Dagens drømme

[Deleted]

Evael anede ikke hvad hun skulle sige. Hele verden virkede til at være rimelig fredelig lige nu. Solen skinnede endda udenfor, der var stort set ikke en vind der rørte sig. Det eneste i verden der rystede lige nu var Destrian de Warenna selv, og Evael som langsomt rystede på sit hoved. Hvad skulle hun dog sige til ham? Den måde han greb fat i stolebenet på at klyngede sig til det – ja han virkede nærmest manisk bange for… noget. ”Tag det roligt Destrian, jeg skal nok passe på at der ikke sker dig noget.” forsikrede hun ham roligt. Hvad det så end var han var så bange for. Hun anede ikke hvad det var, og hun var også rimelig sikker på at han ikke vidste det. Men det lod til at hendes plan om at distrahere ham fungerede nogenlunde, i hvert fald indtil videre, så mon ikke var bedst at fortsætte med den.

Bedre end at gøre ingenting… tænkte hun ved sig selv og tog en dyb indånding og klappede ham forsigtigt på skulderen endnu engang. ”Ja det er meget gode. Utroligt flot håndværk også, den i din familie der har anskaffet dem har virkelig god smag.” forsikrede hun ham og lagde hovedet på skrå med et beroligende smil om sine læber. Bøger kunne hun jo tale om i evigheder, så det var vel et udmærket emne til at distrahere ham med. Hvis han ikke fandt det spændende kunne det jo være at hun kunne kede ham i søvn. Det var en mulighed. ”Det er også en meget varieret samling, så der er noget at læse for enhver, vil jeg sige. ” Så det gjorde heller ikke så meget at den ikke var så stor som andre samlinger. For Evael var den mere end nok indtil videre, for hun havde langt fra læst sig igennem dem alle sammen endnu. Det havde hun simpelthen ikke tiden til.

[Destrian de Warenna]

Det var slet ikke meningen, at det var hende, der skulle passe på ham. Ingen skulle passe på, at der ikke skete ham noget.. Det skulle han selv. Han skulle rette sig op, vise, at han var en stolt adelssøn og nemt kunne måle sig med sine brødre. Det kunne han bare ikke. Alene tanken om at rejse sig virkede uoverskuelig og han var overbevist om, at det aldrig ville lykkedes ham igen. Dette var nu ikke noget nyt. I hvertfald var det langt fra første gang, at han var overbevist om at ville forblive i sin miserable tilstand forevigt. Det var utroligt så meget de kunne gøre ved ham, anfaldene. De kunne få ham til at glemme alt godt og hver gang føltes det som om, at det aldrig var sket før. Aldrig nåede han at forberede sig og alle følelser og billeder var altid nye for ham. Også selvom han både havde følt og set dem før. "Der sket mig ikke noget," prøvede han at forsikre hende. Egentlig var ordene henvendt til ham selv, men han havde brug for at kommunikerer dem ud til andre.

"Det er min mor," svarede han hende efter en tøven, der afslørede hans besvær med at tale i den tilstand han var i. Det kom og gik.. Selv når Evael talte kunne han nogen gange mærke, at hans tanker flød ud. Men han vidste, at det var godt at tale om noget andet.. Om bøgerne - også selvom han ikke selv havde læst særligt mange af dem. "Der er ikke så meget nyt i den.. Er der?" Han havde i hvertfald ikke selv været med til at tilføje til samlingen, men derfor kunne andre i familien jo godt have fået flere bøger til.

[Deleted]

Evael lukkede øjnene i et øjeblik og prøvede at få styr på sig selv og situationen. Hun tog en dyb indånding ind gennem næsen og pustede langsomt ud igen mens hun tællede til tre inde i sit hoved. Det vigtigste lige nu var at hun ikke mistede overblikket, og forholde sig i ro. Hun åbnede øjnene igen og trak vejret roligt endnu en gang. Hvis hun gik i panik ville Destrian det sikkert også, så lige nu havde han nok mest af alt brug for en rolig og sikker person med en del tålmodighed. Tålmodighed. Hvis der var en ting hun havde lært i løbet af sin barndom, så var det er være tålmodig. ”Det var godt.” Svarede hun roligt og gned hans skulder forsigtigt med sine fingrespidser i et forsøg på at være beroligende.

