Dagens drømme

[Destrian de Warenna]

Tilegnet @leika

Farverne dansede rundt i ingenting og samlede sig i store grupper, for at splittes igen. De sprang kanterne itu og fik alting til at ramle sammen. De tog skelettet fra verden og resultatet var, at intet kunne holde sig stående. Det faldt sammen, hurtigt og ubarmhjertigt. Trak alt og alle med og blev så ved med at falde. Der var ikke noget til at stoppe det og de høje mure af mørk intethed blev højere og højere. De strakte sig mod himlen, som også faldte. Det eneste der stadig blev hængende højt oppe var solen. Til gengæld begyndte den at skinne mere og mere. Den blændede og varmede. Brændte og slog ihjel, selvom den var ment til at skabe liv. Det kunne den ikke, den måtte ikke.

Destrian rejste sig fra stolen på sit værelse og kastede sig nærmest hen til vinduet, hvor han trak gardinerne for ud til dagen, der stadig var ung. Der var ingen lamper tændt på værelset, og da gardinet først dækkede synet ud til, faldt der et mørke over rummet. Han sank sammen ved ruden og forsøgte at trække vejret dybt, fremfor i de gisp det foregik i. Hans puls var høj og en enkelt sveddråbe løb ned over hans tinding. Til sidst sank han helt ned og sad med ryggen mod muren. Ansigtet skjulte han i hænderne, mens han kneb øjnene sammen og prøvede at lukke billedet ude af hovedet.

Aftenen forinden var han gået en tur og han var først kommet hjem sent på natten. Siden havde han opholdt sig på værelset og i stedet for at gå i seng, havde han blot sat sig i stolen og kigget ud på natten. Naturligvis var han faldet i søvn, men søvnen havde været så forstyrret, at han ærligt talt havde svært ved helt at finde ud af hvornår han sov, og hvornår han var vågen. Hver gang han var faldet i søvn havde mareridt ramt ham, hvilket var skyld i, at han nu sad der. Bange for, hvad der var sket udenfor, hvor solen stadig måtte brænde alt på sin vej.

[Deleted]

Snakken havde gået i køkkenet aftenen før, hvor Evael havde siddet i hjørnet med en bog og prøvet at ignorrere så meget af sladderen som hun nu engang kunne. Hun brød sig sjældent om den måde de talte om andre mennesker på, og da heller ikke den måde de snakkede om deres arbejdsgiver. Ærlig talt forstod den unge dame ikke rigtigt hvad pointen med sladder var. Hun syntes de lød som skræppende høns når de gabte op på den måde om ting de dybest set ikke havde nogle beviser for. Dog havde hun bidt mærke i en ting – og det var at Destrian de Warenna åbenbart ikke havde kommet hjem. Ja faktisk gik de fleste i seng uden af at være sikker på om han overhovedet var kommer tilbage til huset. Evael havde selv faldet i søvn, måtte hun indrømme, og det skete jo også blot til tider at den unge Greve havde glemt tiden. Men nu ville hun være sikker på at han var kommet hjem igen – for hvis han var blevet væk eller var kommet noget til måtte de jo sende nogen ud efter ham.

Så nu stod hun ude foran døren til den unge mands soveværelse og bankede omhyggeligt på med knoerne. Hun holdt vejret et øjeblik, inden hun forsigtigt skubbede døren op til værelset og tog et skridt ind i det mørkelagte rum. ”Herre de Warenna…? Er de herinde?” spurgte hun forsigtigt og kneb øjnene sammen og så sig omkring inde i rummet i et forsøg på at skelne linjerne af møbler fra hinanden. Hun havde ikke forventet at gardinet ville være trukket for, og det gav hende en bange anelse af at det her ikke ville blive en god eller nem dag. Men lyset der blev kastet ind fra gangen gjorde at hun da snart fik øje på hendes arbejdsgiver siddende mod ryggen mod muren. Nede på gulvet. Så det var en af de dage, lod det til. Hun lukkede hurtigt døren efter sig og så lidt bekymret ned på ham, usikker på hvordan hun skulle håndtere situationen.

