På et skib mod Syden

[Deleted]

Det var ikke ligefrem en varm dag, men solen skinnede og luften var frisk. Cate befandt sig på et skib, der skulle fragte hende og hendes familie tilbage til Syden og deres gods. De havde været til endnu en adelig fest på Platinøerne og blev nu eskorteret hjem. Cate både elskede og hadede festerne. De gav hende lov til at komme lidt væk fra godset og se en brøkdel mere af verden, men på den anden side vidste hun godt, at festerne blot var et skalkeskjul. Det handlede om at vise sig frem, at finde en partner til sit barn og tale om en masse ligegyldigt. Nogle gange ønskede hun, at hun var født som en dreng. Cate ville elske at styre et gods, modsat den fremtid der ventede hende nu. Kvinder som hende blev gift med buttede baroner, og blev gemt væk på et gods, hvor de kunne føde nogle børn. Og for mange kvinder var det sikkert fint nok, men Cate ville kede sig ihjel. Hun var bygget til noget andet. 

Cate havde meget af skibet for sig selv. Der var naturligvis alle dem, der arbejdede på skibet, men de fleste lå og kastede op i deres køjer. Mange var søsyge, deriblandt hendes kammerpige. Det betød at Cate havde måtte klæde sig selv på og gøre med sit hår hvad der kunne - hvilket ikke var meget. Hendes krøller havde frit spil i vinden, og kjolen var simpel. Kom man tæt på kunne man godt se hun var en pige af god stand, men det vilde hår og den simple dybblå kjole skreg ikke ligefrem af penge. Det passede hende fint. Hun kunne godt lide at indgyde respekt, men hun var ikke videre begejstret for for meget pomt og pragt. Cate stod og kiggede ud over vandet. Hun kunne godt ldie at sejle, det var bare ikke noget, der skete ofte.

[Deleted]

En fest på Platinøerne var en af de få fester Titus ikke kunne sige nej til. Ikke fordi han nød dem mere end andre, men fordi Aeon og Aenarión slægten havde mange handelsaftaler med Platinøernes handelsmænd og adelige slægter. Hans slægt levede af handel og var en skibsfarende slægt. Så det var ingen overraskelse at se Titus der. Han kunne jo ikke være en Brigadér hele tiden, men måtte ofte også agere som Lord af Aeon.

En god del af skibets noble passagerer og besætning, var ramt af søsyge. Selv de af hans egen mænd der var på skibet, havde det ikke for godt. Men de var nu i stand til at holde sig oprejste. Titus havde været en søfarende Ridder, der havde spenderet årevis til søs. I stormens vilde bølger eller i tørstens nåde under en bagende sol. En sådan nogenlunde kort rejse som denne, var ingenting til ham. Men ikke alle adelige var vandt til sådanne forhold. Selv stod Titus på skibets øverste dæk, og førte en overfladiske og egentlig nærmest ligegyldig samtale med førstestyrmanden og skibets kaptajn. Det var nok de eneste to der havde turdet at komme i nærheden af ham. Men han kendte kaptajnen, og ville sikre sig at alt var godt ombord på skibet.

Titus var hvem han var, Titanen af Aeon, den frygtede Brigadér af Kongens 1. Brigade. Han behøvede ikke at klæde sig i spraglede farver for at understrege hvem han var og hvad hans stand og rang var. Og selv de som ikke kendte ham eller kendte til ham, syntes altid at kunne fornemme noget overlegent og adeligt ved ham. Han var i hvert fald, trods hans ruge udtryk, mere velsoigneret end de fleste. Og blot det, burde være nok for de fleste. Han bevægede sig ned af de trin der ledte til det lavere af de øverste dæk, og fortsatte på sin gang, forbi søsyge besætningsmedlemmer der desperat gjorde hvad de kunne for at opretholde deres pligter. Men vandet var roligt, så en stor indsats var alligevel ikke behøvet.
Titus var iklædt et par mørke læderbukser, med et par sorte knæhøje støvler med broderinger. PÅ støvlerne var der plader af stål, som raslede hver gang hans tunge krop tog et skridt på dækkets brædder. Hans overkrop var iklædt en tæt, langærmet og rød bluse, og med en ærmeløs vest af læder derover, alt sammen i mørke farver. Hænderne bar sorte handsker, og underarmene var klædt skinner af stål. Den ene skulder bar også på en skulderplade, som holdte i den halvkorte kappe der gik om skuldrene, og tilbage om overkroppen. Tværs over brystet og i bæltet var der også harnisker og bælter der bar en stridsøkse og et sværd, som han stort set altid bar. Og mest af alt, var der en broche på brystkassen, der signalerede hans stand som Brigadér. Hans blik faldt på en mørkhåret kvinde der syntes at betragte havet og horisonten, han holdte kort blikket mod hende imens han fortsatte sin færd over dækket.

