Et beskedent råb om hjælp

[Thyia]

Thyia lod et kort sekund blikket hvile på pergamentet også. Mest fordi hun var utrolig imponeret over, hvor hurtigt det gik, selvom de mange kruseduller ikke gav nogen mening for hende. ”De holder aldrig op med at være smukke. Men man kan lære at spore tilnærmelsen i tide og lukke sit sind af for dem. De fleste kan lære det. Nogen lærer det hurtigere end andre, de, der helt naturligt er stærke af sind. Nogen få lærer det aldrig.”

”Jeg ved ikke, hvad det er for en magt, de besidder.” Hun rynkede eftertænksomt panden og prøvede at sammensætte ordene på en måde, så det var til at forstå, også selvom man ikke var vokset op med det tæt ind på livet. ”De små, rotter, kaniner, katte, mærker man kun som en flygtig sitren i det yderste af sindet. De er bare nysgerrige.” Thyia fingerede fraværende ved en lædersnor, hun havde om halsen. Vedhænget så ud til at være af guld, men mindede i mistænkelig grad om en bjørnetand. ”Men presset fra de store er enorm. Hvis ikke, du mærker og lukker af for dem i tide, træder de ind i dit sind, allerede inden du ser dem. De forvrænger dine tanker og får dig til at tro, det er en god idé at vandre lige ind i deres gab.” Nu var det Thyia, der fik kuldegysninger af sine egne ord, så hun rejste sig brat op fra træstammen og gik en runde om sig selv.

De fleste hos Snaphanerne havde ikke de mindste problemer med at blokere for Monstrenes sind, men af og til var der nogen imellem, som ikke kunne modstå dem, overhovedet. De blev næsten gale. Thyia huskede en ung dreng, som aldrig havde lært det. Om natten havde de været nødt til at binde ham fast i sin alkove, men en nat glippede det, og dagen efter havde de fundet resterne af ham på en af bjergsiderne. Han var spadseret direkte ud under åben himmel, hvor de store rovfuglemonstre cirklede, og havde serveret sig selv for dem.

[Wilmot Ó Riain]

Endnu engang dansede pennen over pergamentet. Han kunne dog ikke lade være, med at føle sig påvirket af hendes ord. Hvor mon de kom fra disse monstre? Hvor mange var de? Alle mulige spørgsmål pressede sig på, men ridderen skubbede dem til side, for at fokusere på hendes ord i stedet. Det var vigtigt at få hver en detalje med.

Han fandt det underligt betryggende, at hun så anfægtet ud over situationen. At hun trods alt viste lidt fortvivlelse, lidt menneskelighed. Hun havde været kold og spids, men nu viste hun en ny side af sig selv, som Wilmot bedre kunne forholde sig til. Han forstod hendes frygtsomhed og fortvivlelse - det var i hvert fald sådan, han fortolkede hendes adfærd med at gå rundt om sig selv.

"Hvis bare jeg kunne tage dig med til syden, det ville være en stor hjælp" slap det ud af ham, og hans læber strammedes, da det gik op for ham, at han talte højt. Han så på hende med et undskyldende blik og et kejtet smil. Man skulle tro, at han var bedre opdraget, end at tænke højt. Men det hele var så absurd en situation. Hvis hun bare kunne tage med ham til syden. Så kunne hun hjælpe dem med at forberede sig på uhyrernes ankomst. Hjælpe med at lære andre, hvordan de bedst kunne gardere sig imod monstrene.

[Thyia]

Thyia havde måske nok ventet, at han ville spørge yderligere ind til Monstrene, hvordan man helt præcist lukkede sin bevidsthed for dem eller noget i den dur, så den bemærkning, han slyngede ud, næsten ved et uheld, så det ud til, kom meget bag på hende.
I et langt øjeblik stirrede hun bare lidt udtryksløst på ham. Ikke panikke, ikke panikke. Lort. Med et sæt vendte hun ham ryggen og kneb øjnene hårdt sammen. Det eneste, der forhindrede hende i at forlade ham på stedet, var det faktum, at de havde indgået en aftale, noget, som man også iblandt Snaphanerne forstod værdien af. Noget med stolthed. Hun havde så tit tænkt på, hvordan det ville være at forlade bjergene, men når alt kom til alt, var hun så angst for forandringer, at det aldrig havde været i nærheden af at komme på tale.