”Grevinde de Warenna? Det må jeg sige, hun må læse en del.” smilede Evael forsigtigt og rykkede hen så hun kunne sidde ved siden af Destrian med ryggen mod muren. Hun så op mod loftet et øjeblik og overvejede det. ”Det er ikke en forældet samling. Der er nogle nyere værker.” Overvejede hun lidt og gned sin næse med sin frie hånd. Det var ikke så mange, men der var nu et par enkelte stykker. Dette var jo trods alt sommerresidensen, så det var nok bøger der var blevet læst færdigt mens familiemedlemmer havde været på besøg eller bøger som havde været købt her i løbet af somrene. ”Jeg kan forstille mig deres ældre bror, Grev Llewellyn de Warenna måske har købt nogle. Jeg mener at han vist læser en del.” påpegede hun og så hen på Destrian med et roligt smil. ”Har de lyst til at gå en tur i dag?” spurgte hun forsigtigt.

[Destrian de Warenna]

Hendes fingre føltes betryggende mod hans skulder og det fik efterhånden hele hans krop til at falde mere til ro. Han kunne sidde mere stille, rystede ikke så meget længere. Dog var der stadig noget ved ham der virkede anspændt, men sådan var han bare når andre var tæt på. Det var selv når han havde det godt, så blev han altid lidt spændt op når nogen kom for nær. I øjeblikket foretrak han dog det fremfor at ryste og kunne se Evael langt væk. For en gangs skyld havde han brug for, at der var en, som var tæt på. Han sænkede blikket mod gulvet og lod blot øjnene hvile mod gulvbrædderne, alt imens han endnu virkede rolig. "Det tror jeg også hun gør," svarede han fokuseret. Han havde faktisk aldrig set sin mor læse utroligt meget, men det skulle ikke undre ham om hun gjorde. Det ville ligne hende. Til det andet nikkede han lidt, glad for at bøgerne ikke var for forældede til, at Evael kunne have glæde af dem. Han tog en enkelt dyb indånding og lod langsomt luften slippe fri igen. "Det har han meget muligt. Det er dog lang tid siden han har været her, i Kongebyen." Han havde travlt hjemme i Nord.. Med børnene.

Destrian nåede ikke at høre Evaels spørgsmål inden det nærmest sortnede for hans øjne. Hånden på hans skulder blev dræbende, pressede sig ned gennem hans hud.. Den ville ikke stoppe.. For evigt ville den bare blive ved med at presse sig længere og længere ned, indtil den havde fået nedbrudt hver en del af ham. I en pludselig bevægelse skubbede han Evaels arm væk og trak sig til siden for at komme væk. Han sank sammen igen, tog sig til hovedet og kunne ikke få sig selv til igen at fokuserer. Dog var han stadig klar over, at hun var til stede og efter et øjeblik gik det også op for ham, at han måtte have forskrækket hende. Han ville ikke have skubbet hende væk..Det var slet ikke meningen. "Undskyld," kom det derfor svagt fra ham.

[Deleted]

Evael lænede hovedet tilbage mod væggen og trak vejret dybt. Det var ikke til at sige hvad hun tænkte, ligeså lidt som det var til at sige hvordan Destrian ville reagere om to sekunder. Det mindede om en mærkelig blanding af humørsvingninger, fortvivlelse og hallucinationer. Måske han har spist noget dårligt? kommenterede hendes sarkastiske indre stemme. Hun sukkede en enkelt gang og vendte ansigtet mod Destrian og smilede opmuntrende. ”Det ville være godt hvis du fik noget familie på besøg. Den eneste du taler med ellers er mig. Det kan ikke være særlig interessant for dem, Destrian.” hun tog sig selv i ikke at have tiltalt ham korrekt, og gav sig selv et mentalt spark og en rap over fingrende. Han var stadig hendes overordnede, hendes arbejdsgiver og adelig. Det var ’de, dem, deres’, ikke ’du, din, dine’. Tilfældige samtaler om deres barndom ændrede ikke på dét.

