På et skib mod Syden

[Deleted]

Titus fortalte nok ikke hele sandheden. Han fik det jo næsten til at lyde som om at han aktivt søgte en hustru. Han ønskede en hustru, men det var ikke en partner han søgte aktivt. De breve og skrivelser han modtog fra fædre og Lords, angående ægteskaber med deres døtre, blev som regel bare smidt til side, hver gang han modtog dem. Han havde knap nok tid til at styre sit eget Len, med al den ansvar der hvilede på hans skuldre. Men han klarede det nu, indtil videre. Et Len kunne ofte styre sig selv, for at være ærlig, og en hær ville aldrig gå arbejdsløs hen, især ikke hvis hæren var under kommando af en mand som Titus. Hans liv var på dets højdepunkt, og det samme var hans magt. Han tvivlede på at Kongen ville kunne gøre bedre brug af ham end som brigadér og hærfører.

Titus smilte ved hendes ord, lidt for sig selv og med blikket ned imod vandet der skød mod skibets plankeværk. Hun havde jo ret i, at det krævede overblik. Et overblik han stadig selv kunne opretholde. Men før at han kunne dedikere sig selv fuldstændig til udøvelsen af retfærdighed, og bekæmpelsen af Rigets fjender, måtte han ofte efterlade Lenet i andre hænder. Hans tiltro til onklen var blevet mindre og mindre med tiden, så det ville nu være rart med en hustru der kunne håndtere det på hans vegne. "Mine forfædre har holdt Aeon i snart 8 generationer, og Aenarións indflydelse strækker sig langt længere ud på havet, end det gør mod land." Forklarede han blot kort. Hans Len var ikke det største, og det var jo blot et baroni, men hvis havet havde grænser, ville det have været en helt anden sag. Titus klappede en enkelt gang sin hånd imod rælingen, og kiggede op mod skibets mast. "Dette skib hører blandt mange andre hjemme i Aeon.." Han skævede lidt mod hende. Han vidste ikke om ham fortalte hende for meget, eller om han virkede lidt for stolt af en slægt der nu var iblandt de mindste, og de med færrest medlemmer. "Takket være handlen med blandt andre Valeio, har vi et stødt indtog af tømmer, til konstruktionen af skibe. Aenarións jord og grund er hård og ufrugtbar, men havet er fyldt med liv og føde..."

[Deleted]

"Det er også et flot skib, selvom jeg kunne forestille mig at det trænger til en rengøring nedenunder efter den her tur," det blev sagt med et skævt smil og en hentydning til al opkastet. Hun turde ikke engang forestille sig hvordan der så ud nedenunder, men forhåbentlig kunne de ramme spandene. Hun skævede tilbage til Titus, da han fortalte om sin familie. Cates familie var heller ikke den største, men de var tætte med kongefamilien. Det hjalp lidt på indflydelsen, men hun var lidt facineret over Aenarión. De var virkelig ikke mange, men de var stadig kendt for at være gode til det de lavede. De var et navn, fordi de kunne noget, ikke bare fordi der var mange af dem. "Måske I kunne fortælle lidt om Aeon? Jeg har aldrig været der, desværre," Hun havde stort set kun set de byer, hvor der boede en ung, enlig mand hendes forældre havde prøvet at afsætte hende til. De havde ikke forsøgt Titus endnu - i hvert fald ikke hvad Cate vidste af.

Cate vidste godt at meget af deres tømmer gik til Aeon og deres skibe, ligesom at de købte nogle af fiskene og fik det til en lidt bedre pris end de fleste. Men hun ville gerne se byen det kom fra, sejle med skibet. Se om havet sluttede et sted. Hun skævede til Titus igen. Hun forstod ikke hvad alle de andre piger var så bange for. Han var da en flink fyr, det hun havde snakket med ham. Og han var ikke grim, selvom han var en rimelig stor mand. "Jamen, hvis I kommer forbi Valeio, så må I endelig kigge forbi. Men jeg går ud fra De har bedre ting at tage Jer til end at rende efter træ," sagde Cate med et skævt smil. Hun strøg håret væk fra ansigtet efter en vind havde blæst det ind i ansigtet på hende.