”… Destrian?” spurgte hun lidt forsigtigt, i et forsøg på at komme i kontakt med ham.

[Destrian de Warenna]

Han bøjede hovedet længere ned, da det bankede på døren. Han forsøgte han lukke lyden ude med sine arme og lukkede, om muligt, øjnene endnu mere sammen. Det, at det blot netop var en banken på døren, slog ham ikke. Han var allerede alt for langt inde i angstens hule og frygtede for det værste. Hvert slag lød som et brag, som om solen udenfor slyngede store sten mod murene. Han hørte en stemme sige sit navn og råbte om hjælp i sit indre. Dog var der ikke en lyd, der slap ham, hvilket meget vel var heldigt nok. Ellers kunne han sagtens være i stand til at gøre folk omkring ham urolige. Han åbnede langsomt øjnene, da han hørte fodtrin nærme sig. Han ville i det mindste se, hvad der tog livet af ham inden det skete. Allerede inden han nåede at se, at det blot var Evael havde han gemt hovedet igen og mærkede med det samme hvordan hans vejrtrækning blev sværere og sværere.

Han hørte sit navn igen, fornavnet denne gang og han knyttede den ene hånd hårdt sammen, for at kunne tage sig sammen til at se op igen. Det første der mødte hans blik var farverne, der før havde fået det hele til at ramle sammen og angsten strålede ud af ham. Så tonede Evaels skikkelse frem i mørket. Det var stadig mørkt. Et eller andet sted gjorde det ham tryg. Han blinkede et par gange og priste sig lykkelig for, at hun nok ikke ville kunne se, at hans øjne var våde. Igen reddede mørket ham. "Ja, jeg er her," sagde han så, efter lang tids tøven, på hendes tiltale af ham.

[Deleted]

Evael var usikker, dybt usikker på hvordan fanden hun skulle håndtere denne situation. Hun var dårlig nok til at tale med folk normalt, og når Destrian var i det her humør var det umuligt at forudse hvordan han ville reagere på hvad man sagde og gjorde. Det mørkelagte rum mindede hende om sit gamle værelse, skønt at det var langt større og mere overdådigt møbleret. I hendes værelse havde der været plads til en seng, en stol og en lille kommode. Men det var ikke tidspunktet at overveje hvor mange gange hendes børneværelse kunne passe ind i dette. Begge dele mindede hende blot om en mørkelagt fængselscelle.

Men det gav ingen mening at Destrian de Warenna havde lukket sig selv inde. Den mand elskede naturen og at se ud af vinduet. Spørgsmålet var hvad i al verden der havde fået ham til at reagere på den her måde. ”Det var godt… staben blev helt bekymret i går aftes.” sukkede hun mens hun stod og hev en lille bitte smule i hendes egen fletning. At pille ved sit hår var vidst blevet en dårlig vane når hun kom i situationer hvor hun følte sig usikker på hvordan hun skulle opføre sig. Hun sukkede en enkelt gang af sig selv, tog en dyb vejrtækning og smed sin fletning over skulderen så den faldt ned af hendes ryg. ”Hvordan har du det? Foretrækker du vi sidder på gulvet og snakker?” spurgte hun med en blød og rolig stemme. Ganske forsigtigt satte hun sig ned på gulvet uden at gå tættere på ham, for at de kunne være på samme øjenniveau. Hvis han da overhovedet kunne finde på at se hende i øjnene. Hvis de da overhovedet kunne se hinanden i øjnene, når det var så mørkt kunne hun kun ane en svag refleksion.

[Destrian de Warenna]

Det lykkedes ham at tage en enkelt dyb indånding og han lænede hovedet tilbage mens han pustede ud, hvilket desværre ikke lykkedes lige så glidende og derfor mere blev i små stød. Der gik et øjeblik inden han tog chancen og tog luft ind igen og vippede hovedet frem, for igen at kunne se på Evael. Så godt som han nu kunne se hende i mørket. "Det blev vidst sent," sagde han lavt og undskyldende og meget mere ynkeligt, at han overhovedet kunne overskue at være. Han kunne bare ikke gøre noget ved det og måtte bare glæde sig over, at Llewellyn ikke var i nærheden. Tænk at blive set sådan... Det end ikke slog ham, at det var lige så pinligt at være sådan overfor Evael.