Også kom den reaktion hun ikke havde forudset. Hun så lidt på Destrian der kravlede væk fra hende, og hendes arm der var faldet ned langs siden. Hun løftede den op og studerede hendes håndryg og håndflade, en smule tankefuldt. ”Gjorde jeg dig fortræd?” spurgte hun overvejende inden hun så hen på Destrian igen og strøg en vildfaren hårlok om bag sit øre med et mildt, bekymret smil. Hun havde prøvet hvad der var langt værre. Hun havde ikke engang været så overrasket, ikke nok til at hun havde kommet med den store fysiske reaktion i hvert fald. Alligevel havde hendes hjerne signalleret at hendes anden hånd skulle søge hen imod skaftet på den daggert hun havde skjult i sit skørt. Men det var en refleks efterhånden. Hun havde fået så dårlige nerver med tiden. ”Destrian, de behøver ikke undskylde. Du skubbede mig bare væk, du gjorde ingen skade.” forsikrede hun ham og lagde hovedet på skrå.

[Destrian de Warenna]

Han ville ikke have sin familie på besøg! Og dog.. Det kunne sikkert være godt for ham. Men de skulle ikke se ham sådan, det skulle ingen. Heller ikke Evael. I sit hoved råbte han, at hun skulle gå, men der kom ingen lyd ud. Han ville heller ikke råbe af hende og derfor sank han også mere sammen af dårlig samvittighed, selvom han ikke havde sagt noget. Hendes tiltale af ham ænsede han ikke, han havde svært nok ved overhovedet at forstå ordene til at bide mærke i den slags. Normalt gik han op i det, i hvertfald nok til, at folk vidste han skulle tiltales ordenligt. For det meste var det nu ikke så nødvendigt, de fleste viste den nødvendige respekt.. Det ville de nok ikke gøre hvis de så ham sådan.
Tanken forstyrrede ham og gjorde det hele værre. Hvorfor kunne han ikke bare rette sig op og lade det gå forbi? Det var som om den ene halvdel af hans bevidsthed var udmærket klar over, at der intet var at være bange for. Problemet var den anden halvdel, der hele tiden truede med at bringe ham i panik.

Det var hvad der havde fået ham til at skubbe Evael væk. Han rystede febrilsk på hovedet, da hun spurgte om hun havde gjort ham fortræd. Det havde hun ikke, hun ville bare hjælpe. Han mindede sig selv om det og tog sig til hovedet. Udmattelsen gjorde ham svimmel, ligesom indtrykkene - der så egentlig ikke var der. Et øjeblik blev han i tvivl om hvad han rent faktisk kunne se, og hvad der bare faldt ind foran hans øjne som illusioner skabt af højere magter. "Det.. Det var ikke min mening," sagde han langsomt i et forsøg på at lyde som en mand i kontrol. Han rettede sig ikke op, og så ikke engang imod sin tjenerinde. "Er solen gået ned?" Spørgsmålet kom forsigtigt, da han ikke helt var sikker på hvordan det blev taget imod. Han vidste ikke hvor lang tid der var gået siden hun var kommet ind på værelset, men det føltes som flere timer... Selvom det ikke ligefrem var tilfældet.

[Deleted]

Evael lænede hovedet tilbage mod væggen og trak vejret roligt ned i sine lunger. Hun prøvede at finde ud af hvordan hun kunne hjælpe ham, men det lod til at han efterhånden dårligt lyttede til hendes stemme, som om hans øre ikke engang registrerede lyden i rummet. Eller måske reagerede han bare ikke på det hun sagde, måske kunne han blot ikke få sig selv til at svare hende. Så var der jo ikke særlig meget som hun kunne gøre – det lod virkelig til at det ikke gav den store mening. Hun rettede sig op igen og så på Destrian med et opmuntrende smil, ”Det er helt i orden. Du skal nok klare dig igennem det her.” forsikrede hun ham, og sig selv.

Fordi hvis Destrian af en eller anden grund fortsatte med at opføre sig endnu mere mærkværdigt end normalt, så ville de andre tjenestefolk, om end ikke andre hurtigt finde ud af at den var helt galt med Grevesønnen. Også var der ikke andet at gøre end at skrive til resten af familien i Norden. Spørgsmålet var hvordan de ville håndtere den her situation, måske ville de håndtere det bedre end hende selv? Men så sigen, det ville betyde at folk skulle se ham i det her stadie. Situationen var et ligeså stort rod som Destrians hoved, og Evael kæmpede med sig selv for ikke at begynde at kommentere og sukke en kende over situationens håbløshed.