[Deleted]

Cate havde godt hørt om Titanen fra Aeon. Hun havde hørt mange ting om manden, men hun var ikke bange for ham. Ikke som så mange andre at de fine damer. Flere af de unge piger var lidt skræmte over den store mand, men det glædede Cate endelig at have set en adelig mand, der var til at holde ud at kigge på. Titus var en pæn mand, en stor mand. Hun havde snakket kort med ham til festen, men ikke frygteligt meget. Bare nok til, at hun syntes han var spændende.

Med alt det udstyr han var iført, kunne hun godt høre han kom gående hen over dækket. Hun tillod sig dog endnu et længselsfuldt blik ud over havet, før hun drejede sig for at se hvem der kom gående. Hun fik øje på Titus og sendte ham et venligt smil. Hun var i meget bedre humør, når hun var i det fri, fremfor når hun blev stuvet ned i en kæmpe kjole og havde nivende nåle i håret. Da hun vendte sig mod Titus, blæste noget af hendes hår ind i ansigtet på hende. Hun tog en hånd bag nakken og strøg alt håret om til den modsatte side, så det blæste bag om nakken på ende og efterlod hendes hals og ansigt frit. Måske burde hun havde taget en kappe ud over. Det var ikke ligefrem varmt, men Cate frøs ikke.

"Goddag m'lord," sagde Cate og nikkede høfligt. Han så enorm ud, som han stod der i al sit udstyr. Men det var ikke en dårlig ting i hendes øjne. Mænd skulle være mænd, hvis det stod til Cate. De skulle ikke sidde på deres flade og drikke vin. Hun sendte ham et lettere drillende smil. "I er ikke bukket under for søsygen, kan jeg se,". Måske var det lidt upassende. Måske gik hun over stregen. De kendte ikke hinanden særlig godt, men det ragede Cate en høstblomst. Hun kunne ikke altid holde sig indenfor rammerne.

[Deleted]

Den unge Lady var selvfølgelig Cate Valeio, og de to var vel nærmest i familie? Nej, egentlig ikke. Den eneste forbindelse imellem de to slægter, var hans kusine og hendes fætter, den uduelige Hermod. Slægten Aenarión havde været Lords af Aeon i snart 7 generationer. Hvis man gik langt nok tilbage, var der vel altid visse forbindelser imellem de fleste slægter? Men det betød intet, og det var ligegyldige tanker at fylde sit hoved med. Alt hvad han bekymrede sig om i disse øjeblikke, var hvad det næste skridt ville være. Hvilke fjender han ville bekæmpe som de næste. Titus var en simpel mand, og han behøvede ikke mange tanker i hovedet på samme tid, også selvom det oftest var sådan. Han talte ikke meget, men tænkte og undrede sig meget over sine omgivelser. Såsom.. var Lady Cate mon vandt til havet, eller blot af en lidt mere solid støbning, siden hun ikke virkede til at være påvirket af søsygen?

Titus var tvunget til at stoppe op, da Lady Cate rettede sine ord og sin opmærksomhed imod ham. Så slemt var det nu ikke, men han var blot gået i sine egne tanker, så det tog lige et kort øjeblik før hans eget blik blev rettet imod hende. Der var ikke et smil at spore på hans læber, men der var dog en accept af hendes tilstedeværelse og hendes ord. Det var jo ikke ligefrem fordi han ikke gad at snakke med hende. "Lady Cate" Var den nogenlunde høflige gestus der forlod læberne, efterfulgt af et svagt buk af overkroppen op hovedet. Han var vandt til at være større og højere end stort set alle han mødte. Og han tog heller ikke hensyn til andre på den front. Han stod derfor stadig rank, og kiggede ned på hende med brynene let hævet, en smule nysgerrig og interesseret i hvad hun mon ville spørge om, eller tale om. Hvor andre mænd kunne se store ud iført deres rustning og siddende på en hest. Så Titus stor ud, uanset hvad. Han bar aldrig sløset tøj, og det udstyr han bar på skibet, var tætsiddende, så det satte streg under hans størrelse. "Jeg er vandt til havets bølger, den slags rører mig ikke længere." Svarede han konkret og kiggede lidt ud over vandet. "Det overrasker mig, positivt, at en Lady som Dem, ikke er så let påvirket... Har De sejlet meget?" Spurgte han, lidt for at føre samtalen videre. Der gik stadig lang tid inden de ville være i Roy By. SÅ kunne man vel lige så godt føre samtalen videre.

