The Dancing Queen

[Simond Brygger]

@myrcella
22. november, Kong Roy's 9. regeringsår

---

Vintervejret havde indtaget Roy By, selvom vinden ikke var nær så kold som i Norden, der var frost i luften, og folket hastede igennem gaderne for at komme så hurtigt fra det ene varme sted til det andet. På Den Gale Hane var der ikke blot varmt, der var fest og musik. Nogle enkelte af vinduerne stod på vid gab, så varmen og lyset strømmede ud i mørket, og lyden af musik og glade stemmer blev båret langt på den stille aften.

Som enhver anden aften var Simond på plettet lige så meget for at fornøje sig selv, som for at fornøje gæsterne. Den Gale Hane var aldrig en sur pligt. Der var allerede røget adskillige af deres hjemmebryggede øl indenbords, men Simond var en garvet mand på dette punkt, så han var ikke sådan lige at slå omkuld. Et bredt, skævt smil spillede på hans læber, da han slæbte endnu en omgang drikkevarer op fra kælderen og satte for foden af sin fru moder, der sørgede for at regnskabet var i orden. Inden han begav sig videre, forsynede han sig selv med to krus øl, som han holdt i den ene hånd.

”Solom, din gamle grævling, dans med min søster i stedet!” lo han muntert og gelejdede en feststemt og lettere beruset herre imod sin ældste lillesøster med et bestemt skub i den rigtige retning, sammen med et halvundskyldende ’hvad-kan-jeg-ellers-gøre’-blik. Søsteren havde bare et tag på de mænd. Simond havde ikke tid. Han havde nemlig en plan. Han havde haft smugkigget en del af aftenen på en ung dame, som så vældig sød ud. Ikke én, han havde set før. Den unge filejs var en anelse pigeglad, måske lidt for meget ifølge visse mennesker, men han havde ventet til det helt rigtige tidspunkt med at gøre sig tilnærmelser, eftersom han trods alt havde en erfaring med i vadsækken, at ikke alle forstod at sætte pris på at blive overfuset. Nu manøvrede han hjemmevandt ind og ud mellem de mange mennesker for at finde vej til hende.

”Hør, min underfundige og smukke pige, De er vel klar over, at jeg ikke kan lade Dem forlade disse lokaler, førend De har beæret mig med en dans?” Han vippede udfordrende med øjenbrynene og opfordrede hende stumt til at tage imod det ene af de krus øl, han bar med sig. Når Simond ville, kunne han sagtens være høflig. Stadig på sin egen ligefremme og af og til grænseoverskridende måde, selvfølgelig, men man kunne ikke klandre ham for at være uhøflig.

[Deleted]

"Bare et mindre maveonde, Frøken Myrcella. Intet at tage sig af" havde den ældre, betroede kusk forsøgt at forsikre hende, da de på halvvejen til hovedstaden pludselig måtte gøre holdt, da han skulle tømme sin mave i vejkanten. Hun havde ikke troet ham og i sidste ende fået ham overtalt til at de gjorde holdt et døgns tid på en kro i Enni. Han havde ikke kommet sig meget, men insisterede på at fortsætte den følgende morgen. Han havde mumlet nogenlunde de samme ting, da hun måtte hjælpe ham ned fra vognen og støtte hans vaklende skikkelse gennem hovedstadens gader. Kulden havde allerede boret sig fast i hendes kinder og fingre, da hun fandt vej ind på Den Gale Hane.

Myrcella havde bedt om et værelse - helst et med en spand, mens hun forsøgte at få kusken til at støtte sig bare en anelse til disken i stedet for at hælde mere og mere faretruende mod hendes skulder. En af de andre kunder, en mand næsten to meter høj, havde taget fat om kusken og rettet ham op som var han ikke andet end en lille knægt. Da en af de ansatte piger på kroen ville vise dem op på værelset, så havde den fremmede mand tilbudt at bære staklen op. Han påstod, at hun lignede en der trængte til noget at drikke og hun havde takket ham mange gange for hans venlighed. 