Han bukkede hovedet lidt ned igen og tog fat i sit hår i et forsøg på at vende helt tilbage til virkeligheden. Han havde bare svært ved at finde den.. Virkeligheden. Endelig slap han grebet om håret og lod hånden glide ned over sit ansigt og tog endnu en dyb indånding. "Du behøver ikke.." kom det så fra ham inden han i en pludselig bevægelse rejste sig og flåede gardinerne fra hinanden. Mørket blev for meget for ham. Selvom han blev blændet af det pludselige lys blev han stående et øjeblik og så ud. Det varede dog også kun et øjeblik, så faldt han sammen igen uden at se på Evael. Hun skulle ikke se hvor skrøbeligt hans ansigt var. "Det er sødt af dig at komme forbi," mumlede han, kun lige højt nok til at være sikker på, at hun ville høre det.

[Deleted]

Hun måtte nok indrømme at hun foretrak Destrian de Warenna når han gav mening og ikke ligefrem sad i et komplet mørkelagt rum, på gulvet, og gemte sit hoved i sine arme. Han mindede hende om en bog hun engang havde læst om en troldmand, og et tårn hvor han låste sig selv inde. Hun havde været meget lille da hun havde læst den, og kunne ærlig talt kun huske at hun godt havde kunnet lide beskrivelsen af hans hat. Den havde været en rød så dyb som vin, så blød som en killings pels og med guld stjerner broderet med sirlig hånd og fine sting. Destrian havde ikke hat på. Hvad fanden har dén tanke med noget som helst at gøre? Evael så tag dig dog sammen… tænkte hun og smilede lidt forsigtigt i mørket. ”Ja, en smule sent blev det vidst-”

Mere nåede hun ikke at sige inden Destrian havde sprunget op og revet gardinerne fra hinanden og badet rummet i solens lys. Hun sad på gulvet stirrede på hans ryg indtil han faldt sammen på gulvet igen. Hun tog en dyb vejrtrækning og gned sit ansigt med begge hænder. Det her var langt mere ekstremt end hvad hun havde regnet med da hun åbnede døren. Evael skubbede sig forsigtigt og let hende over gulvet, for at få et bedre kig på den unge mand. Hun runkede lidt på brynene og så på ham i et lille øjeblik. ”Det var da så lidt, Destrian. Gør det noget hvis jeg kommer tættere på? spurgte hun roligt og lagde hovedet på skrå, og pustede forsigtigt ud inden hun forsigtigt tilføjede ”Er det noget jeg kan gøre for dem?”

[Destrian de Warenna]

Han havde overhovedet ikke tænkt over de timer der var gået, mens han havde været ude nattenforinden. Den slags havde han ikke plads til i sit hoved når han gik rundt i byen og så gik tiden bare. Det var også det, der som barn havde fået ham til at blive væk. Han gik bare og så kunne resten af verden bare blande sig udenom. Den vane ville nok aldrig forlade ham, i hvertfald var den stadig stærk hos ham. Det var langt fra sjældent, at han gik rundt længe uden at nogen vidste noget. Og det var langt fra hver gang det endte ud, som det havde gjort denne gang. For det meste kom han bare tilbage som var intet hændt. Denne gang havde det påvirket ham for meget. Det havde ladet drømmene overtage for hans fornuft og det var aldrig godt, når det var i de perioder han havde mareridt.

