I Have a Dream

[Cateline Ó Riain]

Roy Ó Riain

---

Catelines skridt var rolige, bevægelserne afbalancerede og smilet mildt, som altid, da hun bevægede sig ned af trapperne og ud gennem den store port i søgen på sin far. Men hendes blik var rastløst og udtrykket uroligt. Det var ikke en sjældenhed at se hende på den måde - faktisk havde hun ofte været i det humør på det seneste, og særligt efter nyheden om Grevens tragiske død havde nået Roy By. De vidste, hvad der virkelig var sket, men for almenbefolkningen var rygterne angiveligt blevet sløret. Cateline krympede sig, når hun forestillede sig, at det ville rygtedes, Grev Dux blev dræbt af et Monster. Halvdelen af befolkningen ville sikkert ikke tro på det. Den anden halvdel ville gå i panik. Og så var der sikkert også dem, der ville valfarte til Norden for ’så farlige kan de da ikke være’. Nej, det var vist fint nok, at Wilmot var deroppe for at finde ud af mere om dem. Selvom hun frygtede, at også han ville lide skade. Hun vidste, at han konfererede med deres far via brevpost, men efter Roy var begyndt at skrive sine breve selv, i stedet for at bede Cateline gøre det, følte hun ikke, hun fik helt lige så meget med.

Fødderne førte hende ned mod træningspladsen, hvor hun vidste, hendes fader af og til opholdt sig. Der var næsten altid nogen dernede. Hun smilede et blidt smil, da hun fik øje på pagerne, som trænede med deres træsværd og standsede op et øjeblik for at betragte deres fremskridt. Hendes tilstedeværelse hylede nogen af pagerne ud af den, mens andre prøvede deres yderste for at mande sig op. Det hastede ikke mere, end det jagede at finde Roy, så hun lod hænderne hvile på hegnet, der omringede træningspladsen, og fulgte med i den serie, de unge drenge var ved at lære.

[Roy Ó Riain]

"Finder du en kommende husbond?" spurgte Roy drillende bagfra sin datter.

Han havde set hende nede fra pladsen og havde uset bevæget sig op bag hende. Han vidste nok det var hende han søgte og det sidste hun så på var pager i en alt for ung alder til at være sammen med hende. Eller interessere hende. Men han kunne nu godt lide at drille, alle og enhver. Især sine egne børn. For det meste kunne han ikke grundet situationen han stod i og den position han besad, men der nu mange gange hvor han kunne.

"For så er der vist en alvorlig snak vi to skal til at have og jeg ved ikke om jeg er klar til det endnu."

Han stillede sig ved siden af hende i samme position som hun stod i.
Han havde et blåt sæt på, eller det meste af et blåt sæt. Resten lå nede på træningspladsen.

[Cateline Ó Riain]

En lav latter forlod Cateline, da hun hørte sin faders stemme og hans spottende ord. Det var altid en fornøjelse at tale med familien, siden det stort set var nogen af de eneste, der slap af sted med at drille hende og egentlig fik lov til at se, hvem hun i virkeligheden var.

”Det har jeg vist mere held med dernede.” svarede hun muntert og gjorde en lille håndbevægelse imod den anden ende af træningspladsen, hvor nogle riddere angiveligt fordrev tiden. ”Såh? Du har da ellers ikke noget at skulle have sagt i dén henseende, skulle jeg mene.” bemærkede hun med et tvivlende smil, dog velvidende at selvom hendes far gerne ville, at hun selv var med til at tage lige præcis dén beslutning, så ville hun stadig føje sig for hans mindste ønske uden at kny. Hvis det var det, der var rigtigt, så måtte det jo være sådan. Men det var nu ikke noget, der hastede helt vildt. Cateline havde i hvert fald ikke travlt, selvom der var flere, som var begyndt at prikke lidt til hende.

[Roy Ó Riain]

Roys ansigt foldede sig i et smil. Han var blevet ældre og det kunne ses, men det fik ham også til at se rar ud, godt ud. Ikke gammel. Hvilket var vigtigt i en leder der skulle stå stærkt i en krisesituation, som måske var på trapperne.

Men for nu var der drilleriet med datteren. Han grinede derfor og rystede på hovedet. Bemærkede at han faktisk atter trængte til en klipning. Det hår. Han havde aldrig forstået hvorfor han ikke bare kunne blive skaldet som alle andre mænd i stedet for disse lokker der blev ved med at vokse.

"Nej jeg tænkte nu ikke på valget, vil du have en 12-somres knøs så vil du det, men jeg tror desværre ikke du finder megen morskab i dem," sagde han med løftede øjenbryn uden direkte at komme med en upassende kommentar. Og så alligevel. Men man var vel konge.