[Deleted]

Cate nikkede også høfligt til Titus, da de kom tæt nok på hinanden. Cate vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere på hans spørgsmål. Hun havde ikke sejlet meget, hun var bare af en anden statur end pigerne nedenunder. Hun ville ikke hidse sig op, men hun kunne ikke lade være med at blive lidt fornærmet over at hun blev sammenlignet med de små nips, der lå under dækket. "Nej, desværre." sagde Cate og kiggede ud over havet igen. "Men modsat porcelænsdukkerne nedenunder, så kan en lady som jeg åbenbart lidt mere end at se godt ud i en fin kjole," Det kom ud lidt mere spydigt end først tiltænkt. Hun var ikke skabt til store baller og fine kjoler. Hun ville have indflydelse, hun ville se verden. Hun længtes efter eventyr, og i hendes øjne var det ikke eventyrligt nok at snakke om de flotte riddere til festerne.

Det måtte være den friske luft, der gjorde Cate lidt mere medgørlig, eller også var det fordi hun talte til en mand af rang. Hun vidste det ikke, men hun åbnede i hvert fald munden. "Jeg ville ikke snerre, m'lord," Det var det tætteste på en undskyldning man ville høre forlade Cates fyldige læber. "Jeg er bare træt af at blive behandlet som en dukke." Alle alarmklokker triggede indei hende. Hvorfor fortalte hun ham den slags? De kendte reelt ikke hinanden. Måske var deres familie smedet sammen i ægteskab langt ude, men under alle omstændigheder skulle en dame ikke tale sådan. Hun skulle sidde og nikke og se sød ud. Ikke brokke sig. Og hun burde faktisk slet ikke stå alene med en mand, men hun var næsten den eneste pige på skibet, der ikke var gået omkuld. "Det er helt befriende at komme ud at sejle," sagde hun og vendte sig om igen, så hun kunne lægge armene på rælingen. "Altså, efter vi blev stuvet sammen i gæsteværelserne på godset,". Hun havde boet sammen med sine søstre, og der var godt nok gået pigefnidder i den.

[Deleted]

Fine kvinders fnidder og snak var af ingen bekymring for Titus. Roy By og hoffet var fyldt til randen af slanger der med sine kløftede tunger, snoede ord om deres fingre. Overalt var der adelige der snakkede bag lukkede døre, plottede og pønsede, imens rygter og usande fakta fløj fra mund til mund. Men uanset hvad mange sikkert ville fortælle ham, så var denne verden styret af mænd, ikke blot alle mænd. Men de mænd der bar et sværd. End ikke snedige ord fra en slibrig Lord, kunne afbøje et sværd eller en pil der fløj mod hans strube. End ikke en kvindes lidenskab kunne afværge krig og kamp, og død og blod.
Selvfølgelig blev den stolte Lord Titus lettere fornærmet af hendes tone og hendes valg af ord, som forsøgte hun at håne hans intelligens. Men det var intet, blot vand under broen, og han lod det slippe med det samme efter brynene havde været rynket i hendes retning. Hun var ingen trussel mod ham, så hvorfor tage hendes ord fornærmende? Et smil formede sig over hans læber i en kort stund. Et overlegent smil, vel og mærke, imens han ligeledes lod sit blik falde på havet, og Det Frie Land som lå i horisonten. De fulgte kysten mod Roy By. Han valgte ikke at svare, men gav hende tid til at undskylde, eller føre samtalen i en anden retning. Eller blot tid til at hun kunne køle lidt ned. Han ville nødigt ødelægge den afslappede stemning.

Titus skævede mod hende, da hun snakkede videre. En halvhjertet undskyldning, men nu meget acceptabel alligevel. Hendes påklædning og fremtoning pegede nu heller ikke i retning af en fintfølt ung Lady, men nok nærmere en af en stærkere karakter. Han kendte nogle få af den slags kvinder, og de var nu altid mere tilfredsstillende. "Vi er hvem vi er. Vis Dem selv for hvem De er, og ingen vil dømme Dem som værende andet." svarede han blot direkte og lidt roligt. Ja, selv kvinder kunne gøre således. Hvis altså de havde modet til det. Med mindre, selvfølgelig, at deres fædre regnede med at alle Lords foretrak strikkende små glansbilleder. Men Titus kendte sig selv, og andre Lords, godt nok til at vide at det ikke altid var sandt. Det ville skam heller ikke overraske ham hvis hun allerede havde bejlere til hendes hånd. Kvinderne af Valeio-slægten var trods alt ved at være eftertragtet.

