne bare være alene. hun ventet på sin veninde. Bøger lå der og flød over alt, i hendes gemak. de fleste af alle de bøger som Emily i tiden efter begravelsen, havde hentet op fra en af stuerne havde nogle tjenestefolk. Sat tilbage i bogreolerne hvor de hørte til.

Hun rettet korte på den sorte kjole, så den lå ret så pænt i stolen, mens hun rettet lidt på det godt gennem blæste hår der hvis ikke hun havde haft det bundet op, ville det ha lignet en stak hø.

[Aurelia d'Ivri]

Relia kunne nok også godt have gjort en bedre figur. Selvom det ikke var en uoverskuelig distance, så var der alligevel flere dages rejse fra Alari til Becka, og selvom de havde holdt inde om natten og havde sovet i en mere eller mindre ordentlig seng, så kunne man godt se, at Relia havde været på farten i nogle dage. De lyse lokker var samlet med et smukt sølvspænde bagpå, men krusede alligevel en del omkring hendes tindinger. Den blå kåbe og kjolen indenunder fejlede absolut intet, men der var en fold hist og pist. De lyse øjne brændte med en iver efter at gense sin veninde, men var samtidig blanke og de små rander under øjnene afslørede, at hun var træt. Sådan så en komtesse ud efter fem dage i en vogn.

Hun ville ønske, at tjeneren ville tage nogle lidt hurtigere skridt, som de bevægede sig imod gemakkerne, hvor Emily opholdt sig, men han var formentlig vant til at adelsfrøkner tog små skridt. Hvilket Relia også gjorde til daglig, men når hun havde travlt, så blæste hun altså på det med farten. Knap var døren åbnet og Relia annonceret, før hun strøg ind ad døren og lyste op i et lille, genkendelsens smil, da hun fik øje på veninden i en af stolene.
”Emily!” hilste hun afdæmpet og glad og strøg hen til stolen for at lægge armene om hende et kort øjeblik, inden hun rettede sig op igen. ”Hvor er det godt at se dig, selvom omstændighederne er triste. Det er dog skrækkeligt, jeg kondolerer så dybfølt for jeres tab.” Det gjorde hun virkelig, selvom hun på ingen måde kunne sætte sig ind i, hvordan det var at miste sin far. Hun kunne kun forestille sig det. Det måtte være ubærligt.

[Emily Dux]

Emily sad og kigget rundt da hun hørte døren der gik op. "Tak de må godt gå nu" hun sagde det til tjeneren, men en kold og følses løs stemme. Det var noget tjenerne var ved at være van til. Nogle tåre lå stadig og gemte sig, de fleste var allerede blevet grædt. Hun gengav hendes venindes lille kram. "Det er hyggeligt at se Dem igen kontesse." Selv om hun plejet at tiltale selv hendes nærmeste ved titel. var det noget nyt at hun var begyndt at sige De eller Dem til hendes nærmeste. "Komtesse det skal De ikke tænke på. Min broder og jeg klare det, så godt som muligt."

Hun prøvet hele tiden at skjule de tåre der næsten hang nede af hendes kinder inden hun forsatte, "Selv om det ikke altid er let". "Vil De ikke side ned" Hun gjorde en let hånd bevægelse hen mod stolen der stod overfor, den hvor hun selv sad. Hun havde ikke regnet med at det at miste hendes far, ville ha været så slemt som det var. Hun havde jo hele tiden vidst at hendes bror ville blive greven, mens hun nok ville blive giftet væk til en eller anden greve.
Hun mærket et stik i hjertet, lige så snart hun var tænkte på hendes far.

[Aurelia d'Ivri]

Relia så med det samme, at den ikke var helt god med veninden, så det var i det mindste en god ting, at hun trods alt valgte at gengælde det lille knus. Så var slaget ikke helt tabt! Det havde naturligvis anet Relia, at det havde taget hårdt på den jævnaldrende kvinde at miste sin herre fader, men måske hun alligevel havde undervurderet påvirkningen. En svag rynke viste sig kortvarigt på hendes pande over Emilys formelle tiltale.