[Deleted]

Hendes lille joke vedrørende opkastet, fangede ham ikke helt, og det tog lige et øjeblik for ham at finde ud af hvad hun mente. Sjovt, syntes han ikke rigtig det var, men han smilte dog alligevel diskret og kiggede per automatik nedad. Skibe var altid et rod, uanset hvor meget man arbejdede på det. Det var platforme, hvor mange menneskernes liv og rod blev samlet i et område langt mindre end det sædvanligvis ville være på land. "Bare intet går i stykker, så kan de arme sjæle gøre som det passer dem." Svarede han lidt fraværende, dog imens smilet blev lidt bredere. Opkast og søsyge var, beklageligt, noget af det måske mest almindelige om bord på et skib til havs. Selv de mest hårdkogte sømænd kunne falde i søsygens nåde. De som var på dette skib, kunne nu blot prise sig lykkelige for at der ingen storm var i syne. En storm var altid det værste til søs, uden tvivl. I hvert fald i Titus' øjne. Og for uerfarende sejlere, ville en storm være en meget dårlig nyhed.

Titus rynkede sine bryn og kiggede mod hende. Det gav vel meget god mening. Det var sjældent at en Lady var berejst i et rige så stort som dette, også selvom Aeon var en stor by, og nærmest en af Rigets centrumer for handel. Det silke og de fine stoffer hun bar, kom uden tvivl fra Aeons handelsporte. Titus tænkte et kort øjeblik, ikke helt sikker på hvad det var hun nu ville vide. Men efter at have vendt blikket mod havet, tænkte han at de to jo ikke havde andet end tid i disse øjeblikke.. så hvorfor ikke starte fra begyndelsen? "Aeon blev bygget af de to sønner af Raeon Vestenvind, der siges at være kommet fra havet mod vest, næsten otte hundrede år siden. De byggede en borg på klippegrunden, med udsigt over havet, og de kaldte borgen Blæsten.. Borgen blev ruineret tohundrede år senere, og Aenarión Gods er siden blevet opført ovenpå dets ruiner..." Fortalte han roligt og skævede flygtigt mod hende. Han havde ingen idé om hvad hun mon var interesseret i at vide om Aeon. Og alt hvad han fortalte hende, kunne jo i grunden læses i en eller anden bog et sted, gik han ud fra. Han vendte sig helt imod hende, med den ene hånd på rælingen, og vægten lagt på det ene ben. "Aeon er.. en farverig hovedstad for handel.. eller, det er i hvert fald hvad vi fortæller os selv. Godset er placeret på en klippe, med udsigt over byen og ikke mindst havnen. Folk i Aeon trivedes af handel og fiskeri, frem for landbrug eller lignende.."

Titus kunne ikke bevidne hvad folk sagde om ham, eller troede om ham. Men der var en grund til at mange frygtede ham, det vidste han. Sandheden var måske, at hun havde fanget ham på en god dag. For selvom han led lidt af søvnløshed, så var havet altid en beroligende faktor for ham. Hvis hun en dag hørte de smertefulde detaljer af hvad han havde gjort mod sine fjender, ville hun sikkert ændre mening. Hvordan han selv yndede at udøve straf mod kriminelle i hans lande, eller hvordan han havde tortureret nogle fjender. Han vidste godt, at hvad han gjorde ofte var ekstremt, men det var også retfærdighed. Sand retfærdighed i hans øjne. Titus smilte lidt mere skævt og skummelt, og lagde hovedet lidt på skrå, med blikket mod hende. "Inviterer De mig, på et visit, Lady Cate?" spurgte han så, lettere udfordrende og en smule kynisk. Mon hun ville have ham til at møde hendes fader? Han kunne ikke ofrestille sig et visit til Valeio ende før han var blevet tilbudt mindst en af slægtens unge kvinder, som sin hustru. De havde et talent for at få spredt deres arvinger ud i hele riget. Klogt.

