En afsked

[Wilmot Ó Riain]

Cateline Ó Riain
D. 25 December, Roys 9. regeringsår.

Som dagene skred frem, og tiden for Wilmots afrejse nærmede sig, bredte nervøsiteten sig mere og mere. I starten havde Wilmot ikke vist en flig af usikkerhed, og det var kun det trænede øje, et øje der kendte Wilmot særdeles godt, der nu kunne spotte, at en gnavende usikkerhed boede indeni ham. Nyheden om monstre havde været skræmmende nok i sig selv, kronprinsen kunne alt for godt forestille sig, konsekvenserne af deres ankomst. Det var dog ikke dét, der gjorde ham nervøs. Nej, det var længe siden han havde gjort noget for sit rige (eller sit kommende rige nok nærmere) og som den perfektionist han nu engang var, frygtede han, at noget skulle gå galt. At han skulle dø - eller endnu værre - at han på en eller anden måde skulle skuffe Det Frie Land, og Roy.

Disse tanker nåede sit højdepunkt den sidste aften før hans afrejse. Han travede frem og tilbage foran den knitrende karmin, hvor flammer slikkede sig op af træet derinde. Lyden af knaster der sprang gjorde ham rastløs, og efter i en uendelighed at have travet tæppet tyndt, besluttede han sig for, at forlade sit gemak.
Han vidste ikke hvor han ville gå hen, men hans fødder førte ham til sin lillesøsters værelse. Til Cateline Ó Riains private gemakker. Han førte hånden op til hendes dør, tøvede et langt øjeblik, og bankede så på. "Det er bare mig" sagde han med sin sædvanlige rolige stemme (lidt selvkontrol ejede han trods alt endnu) og ventede nu på, at nogen skulle svare ham.

[Cateline Ó Riain]

Cateline sad i det flakkende lys fra kaminen og læste. Hun havde for længst skiftet til natkjole, noget, hun altid gjorde relativt tidligt, fordi stilheden og freden i gemakket om aftenen var et af de tidspunkter, hun brugte som sit frirum. Hun havde trukket fødderne op til sig i den komfortable lænestol og sad med en opslået roman på armlænet, som hun bladrede i fra tid til anden. Det var en gammel kending, men også hun havde sit has med at få samlet tankerne, så det var ganske belejligt en bog, som hun ikke behøvede spekulere meget over. Cateline var også rastløs, om end hun taklede det på en anden måde end andre af sine familiemedlemmer. En del af hende ønskede så inderligt, at hun kunne tage med sin kære broder til Norden, at hun kunne gøre sig lidt nyttig i stedet for at dalle rundt på Kongeborgen hele sin dag, men det stod hende ganske klart, at det ikke ville ske. Det vidste hun godt, men derfor kunne hun alligevel ikke lade være med at drømme lidt.

Det gav et lille spjæt i hende, da det bankede på døren og hun vendte overrasket blikket derhen. Det var i reglen sjældent, at hun fik besøg på denne tid af aftenen, men lyden af Wilmots stemme beroligede hende. Hun rejste sig fra stolen og trak i forbifarten en let kåbe over sig, så hun kunne holde varmen, før hun åbnede døren for ham.
”Kom bare ind.” bød hun og rømmede sig lidt, fordi hun ikke havde brugt stemmen i noget tid. ”Hvad bringer dig her?” forhørte hun sig mildt, selvom det anede hende, og tog sig tid til at tænde nogle enkelte tællelys, så de ville kunne se hinanden lidt klarere.

[Wilmot Ó Riain]

Wilmot trådte ind ad døren, efter at have set sig tilbage en enkelt gang. Hans mund formede et let smil, som han uden hæmninger fandt frem til en lænestol. Han satte sig, lænede sig fremad og hvilede armene på sine knæ. "Jeg tænkte, at jeg ville sikre mig, at du ikke havde planer om at følge efter mig i morgen" sagde han hans tænder blev blottet i et smil. Sandheden var, at hans tanker fløj rundt i hovedet på ham, når han var alene. At hun var den eneste, han kunne besøge på denne tid, og den eneste der lige nu kunne få hans nerver til at slappe af.