Men pludselig spurgte Destrian om solen var gået ned. Evael så tomt på ham i et øjeblik, og så så selv mod vinduet bare for at tjekke. Nej, solen stod stadigvæk højt på himlen. Evael drog en konklusion af Destrians tidsfornemmelse også måtte være påvirket af… hvilken type anfald det nu var han havde. Hun anede det virkelig ikke, men det lod det heller ikke til at den unge mand selv gjorde. ”Nej den er oppe endnu.” berettede hun ham inden hun vendte sig imod ham og talte lidt mere indtrængende, i et forsøg på at fange hans opmærksomhed noget bedre. ”Jeg ved godt det ikke var din mening. Sir, kig op. Se på mig?” bød hun ham og ventede på hans reaktion. Eller mangel derpå.

[Destrian de Warenna]

Selvfølgelig ville han klare sig igennem det. Det havde han gjort før. Mange gange. Det hele syntes nu ikke mere overskueligt af den grund. Hver en lille bevægelse skabte en orkan inde i hans hoved og truede med at vælte ham om kuld. Slynge ham væk fra alt og ud i ingenting. Måske det var hvad han havde set før? Da alt blev hvidt. Måske var det en varsel.. Hvilken forfærdelig varsel. Hvorfor skulle det også være sådan? Han ville ikke mere... Det blev for meget.. Han kunne lige så godt bare overgive sig til angsten og bare lade den slæbe ham hvorhen den ville. Det ville være bedre for dem alle sammen, familien. Også for Evael, så hun slap for at sidde og være bekymret.

Han sukkede og sank mere sammen, da Evael svarede på hans spørgsmål. Solen var stadig oppe. Selvfølgelig var den det. Den ville aldrig gå ned igen. Den ville blive ved med at brænde.. og brænde.. Indtil der ikke var mere den kunne brænde op og alt bare ville være aske. Ingen ville nogensinde se hinanden igen og hele verden ville bare forblive urørt. Uden liv. Destrian så det allerede for sig, hvilket også betød at han sank mere og mere sammen. Han lukkede armene om sit ansigt og greb fat i sit hår, mens han igen begyndte at ryste. Det hele gik lige så godt.. Men så ramlede det sammen alligevel. Det var fordi han gav op. Han rykkede ikke det mindste på sig, da Evael bad ham kigge på hende. "Det kan jeg ikke," svarede han hende blot med en skrøbelig stemme. Han end ikke orkede et forsøg på at lyde sikker.

[Deleted]

Evael mærkede hvordan at presset fra situationen satte sig i hendes pande. Som to trykkende pegefingre over hendes øjenbryn forplantede den sig og begyndte at gnave i hendes kølige overblik og hendes tålmodighed. Den måde Destrian faldt sammen på var bekymrende og foruroligende, men samtidig kunne hun også mærke hun fik mere og mere lyst til at vrisse af ham, og sige at han virkelig burde tage sig sammen, så var det heller ikke være. Dét ville i hvert fald ikke hjælpe på noget som helst, og hun anede jo heller ikke hvad der var i vejen med ham. Måske man burde slå ham ud? Kunne være det så ville gå lidt lettere.

Hun nåede ikke at tænke tanken til ende, før at Destrian sagde at han ikke kunne se på hende. Tjenestepigen løftede langsomt øjnene og så fladt på den unge mand foran hende, der havde sunket så meget sammen foran hende at hun kunne bruge hans ryg som armlæn hvis det kunne falde hende ind. ”Af praktiske årsager, eller fordi du ikke har lyst?” spurgte hun, i et forsøg på at gøre situationen mindre alvorlig, i hvert fald over for hende selv. Hun kunne dog stadig mærke den dunrende fornemmelse hun havde i panden og lagde roligt armene over kors. ”Destrian, sæt dig nu op. Jorden er ikke ved at gå under. Selvfølgelig er solen ikke gået ned, det gør den først om et par timer. Det er jo dag.” forklarede hun rationelt og sukkede en smule. Hvis han fortsatte med det her var hun rimelig sikker på at hun ville ende med at ryste ham i frustration.

Adelige havde da også så mange problemer i deres sjæl og sind. Sjældent syge, oftere sindsyge. Det måtte være noget med kosten.