Han så tomt ud i rummet, der nu var oplyst. Det var som om han slet ikke ænsede, at Evael sad foran ham. Eller noget som helst andet i rummet for den sags skyld. Det kunne lige så godt være helt tomt. Hvidt. Et helt rumt af køligt og hvidt.. På en måde var det faktisk flot. Der var intet der kunne gemme sig, eller true ham. Det var bare også skræmmende. Udsigten til at sidde forevigt i ensomhed i et hvidt rum. Det fik ham til at krybe en smule mere sammen, mens han i sit indre forberedte sig på aldrig at se et menneske igen. Så fik Evaels stemme ham tilbage igen og han så på hende, som havde han ført nu opdaget, at hun var tilstede. Han rystede svagt på hovedet, som svar til hendes spørgsmål. Det andet af dem. Han hørte ikke hvad hun sagde før hun spurgte om hun kunne gøre noget. "Det er nok bare... At du er her." Det hjalp ham at tale med hende. At have nogen at tale til. Han ville dog aldrig sige hvad han så. Folk var så uforstående - de kunne ikke se det samme.

[Deleted]

Evael betragtede den unge mand som lå vendt væk fra hende. Nu var det ikke mørket der gjorde hun ikke kunne se ham ordentligt, men det at han rent faktisk lå med ryggen til hende. På gulvet. Faldet sammen. Det her kunne hun ikke fortælle til nogen som helt, mindede hun sig selv om. Det her måtte aldrig nogensinde slippe ud – folket i køkkenet ville ikke lade hende være med deres sladder hvis de nogensinde fandt ud af hun havde været vidne til et af Destrians sammenbrud. Hun tog en dyb indånding og holdt vejret et øjeblik inden hun langsomt pustede det ud over sine læber. Hun måtte holde hovedet koldt – der var ingen grund til at gå i panik. Han virkede jo forholdsvis rolig, på sin egen måde. Dog en smule selvforpint.

”Har du lyst til at tale sammen om det?” spurgte hun forsigtigt og satte sig lidt bedre til rette på gulvet. Hun holdt sine øjne opmærksomt på ham for at se på tegn efter ændret adfærd. Hun var ikke sikker hvad hun skulle stille op. Måske hun burde prøve at prikke til ham. Måske hvis det blev værre end det her, lige nu lod han jo bare til at ligge stille på gulvet. Det gjorde ikke så meget skade. Men så var der den måde han så omkring i rummet som om han ikke kunne se noget som helst. Hans blik havde virket så underligt tomt, og næsten skræmt. Hun havde overvejet at prøve at vinke lidt foran hans øjne, men så lagde han pludselig mærke til hende igen.

” Et det bedst hvis jeg taler? For at holde din opmærksomhed?” spurgte hun overvejende og trak sjalet tættere om sine skuldre. Det her var godt nok en kende absurd.

[Destrian de Warenna]

Langsomt lukkede han øjnene, ventede et øjeblik og åbnede dem så igen, som om han var bange for at verden ville være forsvundet når han kiggede frem. Han kunne høre sin vejrtrækning og nærmest mærke hvordan luften bevægede sig ned igennem ham. Da han pustede ud føltes det som om det ville blive ved forevigt. Indtil han var helt tømt for luft. Det var næsten en rar følelse, men kun fordi det gav ham en følelse af ro. Det havde han brug for. Helt og aldeles ro. Men det fik han ikke og ved nærmere eftertanke, var det måske heller ikke hvad han havde lyst til. Det var roen der havde sat ham i den tilstand han nu var i. Stilheden var lige så farlig som solen… Fokusér! Det var svært at holde sig ude af sine egne tanker.. Destrian gjorde et ihærdigt forsøg og blev ved med at minde sig selv på, at Evael sad foran ham. Hun ville ham intet ondt. Det var der ingen der ville.

Han rettede sig en smule op, men dette betød desværre ikke, at der vendte noget ære tilbage i ham. Han sad stadig en smule sammensunket, men i det mindste turde han se på hende nu, Evael. Han gned sig i øjnene med den ene hånd og lod sin tommelfinger gnide på hans tinding. "Der.." Han kunne ikke finde ud af om han ville tale ud, blinkede.. Blev i tvivl om hun var der igen, men kom så til sig selv endnu engang. "Der er ikke så meget.. At tale om. Jeg kan ik- det er væk nu." Han tænkte hurtigere end han talte og kunne ikke helt følge med. Men det var væk nu. Det der hele tiden skubbede Evael og rummet væk fra hans opfattelse. Han kunne sagtens se det hele nu. De næste vejrtrækninger blev forhastede. Han fik følelsen af ikke at kunne få luft, men fik så også styr på det. Langsomt faldt der en ro over hans tilstedeværelse. "Jeg skal nok blive her nu," forsikrede han Evael og så på hende igen. Indgående.. Han ville ikke risikerer, at hun gik.