”Orh, hold op, Em, vi har da været dus i mange år.” følte hun sig nødsaget til at påpege, eftersom hun fandt, at det var en yderst mærkværdig forandring, der var sket på det punkt. ”Tak.” Relia glattede kjolen og kåben, før hun tog plads i den stol, der var tættest på Emilys, så hun kunne række ud og tage hendes hånd. ”Er der noget, jeg kan gøre?” spurgte hun forsigtigt og medfølende. Selvom Relia måske ikke selv var den mest fintfølende kvinde, blev ofte omtalt som værende snerpet og ligeglad, så kunne hun tydeligt se på Emily, at hun var påvirket at hele situationen, hvilket man heller ikke kunne fortænke hende i. Det pinte hende at se veninden igennem mange år på denne måde! Men hun følte sig utrolig magtesløs, for hvad i alverden kunne hun lige gøre? Grev Dux var jo borte for evigt.

[Emily Dux]

Emily fulgt den anden kvinde med blikket. Hun prøvet på en måde at gøre den anden kvinde lidt glad. så hun havde sendt den anden et lille smil, det havde været et ret falsk et. "vil De.. du ha noget at drikke, spise?" Hun havde på en måde skynde sig at rette det så den anden skulle blive letter glad. Hun havde ændret sig meget, det havde været alt det med at hun selv når hun var trist. Skulle hun virke som før, en ting hun havde opgivet og bare havde prøvet at glemme. Hun følte på en måde at, hun skulle gøre så alle var tilfredse. selv om hun ikke selv var, hun savnet da hun var mindre hvor der ingen bekymringer var.

"Nej det er der ikke kontesse, jeg synes ikke at de skulle ha haft den ubelejlighed at rejse hele denne gange vej, for blot at besøge mig" Emily's skuldre sank lidt, mens hun kigget på den anden mens, hun selv begyndte at læne sig lidt tilbage. da hun mærket den anden tage fat i hendes hånd, lod hun det være. hun var ved at været lidt træt, af at alle mulige bekymret sig over hende. hun havde ændret sig, det var alligevel ikke noget som ikke kunne overaske alle.

[Aurelia d'Ivri]

”Det skal du ikke ulejlige dig med. Jeg venter sagtens til aftensmåltidet.” I virkeligheden var Relia ret sulten, det var jo langt fra al kromad, hun brød sig særlig meget om, så hun spiste ikke helt så meget, som hun måske burde, når hun var på rejse. Men veninden så allerede ud til at være uendeligt tynget af et eller andet, så Relia ville ikke pådutte hende at bekymre sig om mere. Selv noget så enkelt som mad og drikke.

”Vissevasse, det er det, venner er til for.” slog hun det belejligt hen med et lille, opmuntrende smil. ”Desuden er det alt for lang tid siden, vi har set hinanden. Jeg har savnet dig, at du ved det.” Meget kunne man sige om Relia, men hun talte aldrig usandheder overfor sine nærmeste venner. Når hun sagde, hun havde savnet Emily, så var det fordi, hun havde savnet Emily. Hun sad stadig på kanten af stolen, alt for optaget af at finde ud af, om veninden havde det godt, til overhovedet at kunne slappe af endnu. Der ville også gå lidt tid, før rejsens anspændthed forsvandt, vidste hun af erfaring.

”Hvordan har du det?” spurgte hun mildt, som hun slap Emilys hånd med et uhørligt suk og alligevel lænede sig en anelse tilbage. ”Og jeg vil have et ærligt svar. Du behøver ikke pakke noget ind for mig.” tilføjede hun bestemt, så typisk for Relia. Hun kunne være ganske vedholdende, og lod sig for det meste ikke nøjes med halvhjertede svar.

[Emily Dux]

Emily havde kendt Aure længe nok til at hun, faktisk ikke behøvet at spørge men gjorde det alligevel af høfliged. Hun fik kaldt en tjener op. "Kan De sørge for at komme med noget mad og drikke til komtessen." hun nikket til den tjeneste pige der var kommet ind, og havde fået orderen. "Aure du får det til at lyde som om jeg selv skulle ned og lave det." Hun kunne mærke glæden ved gensynet, var smut ved at bryde igennem den kolde og høflige facade, som hun ellers plejet at holde oppe mod alle.

Hun havde taget en dyp indhånding for at få lidt luft. "Det ved jeg, og jeg er også glad for at se dig, men en der er død af et monster kommer næppe alene." Hun havde haft det virkelig svært ved at slappe af efter at ha mistet faderen, nu ville hun heller ikke miste en af sine gode veninder. "Du siger bare hvis vi skal ha fundet et gemak hvor du kan overnatte," en ting der var ret godt med Greve dux' residenset var at der var en del gemaker. Foruden Emilys gemak, Hendes bror Emmett's gemak og det som Kronprinsen låne. Emily så hvordan hendes gode veninde sad på kantene af stolen, så hun kunne ikke lade vær med ar sige "Det er ikke en komtesse værdigt at side sådan Aurelia. Ret ryggen, sid længere ind og sammel mene og hænderne foldet på skødet." hun sendte den anden et stort smil, for at vide hun kun havde sagt det for at lave sjov med den tidligere veninde.