[Deleted]

Cate lyttede opmærksomt på det han fortalte om byen. Måske var hendes tøjs stof derfra, de detaljer kendte hun ikke. Hun gik ikke meget op i sin påklædning - i hvert fald ikke om det var silke eller bomuld fra det ene eller andet sted i landet. Hun bad dem blot om at holde tøjet i nogle farver, der ikke var ekstremt prangende og uden for meget pjat. Hun forstod ikke kjoler med enorme ærmer, eller kjoler der var så lange at man faldt i dem. Hun foretrak sit tøj simpelt, men i god kvalitet.

"Det må være rart at stå op og kigge ud over havet," sagde hun og smilede venligt. Det var ikke sådan det foregik på Valeios gods. Hun blev vækket tidligt for at tjenestepigen kunne få styr på hendes hår, så hendes mor ikke hakkede på hende. Og jo vigtigere ting der skete, jo tidligere skulle hun op. Ellers havde hun to yngre søstre, der ind i mellem syntes de skulle vække hende. Hendes dage gik med bøger eller spadserture - altså ikke noget banebrydende. Hun kunne ikke andet end at komme med et lille grin, da hun så hans skumle grin. "Ikke sådan et visit. I må have drukket havvand, hvis I tror at jeg inviterer mænd på visit," Hun rystede på hovedet og endnu engang fandt hendes blå øjne vej til havet. "Jeg mente blot, at I ikke behøver at spise aftensmad på en kro, hvis I er i lenet," Det var alt. I hvert fald fra Cates invitation. "På den anden side, så vil min far nok prøve at prakke Jer en af mine søstre på. Bevars, mine søstre er søde, men de er lidt for unge til Jer." Begge hendes søstre var lyshårede og præmiehustruer, hvis man spurgte hende (og sikkert mange mænd). De var i hvert fald nemmere at få solgt end Cate var.

[Deleted]

Titus' udstyr og beklædning burde være nok til at påpege, at han så sandelig ikke brød sig om de prangende og spraglede farver. Nok var Aeon farverig, men det var han ikke. Nok var han en Baron og en Brigadér, men det betød ikke at han ville bære en kappe af guld eller skinnende fin rustning. Det metal han bar på sin krop, var allerede blevet testet i kamp, og det ville han gerne have at folk omkring ham, så og forstod. Aenarión Gods var også så lidt farverig som klippestenene det var bygget af og ruinerne det var bygget på. Nogle få havde endda også misfortolket ham som værende en simpel lejesvend eller lavt rangerende ridder, grundet hans udklædning. Men måske var det en god ting? Hellere at ens fjender undervurderede dig.

Titus stillede sig rank og kiggede ud over havet, og fjernede sin hånd fra rælingen. I stedet fandt den anden hånd vej til et reb der hang fra en af masterne, og var spændt til dækket. "Huset Aenarión har altid været dybt forbundet med havet. Alle mænd, såvel som kvinder, fødes og sågar begraves til søs. Så når vi ser på havet, ser vi vores fremtid, såvel som vores fortid..." Han sagde det, som var det den mest basiske lovtekst han nogensinde havde læst eller hørt. Der var intet romantisk over det, ej heller noget ironisk over det. Det var blot, sådan det hang sammen. Sådan havde det altid været. Hvor andre gjorde det ene, havde Aenarión altid gjort det på en anden måde. Faktisk, havde Aeon, trods dets mange handelsforbindelser med resten af Riget, og længere ude, altid været en smule anderledes fra dets naboer og forbindelser. Men der var mange ting om huset, som kun en Aenarión kendte til. Og som ingen udenfor slægten, nogensinde ville vide. Hemmeligheder som selv Titus ville beskytte med sit liv.