[Deleted]

Evael rykkede lidt på sig da han begyndte at hive efter vejret, og placerede sine håndflader mod gulvet og søgte efter hans øjne med sine egne for at få skabt øjenkontakt. ”Destrian, rolig …” mindede hun ham om i en blid stemme og lagde hovedet en smule på skrå. Det var ikke til at sige hvad der gik igennem den mand. Han skiftede ansigtsudtryk og holdning hurtigere end man kunne blinke. Men han så nu hele tiden en smule ynkelig ud. Som en hundehvalp nogen havde sparket hårdt til. Hun havde næsten lyst til at klappe ham på hovedet og sige at det nok skulle gå, men holdt sig til at sidde foran ham. Deres fødder rørte næsten hinanden, men ellers var der en udmærket afstand imellem dem. Det var nok også bedst, så han ikke følte sig truet.

Hun gned sin næse med en tommelfinger og så lidt på ham. ”Det er lige meget om der ikke er noget at tale om. Jeg tror det vil være godt hvis vi får dig distraheret.” forklarede hun roligt og forsøgte at smile en smule opmuntrende til ham. Men den sidste kommentar forvirrede hende nu en smule. Hun løftede langsomt begge øjenbryn, overvejende. Hun var af en eller anden grund rimelig sikker på han ikke mente gåturen den anden aften. Så derfor måtte han mene nu. Det fik hende til at overveje hvad der rent faktisk gik igennem hans hoved under de her anfald. Og det gjorde hende dybest set forfærdelig nysgerrig. ”Hvor… var da du henne?” spurgte hun undrende og smilede mildt. Hvis han så bare holdt ord, så ville det da være gået temmelig nemt. "Hvor længe har det her stået på?" tilføjede hun forsigtigt og trak vejret dybt og roligt. 

[Destrian de Warenna]

Hvorfor skulle han være sådan? Kunne han ikke bare... Stoppe. Fungerer. Slappe helt og aldeles af. Det føltes som om det var evigheder siden han sidst have været rolig. Sådan rigtigt. Ikke som nu, hvor roligheden bare var nået han tvang frem. Et middel til ikke at synke dybt ind i sig selv og fjerne sig fra verden. Han så ind i Evaels øjne, men hans blik var ikke tilstedeværende. Hendes stemme formåede heldigvis at bryde igennem alle hans tanker og holde ham lidt tilbage ved bevidstheden. Han lænede hovedet lidt tilbage, selvom det ikke rigtigt gjorde den store forskel for ham. I det mindste begyndte luften at finde vej ned gennem ham igen. "Distraheret," gentog han lidt overvejende. Det var så sødt af hende.. Ikke bare at gå. Det kunne hun lige så godt, der var endda en del af ham, der gerne ville have at hun gjorde det. Bare fordi hun ikke skulle se ham sådan - det var der ingen der skulle. Det var så sjældent at nogen så ham imens han var så ude af den. For det meste blev han først fundet når han var faldet mere til ro. Så var han i det mindste bare træt og svag. Nu var han et nervevrag. Det havde han i hvertfald været øjeblikket forinden og hans krop dirrede stadig en smule efter det.