Det gryede for ham, at han nok ikke var helt passende i hendes nærvær. Hans ene hånd hvilede trods alt på sværdets skaft, og hans ord var som talte han til en væbner. Af alt hvad han havde lært igennem sit lange liv, så var lektionerne angående etikette nok strøget ham en smule forbi. Da hun vendte sig, vendte han blikket ned mod hende. Han var ikke bange for øjenkontakt eller lignende, og holdte derved sit blik imens han talte. "Havet har sin charme, ja." Han kunne sikkert udtrykke sig mere romantisk, hvis han ville. Hans slægt var trods alt en søfarende slægt, og han havde selv været en søfarende ridder. Men det havde aldrig været for at søge en befriende følelse, men nok nærmere søge en fjende. Hans hænder blev foldet foran livet på sig selv, og han kiggede over hende ud mod horisonten igen. Hans egne fødder var solidt plantet, under hans vægt, mod skibets dæk. Og han var så tilpas vandt til det, at han ikke rigtig mærkede meget til den store bølge som skibet drog over. En bølge der fik gylpende lyde til at springe fra de som allerede var søsyge, og som åbenbart også rev lidt i Lady Cate. Den position i hvilken hun stod, med ryggen og armene mod rælingen, var oftest ikke en god ide, da balancen var svag i en sådan stilling. HUn gled ned af rælingen, og Titus tog et hurtigt skridt frem. Hans ene hånd greb hendes ryg, inden hun faldt, og den anden blot berørte kjolen ved hendes mave, og måske også hendes ene arm. Han kiggede kort på hende, men hævede hende med det samme op og stå. Titus fremmanede noget der nok kunne ligne et smil, men kiggede så væk imens stemmebåndet blev rømmet. "Jeg sover ikke i en anden Lords hjem. Jeg sover ikke bag mure der ikke er mine egne, bevogtet af mænd i hvem jeg ingen tillid har." Fortsatte han så, som var den tidligere begivenhed ikke fundet sted. Han skævede mod hende, og stillede sig ved hende side, dog et stykke fra hende. Hænderne blev placeret på rælingen, og han lænede sig en smule frem, med blikket mod havet. Han havde ikke sovet siden natten før han tog til denne festlighed. Men søvnløshed var ofte en forbandelse, en mand som ham måtte leve med.

[Deleted]

Heldigvis for Cate havde hun flere våben i arsenalet end kærlighed og lideskab. Hun havde en hjerne, og hvis hun selv skulle sige det, så slog hun rimelig godt fra sig på trods af sit køn. Tilgengæld var hun elendig til at brodere, hvilket åbenbart var en last, når man var født adelig. Der var ikke mange mænd om hendes hånd, selvom der var enkelte fædre, der endnu ikke havde hørt hende åbne munden. Hun var ikke den eftertragtede i søskendeflokken. Hendes søstre var alle sammen blonde, høflige og kønne. Cates vilde krøller lignede hendes brors og så man familien sammen, blev de fleste tit lidt forvirrede. Hun var ikke ligefrem den eftertragtede søster, men hun fik sine yngre søstre til at fremstå som små prinsesser.

"Man kan godt høre, at I ikke er en kvinde. Det forventes at vi smiler, og nikker og broderer..." sagde hun med et skævt smil og et skuldertræk. "Men folk kan dømme mig alt de lyster. Jeg bliver ikke mere lady-like af det," Cate behøvede ikke fint tøj, for at gøre sig bemærket. Hvis ikke rygtet om Valeios rapkæftede datter ikke talte for sig selv, så gjorde hendes holdning og attitude. Der var ingen tvivl om at hun var adelig - uanset om hun var iført kjole eller en kartoffelsæk.

Cate nikkede bekræftende, da han sagde at havet havde sin charme. Måske kunne Cate overleve en bådtur uden problemer, men hun var ikke sejler. Da bølgen kom, gled gendes arme, og hun var ved at vælte. Titus nåede at gribe hende inden hun gjorde sig selv komplet til grin. De endte med at stå upassende tæt, men det var ikke decideret ubehagdeligt. Det var bare anderledes. Han virkede endnu større tæt på, og den hånd han havde på hendes ryg føltes som om den dækkede halvdelen af ryggen. Da han fik fat i hende, for at gribe hende, var hendes hænder landet på hans brystkasse, for at holde fast. Cate stivnede et øjeblik, men smilede tilsidst undskyldende til ham. Det passede med at han trådte hen til rælingen. "Tak..." sagde hun. "Og det gør jeg normalt heller ikke. Det er derfor vi har vores egne mænd med," Det var ikke mange, men de havde da vagtmesteren og et par vagter med hver gang. Hun kom med et tørt grin. "Men jeg har vidst stadig noget at lære om sejlads," sagde hun med et skævt smil i mundvigen. Hun stillede sig også op ad rælingen og kiggede ud mod vandet. Det var meget rart at have et øjebliks fred fra det hele. Ingen der gloede, ingen der fortalte hende at hun var upassende. Hun kunne bare stå og passe sig selv et øjeblik.

