At besigtige jorderne

[Deleted]

Tilegnet: @arwen

---

Forårsvejret kom hurtigt til Alari. Kun et par dage forinden havde vinden været bidende og kold, og skyerne grå i en konstant trussel om sne og slud. Nu var skyerne i mellemtiden forduftet, så solen skinnede strålende ned fra en skyfri himmel, og man kunne på det nærmeste lugte foråret i den blide vind.
Judas var blevet inspireret denne morgen. Han havde været i minen fra morgenstunden, hvor solen endnu ikke havde vist sit ansigt, hvorfor han kun blev glædeligt overrasket over det skønne vejr, da han endelig kunne kigge ud igen. Han havde brugt almindelig og solid fornuft til at fortælle sig selv, at det ville være godt for ham med en tur væk fra minen. Derfor havde han sadlet sin hest, og var reddet mod d'Ivris grænser, for at besigtige forholdene dér. Altså var han ikke længere i Alari, men nu nær grænsen til Terra's land. Judas havde svunget sig af hesten, og trak den nu skråt efter sig. Jorderne steg ikke meget på deres side af grænsen, men han kunne se ind på Terra's land, hvor højlandet i sandhed kom til sin ret. Hvis han så rigtig godt efter, kunne han endda ane vinstokkene i det fjerne, hvor de begroede et højdedrag. Judas vidste ikke meget om vin, men han var da klar over, at de bedste vine blev avlet på skråninger, hvorfor det blide og bølgende højland måtte være ideelt.
Han var ganske simpelt klædt denne formiddag, dog ikke mindre luksuriøst af den grund. Selvom det blide vejr godt kunne snyde, havde han alligevel trukket en skindkappe med pelsklædte kanter over skuldrene, var trådt i sine tunge ridestøvler med solide sølvspænder og slidstærke læderbukser, der kunne holde til mange timer i sadlen.
Judas var en mand, der forstod at sætte pris på den friske og rene luft. Selvom han elskede at være i minen, så var det hver gang en befrielse, når han kunne bevæge sig lidt væk, og ikke længere opsnusede de metalliske og brændte odører fra minen. Han var langt væk fra den nu, for selvom Alari voksede et stykke hver sommer, så var der stadig en time eller to timers ridt til lengrænsen. Han trak vejret dybt igennem næsen og nød den ugenerede natur, hvor ingen menneskeskabte lyde brød stilheden, udover hans egne skridt i det bløde græs.

[Deleted]

Arwen var tager med ud for at se på vinmarkerne. Hun hadede at sidde fanget på godset og hun blev ikke stoppet af en smule regn. De var taget afsted tidligt imorges og de havde været igang lige siden. Det var ikke hende, der gik og plukkede druerne fra træet, men hun havde fulgt ham, dr vidste noget. Hun havde lært meget i dag, og den ansvarlige havde nydt at lære fra sig. Nogle rynkede måske på næsen af det, men Arwen kunne godt lide at være på god fod med sine ansatte. Hun havde fået smagt på en masse druer i dag, lært en masse om hvordan de groede bedst og mødt en masse mennesker.

Arwen var ikke særlig fint klædt i dag. En simpel mørkeblå kjole, der sad tæt om armene og livet, og som ikke var for lang til at man kunne gå i den, eller ride. Over sig havde hun en tyk uldkappe, og hendes hår hang løst. Dagen havde trukket ud og hun skulle skynde sig, for at nå videre. Hun svang sig op på den sorte hoppe og begav sig mod Alari. Den vinansvarlige havde en besked til hendes far, som hun valgte at viderebringe. Måske var det ikke det klogeste, men Arwen havde reddet alene før. Hendes far var i Alari for at råbe og skrige af d'Ivrierne om at deres minedrift ødelagde høsten. Desuden turde han ikke sige den lille lady imod og lod hende ride afsted.

