En dag i byen - Titus Aenarión

[Cateline Ó Riain]

Cateline havde været en tur ved skrædderen denne morgen. Selvom hun så let som ingenting kunne få skrædderen ind på kongeborgen for at tage mål, så brugte hun gladeligt en mulighed for at komme ud fra slottet. Ind imellem kunne det være en befrielse at komme ud iblandt almindelige mennesker, og Cateline var desuden også udmærket klar over, at det var hendes pligt at vise sig nede i byen engang imellem.

Et af hendes personlige favoritstedet var havnen i Roy By, hvor der altid var en rivende aktivitet. Derfor havde hun efter at have forladt sin skrædder bevæget sig ned imod vandet. Hun kunne aldrig gå alene nogen steder - fordi et eller andet sted iblandt mængden, der fandtes der altid nogen, som var mere fjendtlige overfor kongefamilien end andre - men vagterne var distræte og holdt sig på behørig afstand, så længe alt var roligt.

Cateline ærgrede sig over at standse sømændenes arbejde for en tid. De, der genkendte hende, måtte standse op og bukke på fornemste vis, før de kunne arbejde videre. Nogen gjorde det glædeligt, andre kun tvungent. Uanset hvad, så spillede et stilfærdigt smil på Catelines læber, og hun ofrede dem kun gerne sin opmærksomhed for en tid.

Af erfaring holdt hun sig langt borte fra lysthuset, der lå nede på havnen. Hun havde bevæget sig derhen før, og det var ikke mange af de lystige kvinder, der brød sig om prinsessen. Cateline vendte derfor klogt blikket væk derfra, og lod i stedet de mørke øjne glide interesseret over aktiviteten nede på kajen. Det var som en myretue. Mange mange mennesker, der bevægede sig ind og ud imellem hinanden i alle forskellige retninger, men alle med et særligt mål for øje. Det fascinerede på sin vis Cateline at se en sådan organisering af tingene, nøjagtig som når brigaderne var i byen. En hel brigade på 1000 mand, vel at mærke - hun fik altid så ondt af fanebæreren, fordi han absolut måtte være den, der bevægede sig mest rundt; fordi han skulle følge brigadéren overalt.

Catelines forsigtige fodtrin førte hende længere ned ad kajen, hvor også kongeskibet kom til syne. Det var ikke tit, det blev benyttet længere, men Cateline nød at se det ligge dér og vugge ganske stille fra side til side, dag ud og dag ind.

[Deleted]

Enhver havn i Det Frie Land brummede med aktivitet, med skibe der lagde til evigt og altid. Et eller andet sted, var der altid et skib der lagde til med eksotiske varer og mad. Men i Roy By, var det dog lidt anderledes. Dette var Kongebyen, hvor de mest magtfulde mænd og kvinder af Riget sad mageligt til deres fine selvskaber og møder, med besøg fra slagmarken fra tid til anden. Med den ro og sikkerhed der hvilede i de adelige kvarterer og i slottet, så var det ofte svært for mange, at forestille sig lige præcis hvor hektisk det kunne være blot et stenkast væk. Men uorganiseret var det dog ikke i havnen. Handelsskibe lagde til for at sælge, imens andre ventede ude i bugten til der var plads. Forskellige dele af Kajen og Havnen havde forskellige formål. Et område til handel, et til konstruktion og reparation af skibe, og et til militære formål.

Et stort skib lagde til Haven, et skib der to faner, ikke langt fra Kongeskibet. Det ene var Kongens fane, og det andet var fanen af Aeon, af Huset Aenarión. I bugten lagde der 3 andre skibe til, flyvende de samme faner. Fra Aeon var Titus Aenarión kommet til Roy By, for at ordne officielle ærinder og modtage ordrer fra sin Konge. Så det var intet under at mange kiggede da et skib af en sådan størrelse lagde til i havnen. Titus, bærende en brynje med en sort lædervest ovenpå, samt bukser af mørkt læder, trådte af skibet. Plader af stål var om hans arme og beklædte hans knæhøje støvler, og der gav en raslen hver gang den store mand tog et skridt. Et dusin soldater og riddere fulgte ham på en rolig færd ned langs kajen. Han havde egentlig ikke travlt, da han var kommet tidligere. Og ingen i Hoffet forventede at at ville ankomme før den følgende dag.

Titus var ikke en bridagér der bar en smuk og skinnende rustning for at skille sig ud, det behøvede han ikke. Desuden, havde hans rustning og udstyr allerede set kamp og slag, og det var ingen nytte at købe ny hvor gang. Hans størrelse og fremtræden - måden hvorpå blikke blev vendt imod ham - var nok til at bevidne hvem og hvad han var. Inden længe rynkede han sine bryn, og det let kølige udtryk blev vendt imod en skikkelse. En kvindelig skikkelse han genkendte, og som var alt for velklædt til at se ud som om hun hørte til på disse kanter af Roy By. Bestemt, gik han mod Prinsessen, og lagde skam også mærke til de vagter der holdte sin afstand til hende. Hun var i sikre hænder, men det var stadig ikke helt sikkert for hende at bevæge sig udenfor slottet, det var det aldrig. Da Titus, uden sine mænd, nærmede sig Cateline bagfra, vendte en af hendes vagter sig mod ham, med hånden på sit sværd. "Bliv hvor.. du er." Lød det lettere aggressivt fra vagten. Dog en aggressiv tone der hurtigt blev skruet ned til et overrasket udtryk, idet vagten sikkert genkendte ham. Titus vendte en ligegyldig skæven ned mod vagten, og vendte sig så imod Cateline. "Deres Nåde.." Han nejede let med hovedet og overkroppen som en høflig gestus, imens ordene fra hans dybhæse stemme stadig lå i luften.

