FOLKEFESTER
Apr 11, 2015 18:58:14 GMT 1
Post by Cateline Ó Riain on Apr 11, 2015 18:58:14 GMT 1
GALLAFESTEN
Gallafesten afholdes hvert år i slutningen af vintertiden. Der festes for at fejre, at lyset og varmen kommer igen, og alle af betydning i Det Frie Land bliver indbudt til gallamiddag på Kongeborgen i Roy By. Befolkningen fejrer det typisk rundt på de lokale kroer og værtshuse.
MASKEBALLET
Maskeballet afholdes midt i den strengeste vintertid, hvor alle trænger til noget at muntre sig med. Der inviteres til bal i kongeborgens store sale, hvor alle af adelig herkomst er velkomne. Det er den eneste begivenhed på kongeborgen, hvor man ikke bliver råbt op ved indgangen, og derfor kan forblive anonym, hvis man ønsker det. Indgang tillades dog kun ved fremvisning af gyldig invitation.
I kongeborgens største og mest tilgængelige gård er der plads til, at befolkningen og tyendet kan feste så meget, som de lyster. Også her bæres der masker. Maskeballet omtales ofte som Årets Begivenhed og giver altid anledning til sladder i alle kroge.
SKYTTEFESTEN
Skyttefesten er ved at være en meget gammel tradition. Som navnet så fint antyder var meningen med traditionen i starten, at der skulle afholdes turneringer i bueskydning for til sidst at finde den bedste skytte. Med tiden er Skyttefesten mere blevet en tradition, hvor de unge kan finde hinanden og erklære sin kærlighed, selvom der stadig afholdes konkurrencer i bueskydning. Skyttefesten er i høj grad også en borgerlig begivenhed og den afholdes på et vilkårligt tidspunkt i løbet af året.
SOMMERSOLHVERV
Årets længste dag fejres i hele Det Frie Land med rigeligt at drikke og spise. I dagene op til sommersolhvervet er der travlt i de mange køkkener, fordi der skal forberedes helt overdådige festmåltider. Det er i høj grad en aften, hvor man fråser meget! For efter sommersolhvervet er det nemlig den kolde tid, der nærmer sig igen, og derfor tillader man sig én sidste gang at spise og drikke til man ikke kan mere.