Hendes hår flagrede i vinden og da hun endelig krydsede grænsen, fik hun øje på et menneske. Hun kendte nabofamilien godt nok til at vide hvem det var, der gik på græsset. Hun himlede svagt med øjnene. Det var ikke hvem som helst hun var rendt ind i, men Judas d'Ivri. Hun kunne ikke bare tillade sig at ride videre, så hun stoppede hesten da de nåede hen til ham. Solen stod højt på himlen og fik hende til at misse en smule med øjnene. "Godaften lord d'Ivri," sagde Arwen med et nik. Hun ville ikke stå af hesten, da det krævede en skammel eller et løft for at hun kunne komme op på dyret igen - og den tilfredsstillelse ville hun ikke give lord d'Ivri. "Hvad bringer Jer så langt fra bygrænsen?"

[Deleted]

Tilegnet: @arwen

---

Judas havde ikke gået længe, før en lyd forstyrrede det ellers så rolige billede. Lyden af hovslag. Han rynkede svagt på panden et kort øjeblik, da han drejede hovedet imod lyden. En rytter. Først var rytteren for langt væk til, at han kunne se, hvem det mon var - men som rytteren, nej ryttersken, kom nærmere og hendes træk trådte tydeligere frem, var der ikke længere tvivl i Judas' sind. Det var hende. Et af familiemedlemmerne fra Terra. Hvad søren lavede hun på d'Ivris land? Judas håbede i sit stille sind, at pigen bare ville ride forbi. Han kunne jo dårligt nok forbyde hende at komme her, og hvad interesse havde det da for ham, hvad hun skulle, medmindre det var skadeligt for d'Ivri? Judas' ansvarsfølelse overfor sin slægt var stor. Han var den førstefødte af den førstefødte - og derfor var det også ham, der stod til at arve alt. Selvom han ikke altid var enig med de adelige og i de adeliges skikke, så kunne det aldrig falde ham ind at forsømme de pligter, der fulgte med.
Da Judas så, at den unge lady ville standse op og tiltale ham, stoppede han selv sin gang, og således gjorde hesten bag ham også.
"Lady Arwen," hilste han hende ganske enkelt, og uden megen høflighed, ville mange mene. Hans stemme var egentlig ikke uvenlig, men kærlig kunne man bestemt heller ikke kalde ham. Hans nikkede kun en ganske lille anelse til hende. Hvorfor hilse mere underdanigt? Han stod over hende i rang - Terra var blot et grevskab. "En mand må holde opsyn med sine grænser." lød hans klare forklaring på, hvorfor han var så langt væk fra Alari - det var intet mere eller mindre end sandheden, der kom over hans læber. "Vi skulle jo nødig invaderes." fortsatte han lettere sarkastisk, sagt mest i spøg. Hvem i alverden skulle invadere dem der fra? Andre fra Det Frie Land? Det ville næppe gøre noget. Nej, det havde været langt noget andet, hvis de havde befundet sig i Norden, og det var Snaphanerne, der var tale om. Det var en reel trussel.

[Deleted]

Arwen skulle holde sig selv i ave for ikke at himle med øjnene. Hvem ville dog invadere d'Ivri? De havde jo ikke andet end lidt miner, og dem kunne man få flere steder. Han havde lidt høje tanker om sin slægt.Desuden - hvad skulle en mand stille op mod disse banditter, der ville invadere hans land? Han ville næppe holde længe. "Så er det jo godt, det bare er mig, der kommer," sagde Arwen i samme tonefald som ham. Hun var ikke just sarkastisk, men det var bestemt heller ikke kærligt. Hun havde ikke meget til overs for den familie, der ødelagde hendes families marker. Arwen var den yngste i hendes familie, og hun stod ikke til at arve noget som helst, men hun havde stadig stor respekt for sin familie. Hun anså deres vingård og deres gods som lige så meget hendes, som alle de andres. Hun var langt fra med hver gang der skete noget andet end fester og komsammener, men hun kendte godset og hun kendte gårdene.