"Det er hårdt, meget ansvar selv om det var Emmett der blev greve." Hun kunne ikke lade vær med at skulle til at spørge om noget da døren, blev åbnet og denne gang trådte 3 tjeneste piger ind. De stalde maden og drikkelsen på den lille bord. "Komtesse det var lige det vi kunne lave til Dem" det var en af tjeneste pigerne, som havde sagt det inden hun var gået. Efter fulgt af de to andre. " lige nu må du vist hellere spise, så fortæller jeg senere." det var med et stort smil hunskubbet bordet let hen mod den gode veninde.

[Aurelia d'Ivri]

Relia sukkede uhørligt, da veninden alligevel valgte at kalde efter noget at spise og drikke. Ulempen ved at kende hinanden godt, kunne man sige. Det var uendeligt svært at skjule noget for den anden. En lav og lys latter forlod Relias bløde læber ved venindens ord.
”Nej, Gud forbyde, at du skulle bruge tid på det. Så havde jeg insisteret på at vente.” forsikrede hun smilende veninden og glædede sig over, at Emily alligevel ikke så ud til at være helt død indvendigt. Ikke at Relia ikke kunne forstå det, og det var også fuldt ud tilladt, når man lige havde mistet sin herre fader, men en dag var man nødt til at lægge det bag sig og komme videre.

Hun lyttede omhyggeligt til Emilys svar og lagde ansigtet i nogle mere alvorlige folder, da hun hørte, hvad der var sket. ”Dræbt af et Monster?” gentog hun andægtigt for at forstå den fulde betydning af ordene. ”Så det er sandt? De findes virkelig?” Relia kom så tilpas langt sydfra, at ingen dernede endnu havde set skyggen af disse Monstre, som der svirrede de værste rygter om. I folkemunde havde grev Dux mistet livet i en tragisk ulykke under en jagt, så det var absolut nyt for Relia at erfare, at det åbenbart var et Monster, der stod bag.

Endnu et stilfærdigt smil løb over hendes læber. ”Jeg ved godt, jeg kommer uanmeldt, så du er frit stillet til at sende mig hjem igen, men hvis du vil have mig boende et par dage, vil jeg meget gerne have et gemak. Det er så ubehageligt at sove i vognen, du ved.” Det glimtede skælmsk i Relias øjne, da hun sagde det, for selvfølgelig kunne det aldrig falde hende ind at sove i vognen. Hvis Emily ikke ville have hende boende, ville hun indlogere sig selv på en af kroerne i byen, men hun ville da så langt foretrække Dux’ residens frem for.

Relia lurede lige med det samme, at Emily lavede sjov med hende. Mest fordi, hun ikke et øjeblik var i tvivl om, at der ikke var en finger at sætte på hendes holdning. Nok sad hun på yderkanten af stolen, ja, men alt andet var præcis, som det skulle være. En vane. En ordentlig adelsdame sad jo aldrig afslappet. ”Meget vel, som komtessen befaler.” accepterede hun ordren med et smil, der matchede venindens, og skubbede sig derfor længere ind på stolen. Det gjorde hun ufatteligt glad, at Emily til trods stadig havde en vis humoristisk sans.

”Det forstår jeg godt. Det er jo en kæmpe omvæltning for jer begge.” Ja, det måtte virkelig være uendeligt hårdt. Selvfølgelig vidste man jo, at ens forældre en dag ville gå bort, det var jo naturens gang, og den vej skulle alle, men når det skete så pludseligt, sad de efterladte velsagtens tilbage i chok. ”Du godeste, man skulle tro, de tror, jeg spiser som en hest.” kommenterede hun, da de tre tjenestepiger bragte maden ind. ”Jeg kan sagtens lytte, mens jeg spiser.” tilføjede hun med et taknemmeligt smil, da Emily skubbede bordet over til hende, og udvalgte i første omgang et æble, som hun lod den lille kniv glide igennem.