[Deleted]

Titus kendte til det ræs der ofte var i en sådan alder som hendes. Da han i sin tid var blevet Ridder, og var blevet Lord af Aeon, var mange ungmøer og ikke mindst deres fædre ude efter hans hånd i ægteskab. Men dengang havde det ikke haft nogen større betydning for ham, og kvinden han var endt op med, havde heller ikke båret en større betydning. Cleto havde anbefalet ham at gifte sig med hende. Dengang var Titus ung og ivrig, med en tørst for retfærdighed og blod, som han nu havde lært at kontrollere, i hvert fald en smule. Og imens han havde været væk, var hustruen faldet i døden arme, og sønnen ligeledes. Sådan en ting havde det med at skræmme visse Lords og Lady's, og siden da havde riften om hans hånd været meget sparsommelig. Dog en rift der var øget markant jo mere respekteret han var blevet i hæren og i hoffet.

"Og der er ingen forventninger til mænd?" Spurgte han med en skæven mod hende, direkte, og modstridende til hendes ord. Mænd og kvinder kunne ikke sammenlignes. Imens kvinder led det ene sted, led mænd i det andet. Imens kvinder kæmpede med børn og husholdninger, barselsdød og lignende, døde mænd i tusindvis på slagmarken.
Titus stod stadig lidt lænet, med hænderne på rælingen og blikket i retning af hende, dog mere på rælingen imellem dem. Han forholdte sig stille, lod hende tale og sige hvad hun ville sige. Mundvigen viste stadig hints af et diskret smil, og han hvilede et øjeblik i stilheden efter hendes ord inden han drog luft ned i lungerne, og kiggede ud over vandet. "Jeg har set en kvinde gå igennem ild, dog uden at blive brændt. Jeg har set kvinder med maling i ansigtet, vilde som løver.." lød det roligt fra ham. Han havde hurtigt opfanget at hun nok ikke var imponeret af respektable og fine Lady's. Titus fjernede sit blik fra havet, og skævede i stedet mod hende, med det ene øjenbryn hævet. "Måske vil De en dag lære at sejle..? Måske endda blive kaptajn af et skib.. det er sket før." Eller måske ville hun finde noget nobelt og ærefuldt i livet som en lydig hustru af en Lord. Mænd var bæster, så meget turde han endda indrømme overfor sig selv. Og han respekterede skam kvinder der formåede at bibeholde deres ære og dyd iblandt sådanne bæster, uden at sætte sig selv til samme niveau. Men helt fine og pæne behøvede de nu heller ikke at være.

[Deleted]

Cate vidste godt, at det nok heller ikke var nemt at være mand altid. Men de kunne da tillade sig at tage lidt flere friheder end kvinder. Blandt andet i valget af ægtefælle. Og selv hvis de ikke ægtede en kvinde, de brød sig om, så kunne de altid finde en hore eller elskerinde, de brød sig om. Det kunne kvinder ikke. Det gjorder kvinder bare ikke. Hun vidste ikke om hendes far nogensinde havde overvejet Titus som en mulig ægtemand til hende, og hun var ikke sikker på hun ville vide det. Da hun var yngre havde der været mænd om hendes hånd, men det holdt altid kun til hun åbnede munden. Hun kunne simpelthen ikke holde sig i skindet, og hvis hun ikke brød sig om manden, så lod hun ham det få at vide. Yderst upassende, men hun fandt det også upassende at hun ikke kunne vælge den mand hun skulle bruge resten af sit liv med. Hvis hun da ikke døde i processen med at føde hans børn. Det var noget hun var rædselsslagen overfor.

"Selvfølgelig er der forventninger, men I slipper da trods alt for at brodere," sagde Cate med samme antydning af et smil. Den friske luft og manglen på anstandsdame gjorde hende virkelig i meget bedre humør end normalt. Hun lyttede til Titus. Det lød fristende. At blive kaptajn og tage på eventyr. Men det kunne hun ikke. For det første ville hun aldrig få et skib, og for det andet ville hun ikke kunne forlade sin familie. Hun rystede svagt på hovedet med et lidt større antydning af et smil end før. "Jeg ved nu ikke. Jeg tror ikke ligefrem det er et skib, der følger med i medgiften. Altså, når min far har fundet en mand, der ikke bliver skræmt væk af udsigten om et liv med mig," Det sidste kom til at lyde lidt selvtilfredst, men hun var også stolt. Ikke stolt af at mænd ikke kunne holde hende ud, men stolt af at hun stadig stod ved sig selv. Hun var endnu ikke blevet en dum dukke, der ikke kunne andet end at nikke og føde børn. "Misforstå mig endelig ikke, jeg kunne blive en god hustru... Hvis staklen har fortjent det," sagde hun og smilede en smule selvtilfredst igen. Hun kunne måske ikke sno mænd om sin lillefinger, men hun skulle nok lade dem vide om hun var utilfreds eller ej.