"Det er et tilbud, jeg vil tage til efterretning, skulle jeg nogensinde befinde mig i Valeio." svarede han, stadig med det lidt skumle smil hvilende over sine læber. Tit blev han inviteret herhen og derhen, til de verse festligheder og besøg. Men det var alt sammen det samme, alt sammen med samme formål. Enten smukke ungmøer der ville charme sig ind på ham(Hvilket nu heller ikke var så slemt), fædre der ville gifte ham en af sine døtre, eller forsøg på at oprette tvivlsomme forbindelser med hans Hus. Han nød ikke den slags. Han nød sit eget hjem, nød havet, og han havde lært at nyde vejen og naturen som hvilested. Han drak med sine soldater. Og sad meget oftere om et bål med soldaterne og en varm stuvning i en skål af træ, end han sad ved et fint dækket bord med ekstravagante madvarer og eksotiske drikkevarer. Men ofte måtte man jo spille spillet, hvis man ville nogen steder i denne verden.
Titus vendte sit blik imod hende. "Og hvilken alder ville så være mest passende til min kommende hustru?"

[Deleted]

Cate var jo en lady, så hun var blevet tæsket igennem alle huse, alle huses historie, så hun havde godt hørt om hans hus' forhold til havet. Det var bare sådan det var for dem, ligesom at Cate var blevet født i samme seng som sin bror. Og hendes søstre efter hende. Sådan var det bare hos dem, og sådan havde det altid været så vidt hun vidste. Cate blev distraheret i sin tankestrøm af et lille bølgesprøjt, der ramte hendes kind. Bølgen måtte have ramt skibets side i en særlig vinkel. Hun tørrede bølgesprøjtet af kinden før hun åbnede munden igen.

"Hvis De er heldig, bliver der serveret fisk fra Aeon til aftensmad," sagde Cate med et lille grin. Måske var det ikke lige fisk han var efter, hvis han spiste ude. "Men de ville nok slagte nogle høns i stedet..." Man bød næppe ikke sine gæster på fisk, når de kom fra en egn, der solgte dem. "Jeg ved det ikke. En kvinde, der skulle styre Jeres gods, så ville hun nok skulle være lidt ældre end mine søstre. De er 14 og 16, så de er alt for unge til Jer, hvis det stod til mig." Cate sendte ham et lille smil, før hun fortsatte. "På den anden side er der vidst ikke mange ugifte døtre, der er ældre end 16. Terra har et par stykker, men man kan jo så undre sig over hvorfor de stadig er ugifte." Hun havde ikke hørt meget om Terra-børnene. "Jeg ved kun, at den yngste af dem er lidt flyvsk og bruger meget tid med børnene på børnehjemmene. Hun er 18 eller 19, så vidt jeg husker. Hun er sikkert klog nok, men jeg er ikke sikker på at et len skal ledes af en flyvsk kvinde," Der skulle en mere jordnær kvinde til - som Cate selv. Cate så dog ikke sig selv som en potentiel kone, og desuden var hun næppe jordnær. Hun kunne være rimelig opfarende, men hun var stadig lynende intelligent og rimelig realistisk anlagt. "Vent et par år, og tag min ældste søster... Så skal jeg nok lære hende en ting eller to om hvordan man styrer det hele," sagde Cate med et lidt småarrogant smil. Hun ville ikke virke for selvglad, men hun var den klogeste af pigerne til sådan noget.

[Deleted]

Det vides ikke hvad Titus forventede som svar på hans spørgsmål, men det var i hvert fald ikke den længere forklaring Lady Cate kom med. Hans bryn blev mere og mere rynket ned imod øjnene, imens han holdte sit blik ned på hende. Hvordan kunne en enkelt person, blive ved og ved med at tale, således? Ord efter ord kom ud af hendes mund, og hun forklarede livligt omkring hendes søstre, som åbenbart var for unge, og nogle andre unge damer fra Terra. Burde han blive fornærmet? Nej, rettere... han var ganske overrasket. Ganske overrasket over at hun ikke med det samme havde tilbudt sig selv. Måske lå der små hints i retning af hende som en passende hustru, men det var ikke hints han lagde mærke til. Hvis han havde stillet det samme spørgsmål til, ja, nærmest en hvilken som helst anden ung kvinde, ville de sikkert have nævnt deres egen alder, og begyndt at tale om dem selv og deres evner osv.
Titus kendte godt til hvilke familier der husede unge gifteklare kvinder. Enten havde deres fædre tilbudt dem allerede, ellers havde Cleto lagt hints ud omkring unge kvinder i den og den familie. Det irriterede ham faktisk, den ihærdighed der ofte var fra andre, som at Titus snart var døden nær. Han vidste, at den dag han havde foretaget sit valg, ville ingen kunne stå i vejen for ham. Han ville bryde dørene op, og trække den unge kvinde med sig, med eller uden hendes faders velsignelse. Han smilte lidt ved tanken, det skulle nok give en solidt indtryk.