”De, øhm…” Igen rømmede hun sig for at klare stemmen og vendte sig tilbage mod ham. Det var bedst, hvis hun bare lod det passere, lod som om, han ikke havde sagt det. En minimal forandring i hendes toneleje var alt, der røbede, hvor meget han havde hylet hende ud af den med sine ord, da hun fortsatte med at fortælle om Monstrene. ”De er lavet til overlevelse. Når et Monster og et almindeligt dyr yngler, vil afkommet blive et Monster. Altid.” Det var naturligvis også en af grundene til, at antallet af de overnaturlige væsener fortsatte med at stige støt, selvom Snaphanerne tog sin tørn i at holde bestanden nede. Sådan en slags uskreven regel om, at når et Monster krydsede ens vej, skulle man gerne skaffe det af vejen.

[Wilmot Ó Riain]

Han var som sådan ikke overrasket over hendes reaktion. Kun overrasket over, at hun derefter fortsatte, som om intet var hændt. Han kunne dog fornemme en ændring i hendes toneleje, om end kun en ganske lille en. Ville hun gerne derfra? Eller var hun fornærmet? Det var ikke til at sige. Han begyndte dog fluks at skrive ned hvad hun fortalte ham, inden han skulle glemme det. Hvis han da kunne glemme det - disse monstre gjorde et stort indtryk på ham. At monstrene kunne formere sig med et almindeligt dyr var jo en katastrofe. Man kunne kun forestille sig, hvor hurtigt de på den måde kunne sprede sig. Han kunne næsten ikke rumme det.

Ved sidste bogstav, rømmede han sig, og så på hende "Du sagde at man skulle lukke af for dem, hvordan gør man det?" spurgte han så endeligt, og holdt pennen klar til at skrive ned. Når det nu var blevet fastslået, at de nemt kunne formere sig i hobetal, ville det være ganske praktisk at vide, hvordan man kunne skære sit sind af for deres påvirkning. Hvis det da ikke var noget, man skulle lære på egen hånd; han håbede det ikke.

[Thyia]

Nej, fornærmet var ikke det ord, Thyia lige ville bruge. Der skulle rimelig meget til at fornærme hende, med den hårde tone, hun var vant til i sin omgangskreds. Nok snarere lidt perpleks over det impulsive forslag, der da i hendes verden var helt uhyrligt. At forestille sig, at hun skulle rykke sit liv op ved roden for at drage sydpå, formentlig for ikke at vende tilbage - alene tanken gav hende hjertebanken. Man kunne jo ikke bare slutte sig til Snaphanerne igen, som om intet var hændt.

Derfor åndede hun også lidt lettet op, da han ikke gik dybere ind i det, men vendte koncentrationen imod Monstrene igen. Spørgsmålet voldt hende dog ikke så lidt besvær. Ja, hvordan?
”Man sætter en mur op for dem.” svarede hun roligt, og kunne desværre godt selv høre, hvor abstrakt det lød, men det var det nærmeste, hun kunne komme et konkret svar. Det ville være så meget nemmere, hvis hun kunne vise ham det. Tanken fik hende til at se overvejende på ham et øjeblik. Så samlede hun sin bue op fra jorden og trak den over ryggen, inden hun begyndte at gå. ”Følg med.” fik hun sagt over skulderen til ham og regnede med, at han ville indhente de få skridt hurtigt. Der var ikke så meget at rafle om, for det havde været en ordre, mere end det havde været en forespørgsel.

