Ægte venskab vil ej forgå

[Deleted]

@luna

Der var forår i luften. De få, spæde skyer som havde været at finde i de tidlige morgentimer var forsvundet så snart solen havde fået fat på himlen. Nu skinnede den stolt fra en klar himmel. Luften var stadig frisk, men fandt man en plads i solen, så kunne man mærke dens varme gennem tøjet. Efter de lange og mørke vintermåneder så var den blege forårs-sol et velkomment syn; Som en ven man længe havde længtes efter. Jo, der var rigtig forår i luften og det havde om muligt bragt endnu flere folk til den i forvejen travle markedsplads. 

Myrcella var efter morgenmaden blevet sendt ned i bymidten. Hendes frue havde skiftet mening om den kjole, som hun var ved at få syet - For tredje gang. Første gang ville hun ikke have det gule velour alligevel, men en dyb, flaskegrøn farve. Det ville passe bedre til hendes teint her i foråret. Så var det kjolens udskæring og længden på ærmerne. Nu var det dét broderede kantbånd, som ikke længere faldt i hendes smag. Det skulle være bredere. Så Myrcella var trofast vandret ned i byen på egen hånd og forsigtigt stukket hovedet ind hos syersken. Havde det ikke været for Myrcella's undskyldende smil og syersken gode natur, så var hun ikke sikker på, at hun ville blive forment adgang i den ældre kvindes værksted. 

Nu havde Myrcella et par timer inden hun skulle være tilbage hos sin frue. Hun havde endt med at gå og ose lidt på den travle markedsplads. Hun blev draget af råbene gadesælgere og hun kiggede nøje på en lang række af vidt forskellige vare. Der var nogle smukke kamme, silkebånd til håret, velduftende sæber og endda en våbensmeds bod med en lang række smukke, dekorerede knive. Myrcella kiggede bare og holdt særligt fingrende for sig selv hos den sidstnævnte bod. Mønter forlod først hendes hænder, da hun faldt over en bod, som solgte nogle friske havremakroner. Dem gik hun nu og nippede til, mens hun stadig kiggede rundt til de mange boder. 

[Deleted]

Det var en dejlig skinnende dag, og Luna var i glad humør som altid. Idag ville hun meget gerne ned til Markedspladsen, og købe noget nyt, og se hvilke beggivenheder der var idag, hun havde tænkt sig at købe en hest, for hendes gamle var blevet stjålet af en udefra. Hun kunne ikke fordrage Hestetyve! Da hun nærmede sig marketspladsen, hørte hun snak og latter rundt omkring, folk var glade, og der var det hele, boder med mad, våben, dyr og andre ting og sager. Hun gik først over til Heste sælgeren, og så på alle hans fine heste, der var 5 i alt, og da hun kom til den tredje var det en flot, og slank hest der stod foran hende, hun gav det et klap og nussede det i mane. "Hvad skal de havde for hende?" Spurgte hun sælgeren. "500 Guld"...Luna syns det var en rimelig pris, og fandt den store pose penge frem fra bæltet og fandt det hun skulle bruge frem. Bag efter tog hun hen til frugt boden, og købte nogle røde saftige æbler, og lagde den i tasken. Da hun skulle til at gå lidt videre, skimter hun én i blandt de andre, en hun syns var bekendt....Det var Myrcella! Hun skyndte sig derover med hesten ved siden af. "My, er det virkelig dig?" sagde hun med et sødt smil og en venlig stemme. Det var ænge siden hun havde set hende, sidste gang var da de var 13 eller 14 somre!

[Deleted]

Myrcella vandrede langs de mange boder alt i mens hun gumlede i de sprøde havrekager. Det var næsten umuligt at undgå krummerne, så hun måtte med jævne mellemrum hæve den højre hånd og børste sig fri. En sælger smilede imødekommende, da hun nærmede sig hans bod og han forsøgte ivrigt at tale for sine varer. Den bedste kvalitet, de bedste priser. Myrcella blev næsten lokket, da hun hørte sit navn. 