Han mindedes ikke at have bedt hende om direkte ægteskabelig rådgivning. Hvilket det syntes at hun var ved at give ham. Men en ting var sikkert, "Jeg tror næppe jeg kan vente flere år. Jeg har ventet længe nok." Ordene var direkte, men det sidste sagt lettere fraværende. Han havde allerede givet sig selv længe nok til at udmærke sig i hæren og i hoffet. Nu var det ved at være på tide, at et fokus skulle rettes mod Aeon. Og hvis ikke hans øjne kunne fikseres derpå, ville han gifte sig til et par øjne med et stærkt sind. Aeons folk var ikke blot sølvtungede handelsmænd, men hårdnakkede sømænd og krigere. Og det ville tage mere end blot et sødt smil, at danne autoritet over dem.
Titus havde ikke rigtig lyst til at tale mere om det, også selvom de to sikkert kunne komme til enighed om mange ting indenfor det emne. Men så igen, hvorfor så ikke vende det mod hende? Nu havde hun jo spurgt ind til dette. "Og hvad med Dem? Har De ingen bejlere? Eller har De, ligesom Jeg, blot reserveret retten til at være lidt kræsen og påpasselig?"

[Deleted]

Cate prøvede skam ikke at sælge sig selv til ham som en hustru, og hun prøvede ikke at give ham ægteskabsråd. Hvilken kvinde han ville bruge livet med var jo hans valg, men hun kunne da håbe på at hendes søstre ville blive afsat til nogle fornuftige mænd. Men måske var de ikke egnede til at styre et gods. Det var for tidligt at sige. Cate ville egne sig fint til at styre det hele, men hun var ikke så indbilsk at hun ville tilbyde sig selv. Hun ville gøre det godt, men hun var ikke sunket så dybt at hun ville tilbyde sig selv til ægteskab af ren og skær forretning, og slet ikke til en mand hun intet følte for. Titus var en flot mand, han havde land men hun anede intet om ham. Hun følte ikke ikke andet for ham, end at han var fin adspredelse fra de kedelige ladies. Han virkede spændende, dog.

"Jeg foreslog heller ikke at vente i flere år," sagde Cate med et skævt smil, før samtalen blev drejet over til hende. Hun anede ikke hvad hun skulle sige for første gang i hele samtalen. Hun havde ingen bejlere - i hvert fald ingen, der ville have hende efter hun åbnede munden. Desuden foretrak de fleste hendes søstre. De havde et mere stille sind og et bedre udseende. "De fleste mænd fortrækker mine søstre," sagde Cate meget ærligt. Så gik hun næppe for meget i detaljer. Han var vel heller ikke interesseret i en lille ladys problemer eller kvaler. Hun var ikke engang sikker på at hun syntes det ville være et problem at forblive ugift. "Og de foretrækker deres kvinder stille og medgørlige," hendes smil var skævt endnu engang. Hun var ikke sikker på at hun skulle være stolt af det, men hun var i hvert fald ikke utilfreds.