[Emily Dux]

Emily grinede og smilede lidt til, den anden kvinde. lige meget hvor godt, hun prøvet at holde den kolde facade så kunne hun ikke gøre det over for Aure. "Ja de findes, hvorfor tror du ellers at kronprinsen er i norden? Han kom ikke bare for at, sige hej til Min broder og mig" Hun kigget på den anden kvinde, for at se om hun blev overasket. det var intet nyt for Emily at der var monstre, hun havde ikke selv set et. Hun havde kendt folk, som der blev dræbt af dem eller der havde set dem.

"Det skal du ikke tænke over, hvor længe regner du med at blive, bare sådan at jeg kan sørge for der er en af tjenestefolkene. Som kan hjælpe dig, men du er her." Hun havde hurtigt fået kaldt nogle tjeneste folk, ind som hun hurtigt, fik bedt om at gøre gemaket ved siden af Emily's eget gemak.
"Gemaket ved siden af her, ville være klart til dig efter middagen" Hun sendte den anden et stort smil mens hun kigget på den kæmpe tallerken, med æble, noget brød og noget kød, som havde været til overs fra frokosten. Hun smilet og grinede lidt af, hvad den anden havde sagt.
"De ville jo bare sikre sig du ikke sultre, og det er vist det der var tilbage fra frokosten." Hun gjorde klar til at fortælle om hvordan hun havde det. "Jeg er bare træt af alle, skal spørge mig om det. Selv Kronprinsen Wilmot, som jeg ellers ikke har snakket med har spurt mig."
Hun ventet lidt af at se den andens reaktion.

[Aurelia d'Ivri]

Naturligvis blev Relia overrasket, eftersom Monstrene hidtil havde været intet andet end en myte for hende, men det var ikke for ingenting, hun var opdraget som en adelskvinde - det var kun de følelser, hun tillod, der kom til udtryk. Derfor var hendes overraskelse heller ikke synlig.
”Alle er overbeviste om, det er på grund af Snaphanerne.” fortalte hun den anden med et næppe synligt skuldertræk. Relia forestillede sig, de ikke ønskede at skabe panik i hele landet, og derfor havde sløret de virkelige begivenheder, der havde ført til Grevens død, men hun vidste det selvfølgelig ikke med sikkerhed. Hun var ikke selv en kvinde, der blev kyst af snakken om Monstrene, eftersom hun aldrig havde oplevet dem, var der jo ingen grund til at frygte dem, vel?

”Ååh, det er svært at sige, men i hvert fald nogle dage, hvis du ikke har noget imod det.” I hvert fald nogle dage, ja. Hun var ikke rejst i fem dage for én sølle overnatning, selvom Emily selvfølgelig stadig var i sin gode ret til at sende hende hjem. Eller, hendes storebror var, eftersom det var ham, der havde kommandoen nu. Ej, hvor måtte det være mærkeligt. Det ville være det samme som, at Relia mistede sin for om to år. ALT for tidligt.
”Det er der vist heller ingen fare for.” bemærkede hun muntert, idet hun skar en snip af æblet og puttede det i munden. Det var utrolig befriende at sidde med Em i det private gemak, eftersom forventningerne til opførsel og manerer hvorom alting var, ikke var lige så høje.

”Det forstår jeg godt. Vi bekymrer os blot for dig, fordi vi holder af dig. Det er jeg sikker på Kronprinsen også gør.” svarede hun med et mildt smil, som Emily var en af de eneste, der kunne lokke frem. Relia kendte ikke Kronprinsen personligt, men hun var da ikke et øjeblik i tvivl om hans hengivenhed for sin familie, selv de, der var lidt fjernere, som Emily og hendes bror. ”Men hvis du ikke vil tale om det, skal jeg nok lade være med at pine dig. Jeg vil bare sikre mig, at du holder modet oppe.” Relia forstod særdeles godt Emily, for hun var næsten sikker på, hun selv havde reageret på præcis samme måde, hvis alle insisterede på at bekymre sig og vise deres medfølelse.

[Emily Dux]

Emily sendte den anden et lille smil, da hun hørt det men snaphanerne som hun bare nikket til. Hun var blevet ved med at tænke over hvornår Wilmot mon skulle hjem. hun havde nok regnet med at hun skulle med, siden at Emmett skulle hilse på konge Roy som Greve og ikke længere bare som Konge Roys Nevø. Hun nikket lidt til hvad den anden sagde. "Okay, så kan du bare lige sige til dagen før du rejser" Hun var på en måde ret så glad for at hendes veninde var der. Selv om hun godt vidste at den anden nok ville blive der længe, som hun havde oplevet før. Hun nikket til hvad den anden sagde. "Ja men kære veninde, de vidste jo ikke hvor sulten du var." Hun vidste godt at Tjenestefolkene, var gode til at give meget store potioner, elller de var ikke særlig stor for en mand men for kvinder, var det meget store potioner.