[Wilmot Ó Riain]

Wilmot skulle lige til at bede hende være lidt mere præcis, da hun pludselig begyndte at gå, med en ordre om at følge med. Han nåede ikke engang at sukke over hendes spontanitet, men rejste sig op, pakkede hurtigt pergamentet og pennen tilbage i sadeltasken, og indhentede hende kort tid efter, med nogle hurtige, lange skridt. Hun var ikke til at gøre sig klog på, denne snaphane, der så stædigt havde nægtet at give ham sit navn. Og nu kunne han kun funderer over, hvor hun ville føre ham hen. Selvom han havde sine anelser.

Kronprinsen skævede alvorligt til hende "Noget siger mig, at vi er på vej for at lede efter et monster? Sig at jeg tager fejl?" det var rigtigt, at det bedste ville være at prøve det på egen krop. Men han havde set et monster tage et liv lige for øjnene af ham, og han havde ikke nogen stor iver, efter at møde endnu en af disse skabninger allerede. Hun havde dog talt om monstre der lød knap så skræmmende, som den ulv han havde mødt.

[Thyia]

”Det er lige det, vi er. Det er den nemmeste måde at vise det på.” svarede hun nøgternt, uden at føle den mindste beklagelse over at lede ham i den retning. ”Jeg kan ikke forklare, hvad det er. Det er nærmest en følelse, inde i dit hoved.” forklarede hun ham, mens de gik. Det var ikke sådan, at Monstrene holdt til et bestemt sted, så hun havde egentlig heller ikke en klar plan for, hvor de skulle gå hen, men normalt kunne man være heldig - eller uheldig - at et Monster krydsede éns vej.

En pludselig opstået tanke fik hende til at stoppe op, vende sig rundt og placere en flad hånd i brystet på ham, for at få ham til at standse. ”Hvis du frygter det, har det meget nemmere ved at liste forbi dit forsvar.” Det var det tætteste, Thyia kom på et egentligt forsøg på at berolige ham, og det var nok ikke ligefrem det bedste, hun kunne sige. Hun ville ikke lyve og sige, at der ikke var noget at bekymre sig for, eller at de ikke var farlige. Det vidste han formentlig også godt selv. ”Så hold op med det.” Hun mødte hans blik et flygtigt øjeblik, inden hun lod hånden falde og vendte sig for at lede dem videre igen.

For en gangs skyld slækkede Thyia på sit eget forsvar overfor Monstrene. Hun åbnede sit sind op, så hun ville kunne mærke Monstrene på større afstand, men med den ulempe, at de også kunne mærke hende noget før. Nervøs var hun dog ikke. Monstrene ville aldrig blive anset for at være normale, men hun havde dog vænnet sig til dem i en sådan grad, at hun ikke blev bange. Javist, da hun stod overfor den ulv, havde hun følt blodet bruse i sin krop og hørt sine hjerteslag dunke i ørene, men lige nu, nej, da var hun ikke nervøs.

[Wilmot Ó Riain]

Wilmot pustede opgivende ud. Han skulle love for, at hun var en kvinde af handling. Han sagde dog ikke noget, fulgte lydigt med, og undrede sig over, hvor langt de mon skulle gå. Kendte hun et sted monstre ofte opholdt sig, eller vandrede de nu blot rundt på må og få?

Da hun stoppede og placerede en hånd på hans brystkasse, stoppede han op, ganske forvirret. Det sitrede i hans mundvige, mens hun talte. Virkede han virkelig så frygtsom? Han måtte i så fald arbejde på sin fremtræden. Det huede ham ikke, at andre skulle få den opfattelse af ham. Han ville vise sig fra den bedste side, altid. Gøre sig fortjent i andres øjne, til en dag at blive konge. "Jeg er ganske rolig" brummede han, og fulgte atter efter snaphanen.

Hans sanser var skærpede, han lyttede og spejdede området alt hvad han havde lært. Pinligt bevidst om, at det med allerstørste sandsynlighed, ville blive Thyia, der så noget først. Det skulle dog ikke stoppe ham i at prøve.