[Deleted]

Titus havde aldrig været direkte upassende, eftersom folk ofte accepterede ham for at være hvad han var. I hoffet havde han brugt ord og fraser som ingen andre ville bruge, af frygt for ikke at lyde noble nok. Han var vandt til at tale i en tunge som selv borgerlige og fattige kunne forstå, i stedet for evig og altid lyde adelig og fin i betrækket. Han havde altid været direkte, og sagt tingene som det var. Var en soldat ved at dø, havde han fortalt ham det, i stedet for at fylde hovedet med falske forhåbninger. Gik en anden adelig ham på nerverne, havde han fået det at vide. Sådan havde det altid været, og sådan ville det nok også altid være. Desuden, hvilken adelig mand med en familie at beskytte, ville stille sig på tværs af en mand som Titus? Måske var det bare Titus der havde for høje tanker om sig selv, men han så sig selv som en af de mest magtfulde mænd i dette rige. Ikke, dog, med en magt han ville udnytte. Men en magt han ville bruge, som et redskab, til at udøve retfærdighed imod de der gjorde de uskyldige skade, eller de som brød Kongens lov. Han huskede sine eder og løfter meget tydeligt.

Titus havde næsten lyst til at smile, men gjorde det dog ikke, i stedet nikkede han roligt for sig selv og skævede ud over vandet. "Brodere kan jeg nok ikke. Men jeg kan sy. Enhver kriger med respekt for sig selv, burde i det mindste at kunne sy et åbent sår." Han burde nok ikke tale eller nævne sådan noget i selvskab af en Lady, men det var det niveau af upassende han kunne formå. Og ærlig talt, var han ligeglad med om han ville skade hendes blufærdighed overfor hvad de fleste mænd i dette rige så på daglig basis. Titus rettede sig op, og vendte at flygtigt blik imod skibets dæk, inden han rettede ryggen og kiggede lidt ned af sig selv. "Jeg har endda selv syet nogle af mine egne sår... i bidende kulde, eller tørstig i solens hede." Han skævede mod hende, inden han så krydsede sine arme over brystkassen og kiggede ud over vandet igen. Så meget vand. Hvad mon der lå længere ude? Ville verden ende ved et vandfald, som så mange sømænd påstod? Han havde været overalt i det frie land, og længere mod nord end de fleste. Men han havde ikke set mere af hvad havet kunne byde, end nogle fjerntliggende øer.
Endelig, kom der et lille smil frem på hans læber, lidt fraværende, der afslørede et par tænder og en skarp hjørnetand. Han nikkede for sig selv igen, som var han blevet enig med sig selv om noget. "Jeg kan nu godt forestille mig Dem som en fin kaptajn. Hvis ikke af et skib, så af et gods eller et slot. Kan næsten forestille mig den stakkels Lord, der gifter sig med Dem, uden at have vidst, at De ikke blot ville overtage hans seng, men også hans hjem." Fnyste han lidt kynisk for sig selv. Var det hån, eller var det beundring? Havde han dårlige tanker om hendes spydighed, eller ligefrem beundrede han en sådan indstilling som hendes? Det kunne ikke vides, ikke af andre end ham selv.

[Deleted]

Cate vidste meget om de fleste, men hun mindes ikke at have hørt meget og Titus andet end at han var dygtig kæmper. Hendes indtryk af ham indtil nu var udelukkende baseret på den viden hun havde fra rygter og deres møde til festen. Måske var de fleste bange for en så stor mand som ham, men ikke Cate. Hun havde ikke tænkt sig at provokere ham, men hun var ikke bange. Han havde jo ikke ry for at være voldelig - eller også var der bare ingen tilbage til at fortælle historierne. Men under alle omstændigheder virkede han ikke så farlig, da han endelig smilede omend det var et lille smil. Cate besvarede smilet kort og vendte så blikket mod havet, mens hun svarede ham.