Det var således, at det var gået til, at Myrcella nu sad for sig selv i en livlig, varm krostue midt i en by, hvor hun ellers aldrig havde sat sine ben. Krofruen havde et venligt smil og hun havde sørget godt for Myrcella. Hun havde fået serveret en skål med varm suppe og et stykke lunt kartoffelbrød. Nu havde hun kun et krus tilbage foran sig. Indholdet havde en velkendt smag af søde æbler, men der var en forunderlig eftersmag, som vidnede om, at det ikke blot var æblejuice. Hun havde dog ikke noget imod den lette alkohol, som havde hjulpet varmen tilbage i hendes kinder. 

Nu måtte Myrcella gøre op med sig selv om hun også måtte bede om et værelse til sig selv eller om hun måtte forsøge at finde vej til adelskvarteret. Den flinke krofrue kendte sikkert vejen, hvis bare Myrcella spurgte. På den ene side ville hun gerne finde hjem til familien, så hun kunne forklare og undskylde forsinkelsen. Men på den anden side, så var det koldt udenfor og krostuen var så varm. Luften derinde var fyldt med latter, dans og musik. Det var længe siden, at hun havde oplevet en lignende stemning og glæden var smittende. Hun havde heller ikke modtaget en eneste uønsket tilnærmelse fra nogle af de fulde mennesker.. Måske hun havde tænkt det for lidt tidligt. Nu fik hun nemlig øjenkontakt med en ung herre, som lod til at sigte lige mod hendes bord. Måden hvorpå han behændigt bevægede sig gennem mængden fik hende til at overveje om han kom her ofte. 

Myrcella havde sænket blikket mod sit krus, men så igen op da hun hørte hans stemme. Så havde han rigtig nok været på vej mod hende. "Åh" Hun forsøgte at lyde oprigtig overrasket over hans tilbud. Hendes første indskydelse var at beklage sig over at blive tiltalt pige, men den ligefremme smiger fik indskydelsen til at blive ved det. "Er det sådan en officiel afgift man må betale her på kroen?" spurgte hun og sænkede blikket mod de skummende krus i hans favn. I stedet for at tage imod fristelsen hævede hun sigende sit eget krus, som stadig indeholdte et par mundfulde - Et par mundfulde, som ikke ville kunne svække hendes dømmekræft. 

[Simond Brygger]

Simond var ikke med vilje frembrusende. Det var han altså ikke. Men det var noget, han var vokset op med - han lignede jo sin herre fader i et og alt - og det var ganske enkelt på mange måder en nødvendighed at være fremme i skoene, når han en dag ville blive krofatter. Den dag ville det være en fordel at kende så mange som mulig, og helst selv være kendt for godt humør og feststemning, så det ville komme til at løbe rundt.

Hans ansigt flækkede i et stort grin, da han hørte hendes gensvar. Så damen havde humor! Det faldt lige i Simonds smag. ”Ja, det er lige præcis, hvad det er!” medgav han så alvorligt, som det var ham muligt og accepterede, at hun afslog den gyldne drik ved at skåle med hende, for at hæve kruset til læberne. ”Og det forholder sig netop sådan, at jeg er saltarello-mester her på stedet, så De skal have pusselankerne på geled.” advarede han med et skælmsk glimt i de gråblå øjne og blinkede til hende, før han tog sig den frihed at slå sig uformelt ned ved siden ad hende, på trods af manglende invitation til netop dét. Saltarello-mester var måske nok en overdrivelse, men han var godt på vej til at blive det. Endnu kunne forældrene rydde dansegulvet, når de en sjælden aften tog sig tiden til det, og det hæsblæsende tempo kunne de færreste følge med til. Men Simond og hans søster var sandelig heller ikke tabt bag en vogn, hvilket ikke kom som nogen overraskelse, da de trods alt havde haft lejlighed til at øve sig hver aften gennem barndommen.

”Simond Brygger er navnet, fast inventar her på Den Gale Hane. Er De ny i Roy By?” forhørte han sig interesseret og kurrede kruset, hun før havde afslået, hen ad den solide bordplade til hende. Hun ville få brug for det, når den sidste slat æblecider var væk, mente han. Blikket var rettet opmærksomt mod det dansende folk, hvor søsteren nu sprang let rundt og behændigt undgik Soloms langfingrede kærtegn. Der var ikke ondt skabt i den mand, men Simond holdt alligevel øje. Man kunne ikke stole på fulde mænd.