[Thyia]

Thyia skjulte et svagt smil, da han slap det opgivende åndedrag ud. Ja ja, men hvis han ville have noget ud af det, så var det ret essentielt. Det kunne sandelig gå hen at blive svært at lære borgere eller familier eller soldater eller hvem, der nu skulle lære det, at blokere for Monstrene, når man ikke vidste, hvad de skulle blokere for.

”Godt. Så er alt jo perfekt.” fremmumlede hun tørt og lavt nok til, at hun ikke var sikker på, han hørte det. Det var i og for sig også lige meget. Hun havde tolket det ud fra hans ord, eftersom hun var vant til, at folk talte lige ud af posen. Thyia holdt naturligvis også sine øjne åbne. Og ørerne. Men det, hun holdt mest åbent, var tankerne. Erfaringen sagde hende nemlig, at man fornemmede deres tilstedeværelse, før man så dem. Der gik heller ikke mange minutter, før hun standsede op med et sæt og greb fat i kronprinsens arm for at få ham til at gøre det samme. Hun skærmede straks sin bevidsthed igen og spejdede lidt søgende rundt for at lokalisere, hvor trykket kom fra, for til sidst at rette blikket opad i det øjeblik, to rovfuglemonstre strøg hen over de nøgne trækroner og begyndte at cirkle i luften. Den ene skarlagenrød og den anden skarlagenrød med solgule pletter. Hun åndede lidt lettet op, da hun så, der kun var to. Rovfuglemonstrene havde det med at færdes i flokke á 8-12 stykker, og så var de farlige.

”Luk øjnene.” kommanderede hun hårdt, igen uden megen forståelse for, hvor svært dét måtte være, omstændighederne taget i betragtning, og slap langsomt hans arm, kun for at trække buen af skulderen og lægge en pil for strengen. ”Gå ind i dig selv. Mærk efter.” instruerede hun kortfattet, mens hun spændte buen ud og tog sigte. Hun havde ikke tid til at holde øje med, at han gjorde, som hun sagde, men hun havde dog et halvt øje vendt imod ham, skulle han imod forventning pludselig synes, det var en god idé at byde fuglene velkommen med åbne arme. ”Er der noget, der føles anderledes?” Pilespidsen fulgte hele tiden den ene af fuglene, som de cirklede længere ned. Thyia forestillede sig, de var ved at beslutte sig for angreb eller ej, de skingre skrig skar i hvert fald i hendes ører. Hun slækkede buen en my, da en velkendt tanke slog ned i hende. ’De er så smukke. Hvor er det synd, at de skal dø…’ - så bed hun tænderne sammen og trak den ud igen. Hun blev ikke selv påvirket af andet end deres skønhed, men hun mærkede tydeligt, hvordan de rumsterede rundt i udkanten af hendes sind og prøvede at lirke sig vej ind. Prinsen burde føle noget af det samme.

[Wilmot Ó Riain]

Og så gik de altså videre. Wilmot havde ikke meget andet at sige, så han forholdt sig tavs. Han skulle dog ikke vente længe, før snaphanen stoppede ham, og han kunne tænke sig, at han med fordel kunne forlænge stilheden lidt endnu. Hvad end det var hun havde fået øje på, ønskede han ikke at gøre det yderligere opmærksom på dem.

Han fulgte hendes blik, og fik kort efter øje på grunden til deres bratte opholdt. De to rovfugle der kredsede i luften kort fra dem, fik ham til at miste pusten et øjeblik. Den anderledes, og smukke skarlagenrøde farve, gjorde det svært, at hive øjnene fra dem. Da han blev bedt om at lukke øjnene, gjorde han dog som der blev sagt, efter en kort tøven. Mærk efter bad hun ham om, men han vidste ikke, hvad han søgte. Det blev dog snart klart for ham, da en ikke ny følelse dukkede op i ham. Det var den samme, som da han havde mødt ulven. Han mærkede hvordan noget trængte sig på, noget ukendt. Havde han bare kunnet slå det ihjel med sit sværd. Det var til at tage og føle på. Det vidste han hvad var. Men denne underlige påvirkning, der listede sig ind i sindet, og satte underlige tanker igang, vidste han ikke hvad han skulle stille op med. Deres påvirkning føltes ikke lige så kraftig, som ulvens havde været det, men tilpas kraftig for en utrænet, til at blive ganske forvirret "Ja" Var det eneste han kunne få fremsagt, mens hans tanker kredsede om de to fugle. Et var at de var smukke, noget andet var, at han begyndte at føle medlidenhed med dem.