Hun kunne lige så godt prøve at holde samtalen gående. Der var jo ingen grund til at være uhøflig, selvom hun mest af alt bare ville ride videre og komme ned af hesten. Hun var ikke vildt begejstret for at ride. "Jeg ved ikke hvor længe I har været herude, men måske lagde I mærke til om min fader red ud inden I gjorde?" spurgte Arwen. Så kunne hun da nøjedes med at ride tilbage fremfor at ride til Alari og tilbage igen. Der var ganske vidst kortest til Alari lige nu, men hun ville godt kunne nå hjem igen inden mørket faldt på.

[Deleted]

Arwens svar bragte et smil frem på Judas' læber, som han så væk fra hende, tydeligt muntret af egne tanker. For hvad kunne da være værre end at blive invaderet af slægten på den anden side? Terra? Judas huskede, at forholdet til familien havde været bedre engang. Men så var der gået et eller andet galt - et eller andet. Faktum var, at Arwens fader var begyndt at lade d'Ivri stå til ansvar for, at hans vin ikke længere blev helt så godt. At han i virkeligheden bare var ved at ældes, og ikke længere havde samme sans for at avle vin, det lod det ikke til, at han ville indse. Sådan var Judas' tanker i hvert fald - han havde bestemt ikke høje tanker om greven i Asar.
"Jeg har ikke set Sir Wymar i dag," kommenterede han, som smilet forsvandt fra hans læber igen ved at nævne greven. "Er han da i Alari endnu engang for at spilde sin tid?" Judas hævede spørgende brynene op i panden, som hans blik vendte tilbage til Arwen. Hans udtryk kunne let forveksles med høflig interesse, men det var så langt fra, hvad det var - snarere spottende. Det rørte ikke Judas, at Arwen blev siddende på hesten. Det måtte hun da absolut selv om. Indtil en forfærdelig tanke slog ned i Judas: Ville han blive nødt til at eskortere hende til Alari? I princippet havde han ikke mere at lave så langt fra sølvminen, og skulle de samme vej ville det sandelig blive set som uhøfligt, skulle han lade være. Judas' humoristiske sans fornægtede sig ikke, og han fandt ganske tanken morsom - at skulle ride hele vejen tilbage sammen med Arwen, mens de prøvede på at lade som om, de kunne lide hinanden, og i virkeligheden bare havde lyst til at vippe den anden af hesten.
"Tillad mig at følge med Dem til Alari?" forhørte han sig yderst høfligt, efterfulgt af et skævt smil. Mon hun ville kunne se det morbidt sjove i situationen?

[Deleted]

Arwen huskede ikke meget om at familien havde været gode venner. Hun kan godt huske at fjendskabet ikke altid havde stået på, men hun var også yngre end Judas. "Ja, han er. Han spiler sin tid, da Jeres fader nægter at lytte," gav Arwen igen. Hun vidste udemærket godt det ikke var høflighed. Hun burde opføre sig mere voksent end hun gjorde, men det var svært. Judas trykkede på alle knapper, der irriterede hende, og hun kunne ikke helt forklare hvorfor eller hvordan.

For Arwens skyld behøvede han ikke at eskortere hende nogen steder overhovedet! Hun havde det fint for sig selv på trods af at hun ikke var den bedste rytter. Hun vidste det. Hun sad stift på hesten, hun holdt tit tøjlere for stramt, fordi hun var bange for at falde ned. "Hvis min fader ikke er i Alari, er der vel heller ingen grund til at jeg er?" sagde Arwen i samme let spottende tonefald som han havde brugt. "Jeg sætter naturligvis pris på Jeres gestus," Det blev sagt høfligt men uden meget følelse. Han gjorde det af pligt, hun svarede af pligt. På den anden side, så var der langt hjem og hun kunne vel ikke tage hans ord for, at hendes far ikke var der? Det var den besked hun havde fået. "Jeg tror faktisk, at det er nemmest jeg tager til Alari selv. I behøver dog ikke at eskortere mig. Jeg kan godt finde vej, hvis I har andre gøremål,". Nu var bolden på hans banehalvdel. Han kunne næppe efterlade en lady alene på en mark.