Han så hen mod ridderne. Han misundede dem deres ungdom og vovemod. Deres manglende bekymringer og hele verden der endnu lå uopdagede foran dem. Han følte sig sjældent gammel, men han var på samme tid klar over, hvor gammel han var blevet og hvordan ansvaret havde ændret ham, efter kronen blev sat på hans hoved. Ikke at hans datter ville kunne huske ham anderledes. Og det var han også bevidst om. For hende var han kongen og havde næsten været det i en evighed.

[Cateline Ó Riain]

”Far!” Hun sendte ham et halvbebrejdende blik over den vage hentydning, han kom med, og ville have rødmet dybt, dersom han netop ikke havde været hendes far. Hun var ikke så velbevandret udi, nå ja, morskab og bildte sig selv ind, det ikke var noget, hun søgte. Cateline var ganske beskeden i sine ønsker. Hvis hun fik en filejs, der var rar og som respekterede hende og helst ikke havde set dobbelt så mange somre, som hun selv, så ville hun være evigt taknemmelig. Bildte hun sig selv ind.

”Har du hørt mere fra Wilmot?” forhørte hun sig forsigtigt, selvom hun tvivlede. Hun var ikke urolig for, at hendes far ville have sagt det, hvis der var kommet besked fra Norden, men alligevel kunne hun ikke lade være med at spørge. Det sidste, hun havde hørt var, at han var blevet bedt om at tage kontakt til Snaphanerne. Uf, det huede altså ikke Cateline. Hun havde aldrig selv mødt én, men rygterne fortalte mere end rigeligt. Krigeriske, aggressive og ikke til at stole på. Stod det til hende selv, ville hun nok vælge at rejse til Norden efter ham, men det var ikke muligt, hvilket de havde slået fast allerede dengang, han skulle rejse af sted. Det føltes som om, det var virkelig lang tid siden efterhånden.

[Roy Ó Riain]

Roy vidste godt at Cateline ikke altid grinede med ham, men godt kunne tænke han skulle tage sig sammen. Men elskede ham og derfor bar hun over med ham. Han elskede hende med hele sit ve og vel, med hver eneste hår på sin krop. Han havde elsket hende fra han første gang måtte holde hende. Og han havde så mange år mere i sig til at elske hende. Han var glad for hun ikke allerede var gift og ude af hans åsyn.

Som Wilmot.

"Der er gået et stykke tid siden sidst, han er god, men jeg tror ikke han har lidt skade af sit møde med snaphanerne det er det ... andet som er et problem for mig." Han ville ikke sige monstre herude i det åbne. "Jeg har også meddelt en soldat som kender til problemet og har arbejdet med det før, så på den måde er jeg glad. At jeg ikke selv er der, er en helt anden ting."

Han sukkede og kørte hænderne igennem sit hår.

[Cateline Ó Riain]

Cateline havde i mange år været af den opfattelse, at hun aldrig ville stifte bekendtskab med en mand, der var lige så perfekt som sin far, og i visse tilfælde sin bror. Tåbelige lillepigeluner, naturligvis, for nu var det mange år siden, hun havde indset, at hverken den ene eller den anden var perfekt. Det var der ingen, der var. Hun havde været ekstremt farsyg allerede som helt lille, men alligevel var det moderens opdragelse og moderens ord, der havde bundfældet sig bedst.

”Hvis der er nogen, der kan klare det, så må det være Wilmot.” slog hun fast med en sikkerhed, der ikke helt stemte overens med, at hun alligevel var ængstelig hele tiden. Skyggerne fra grev Dux’s død omklamrede hende stadig, men det eneste, hun kunne tænke på, var, at det lige så godt kunne have været Wilmot, der var faldet, og det pirrede hendes samvittighed. Alexander Dux havde trods alt været hendes onkel, hendes mors broder, så hun burde være tynget af sorg og begræde tabet. Lettelse var næsten, i dette tilfælde, en synd at føle.

”Jeg ville have rejst med, hvis jeg kunne. Det er så svært at begribe omfanget af... problemet, når vi sidder her i Syden og kukkelurer.” Selvfølgelig var der også andre problemer, men ingen synes for Cateline lige nu større, end det, der truede i Norden. At striden med Day så havde varet i alt for mange vintre, og at farvandet imellem Platinøerne og Kongebyen til stadighed var plaget af sørøveri, det var pludselig til at overse.