[Thyia]

Et øjeblik nåede Thyia at blive helt i tvivl, om han overhovedet havde hørt, hvad hun sagde til ham, så hun åndede lidt lettet op, da han bekræftede, at han kunne mærke forskel. ”Godt. Formén dem adgang. Tving dem ud i yderkanten af dit sind.” instruerede hun langsomt og tog en dyb indånding, inden hun sendte den første pil af sted for at sætte den ene fugl ud af spil og dermed gøre det lettere for kronprinsen at overkomme. Det var trods alt første gang. Et tilfreds smil, og nok det største smil, hun hidtil havde vist, viste sig kortvarigt på hendes smalle læber, da pilen ramte, hvor den skulle, og styrtede ned med den skarlagenrøde monsterrovfugl, hvis påvirkning forduftede få øjeblikke senere.

”Når du har gjort det, først, når du har gjort det, kan du blokere den.” fortsatte hun uanfægtet, mens hun trak endnu en pil fra pilekoggeret og lagde den for strengen. ”Prøv dig frem. Find ud af, hvad der virker for dig.” Hun trak pilen tilbage og tog sigte endnu engang. Den anden fugl var snedigere, cirklede hurtigere og skiftede pludselig retning hvert andet øjeblik, så den var sværere at blive ved med at holde sigte på. ”Sæt en mur op for den. Spind et net så tæt, at intet kan slippe igennem.” Thyia følte sig altid så dum, når hun sagde den slags ting, men det var bare så uendeligt forskelligt, hvordan forskellige personer valgte at beskrive, hvordan de lukkede Monstrene ude. For hende var det så uendeligt simpelt. Hun… hun lukkede dem jo bare ude. Hun var fristet til at tilføje et '... og skynd dig lidt', men afholdt sig fra det. I takt med, at monsterrovfuglen opfattede, at hun ikke ville skyde lige med det samme, blev den mere vovet og kom nærmere. Det ville være spild, hvis hun skød den ned, allerede inden Wilmot nåede at få en chance for at bekæmpe den.

[Wilmot Ó Riain]

Tving dem i yderkanten af dit sind. Jaja, det var nemmere sagt end gjort. Han koncentrerede sig alt hvad han havde lært, og forsøgte febrilsk at lukke af. Han følte fuglenes påvirkning trænge længere og længere ind. Han nåede at tænke, at det ville gå galt, før han blev distraheret, af lyden fra en pil der susede gennem luften. Han åbnede øjnene, og så hvordan den ene skarlagenrøde fugl, faldt til jorden. Og drejede hovedet tidsnok til, at se Thyias smil, som fik noget indeni ham til at røre på sig. Hvad det var, havde han ikke tid til at tænke over. I stedet tvang han sin koncentration tilbage til at lukke monstrene ude. Noget måtte han havde gjort rigtigt indtil nu, for han følte sig ikke nær så påvirket, som ved ulven.

Nu hvor der kun var én fugl at koncentrere sig om, føltes det letter at samle tankerne. Han tog en dyb indånding, og formede nu endelig en barriere i sit sind. En uigennemtrængelig mur, hvem ingen andre end han selv, kunne trænge igennem. Han følte med det samme en forskel. Følte, at han kunne ånde igen. Han åbnede øjnene, og blottede tænderne i et fjoget smil "Det virker!" udbrød han, og havde lyst til at gribe fat i Thyia. Han modstod drog trangen.