[Deleted]

Var der overhoved nogen som vidste noget om Titus, andet end de rygter og sagn der gik om ham? Titus tvivlede. Til Kongen var han blot en loyal tjener. Til de to andre brigadérer var han en broder, og til sine mænd var han en overordnet. Ikke engang Cleto syntes at kende sin nevø bedre end sædvanligt. Det var lidt Titus' egen skyld. Han var ikke en selskabelig type. Nok kunne han stå på dækket af et skib, og føre en lettere uskyldig samtale med en lady, men så nok heller ikke meget mere. Selvom han var omringet af en hær, næsten hele tiden, så var han sjovt nok, lidt af en enspænder. Der ikke stolede på ordene der kom øsende ud fra imellem andres læber. Han havde givet sit liv til dette rige, men stadig ville atter mange, blot have noget af ham. Evigt og altid bad folk ham om hjælp. Det var intet problem hvis det var hans pligt, eller hvis det var hans eget folk i Aeon. Irritationen opstod når det var en fremmed, eller et medlem af et fjernt adeligt hus, der bad om en tjeneste. Han var en handelsmand, men ikke videre venligt stillet overfor de andre huse. Valeio Slægten var forbundet til Aenarión igennem hans kusine, men ikke mere. Så selvom slægten syntes at huse få intelligente og lovende medlemmer som Lady Cate, betød Valeio slægten intet til ham, og sådan ville det nok altid være. Alle hans forhold til andre slægter, var indtil videre, blot forretningsmæssige og professionelle, intet mindre, intet mere.

At hun fortsatte med at vende emnet mod hendes søstre, gjorde ham en smule utilpas. Forsøgte hun nu også at 'sælge' ham sine søstre? Hendes søstre sagde ham intet, måtte han indrømme overfor sig selv. Han vidste endnu ikke hvor godt et ægteskab med Valeio slægten ville være for Aeon og hans egen slægt. Han vidste hvilke slægter ville være de 'bedste', men ville disse kvinder også være det bedste? Eller ville de blot være pyntedukker, skabt til at bringe en kvindelig glød til et lokale? Titus skævede mod hende, men en tilfreds mine over sit ansigt. "Jeg er ikke som de fleste mænd." erklærede han lidt køligt og holdte det skævende blik mod hende i endnu lidt tid, inden blikket så røg over dækket. Måske en ytring der kunne lyde lidt arrogant og selvforherligende, men hans tone sagde anderledes, også selvom smilet og blikket virkede meget tilfreds. Han mente ikke selv at være arrogant, hvis han ytrede sådan noget, for det var blot en observation. Og efter hvad han havde observeret, var der kun få mænd som ham i dette rige. Et lille smil kom over hans læber, efter at have stirret mod horisonten i et kort øjeblik. Han vendte sig mod hende, med et lettere udfordrende blik i øjnene. "Og det er De heller ikke, som de fleste kvinder."

[Deleted]

Det var ikke Cates mening at gøre ham utilpas, og hun prøvede bestemt ikke at sælge sine søstre - selvom det da ville lære hendes far en ting eller to. At hun fandt mænd til søstrene, hvor han ikke havde fundet nogle endnu. Han havde vidst trolovet Aurora, men hun havde aldrig hørt mere til det. Hun vidste faktisk ikke om det stadig var officielt. Det var selvfølgelig lidt dårlig skik at forlove sine yngste søstre før de ældste, men hun bebrejdede ingen. Hun kunne have været gift, hun kunne have haft børn, men så havde det været med en mand, hun ikke kunne udstå. "Så bør I nok ikke vælge mine søstre," sagde Cate med et skævt smil og vendte ligeså blikket mod havet. Hendes søstre var i hendes øjne perfekte til normale mænd. Men Titus virkede til at være af en anden støbning.

Da han sagde hun ikke var som andre kvinder, vendte hun blikket mod ham og kom med et lille tørt grin, da hun så blikket i hans øjne. "Nej, det kan man vidst ikke sige," Hun påtog sig samme udfordrende blik og tonefald. "Er det en dårlig ting, m'lord, eller bør jeg føle mig smigret?" Hun syntes selv det var fantastisk, men det havde nu gjort livet lidt nemmere, hvis hun bare kunne sige ja til den første og bedste mand, der ville have hende, og blive lykkelig. Hun strøg endnu engang håret om bag øret. Det var ulempen ved at have langt hår i vinden. Det fløj alle steder hen.