Andante, andante
Apr 9, 2015 10:53:36 GMT 1
Post by Cateline Ó Riain on Apr 9, 2015 10:53:36 GMT 1
@misha
Det havde været en enormt lang dag for Cateline. Sådan føltes det i hvert fald. Hun var nærmest ikke sig selv i disse dage, hvor de stadig ventede på nyt fra Norden og bekymringen for broderen overskyggede alt andet. Og de eneste, hun rigtig kunne tale om det med, det var sin nærmeste familie. Sin mor, sin far, sin søster, for alle andre kendte endnu ikke den virkelige grund til, at Wilmot befandt sig i Norden.
Som om det ikke skulle være nok, at hun fyldte sit hoved med den slags bekymringer hele dagen, så var hun siden morgenstunden blevet varslet om, at den månedlige blødning var på vej, i form af en smertefuld anspændthed i lænden, der langsomt bevægede sig længere op og endte med at give hende en dundrende hovedpine, da de nåede til aftensmåltidet.
Cateline følte sig derfor hverken særlig nyttig, frisk eller smuk, da hun omsider kunne lukke døren ind til sine egne gemakker, tage skoene af, lade facaden falde og endelig slappe af.
Hun havde meddelt Misha, at hun ville dø for et skoldhedt karbad lige nu, så mens hun ventede på, at det ville blive klargjort inde i sovegemakket, tullede hun rundt i forværelset for at tænde et par enkelte tællelys. De lange mørke lokker faldt gradvist ned ad hendes ryg i takt med, at hun fjernede de mange spænder og hårnåle, og alene dét lindrede hovedpinen en anelse. Hun skiftede ugeneret til sin natkåbe bag påklædningsskærmen og trak den omhyggeligt sammen om sin spinkle krop, inden hun skuttede sig og gik ind i sovegemakket, hvor tjenestepigen forhåbentlig ville være i fuld gang med at fylde det store kar.