"Jeg forstår godt at du holder af mig men Kronprinsen gør ikke, er jeg sikker på efter hvordan han valgte at sorge mig" Hun kunne mærke en tåre, der havde sneget sig ned af hendes kind. Selv om hun var hurtig til at fjerne den, havde den nok været der et lille stykke tid inden hun selv opdaget den. Samt at hun fik den fjerned.

"Tak fordi du ikke vil snakke om det" Hun tog et af æblerne der lå på tallerken, samt den ekstra kniv de havde givet med. Hun begyndte selv at skære nogle skiver af æblet som hun spiste.

[Aurelia d'Ivri]

Relia nikkede let til Emilys ord. Javist, hun kunne sagtens sige til en dag før. På et tidspunkt ville en helt naturlig afrejse sikkert vise sig - om ikke andet kunne hun i hvert fald ikke blive længere end højst et par uger, for så kaldte pligter hende hjem til Alari igen.
En lille latter forlad atter Relias læber. ”Nej, det har du ret i. Det var meget sødt af dem. Jeg frygter dog, jeg intet kan have til aften, og det vil så absolut være en fornærmelse mod jeres kokkepige.” kommenterede hun, stadig med latteren siddende i øjnene.

”Vist gør han så. Det er bare det der med mandfolk, de har ikke altid lige så stor tankevirksomhed.” Et forsøg på at muntre veninden lidt op. Hun foretrak jo tydeligvis ikke at blive ynket. Igen, Relia kendte ikke kongefamilien personlighed, men alt hvad hun havde hørt om dem, talte i deres favør. De havde ry for at være utrolig venlige og nede-på-jorden. Til gengæld kunne hun snildt skrive under på mænds manglende tankevirksomhed - det var som om, de ikke altid tænkte over, hvad de sagde. Og hvordan de sagde det. Relia kunne roligt fordømme dem, hun havde ingen planer om nogensinde at indgå giftermål med hverken den ene eller den anden mand! Den eneste mand, der duede, var hendes far. Og yngre brødre. De var gode nok.
”Selvfølgelig.” smilede hun igen, og skar endnu en snip af æblet. Relia måtte jo acceptere det, om end det ikke bekom hende vel. Som alle andre ville hun jo gerne sikre sig, at veninden havde det godt!

[Emily Dux]

Emily så hvad aure gjorde som svar. Hun vidste også godt snart at der nok ikke ville være færligt længe, inden hun sikkert skulle med sin Broder og fætter til Roy By. "det skal du ikke tænke på, bare spis lidt af det nu også spis noget til Aften." Hun vidste ikke helt, om hun skulle fortælle hendes veninde af hendes fætter, bror og nogle riddere. Spiste med til aften som de altid plejet at gøre.

"Kære Veninde jeg er ked af at sige det, men kan holder sikkert ikke af mig. En der kan finde på at sorge sin kusine så slemt", som hun var blevet sorget af hendes fætters ord. Det var ikke en som fortjente en familie som elsket ham, eller det var det hun mente.Emily sendte den andet et lille smil inden hun spiste lidt videre af det æble hun havde taget. "Er du sikker på jeg ikke skal bede om at få noget at drikke op? det må jo ha været en meget lang og hård rejse."

[Aurelia d'Ivri]

Relia fandt det sværere og sværere at tro, at kronprinsen kunne være så ondskabsfuld med vilje. Men måske havde hun bare selv taget hélt fejl af kongefamilien? Måske var de alligevel ikke så søde og næstekærlige, som der blev sagt, det var jo også muligt.
”Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at tro det. Hvad i alverden sagde han til dig, som kunne være så slemt?” forhørte hun sig med et udtryk af forundring og fortærede det sidste af æblet, inden hun lagde kniven og æbleskroget fra sig igen.

”Ja, absolut, det skal du ikke belemre dig med. Det er ikke fordi, vi ikke har fået noget på vejen, det skal du endelig ikke tro.” Det var jo netop en rimelig lang rejse, så de var ikke taget helt uforberedt af sted. Vand var jo ikke noget, der rigtigt blev drukket på denne tid, men øl blev der drukket overalt, så det havde de naturligvis medbragt. Det var trods alt mange timer, der skulle bruges på vejen imellem de forskellige stop undervejs.