Endelig nikkede han lidt og rykkede på sig. Da hun spurgte hvor han havde været hende blev hans udtryk en underlig blanding af alt for mange følelser. Han var pinlig over det, men også bange for, at han ikke bare gled væk igen.. Og bange for hvor han var henne, for han vidste det ikke helt. "Jeg ved det ikke.." Hans stemme var spinkel, men efterfølgende prøvede han at mande sig mere op. Han rømmede sig og forsøgte at få en mere rolig facade lagt over sig. "Jeg," startede han langsomt ud, "kom hjem i nat og lagde mig til at sove.." Han kunne ikke engang komme med en overbevisende forklaring. Ikke engang det. Han bar også det samme tøj som han havde gjort den foregående dag, hvilket mest af alt vidnede om, at han ikke havde haft det af kroppen endnu. "Jeg kan ikke finde rundt i mit hoved," beklagede han sig, mens han tog sig til hovedet og bukkede sig lidt forover.

[Deleted]

Hendes hjerne kørte febrilsk på højtryk i et forsøg på at opsamle og gennemarbejde de forskellige indtryk som hun opfangede. Kropsprog, ansigtsudtryk, blikket i hans øjne, hvad han sagde, den måde han sagde det på, hvorvidt han holdt pauser og virkede besværet. Et hav af indtryk og informationer som skulle opfanges, sorteres, analyseres og vejes for at hun kunne reagere på den bedst tænkelige måde sådan så hun ikke gjorde ondt værre. Hun kunne mærke hvordan hun næsten blev svimmel ved det gear som hendes forstand måtte køre i for at følge med. Og Evael vidste hun ikke engang var særlig god til at tolke al den her information, så hvis bare en af dem slap nogenlunde fornuftigt ud af det her ville det vel næsten være lidt af et mirakel. ”Distraktion, ja.” Hun overvejede situationen. Lige nu lod det til at han trak vejret i et fornuftigt og roligt tempo, og han lod til at få det helt ned i lungerne. Et godt tegn. Men han rystede, af grunde hun ikke helt kunne finde ud af. Men han havde vidst rystet lige siden hun kom ind, nu hvor hun overvejede det. Et tegn hun ikke havde samlet op på. Dog bar han vidst samme klæder som dagen før, hvilket nok heller ikke var et godt tegn.

Ansigtsudtryk og blik… hun kunne ikke beskrive det. Det var en mærkelig blanding af alt muligt, eller også kunne hun bare ikke tolke den følelse der stod bag. Måske kunne han heller ikke – hvad hun tog sig i næsten at håbe bare så hun ikke var helt håbløs til det her. Han lignede en der havde et nervesammenbrud, eller i hvert fald sådan som det havde været beskrevet i hendes bøger. Hvor var bøger dog tusinde gange nemmere at tolke end mennesker. ”Skete der noget på gåturen? Sov de mærkeligt?” forsøgte hun forsigtigt at foreslå. Nu blev hun dog en kende mere bekymret da han lænede sig forover og tog sig til hovedet. Hun rykkede forsigtigt på sig og lagde tøvende en hånd på hans skulder. ”Det er iorden, Destrian, tag det nu roligt…”

[Destrian de Warenna]

Han gjorde alt i sin magt for at falde lidt ned og det så også ud til at virke. En lille smule. Det gik bare meget, meget langsomt. Han orkede slet ikke at kæmpe så meget. Det tærrede ham og drænede ham for al energi, men det gik ikke væk hvis han gav op. Så ville han bare volde Evael endnu mere besvær. Hvor utroligt det end måtte være, så var det virkelig hende der var hans motivation til at blive ved med at forsøge at slappe mere af. Det var ikke til at bedømme om hun var nogen god motivation. Han var ikke vant til at der var nogle omkring ham og før eller siden plejede trætheden altid at vinde over ham og så faldt han i søvn. Var han heldig var søvnen drømmeløs og så kunne han komme sig oven på det på en enkelt nat. Det skete dog ikke helt tit og for det meste var han først ovenpå efter et par dage - nogle gange mere, alt efter hvor slemme hans drømme havde været.