[Destrian de Warenna]

Han tog fat om sit mørke hår og det var næsten som om han forsøgte at holde sig selv ved bevidsthed sådan. Sandheden var nok nærmere, at han bare ikke rigtigt havde styr på hvad han foretog sig længere. Han havde ikke overskud nok til at tænke på hvad hans krop havde gang i og derfor var det nærmest som om, at det ikke var ham selv der styrede hans bevægelser. Det hele var et stort rod og det ville vælte sammen. Han vidste det bare. Vidste det. Evael måtte bare ikke komme noget til, det var slet ikke meningen, at det skulle gå ud over hende. Når alt ramlede sammen var det kun ham, som skulle være offeret. Det gjorde for ondt hvis det også skulle gå ud over andre.

"Jeg kan bare ikke," sagde han lavt, på grænsen til hviskende. Da Evael så bad ham sætte sig op gik der et øjeblik, hvor han ikke reagerede. Så kastede han nærmest ryggen tilbage og rettede sig på den måde op. Hans blik var tomt ud i luften og vejrtrækningen blev dybere. "Jeg ved det godt..." Han knyttede hænderne og kneb øjnene sammen. "Jeg ved det godt!" Det sidste gentog han mest for sig selv. Evael havde vel hørt ham første gang.

[Deleted]

Det gav et hop i hende da Destrian kastede sig tilbage for at rette sig op som hun bad ham om. Dét havde hun godt nok ikke forventet, nok nærmere at han havde forsat med at falde sammen og rive sig selv i håret. Det var en absurd situation, den var direkte abstrakt, og hun forventede næsten at grevesønnen snart ville begynde at løbe på væggene som kontrast til den lange episode hvor han havde siddet på gulvet. Det ville næsten ikke undre hende efter den opførsel han havde kørt indtil videre.

”Jeg tror på du kan. Det burde du også, det ville måske gøre det nemmere?” foreslog hun og gned sin pande med den ene hånd. Galt det lød klichéagtigt og utrolig blødhjertet. Hvilke dårlige bøger sådan et sprog mon havde kommet fra. Evael kunne ikke erindre det. Hun måtte virkelig komme på noget bedre eller bare gå. Men samtidig var han i et ret ynkeligt humør, så hun ville have det dårligt med at gå. Som at forlade en forvirret og skræmt hundehvalp. Det var bare ikke noget man gjorde. Dyr var også nemmere at føle empati med end mennesker, dyr var ofte mere rationelle. Destrian var slet ikke rationel.

”Du rettede dig op. Flot gjort.” sagde hun roligt og lagde benene over kors, og så roligt på ham. -Efter en kortere tænkepause lagde hun forsigtigt en hånd på hans arm og forsøgte at fange hans blik – skønt hans modvilje for at se på hende. ”Destrian, vil de være bedst hvis jeg bliver eller går?” udspurgte hun ham roligt og lagde hovedet lidt på skrå. ”Hvad kan jeg gøre?” spurgte hun indtrængende og gav hans arm et klem for at få hans opmærksomhed.

[Destrian de Warenna]

Med et tomt blik ud i luften rystede han på hovedet. Det hele slørede for ham og han havde svært ved at skelne de forskellige former og figurer fra hinanden. Og farverne. De var næsten de værste. De hele flød bare sammen til en kæmpe masse af ingenting, men han blev ikke bange. Denne gang blev han ikke bange. I stedet blev han blot siddende sådan og fortrak ikke en mine. Det gav ham et udtryk, der mest af alt udstrålede ligegyldighed. Det kunne end virke til, at han ikke ænsede selskabet, han stadig var i. Naturligvis var han klar over, at Evael sad der, foran ham. Han hørte også hendes ord, og det var derfor han rystede på hovedet. Han kunne ikke se på hende og det ville ikke blive nemmere af det heller. Måske det i virkeligheden var det, der var grunden.

Hun roste ham... Egentlig var det ikke noget, der behøvede betyde det mindste. Men det gjorde det altså. Dog så det ikke ud til at ændre noget. Hans blik forblev det samme, selvom han faktisk også begynde at kunne skelne mellem møbler og gulv. Stadig så han ikke mod Evael. "Jeg ved det ikke," sagde han svagt og kørte en dirrende hånd ned over sit ansigt. Da det gik op for ham, at den ikke var stabil, knyttede han den og holdt den ind til kroppen. Så sænkede han blikket, for at være sikker på ikke at møde hendes. "Jeg er svimmel, Evael..." Det hele kørte rundt bag hans øjne. Selvom han så klart, var hans tanker alt andet end det.