"Det er det smukkeste kompliment jeg nogensinde har fået," sagde hun med et lille grin. Endelig en mand, der forstod at kvinder ikke var en pyntegenstand, men faktisk kunne bruges til noget. "Men hvis jeg skal have et skib, så må jeg hellere få lært at sy et sår." Hun vendte blikket tilbage på Titus. Hun missede lidt med øjnene, da solen ramte hans skulderplader og drejede hovedet tilbage mod vandet. "Min bror er ikke interesseret i at arve godset. Eller rettere... Han er ikke interesseret i at styre det. Så måske..." sagde hun med et skuldertræk. Hvis Alexander fik godset, ville han styre det så godt han kunne, det vidste hun. Hun ville få lov at hjælpe, hvis hun ikke fik lov at styre det, men det holdt jo kun til hun blev gift og skulle flytte ud til en mand. "Men den lord, der får mig... Han har bare at sætte pris på hvad han får," mumlede hun for sig selv og fik et lidt hårdere ansigtsudtryk. Hun følte sig som en præmiehest, der blev mejet ud og bedømt indtil nogen ville købe den. Uheldigvis for Cate var noget gået galt undervejs. Hun havde ikke fået prinsesse-udseendet og den blide personlighed. Hun vidste godt hvad hun var værd, og hun ville hellere dø alene end at være gift med en mand hun foragtede.

[Deleted]

Hvis Lady Cate havde haft et sværd i hånden og med en krop klædt i en uniform, havde Titus været meget anderledes overfor hende. Allerede nu kunne han fornemme en stridslyst i hende. En lyst til at bekæmpe de traditioner og tanker der ville holde hende på en forudbestemt plads, som en lydig hustru af en eller anden tyk Lord af et fjernt baroni. Men hun kæmpede ikke for hendes liv, for hun var stadig ung, og efter hans overbevisning, havde hun ingen idé om hvordan verden var eller hvordan den virkelig fungerede.
Smilet der havde hvilet usikkert over hans læber, forsvandt hurtigt igen, men det underholdte blik i øjnene forblev dog. "Det håber jeg så sandelig ikke." Han håbede, inderligt, at hun havde mødt rarere mænd end ham. Titus var, ja, Titus. Han var ikke en rar mand. Han havde gjort ting der ville få næsten enhver anden til at fordømme ham. Han var brutal, og han vidste det. Han vidste også godt at hans begrundelser for denne brutalitet ikke altid var solide, men han gjorde det alligevel. Han gjorde det, fordi det var retfærdigt. Men det var nu meget underholdende, at hun sagde det. Lidt humor kunne en spydig ung Lady åbenbart godt have.

Efter hendes blik blev afledt af solens reflektioner i skulderpladen, skævede Titus mod hende. Han rynkede sine bryn en smule. En mand, der ingen interesse havde i at overtage hvad hans familie efterladte, var ingen mand. Han fnyste en smule spydigt og kiggede ud mod havet igen. "Hvis arvingen ikke er interesseret, eller for fej til at påtage sig ansvaret... så må en anden påtage sig det selvsamme ansvar. Måske bliver det Dem?" Hendes bror lød som en kujon. Han kaldte han nu ikke direkte kujon, men han var nu ikke bange for at kalde ham fej, hvis det var hvad Lady Cate udvandt fra hans ord. Valeio, Day, Warenna... han var ikke bange for nogen af dem. Han frygtede ikke hvad de ville sige imod ham i hoffet, eller hvad de ville gøre mod ham. Her var han jo trods alt på et skib med nogle af medlemmerne af disse slægter. Ærlig talt, var de ingenting i hans øjne, indtil de havde bevist sig hans respekt og opmærksomhed værdige. "Og hvad så hvis han ikke gør? Hvad vil De gøre ved det? Jeg vil nødigt være vingerne der bringer dårlige nyheder... men ikke alle Lords er kærlige og blide som ridderne i børnehistorierne." Sagde han så rimelig køligt, med det ene øjenbryn hævet, og ansigtet vendt ned imod hende. Han behøvede nok ikke fortælle hende hvor farlige mennesker kunne være, men han kunne da forhåbentligt for hende hevet ud af den lille drømmeverden hun tydeligvis gik rundt i.

[Deleted]

Cate ville ønske at hun havde muligheden for at kunne kæmpe for dem hun holdt af, men som kvinde måtte man kæmpe på andre fronter. Hun havde måske ikke styrke i armen, men hun var udemærket begavet - omend lidt bedre begavet end de fleste. Og at hendes bror ikke ønskede at styre et gods, fik hende ikke til at tænke værre om ham. Eller også var hun egoistisk og vidste at hun ville overtage godset, hvis ikke broren ville have det. Hun brød sig ikke om Titus' ord. Hendes bror var ikke fej, og ingen andre end hende skulle sige grimme ting om hendes bror - omend blot insinuere dem. "Min bror er heldigvis ikke for fej til noget som helst." Han var bare ikke bygget til at svinge et sværd.