Han hørte godt hendes spørgsmål omkring gåturen, men var ikke i stand til at svare. Ikke med det samme i hvertfald. Det hele ramlede sammen igen og hvor han ellers efterhånden havde fået rettet sig nogenlunde op, krøb han sammen igen. Hele hans krop blev spændt, da hendes hånd lagde sig på hans skulder, men han sad stille. Han kunne mærke varmen fra den brede sig ned gennem kroppen. "Der skete ikke noget.." svarede han hende så og forsøgte at undgå et knæk i stemmen. Han trak vejret dybt ind. "Jeg tror bare.. At jeg har sovet dårligt." Det måtte være en fornuftig forklaring. Han havde sovet dårligt og derfor havde han det som han havde.. Det skete vel for mange.

[Deleted]

Evael var for det meste en meget tålmodig kvinde. Hun var meget rolig, og var derfor ikke en som let blev rystet. Hun havde begge ben på jorden, et forbeholdent overblik og et køligt hoved siddende på hendes skuldre. Det her var bare meget mere anderledes end hvad hun normalt var vant til. Men hun var også rimelig sikker på at det her ikke var noget som var normalt. Hun havde aldrig set en person sidde og ryste på den her måde. Som et forskræmt of udmattet dyr. Tjenestepigen tog en ny dyb indånding for at forholde sig selv i ro så hendes tanker ikke blev roede så hun gik i panik. Hvis folk var kede ag det var normen at man bød dem på noget varmt og drikke eller krammede dem. Hun havde blot en hånd på hans skulder, og det alene lod ikke til at have den store effekt på den unge mand ud over at gøre ham anspændt. Måske en kop te ville være bedre. Men hun mente ikke at han ville kunne holde på en kop, så måske når han fik det lidt bedre.

”Det kan jo ske. Kan du beskrive hvordan du har det lige nu?” Hun resonerede at hvis hun ikke vidste hvordan han havde det og hvad der var i vejen, så kunne hun vel ikke rigtigt hjælpe ham. Evael bed sig selv i læben og så lidt på den knækkede mand med bekymrede øjne. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til ham. Det var næsten som om at hendes spørgsmål gjorde det værre. Måske hun burde forsøge en anden taktik. At distrahere ham lød dybest set som en fornuftig idé, så måske var det en taktik der var værd at udforske dybere. ”Jeg har læst nogle af bøgerne fra biblioteket. Det var meget sødt af dem, Destrian, at lade mig få adgang til det. Ingen har ladet mig låne deres bøger før, ikke ud over min far.” fortalte hun blidt og skævede til sin hånd på hans skulder. Skulle hun fjerne den? Gnide hans skulder trøstende? Hvorfor i al verden skulle social interaktion være så forvirrende.

[Destrian de Warenna]

Kan du beskrive hvordan du har det lige nu? Hvordan havde han det? Han havde svært ved at sige det, virkelig svært. I det hele taget havde han svært ved overhovedet at kunne mærke hvordan han havde det, hvordan skulle han så kunne beskrive det? "Det hele ryster.." Han sagde det nærmest lidt afprøvende, i hvertfald forsigtigt. Kun fordi han ikke ville risikerer, at hun dømte ham på ordene.. Men han havde ret. Det rystede. Hele verden, alt omkring ham. Det føltes ikke bare som om..
Naturligvis var det kun hans egen krop der gjorde det, og det var blot en dirren. Men det føltes som om, at det var alting. Væggene, gulvet, himlen. "Det vil ikke stoppe!" Udbruddet kom nærmest ud af ingenting, og det var næsten som om han selv blev forskrækket over det. Han greb fat om et stoleben i noget der kunne ligne et forsøg på at stoppe det og sank så ellers sammen igen. Hans vejrtrækning blev dybere - han gjorde rent faktisk en indsats for at holde den rolig.

Da Evael talte igen, tvang han sig til at slippe stolebenet, for dernæst at rette sig en smule mere op og lytte til hendes ord. En nikken tilkendegjorde, at han hørte hvad hun sagde, mens han igen måtte tage sig sammen for at kunne svare hende. "Er de gode? Bøgerne?" Det var svært at sige om han lød interesseret, men det var han. Særligt fordi det også var ved at gå op for ham, at det hjalp at have noget bestemt at tænke på. Så løb de andre tanker ikke af med ham.