[Deleted]

Evael gned sin hage med et bekymret ansigtsudtryk, og overvejede nøje hvordan situationen havde udviklet sig indtil videre. Det tegnede ærlig talt ikke særlig godt, og det lod ikke til at hun hjalp ham på nogen som helt måde. Det var en smule medtagende, og en kende nedtrykkende. Men hun kunne næsten ikke føle sig halvt så hjælpeløs som Destrian de Warenna gjorde, så der var vel ikke så meget at tude over. Nu måtte man jo se hvem af dem der var mest stædig.

Hun rettede sig lidt op og lod sit blik glide ned langs sin næseryg, et betragtende og overvejende blik. Han anede det ikke. Det var ikke ligefrem særlig behjælpeligt i hendes mål i at finde ud af hvad hun skulle gøre, men det var der jo ikke rigtigt noget at gøre ved. ”Du virker noget modløs.” erkendede hun og skubbede sig hen ved siden af ham ved at presse af med sine hænder mod gulvet. Der sad hun så et øjeblik inden hun så på ham med rynket pande. ”Svimmel?” gentog hun spørgende og så hen imod sengen. ”Min herre, Sir, Lord og arbejdsgiver af de Warenna slægten, måske det vil være bedst at du ligger ned?” foreslog hun og prikkede afprøvende til hans skulder.

[Destrian de Warenna]

Modløs... Ordet blev gentaget i hans hoved og umiddelbart virkede det ikke til at ville stoppe nogensinde. Det var som et evigt ekko. Den hvisken i katedralen, som aldrig stoppede. Det var bare en anden stemme end der plejede. Som regel var det hans egen, eller en han bildte sig ind han ikke kendte. Du var det Evaels. Hun kaldte ham modløs.. Han burde tage sig sammen. Rejse sig op. Opføre sig som resten af hans familie og slægt. Længere end tanken nåede han dog ikke, før han igen blev overvældet af rodet i hans hoved. Det var umuligt. Ligegyldigt hvor meget han ville kunne han ikke. Hans krop ville ikke.. Det virkede heller ikke til, at det var hele hans sind der var interesseret i at han skulle komme til sig selv.
Han begyndte at dirre igen. Dog kun ganske svagt.

"Jeg kommer ikke op igen," sagde han lavt og frygtsomt. Tanken om det var nok til at sætte frygten igang i ham. Hvis han lagde sig ned.. Hvad hvis han havde ret i at han aldrig ville kunne rejse sig? Det var kun en lille del af ham, der var rationel nok til at tale imod den tanke og fornuften druknede. Han opfangede knap, at Evael prikkede til ham og det var derfor ikke hvad der var grunden til, at han begyndte at se direkte på hende igen. "Evael.. Kan jeg få dig til at skrive til min søster? At jeg savner hende." Ordene kunne måske synes at komme ud af ingenting - men de havde været en del af hans tankestrøm. Han manglede Aerin. Hun var for langt væk fra ham.

[Deleted]

Hun mærkede hvordan det gnavede en smule i hende – nervøsiteten. Den begyndte at gøre hende en smule utålmodig og hvordan fanden skulle man forholde sig til den her situation? Hun skulle holde sin position og samtidig få rystet noget liv i ham. Hun havde næsten lyst til at ryste ham – eller måske råbe i stedet.

Evael skulle lige til at begynde at råbe af ham. Selvfølgelig ville han komme op igen, om hun så skulle tvinge ham, og det skulle han nok få at vide. Men inden hun overhovedet nåede at åbne munden så han pludselig direkte på hende og bad hende om… at skrive et brev. Hun rynkede lidt på panden og kom på benene. Det værkede lidt i dem efter at hun havde siddet på gulvet med krydsede ben. Den følelsesløse fornemmelse fortog sig dog hurtigt mens hun genfandt sin balance. ”Selvfølgelig, sir. Med det samme.” Hun gik hen til hans skrivebord og fandt papir, pen og blæk frem. Hun begyndte at skrive med sin sirlige håndskrift, og skævede hen til Destrian efter at have fået det påbegyndt brevet. ”Hvad vil du have der skal stå til din søster? Skal jeg bede hende om at komme på besøg?” spurgte hun roligt og lagde hovedet lidt på skrå. Nu håbede hun bare han ikke var faldet helt hen igen hvor han ikke engang hørte at hun talte med ham.