Da han fortsatte med at snakke om en husbond til hende sendte hun ham et undrende blik. "Hvis han ikke gør, så finder han ud af præcis hvor vred hans kære hustru kan blive, m'lord," sagde hun rimelig nøgternt. "Og bare rolig... Jeg har ikke regnet med at mit ægteskab bliver et eventyr. Jeg er ikke ligeså naiv som de små, søde ladies," De troede jo stadig på, at man ville lære at elske sin mand. Cate vidste godt at det blev et spørgsmål om tolerance, selvom hun da håbede på at manden var til at holde ud. Hun havde endnu ikke været forelsket i en nogen, for hvorfor skulle hun? Hun ville ikke få noget ud af det. "Hvad med Jer, m'lord? Folk må vel forvente, at I snart finder en kvinde igen?" Hun vidste ikke meget om ham, men hun kendte til historien om hans tidligere hustru.

[Deleted]

Uden egentlig at indikere det på forhånd, bevægede Titus sig. Han gik da ud fra at hun ville følge efter, og hvis ikke, måtte de to jo bare tale højere, eller ende deres lille samtale. Det var længe siden han havde ført en længere samtale med en Lady, så det ville være en skam, skulle deres samtale slutte nu. Desuden, hvad skulle han ellers give sig til? Kaptajnen og resten af besætningen så ud til at klare ærterne, så der var ikke noget han kunne hjælpe med der. Og han gad så sandelig ikke gå nedenunder og passe de syge. Så hellere være på dækket, mærke vinden og høre bølgernes brusen. Han var nok også bevæget sig lidt, fordi han ikke rigtig havde lyst til at snakke mere om hendes fremtidige husbond. Det virkede jo trods alt som om at hun havde realistiske forventninger, både til sin fremtidige husbond, og til hendes evne til at tæmme ham.

Titus stoppede i sine bevægelser, med hånden mod rælingen, som han knugede lidt imens han kiggede sig over skuldren og imod hende. Hun fik det til at lyde som om at hele Riget var interesseret i hans ægteskabelige stilling, selvom de nok mere var interesserede i hans evner til at straffe kriminelle. Han kiggede ned igen, stadig med hånden på rælingen, men han vendte sig således at han ikke stod med ryggen mod hende, men nærmere siden. "Det er sikkert hvad der forventes, ja." Sagde han bare lidt fraværende. Egentlig vidste han ikke rigtig hvad han skulle svare hende. Vidste ikke hvad han kunne fortælle hende, vidste ikke hvad der overhoved kunne fortælles. Han smilte lidt for sig selv og vendte blikket fra dækket og ud mod havet. Han stod nu ved forstavnen af skibet, og kiggede i retningen af horisonten de sejlede mod. "Min første hustru var ikke mit eget valg, men min onkels. Selvom jeg ikke har megen tid til at bejle en fremtidig hustru, så vil jeg dog gerne selv vælge hende, som skal regere mine lande imens jeg er væk." Hans fremtidige hustru, som forresten gerne måtte komme før som senere, ville få en god portion af magt igennem ham. Hun ville blive herskerinde af en by, og dets lande. Hun ville kommandere mænd og en stor husholdning. Hun ville endda få en mindre flåde af handelsskibe og militærskibe at holde styr på, når Titus ikke selv kunne. Med sine ord, indikerede han jo også lidt at han ikke ønskede en ignorant kludedukke, men en med en hvis grad af selvstændighed og styrke.

[Deleted]

Cate fulgte efter ham, da han begyndte at gå. Hun var heller ikke interesseret i at passe dem nedenunder. Nok var hun rimelig hårdfør af en lady at være, men den gennemgående lugt af opkast gav hende kvalme. Hun var jo ikke uovervindelig. Hun var realitisk, når det kom til sin fremtid, men det betød ikke, at hun ikke havde lov at håbe. Hun håbede bare at hendes mand ville vælge hende for hende og ikke for medgiftens skyld. Hun forventede ikke dybere følelser eller forelskelse, bare lidt gensidig respekt. Hun var jo ikke uretfærdig på det punkt, selvom dybere følelser end respekt, da ikke ville være af vejen.

Hun vidste ikke hvilket svar hun havde regnet med fra Titus, da snakken faldt på hans tidligere kone. Det var ikke fordi hele kongeriget snakkede om det, men alle de unge ladies havde jo snakket om ham. De var lidt skræmte og facinerede af Titanen. Hun var ikke lige forberedt på at han selv ville vælge sin kone, men hun var ikke overrasket over at hu skulle have noget mellem ørerne. "Det er fornuftigt." sagde Cate bare. "I har meget land. Det kræver et hvis overblik at holde styr på," Hun vidste jo godt hvad slægten ejede og hvor meget de var værd. Faktisk ville han være et rimelig godt parti for hendes vinkel, og der ville hun da kunne opnå en smule respekt lød det til. Men det hastede ikke, og hun var ikke sikker på hun havde lyst til at bruge resten af sit liv med en mand hun havde mødt to gange.