Hans blik fandt pejsen, og en urolighed sænkede sig atter over ham. Det røbede hans øjne, selvom han bravt forsøgte at opretholde smilet. I tankerne fløj han dog til Norden, hvor monstrene marcherede frygtløse frem. Han så i sin fantasi hvordan han skulle overbringe nyheden til kongen, sin far, om at Det Frie Land var på vej ind i en æra af frygt og krig. Han var klar til at risikere alt for fædreland og ære, men det betød ikke, at han ikke var nervøs derved. Nervøs for hvad han skulle finde.

[Cateline Ó Riain]

Et stilfærdigt smil bredte sig på Catelines læber ved sin brors ord. De kendte hinanden for godt. ”Det ved du, jeg ikke har.” svarede hun lidt resignerende og pustede glødepinden ud. ”Men jeg misunder dig alligevel.” Cateline var en drømmer. Det havde hun alle dage været, men hendes velopdragenhed forhindrede hende ofte i at udleve dem. Ikke noget, hun beklagede sig til alle og enhver over, for hun bildte sig da også ind, at det bare var sådan, det var. Hun var en kvinde, og hun var tilmed prinsesse, så hun var underlagt sin far. Og selvom han ofte opmuntrede dem til at tage deres egne valg, så var Cateline så ubegribeligt ræd for at gøre noget forkert, hvilket udmøntede sig i en pinagtig trang til at opføre sig så korrekt som overhovedet muligt.

De mørke dådyrøjne hvilede på broderen et øjeblik, da ilden fangede hans opmærksomhed. Et uhørligt suk forlod hendes læber, inden hun roligt strøg hen og tog plads på armlænet på den stol, han havde sat sig i, i stedet for at indtage en stol selv.
”Tænk højt, Wilmot.” opfordrede hun ham lavmælt til, som hendes hånd fandt vej til hans skulder og gav den et klem.

[Wilmot Ó Riain]

Et øjeblik havde han siddet som en ubevægelig statue. Øjnene var fastholdt af ilden der dansede i karminen. Hans tanker var langt borter, og det var først ved søsterens ord, og det kærlige klem på skulderen, at statuen fik liv. Han lænede sig tilbage i stolen, og foldede sine hænder i stolen "Du kender mig" sagde han, med et nærmest undskyldende smil. "Jeg bekymrer mig altid for meget" prøvede han at slå det hen, mens blikket endelig brød med kaminen, og i stedet fandt hvile ved hans lillesøster. Hun mindede ham om sig selv på mange punkter. De havde begge altid været bevidst, om det ansvar de bar på deres skuldre. At man måtte tilsidesætte sin sine egne behov og sin personlighed, for landets bedste. Hun havde dog altid været let til smil og glad overfor ham, når de var alene. Hvilket han satte pris på, eftersom han havde en tildens til at være lidt for alvorlig. Han ville have taget hende med, havde hun været en bror i stedet. Ikke fordi det i Wilmots øjne gjorde den store forskel, men det var imod traditionen, at bringe en prinsesse med sig på sådanne missioner. Måske var det også for det bedste. Han ville aldrig tilgive sig selv, skulle der ske hende noget.

"Men i aften vil jeg gerne sige farvel til dig ordentligt. Hvem ved hvor længe jeg skal være væk, og lad os i stedet for at bekymre os, have det hyggeligt" sagde han med et smil, og mente det oprigtigt. Wilmot var god til at bekymre sig. Det var der ingen tvivl om. Men han ville hellere tilbringe denne sidste aften med hende, i højt humør. Han lod den ene hånd klemme noget i sin ene lomme.

[Cateline Ó Riain]

Det var vist noget, der lå til familien. Det der med at bekymre sig. Eller, altså, med undtagelse af Rohesia, selvfølgelig, for hun bekymrede sig ikke rigtigt om noget. Slet ikke på samme måde som resten i hvert fald. Af og til ønskede Cateline, at hun havde haft lidt mere af sin søster i sig. Det var fint nok at være sød og blid og ih så åh så fin, men det kunne også være dejligt at have frisindet til at samle skørterne op og spurte gennem de nedfaldne blade i Paladshaven til efteråret.
”Ja, det gør du.” medgav hun med et let sigende blik, eftersom hun selv gentagende gange over årene havde været genstand for hans bekymring. ”Men hvis det er det, der hindrer dig i at blive dumdristig, så fortsæt endelig. Jeg regner med, du kommer hjem til mig igen.” Det var sagt med et smil og halvvejs i spøg, men det ændrede ikke ved alvoren, der lå bag. Cateline kendte formålet med Wilmots rejse lige så godt, som han selv gjorde, for Roys døtre var veloplyste, og hun var opfyldt af ærefrygt for disse Monstre. Endnu havde hun ikke stiftet bekendtskab med dem, men hun frygtede det stadig. Ikke fordi, hun var en kryster, men fordi hun var realistisk.