[Cateline Ó Riain]

//Jeg svarede faktisk på det klokken 6 i morges. Men da jeg så trykkede på 'Reply', da valgte mit net ikke at samarbejde, så hele svaret blev slettet. Skod!//

Ikke alle skibe havde lov til at ligge inde ved kajen hele tiden. For selvom der var plads til mange skibe i havnen, så var der alligevel nogen, der måtte ligge og sejle rundt længere ude, indtil der blev plads. Derfor var der heller ingen nåde - når først et skib havde været inde for at losse af, så skulle det væk igen og det i en fart. Naturligvis var det undtagelser fra denne regel, blandt andet Kongeskibet, der jo lå for anker hele tiden. Ingen kunne sende dét ud på vandet at ligge.

Mens Cateline stod og betragtede havnelivet, lagde hun mærke til et større skib, der langsomt blev manøvret ind til kajen. Hun genkendte øjeblikkeligt Ó Riains fane, og efter et øjebliks betænkningstid, genkendte hun også Aenarións. På trods af flere utilsigtede dødsfald i slægten, så havde de alligevel formået at optimere deres muligheder på bedste vis, og få noget godt ud af det.

Cateline gjorde en dyd ud af at vide en lille smule om så mange, som muligt. For selvom hun havde folk til at huske sig på, hvem alle de prominente gæster var, så blev det bare så upersonligt. Et navn, lidt historie - det kunne gøre meget. Hun kendte for eksempel også hvert eneste navn på de vagter, der med jævne mellemrum blev posteret uden for hendes dør hjemme på Kongeborgen - det var nu heller ikke mere end en håndfuld - men selvom hun kendte sin plads, så var hun ikke for højt på strå til at tale med dem ind imellem.

Catelines blik blev ledt ind imod land igen, hvor der ikke herskede nær så megen aktivitet. Man måtte til markedet i Roy By, for at finde en aktivitet, der kunne måle sig med den på havnen. Der opstod et kort øjeblik en rynke på Catelines pande, da hun hørte en af sine vagters bryske stemmer igennem mængden, og hun vendte sig undrende rundt. Inden længe faldt hendes blik på Titus - han var jo ikke til at overse - Jo, hun genkendte ham.

"Lord Aenarión," hilste hun ham med det samme stilfærdige smil, som hun havde brugt hele dagen. Modsat Titus, så var hendes stemme lys og klingende, og slet ikke vant til at give ordrer. Hun nøjedes med at bøje hovedet en anelse for ham.

[Deleted]

//Kender jeg alt for godt! Det stinker.//

Titus kunne ikke benægte en hvis grum tilfredsstillelse i sit blik, da Prinsessens vagt hurtigt fandt sin plads overfor Titus. Hvilket som bekendt, var næsten 15 centimeter lavere, og endnu længere nede af den sociale og militære rangstige. Titus var godt tilfreds med, at han var nået til hvor han var nået. Imens en stor del af familien rådnede i kister på bunden af havet, stod han ikke blot høj af figur, men også status. Hans magt bestod ikke blot af hans fødenavn, men endnu mere af hvad han havde opnået. Det var der ikke altid mange der kunne prale af. For mange var blot født ind i fine slægter, uden særlige bedrifter at tale om. Mange respekterede ham, og endnu flere frygtede ham, og det var sådan Titus kunne lide det.

Cateline var en fin Prinsesse, hvis blide natur gjorde hende elsket af mange i hoffet. Imens hendes skønhed gjorde hende beundret af endnu flere. De to kunne næsten ikke være mere forskellige. Hende, en prinsesse, stående foran en brigadér der havde været til søs i nogle uger. Så hvorfor havde Titus nærmet sig hende? De to var ikke ligefrem godt bekendte med hinanden, ej heller med et venskab der kunne tales om. Han var ikke engang sikker på, at de nogensinde havde ført en længere samtale? Og nu hvor han stod foran hende, blev det klart for ham, at han ikke var særlig god til samtale uden et egentligt formål. Han fattede sig ofte i korthed, eller brølede ordrer til sine mænd, eller trusler til sine fjender. Titus smilte ikke til hende, men blikket var dog nogenlunde venligt, og han trådte forbi vagten. "Hvad bringer Deres Nåde til havnen, denne dag?" Spurgte han hende roligt. Mon hun havde et egentligt formål, eller var det mon blot for at strække benene?