[Deleted]

Det var ikke fordi, at Myrcella ikke havde erfaring med de mere frembrusende og ligefremme typer. Når hun havde fulgtes med sin moder langs havnesiden i Aeon, så var det ikke usædvanligt at sømænd havde henvendt sig til hendes moder og med tiden også til Myrcella selv. Hun havde vænnet sig til de kække kommentarer og skæve smil, ligefrem lært et par kvikke svar, selvom moderen helst så sin datter rødme og blufærdigt kigge den anden vej. Den unge herre overfor hende var ikke mere skræmmende end et par hærdede sømænd, tværtimod. Det store smil som prydede hans læber fik det til at trække let i Myrcella's egne og et lille smil banede sig vejen frem. 

"Virkelig?" spurgte hun og hævede begge øjenbryn på samme påtagede overraskede måde som tonen i hendes stemme. Hun bibeholdte dog ikke masken længe, men slog i stedet sit krus kort mod hans og tog ligeså en slurk af den søde væske. Hun havde ikke meget tilbage. "Selvfølgelig er De det" nikkede hun, da han bekendtgjorde sin status som saltarello-mester. "Med alle de danse-afgifter, som De er nødsaget til kræve fra de unge damer her, så forventede jeg intet mindre" Hun var næppe hverken den første eller sidste, som han ville byde op til dans.

"En fornøjelse at gøre Deres bekendtskab, Hr. Brygger" svarede Myrcella høfligt, præcis som hun var opdraget, frasen sprang nærmest automatisk frem over hendes tunge. Hun håbede, at han med fast inventar mente, at han var en del af bryggerfamilien som ejede kroen og ikke fast inventar i form af en fyldebøtte der sov sin rus af i stuens hjørne og drak videre så snart søvnen var gnedet fra øjnene. "Er det så tydeligt?" spurgte hun med en lavere stemme. Hun håbede ikke, at det var fordi, at hun lugtede af landsby eller hun synes naiv som en bondepige. Hun havde ikke følt, at hun skilte sig synderligt ud i mængden, men måske havde hun taget fejl. Hun accepterede med den tanke det tilbudte ølkrus og trak det tættere mod sig. Til trods for hendes usikkerhed, så var der dog stadig et lille, næsten undskyldende, smil om hendes læber.

Da Myrcella så op igen opdagede hun, at hans opmærksomhed fra en stund var vendt væk fra bordet og hun fulgte hans blik. "Det er måske Deres hjertenskær?" spurgte hun og betragtede den smukke, unge kvinde som blev svinget rundt i dansen. "De er måske jaloux på hendes partner og jeg er blot en brik i Deres spil om at vinde hende tilbage?" Der var en mild latter i hendes stemme. Hvis det var tilfældet, så var hun bestemt ikke fornærmet. Den uskyldige munterhed fik hende også til at glemme den korte usikkerhed fra øjeblikke før. 

[Simond Brygger]

Simond dansede ikke med pigerne, bare fordi de var piger. Altså, det var selvfølgelig også derfor, men af og til var det søstrene, der stod for skud. Det var heller ikke unormalt, at han tog sig tid til en svingom med sin yngste søster, Lia, der kun var 8 somre, og det nød han da lige så meget, hvis ikke mere, som når det var med dem på sin egen alder. Så jo… Det var da på grund af pigerne, men det var i endnu højere grad for, han var helt vild med energien og glæden i dansen. Et sted, hvor der blev danset var på en eller anden måde stadfæstet til at være et godt sted.

En lav latter forlod ham. ”Det er jo fremragende, så kan De absolut heller ikke tillade Dem at sige nej.” Javist, Simond var vedholdende. De mest tilbageholdende var ofte dem, der endte med at finde det sjovest.
”Det håber jeg da! Hør, her på stedet er vi ikke så formelle. Kald mig bare Simond.” slog han det hen, da han fik den sædvanlige høflighedsfrase serveret. Det var ikke unormalt at høre den slags, ej heller selvom afsenderen i virkeligheden ikke syntes, det var i nærheden af at være en fornøjelse. En ting Simond for det meste karakteriserede som pis og papir. Hvis der var nogen, han ikke brød sig om, skulle han sandelig nok fortælle dem det. ”Jeg tror ikke, jeg fik fat i navnet?” Han rettede et helt uskyldigt, spørgende blik imod hende igen i håb om at få fat i hendes navn denne gang.