[Roy Ó Riain]

Roy blev pirret af datterens sidste ord. Han nikkede til de første, hans søn var stærk, men den sidste bemærkning gjorde ondt. For han kukkelurede. Han stod bare der og så på pager. Så på pager som måske skulle dø for en sag som hans søn undersøgte. Han søn. Kujon-kongen ville man kalde ham. Kujon-kongen var han. En man der hellere så sin søn død end belemre sit land med en mulig invasion.

"Hvis du rejste mod nord ville det nok betyde døden," sagde han meget ærligt.

Cateline var ikke trænet som ridder. Hun var klog, snarrådig og snild, men hun var ikke kamptrænet. Hendes reaktioner ville ikke kunne redde hende i længden. Taktik og strategi var ikke direkte en del af hendes læring eller uddannelse. At sende hende af sted som diplomat, ville kunne gå an, men ikke i den position han havde sendt Wilmot til at udfylde.

"Så vil jeg hellere at du kukkelure med din gamle, uduelige far her," han sagde det med et smil. Hvad andet kunne han.

Han diskuterede mangt og meget med Cateline, men langt fra alt og hans følelse af afmagt var ikke en han ville dele med hende. Hun vidste det formodentlig, men han skånede hende også for at se sin fars svagheder.

[Cateline Ó Riain]

Nej, Cateline var ikke dum. Hun vidste i høj grad, hvor hun havde sine stærke sider og tog dem gerne i brug, hvis hun kunne se en fordel ved dét, men hun vidste så sandelig også, hvor hun havde sine svagheder.
”Og det er derfor, jeg ikke sneg mig med. Jeg tror ikke engang, jeg kan løfte dit sværd.” medgav hun med en lille latter, fordi det temmelig sikkert var sandt. På den anden side var det aldrig faldet hende ind at gøre forsøget, så hvad vidste hun. ”Jeg har overvejet at spørge Wilmot, om han vil lære mig nogle bissekneb.” betroede hun ham med et skælmsk glimt i de mørke øjne, velvidende, at den bemærkning ikke ville blive taget helt så ilde op som i visse andres selskab. Det var ikke løgn, dog. Det hændte, at hun blev overvældet af følelsen af hjælpeløshed og så måtte hun lige bruge et par øjeblikke på at tage sig sammen igen. Hun vidste godt, hvor hendes plads var, og det så ud som om, hun affandt sig med det, men det gjorde ikke frustrationerne mindre - hun tav bare med dem.

Faderens ord afslørede ham også. ”Jeg vil altid kukkelure med dig.” påstod hun med et smil, der matchede hans og vendte sig mod ham efter at have kastet et sidste blik imod pagerne. De skulle nok blive til noget. ”Og du er ikke uduelig. Der er brug for dig her.” Hun lagde kortvarigt en hånd på hans arm og pressede et flygtigt kys imod hans kind, før hun trak sig lidt væk fra hegnet.
”Har du tid til overs til at gå lidt med mig?” Det var jo i høj grad det, som Catelines dag gik med. Tidsfordrivende sysler og meningsløs konversation.

[Roy Ó Riain]

Roy kunne høre at Cateline ikke tog hans tone ilde op. Det var altid noget at hans egen datter mente at han var noget. Han smilede til hende og lænede sig mod rækværket med ryggen til det der foregik under dem, med lyden af træsværd og lyden af pile der ramte malede høstakke.
Han kørte en hånd gennem sit hår. Der var mere gråt i det end der før havde været, og lige nu var det fedtet efter han havde svedt i det under træningen. Sådan var det jo med ham. Han gav den alt han havde.

"Jamen intet kunne gøre mig mere glad end at gå med min datter."

Roy bød hende sin arm. Han var ret sikker på hun ikke ville have noget i mod hans oprullede skjorteærmer og let beskidte hud. Hun havde trods alt levet med ham hele sit liv.
Han begyndte at gå, men lod tydeligt hende lede. Det var Cateline der ville gå, så altså hende der skulle bestemme hvor deres fødder førte dem.

"De må klare sig foruden hans royale uduelighed så længe."

[Cateline Ó Riain]

Cateline var nu ret sikker på, at resten af menneskerne i Det Frie Land, eller okay, så størstedelen i hvert fald, delte hendes syn på sin far. Der ville altid være dem, som ikke var tilfredse, dem, der mente at de kunne gøre det hele bedre selv - tåbeligt nonsens, selvfølgelig. Ingen var perfekt.
”Sådan noget vås. Det er kun fordi, du føler dig tvunget til det.” påstod hun mildt og tog imod hans arm, da han tilbød den. Hun var ikke et sekund i tvivl om, at der var tusind andre ting, som kongen kunne give sig til, og som syntes lidt mere meningsfulde, end noget så adstadigt som en spadseretur med en datter, der alligevel ikke havde ret meget at skulle have sagt.