”Hvad har du i tankerne?” ville hun vide, som et muntert smil bredte sig på hendes læber. Det lød ganske tillokkende bare at fokusere på at have det hyggeligt! Det skete også alt for sjældent, at de tog sig tid og frihed til det, men det gjorde så meget desto mere fornøjeligt, når det så skete.

[Wilmot Ó Riain]

Selvfølgelig havde han tænkt sig at komme hjem igen. Det var dog ikke altid noget, der var i folks egne hænder. Han ville dog gøre alt, hvad der stod i hans magt. "Så langt er jeg ikke nået" sagde han med et skævt smil, og rakte ud, for at give hendes hånd et kærligt klem.

"Dog har jeg noget til dig" sagde han en kende kejtet, og rakte hånden ned i sin lomme. Op kom en lille æske skåret træ til syne. Han holdte den op imod hende, så hun kunne tage den fra ham. Indeni gemte sig en halskæde i guld, med en blå ædelsten. Så vidt han vidste - eller ville vide - havde hans lillesøster ingen bejlere, til at give hende sådanne gaver. Derfor påtog han sig gerne den opgave. Han vidste hun kunne lide smykker, og han fandt intet underligt i, at hun bar et smykke, foræret af sin bror. Det var en kærlighedserklæring i dens mest uskyldige form. Nej, kærligheden mellem en søster og bror, var intet at kimse ad. Hans timing kunne man måske klandre ham for. Men han ønskede, at hun havde noget at mindes ham ved, når han nu drog afsted.

[Cateline Ó Riain]

”Til mig?” Hun hævede overrasket brynene en anelse, da Wilmot rakte ned i sin lomme. Et lille, spændt smil spillede på hendes læber, fordi hun ikke kunne holde det tilbage, da hun snuppede den lille trææske ud af hånden på sin storebror.

”Åh, den er smuk!” sukkede hun betaget, da hun åbnede den og tog halskæden ud. Hun gled ned fra armlænet på stolen og strøg hen til sit ene spejl for at lægge den om halsen, så hun kunne se, hvordan det så ud. Cateline lå nok lige på grænsen til at være ægte forfængelig, det kunne hun ikke løbe fra, for hun havde da unægtelig en lille - eller stor - svaghed for ’pynt’ i alle afskygninger, men hun blev ikke forblændet af det og bevarede sin realisme på trods. At hun så kun var iklædt sin natkjole og kåben ovenover, gjorde måske halskæden malplaceret, men det tog hun ikke lige med i sine betragtninger.

”Ser det pænt ud?” ville hun vide, idet hun vendte sig mod sin bror igen med et uskyldigt smil og et underliggende ’du-kan-lige-vove-på-at-sige-andet’-tonefald.

[Wilmot Ó Riain]

Det trak i Wilmots mundvige. Kan kendte til søsterens kærlighed for at stadse sig ud, og elskede hende for det. Hun kunne tillade sig det. Han vidste, at det ikke steg hende til hovedet. At hun ikke ville bære halskæden hovmodigt.

"Selvfølgelig ser det pænt ud. Det er jo trods alt mig selv, der har valgt den" sagde han med et glimt i øjet og lænede sig godt tilbage i stolen. Ganske selvtilfreds var han dog. Det var perfekte afledningsmanøvre, der skulle lede deres tanker på lettere og mere glædelige ting. At hun tilmed var blevet så glad for hans gave, det gjorde ham kun varmere om hjertet. Og tungere. Men det ville han ikke dvæle sig ved.