”Åh, ja. Man kan se det på lang afstand, det lyser praktisk talt ud af Dem.” konkluderede han nøgternt, hvorefter endnu et varmt smil fandt vej over hans læber. ”Men, må jeg hellere sige, De kan være heldig at gå i ét med mængden, hvis De ellers accepterer mit generøse tilbud.” prøvede han igen forhåbningsfuldt og sendte, hvad der i hans hoved måtte være et charmerende smil i hendes retning. Simond var charmerende, men på en simpel og usødet måde, som langt fra alle satte pris på eller faldt for.

”Min hjertenskær?!” udbrød han med et ansigtsudtryk, der et øjeblik afspejlede ren forfærdelse, men kort efter brølede han af latter. ”Næh du, det der er min søster, Evita.” fortalte han leende, som stoltheden alligevel skinnede lidt igennem, og han glemte alt om den høflige tiltalt, han ellers var startet ud med. Hun var en ordentlig pige. Den mest ordentlige, han kendte. Og meget mere ordentlig, end han selv var. ”Og hvis der er nogen her, der er jaloux, så er det ham der.” Han gjorde en håndbevægelse mod manden, som søsteren stod op med. ”På mig.” Et blink i Myrcellas retning og så en slurk øl igen. Livet var herligt.

[Deleted]

Myrcella havde altid været glad for at danse. Når muligheden bød sig, så havde brødrene været gode til at invitere hende op - sommetider med moderens opmuntrende skub i ryggen. Mange gange havde Myrcella også flere gange trukket en veninde med op, når musikken blev indbydende nok og latteren fyldt hende med en let, varm energi. Det var altid de mere uformelle danse, som havde været sjovest. Det mindede hende om barndommen, hvor dans kunne være noget så simpelt som at hoppe gennem det høje græs eller se hvor svimmel man blev af at svinge hinanden rundt og rundt. Så havde moderen insisteret på at Myrcella rankede ryggen og bøjede armene rigtigt. Den slags blev først sjov, når hun trådte et trin forkert og stødte ind i sin dansepartner, som forlegent trådte tilbage for at genoprette den anstændige afstand. 

I stedet for at love en dans væk smilede Myrcella bare henover sit krus, da hun tog endnu en slurk og fik tømt sit krus med æblecider. "Det vil jeg prøve at huske, Hr. Brygger" lovede hun. Hun kunne sagtens kalde den anden Simond. Hun havde lyst til at forme navnet med sine læber og forsøge sig med dets lyd; Men det var hvad Simond ville have, så hun ville holde det tilbage. Bare fordi hun kunne og fordi hans forsøg var underholdende. Da han forhørte sig efter hendes navn, så hun et øjeblik eftertænksom ud. "Jeg tror heller ikke, at jeg nævnte det" Hun smilede så mod den anden. "De har heller ikke spurgt, så vidt jeg erindre?"

Myrcella så op med et forfærdet blik, da hun hørte, hvordan det tilsyneladende lyste ud af hende. Den andens varme smil beroligende hende dog ligeså hurtigt og hun rystede smilende på hovedet. Han havde med sin tone formået at narre hende. Havde de været en smule bedre bekendte, så havde hun givet ham et venskabeligt, forlegent skub. "Det er ganske fristende" mumlede hun i stedet og overvejede hvorvidt hun burde beundre ham for hans vedholdenhed. Det var muligt, at hun i sidste ende måtte give ham den dans, men indtil da så nød hun at se ham forsøge at lokke hende med ud på dansegulvet. 

Blikket gled fra den smukke unge kvinde og tilbage mod manden overfor, da Myrcella bed mærke i den forfærdede tone. Et øjeblik troede hun, at hun havde sagt noget forkert. Men så brød den anden ud i latter. Myrcella bed hurtigt mærke i den familiære tiltale. Det var sjældent, at hun oplevede at nogen tog sig den frihed efter kun at have kendt hinanden få øjeblikke; altså bortset fra børn, som efterfølgende hurtigt blev rettet af deres mødre eller fædre. Simond var ikke noget lille, uskyldigt barn med runde kinder. I stedet for at sige noget, så hævede hun sit krus og tog en aftenens første slurk af øllet. Hun var netop ved at sænke kruset, da han fortsatte sin smiger. Hun besluttede sig hurtigt for at drikke lidt mere. Så kunne hun også skjule det fjogede smil, som hun kunne mærke true lige omkring hendes læber. Det skulle han i hvert fald ikke have lov til at se!