Et beskedent råb om hjælp

[Deleted]

"Prins?" Irri kastede et overrasket blik mod Thyia. Så skravlet foran hende var Kong Roy's søn. Han var søn af den mand, som skulle forestille at regere over dem. Han var søn af den mand i hvis navn soldater og riddere angreb snaphanerne. Følelsen af vreden som spredte sig i Irri's krop var velkendt og med sammenknebne øjne så hun tilbage mod den såkaldte prins. "Han er ikke nogen prins heroppe" svarede hun så, men hans titel havde tydeligvis haft indflydelse. 

Det var med opmærksomme øjne, at Irri fulgte prinsens bevægelser og dernæst støvlerne, da de blev kastet hen for benene af hendes hest. Et øjeblik ventede hun på, at prinsen skulle begive sig ned af bjerget, men så rullede hun opgivende med øjnene. Han var tydeligvis ligeså stædig som han var dum! Hun stikker pilen på plads i sit kogger og griber fat om sadlens forsvidsel med samme hånd hvori buen stadig hviler. Dernæst hænger hun sig ned af siden på hesten, som træder let til siden for at genoprette vægtbalancen, og hun når lige at gribe fat om støvlerne inden dens hove stamper på dem. Da hun har trukket sig op med buehånden overvejer hun kort at takke for støvlerne, bare for at træde i det, men i stedet klikker hun med tungen og driver hesten hen imod Thyia, som også ser ud til at være klar på at komme videre. 

Irri svinger vant buen over ryggen og samler tøjlerne i den nu frie hånd. Da hun når Thyia drejer hun dog hovedet en sidste gang og ser tilbage mod den barfodet prins. "Du er heldig, at det var Thyia du stødte på heroppe - Hvis du vover dig herop igen, så tvivler jeg på, at du er ligeså heldig"  lyder advarslen lavt. 

[Thyia]

Thyia fumlede roligt med stigbøjlerne, mens hun afventede, hvad der ville ske. I stilhed åndede hun lettet op over prinsens irriterede ’Fint!’, og kunne kun bifalde, at han omsider føjede sig - for hun så ikke gerne, at han kom til skade. På grund af den forstyrrelse, det ville bringe i deres hverdag, selvfølgelig. Det tog ikke mange sekunder for hende at få stigbøjlerne tilpasset, før hun kunne sætte foden i bøjlen og svinge sig adræt i sadlen, uden at vakle, selvom hesten vippede med ørerne og trippede til den ene side over den ukendte rytter. Med tiden ville den nok lære, at sadlen var en unødvendighed for Thyia, men i reglen gik der et stykke tid, før hesten vænnede sig til de nye signaler, så for nu, måtte hun udholde sadlen. Et fint stykke arbejde, i øvrigt.

Irris bemærkning frembragte et skævt smil på Thyias læber og det, der skulle forestille en latter forlod hende, selvom hun som altid bare pustede lidt mere luft ud end normalt. ”Det har jeg sørget for, han ved. Tro mig.” påpegede hun, som hesten drejede en omgang om sig selv, så hun kunne se tilbage på Wilmot, der nu stod barfodet og hesteløs tilbage. Hun havde lyst til at sige noget til ham, til afsked, men vidste ikke helt hvad, eftersom det var en ret begrænsende faktor, at Irri var der. Thyia vidste godt, hun var i unåde, og hun så ingen grund til at træde alt for meget mere i det. Af den grund nøjedes hun med at nikke næsten usynligt til ham. ”Farvel.” endte hun fast, inden hun fattede tøjlerne og drejede hesten rundt for at passe ind ved siden af Irri. En sidste gang så hun tilbage imod prinsen med et uudgrundeligt blik, før hun prikkede hesten i siderne, og skridtede fremad, væk derfra.

[Wilmot Ó Riain]

Han bed tænderne sammen, men slappede endeligt en smule af, da Irri endelig så ud til at ride væk. Det burde være en lettelse, at de to snaphaner forlod ham, helskindet, og uden en pil gennem hjertet, men alligevel følte han en vis modvilje over, at lade Thyia ride væk, uden at sige mere end blot farvel. Måske havde han været dum, og forblændet af Alexanders død. Tydeligvis måtte han havde været en kvajpande, at ride alene op i bjergene, med sine mænd efterladt for bjergets fod. Tåbelig, for at tro, at han ville kunne slippe afsted med at være mindre faretruende, på egen hånd. Men han var dog ikke så dum, at han på nogen måde forsøgte, at bremse de to snaphaner i, at ride væk. Han stod i stedet stift, og rankt, til de to var ude af syne. Først da følte han angsten krybe gennem kroppen, og han havde lyst til at falde på knæ, og forbande sig selv. I stedet begyndte han at traske ned igennem det ubarmhjertige terræn, med skammen hængende over sig. Han var ganske klar over, at det ville tage ham en evighed. De ubeskyttede fødder, ville sænke ham yderligere. Han trøstedes end ikke ved tanken om, at han sikkert ville blive redet i møde af bekymrede kammerater. Tanken om at vende tilbage uden hest, og sko, var deprimerende. Hvad de dog ikke måtte tænkte.

Forlader tråd

[Deleted]

Irri skal blot prikke let med hælene og hingsten satte afsted i skridt, side om side med Thyia's nyerhvervede hest, som Irri kastede et vurderende blik. Den var i god huld og så ud til at have sat gode muskler i ryggen, så den kunne bære rytter og udstyr på en ryg som hverken var for godt eller for lang - Det var en fin hest. Men en såkaldt prins ville vel næppe have noget mindre. Efter at Irri havde stillet sig tilfreds med sin vurdering af dyret, kastede hun et sidste blik tilbage mod den unge mand de havde efterladt. Hans stolte, ranke holdning var tydelig selv på denne afstand. Hvis det ikke var fordi at han var så dum, så ville hun næsten beundre ham for hans stolte, stædige modstand. Men han var dum og det fik slået folk ihjel. Det var først da han næsten forsvandt mellem træerne, at Irri vendte sig i sadlen og så frem igen.
"Og du..." begyndte Irri så. "Du er heldig, at det var mig som stødte på jer" 

[Thyia]

Thyia vidste, den ville komme. Det overraskede hende i hvert fald ikke, at Irri følte trang til at påpege det. Hun lukkede kortvarigt øjnene i et blink og vendte opmærksomheden ned imod sine hænder.
”Du er den eneste, der er oppe. Resten af lejren er stadig halvbedøvet efter i går.” argumenterede hun neutralt og lænede sig let frem for at lade hånden glide vurderende over hestens hals. Bevægelserne var gode. Thyia var sikker på, hun ville få meget gavn af det nye ridedyr og rynkede panden, da hun så bogstaverne, der var ridset ind i sadlen. Men læse kunne hun ej finde ud af, så navnet måtte vedblive at være et mysterium. Prins kunne være et passende navn, men ironien i det var nok til at afholde Thyia fra netop dét navn. Lige nu gjaldt det vist også bare om at sørge for, at Irri ikke fik nys om, at det ikke var første gang, Thyia havde hjulpet kronprinsen - det havde hun gjort tidligere også. Da den gamle greve var blevet dræbt.