[Thyia]

Thyia tog sig selv i et øjeblik at frygte, at det ikke ville lykkedes for ham. Hun var et kort sekund fra at sende den anden pil af sted, da hun også sansede en ændring i fuglens adfærd. Som en svag irritation over, at de to mennesker var utilgængelige. Hun kunne ikke tilbageholde et usynligt smil, om end det var mere stilfærdigt end den triumf, hun følte. Prinsens begejstring var smittende, og noget, der vist skulle forestille en kort latter undslap Thyia, selvom hun nu egentlig bare pustede lidt mere luft ud end sædvanligt.

”Selvfølgelig gør det det.” svarede hun med en indlysende mine, der på ingen måde afslørede, at hun havde været i tvivl for et øjeblik siden. Det havde været bedst, hvis han nu selv gjorde det af med Monsteret, men det var svært, når han ikke så ud til at være bevæbnet med en bue. Thyia end ikke overvejede at låne ham sin, mest fordi det aldrig kunne falde hende ind at give sit bedste forsvar fra sig, men buer var også forskellige. Så hun gjorde det selv. Denne rovfugl krævede to pile, før den faldt til jorden og dens mærkværdige påvirkning ebbede bort på samme måde som en flamme, der blafrede og gik ud. Endnu et veltilfreds smil lyste kortvarigt hendes ansigt op, det var altid en rar følelse, når noget lykkedes for en. Om det så var at dræbe et Monster eller hjælpe kronprinsen til Det Frie Land til at modstå dem.

[Wilmot Ó Riain]

Han betragtede fuglen falde til jorden, og mærkede hvordan den mærkelige fornemmelse fordampede. Næsten ekstatisk over sin triumf - og det faktum at Det Frie Land nu var to monstre mindre - vendte kronprinsen sig mod snaphanen, med mundvigene trukket op i et smil. "Du er god til at lære fra dig" roste han hende, måske for at blødgøre hende til det næste han ville sige "Hvis nu bare jeg kendte dit navn, ville jeg sige, at jeg var godt tilfreds" han lagde hovedet en anelse på sned. Han måtte forsøge sig med, at lokke hendes navn ud af hende igen. Det føltes underligt ikke at kende det. Helt forkert. Især nu, hvor hun havde lært ham så meget om monstrene. Han vidste ikke, hvem han skulle være taknemlig. Vidste kun, at hun var en snaphane. Så måtte han ride hjem til syden, og sikkert aldrig få chancen for at spørge hende igen. Nej, han måtte lære det, på den ene eller anden måde.

[Thyia]

Hov. Thyia så lidt halvperpleks på ham, da han sagde, hun var god til at lære fra sig. Det her var altså anderledes. Noget helt andet. ’Du er god til…’ - Havde han lige givet hende et kompliment? Det havde hun vist aldrig fået før. Det handlede altid om, at man kunne øve sig og blive bedre. Hvis ikke, man var den bedste iblandt snaphanerne, så var man per definition dårlig.
”Du er hurtig til at lære.” returnerede hun den, tilnærmelsesvis det mest venlige, hun havde sagt til ham i løbet af den tid, de havde haft sammen. Nej, ikke tilnærmelsesvis, det var det mest venlige, hun havde sagt. Et øjebliks samhørighed, og så skulle han absolut spørge efter hendes navn igen. Det betød åbenbart meget for kronprinsen, eftersom han ikke havde forstået det første gang. Hun klemte læberne sammen til en tynd streg af utilfredshed.

”Mit navn var ikke en del af aftalen.” påpegede hun kortfattet og vendte sig væk fra ham for at hente sine pile fra fuglene. Når man selv havde forarbejdet og formet hvert eneste element i sin varetægt, blev man underligt opmærksom på ikke at lade noget gå til spilde.
”De kalder mig Røde.” oplyste hun alligevel med et bittert drag om munden, som en form for kompromis. Det var så upersonligt, som noget kunne blive - navnet havde rod i hendes røde hår, hvad ellers? - men det var de færreste, der brugte fødenavnet Thyia. Hun tørrede hurtigt pilene af i bladene på den nærmeste busk, før hun omhyggeligt lagde dem tilbage i pilekoggeret og ville gå forbi kronprinsen for at begive sig tilbage.