Det var med hurtig, let overrasket bevægelse, at Myrcella vendte sig mod stemmen. Foran hende stod en smuk, ung kvinde. Hun var velklædt og Myrcella vurderede hurtigt, at kvinden måtte være adelig. Der gik et øjeblik inden genkendelsen indfandt sig hos Myrcella, men da den gjorde, så var det med et stort smil. Hun børstede hastigt krummerne fra overlæben inden hun lænede sig frem og kastede armen om den anden i en familiær omfavnelse. "Luna!" udbrød hun. "Hvor er jeg glad for at se dig" Da hun trak sig tilbage var det stadig det store smil, som fyldte det meste af hendes ansigt. 

Myrcella lod øjnene glide hen over den andens skikkelse. Hun var blevet højere siden sidst - Rent faktisk var hun blevet højere end Myrcella. Til sidst så Myrcella den anden i øjnene og smilede varmt. "Jeg vidste slet ikke, at du var i Kongebyen?" spurgte hun og rakte den ene kage frem, som var det ikke flere år siden, at de sidst havde talt med hinanden. 

[Deleted]

Hun så i lidt tid på Myrcella, hun var blevet ung og smuk, ligesom hende selv. Hun smilede til hende, og tog imod småkagen. Den var sprød og god. "Hvordan har du det så? Efter alle disse år?" Sagde hun sukkende, det var så lang tid siden, bare at de adelige ville lade hende være bedste veninde med Myrcella stadig! "Det er jeg tit. Jeg havde heller ingen idé om at du var her" sagde hun, og kunne straks mærke et puf i rykken fra hendes nye hest, den kedede sig, men nu ville hun altså gerne snakke med My. Hun gav hesten et klap, og et lille æble som hun havde købt tidligere, og smilede til Myrcella. ... Hun havde sådan en lyst til at kramme hende, så det gjorde hun. "Undskyld, jeg havde sådan lyst til det"....My var den sødeste Luna nogensinde havde mødt i sit liv, hun elskede hende faktisk som veninde, og gør det stadig.

[Deleted]

"Godt" svarede Myrcella og nikkede et par gange. "Jeg har det godt" At rejse til Kongebyen alene og se det store virvar af mennesker havde været skræmmende de første par dage, men nu var hun faldet til - Faktisk så brød hun sig næsten bedre om Kongebyen end Aeon. Det var i hvert fald dejligt, at stå mere på egne ben og lægge lidt afstand mellem hende og moderens forventninger. Nu var det kun hendes breve, som talte om ægtemænd, familie og pligter. "Jeg har været her i et par måneder" forklarede hun så. "Er du her med hele familien?" 

Det var først da hesten gjorde opmærksom på sig selv, at Myrcella overhovedet opdagede den. Hun havde været så travlt optaget af gensynet med sin gamle veninde at resten af verden for et øjeblik var forsvundet. Efter at æblet var forsvundet ned i halsen på hesten rakte Myrcella resten af sin havrekage frem. Hesten snuppede blidt kagen med sine store, varme læber og efterlod en smule klistret savl i hendes hånd til gengæld. Det var helt skummet. Sådan var det altid om foråret, når hestene fik de første, syrlige æbler og fornemmelsen i hendes hånd vakte gamle minder til live. Hvis hun ikke var nostalgisk ved synet af Luna, så blev hun det i hvert fald nu.

Længe nåede Myrcella dog ikke at stå i sine egne tanker, da hun endnu engang blev omfavnet. Hun grinede let af sin overraskelse, men gengældte det hurtigt. "Bare rolig. Det havde jeg også" Et sted bag hende beklagede en af de handlende sig over, at de stod i vejen for hans kunder. Sådan to piger og en hel hest kunne åbenbart blokere udsynet til hans varer fra resten af markedet. Myrcella undskyldte høfligt, hvorpå hun vendte sig tilbage mod Luna. "Kom, lad os gå lidt! Jeg glæder mig sådan til høre hvad du har lavet. Har din mor påduttet dig en mand endnu?"