Han vidste ikke hvad han mere skulle sige. Han følte nu endelig en rolig træthed bruse igennem kroppen, og med en tanke om at nu kunne han måske endelig falde til ro, overvejede han, at trække sig tilbage. Han gjorde det dog ikke. Ikke endnu.

[Cateline Ó Riain]

”Hov hov! Det ene udelukker altså ikke det andet.” påpegede hun med et fnis over sin brors selvsikre svar og åbnede kæden igen, kun for at pakke den tilbage i æsken og derefter putte den ned i smykkeskrinet. Det tunge skrin klimprede et par enkelte toner, før Cateline fik lukket låget igen og dermed kvalte melodien. På grå og triste aftener, hvor ængstelse og vemod plagede tankerne, lod hun det ofte stå åbent, så den spæde melodi kunne brede sig ud i rummet. Hun spillede ellers også selv både harpe og violin, men af og til var det tiltrængt at lade fingrene hvile og bare lytte.

Hun trak kåben lidt sammen om skuldrene for at holde på varmen og bevægede sig på hurtige fødder tilbage til Wilmot og varmen fra den brændende kamin. ”Tak for gaven.” smilede hun lavmælt og lagde for et kort øjeblik armene omkring sin bror i et mildt knus. ”Jeg er meget glad for den.” Hun skænkede hans kind et uskyldigt kys for at vise sin taknemmelighed, før hun slap ham igen og vendte tilbage for at putte sig i lænestolen overfor.

”Det er langt tid siden, vi har set dem i Nord. Du må huske at overbringe en hilsen fra mig og fortælle Emmett, at jeg længes efter at se dem.” mindede hun ham om med et stilfærdigt smil. Når han nu endelig skulle af sted… Så måtte de hellere fokusere på de gode ting. De havde megen familie i Norden, og der kunne gå lange perioder uden, de så hinanden. En anden grund til at være lidt misundelig på, at han skulle af sted, også. Cateline holdt meget af sin familie, nærme som fjerne.

[Wilmot Ó Riain]

Han lod øjnene hvile på hende, som hun lagte smykket i sit skrin. Tonerne derfra, fik det til at sitre svagt i hans mundvige. Han havde ikke just den samme passion for musik, men han holdt uendeligt meget af at se hende spille. Holdt af at se hende gøre alt hvad hun var dygtig til, og som hun holdt af.

Hendes kram gengældte han med varme, og hans mund krummede sig op i et smil, da hun plantede et kys på hans kind. Som hun havde puttet sig i lænestolen, og begyndte at tale om deres familie i Nord, lod han også sine tanker flyve til koldere bredegrader. "Det skal jeg nok gøre. Mon ikke de snart aflægger os et visit her på Kongeborgen under alle omstændigheder" af den ene eller anden grund tænkte han dystert, men smilet på hans læber falmede dog ikke.

Efter et øjeblik at havde siddet i lænestolen ganske dovent, og nydt varmen fra kaminen, rejste kronprinsen sig op, og rømmede sig "Jeg må hellere se at få mig noget søvn. Især inden nogen opdager, at jeg er forsvundet" sagde han og blinkede til hende, før han trak sig tilbage, og forlod sin lillesøsters gemakker.

[Cateline Ó Riain]

”Det håber jeg! Ellers må de finde sig i, at jeg kommer rendende om nogle måneder.” tilkendegav hun muntert. Det var lige så meget længslen efter at se familien, som det var rastløsheden over at gå rundt hjemme i Roy By og være til pynt, der talte. Af og til kunne hun nærmest ikke være i sin krop, fordi hun trængte til noget andet at give sig til, men problemet var bare, at der ikke var andet at give sig til. De samme rutiner om og om igen.

”Det er nok det klogeste.” medgav hun med et smil og rakte ud for at give hans hånd et klem, da han gik imod døren. ”Jeg er der i morgen, når du rejser.” Eller i morgen og i morgen, det var vel nærmest midt i nat, så tidligt, som de skulle af sted. Hun vidste godt, at hun strengt taget ikke behøvede det, men hun havde sandelig ikke tænkt sig at lade være.
Hun sad et øjeblik efter, at døren var gået i bag Wilmot, før hun rejste sig fra stolen og gav sig til at slukke lysene en efter en for til sidst at lægge sig til.

//Out