Hun ledte dem let væk fra træningspladsen og i stedet ned imod bueskydningsbanen, som også kun sjældent stod ubrugt hen. Cateline kendte udendørsarealerne ud og ind, lige så godt som sine egne gemakker. De dage, hvor et trist vejr hindrede hende i at komme ud, var hun ved at blive sindssyg inde bag borgens tykke mure. ”Så hvilke planer har du ellers for i dag?” spurgte hun interesseret, for at holde samtalen i gang.

[Roy Ó Riain]

Roy nød bare at gå med hende. Det var ret at være i godt selskab. Selskab som bare kendte ham.

"Bekymrer mig. Det er hvad jeg er bedst til. Det kræver hårdt arbejde og stor tankevirksomhed. Så skal jeg pløje mig igennem gammel historie for at se om nogen nævner vores problem og hvordan vi kan gardere os mod det. På et eller andet tidspunkt må nogen have kæmpet mod dem og efterladt brugbar viden."

Han fik en rynke mellem brynene og lod bare sin lille Cat vise vej. Han glemte selv at se. Han havde levetstørstedelen af sit liv her. Ikke det hele og han huskede godt tiden før det var deres. Men alligevel var det her stedet Roy kaldte hjem.
Han så på sin datter.
Hun havde aldrig kendt andre hjem.

"Hvad med din dag?"

[Cateline Ó Riain]

”Jeg håber, du støder på noget brugbart. Jeg har aldrig set det nævnt noget sted, dog, men det ville lette problemet en hel del.” Og Cateline havde ellers også læst en hel del historie. Ikke fordi, det interesserede hende - hun kunne finde på mange andre mere spændende ting, som hun hellere ville bruge sin tid på, men undervisning i netop historie havde hun jo modtaget som barn, og hun følte sig nok også lidt forpligtet til at kende til den. Landets historie. Det var ej heller en sur pligt, for det var jo bare sådan, det var, så hun prøvede at gøre det med glæde.

”Jeg er så rastløs, så jeg skal vist bare have tiden til at gå.” svarede hun, ærlig, som hun var, og gav sin fars arm et klem. ”Da jeg vågnede i morges, tog jeg mig selv i at tænke, at jeg ikke holder til én dag mere indenfor de mure.” Han var jo i øvrigt også en af de eneste, hun kunne tale om sin frustration med, for det kunne aldrig falde hende ind at betro sig til én, der ikke var en del af familien - så Cateline lagde ikke fingre imellem, selvom det var sagt på hendes sædvanlige rolige og ærbødige måde.

[Roy Ó Riain]

Roy smilede til hende. Han vidste godt unge mennesker var naive og det fik ham kun til at blive glad at hun tog hans svar på den måde. Roy læste ikke historie bøger, han læste optegnelser, konger, grever, folk med læsekundskaber der havde ført dagbøger, logbøger, handelsfortegnelser. Hvis nu noget underligt dukkede op. Historiebøger gav en halv sandhed, mente han selv. Men han sagde ikke noget til den misforståelse der opstod mellem dem. Hans datter mente det godt, men hun var endnu ung og trods sin dannelse så gjorde ungdommen tit at man ikke så alle facetter af samme ting. Hvilket også var hvad han ville have sagt til sin søn over dennes forestående hjemkomst.

"Disse mure, min kære, hvad har de dog gjort dig? Hvad end det er skal jeg sørge for at sende din mor efter dem."

Han lo selv hjerteligt. Men blev så alvorlig.

"Vi kan tage ud?"

[Cateline Ó Riain]

Misforståelsen gik ganske forbi Catelines næse. Mest fordi, hendes far var for sød til at påpege det. Da han havde sagt historie, gik hun ud fra, det var det, han mente. Overordnet holdt hun meget af at læse. Mest romaner, naturligvis, hvor man for en tid kunne drømme sig væk.

Cateline smilede med ham. ”Jeg føler mig nytteløs og til pynt. Så er jeg nødt til at skyde skylden på noget.” svarede hun med en vis munterhed, der ikke helt hørte til. Det var sandt, dog - det var så nemt at sige, hvis nu og hvis nu og hvis nu… Det var en forfærdelig vending. Hvis. Hvis var altid noget, der ikke fandtes. Hvis var noget, man skulle forestille sig, for hvis var aldrig sket. Det var lige så ubrugeligt som men.

Faderens forslag fornøjede hende ellers. ”Hvor skulle vi tage hen, papa?” spurgte hun dog, med en vis håbløshed i stemmelejet.