Han stillede sig ved hendes side, dog en god halv meter fra hende, og vendte sit blik imod det skib der havde bragt ham dertil, og de mænd og de våben der blev læsset af. Titus havde tid til at slappe lidt af, inden den næste konflikt og Kongens ordrer ville bringe ham til et ukendt sted for at drive kamp og blod. Og en samtale med den unge prinsesse, måske endda om andet end kamp og krig, virkede nu heller ikke som en dårlig idé. Og selvom han ofte virkede ligeglad med sladder og ligegyldig snak imellem de adelige, så kunne det nu være meget rart fra tid til anden.

[Cateline Ó Riain]

Cateline måtte indrømme, at han gjorde en flot statur. Hun var alt for høflig til at stirre åbenlyst på ham, men slet ikke nær koket nok til at slå øjnene ned og se på ham igennem vipperne. Hun havde længe observeret og anerkendt hans udseende og påklædning. Med sin højde ragede han ikke så få centimeter op over den unge prinsesse og hun måtte skæve op til ham, når hun tiltalte ham. Selv havde hun aldrig meget at skulle have sagt i forbindelse med sin påklædning - så skulle hun i hvert fald skære igennem overfor kammerpigerne, og det var ikke noget, hun var særlig god til. I det stadig kølige vejr havde hun fået en varm kåbe over skuldrene, der havde de karakteristiske plettede hermelin-pelskanter - et udtryk for hendes royale status.

Ved hans forespørgsel blev de mørke dådyrøjne rettet ned mod havnen igen. Hun gav sig selv et øjeblik til at overveje svaret. Når hun stod her alene med ham, var hun ikke nær så genert, som havde de mødtes til et officielt arrangement på Kongeborgen. Hele stemningen her var ligesom lidt mere afslappet, der var ikke så mange forventninger og øjne, der fulgte en.

"Jeg er her ikke i noget særligt ærinde. Men jeg nyder at iagttage rutinerne og struktureringen hernede." lød hendes svar - det var ganske ærligt sagt. For at returnere bemærkningen og dermed fortsætte samtalen, så hun nu på Titus. "Jeg forstod ellers på min fader, at De først skulle ankomme i morgen?" Hun hævede spørgende brynene op i øjnene, et udtryk for høflig interesse. Hvis ellers Titus kendte sin konge bare en smule, så ville han vide, at Roy kun gerne drøftede sådanne ting med sine døtre - selvom andre måske ikke ville mene, at det var passende. For hvad forstand havde unge adelsfrøkner da på militær og politik?

[Deleted]

Titus stod rank og stolt, med hagen hævet blot en smule. Hvilket dog ikke var nødvendigt, siden han havde et godt udsyn fra hvor han stod. Oftest ville hans ene hånd hvile på hovedet af stridsøksen der hang i bæltet, eller på skaftet af sværdet der sad i den anden side. Han fangede sig selv i dette, og i et forsøg på ikke at virke alt for opstemt, fjernede han sin hånd derfra, og lagde begge hænder om foran sig, med den ene hånd om det andet håndled. Hver bevægelse bragte en svag raslen med sig, som brynjen og stålet på hans arme gjorde friktion imod hinanden. Titus lagde vægten over på den ene hofte og det ene ben, og tillod sig at skæve lidt mod hende idet hun kiggede ud imod havnen og skibene. Den ene mundvig blev trukket blot en smule op i en diskret hentydning af et smil. Han kunne kun nikke genkendende til den fascination der måtte have draget hende til havnen. Hele hans liv havde været rutine og struktur, han kendte ikke andet, og han kunne lide det. I hoffet var han ligeledes, rank, rolig og ærbødig, men de som havde set ham på slagmarken, eller på dækket af et skib i et slag, kunne uden tvivl testamentere om en anden person.

Hans blik var blot parallelt med hendes, indtil han fornemmede at hun havde vendt hendes imod ham. Han kunne skam godt forstå hvorfor mange Lords og Riddere bejlede i et ræs om hendes hånd. Overalt i Det Frie Land, blev det endda hævdet, at hun var en af de smukkeste unge Lady's i Riget. Titus slog blikket ned ved hendes spørgsmål, og den diskrete hentydning af et smil fortsatte over hans mundvig. "Nordenvinden var stærk i disse dage, så vores rejse til søs var hurtig og uden komplikationer." Svarede han roligt, men konkret og direkte, som han var vandt til det. Hans blik faldt fra hende og på havet endnu engang. Det var ikke hans plads at bekymre sig om hvad prinsesser fik at vide, og hvad de vidste. Hver gang et slag blev kæmpet, og blod blev spildt, vidste hele Rget det alligevel indenfor nogle dage. End ikke engang en konge kunne skjule den grumme realitet fra sine døtre, ikke for evigt.

Titus kiggede sig over skuldren, mod Kongeborgen. "Her troede jeg, at en Prinsesses måtte opleve rigeligt med rutine og struktur...?" Kommenterede han i en svagt munter stemme, og kiggede på hende igen.

[Cateline Ó Riain]

"Det glæder mig at høre. I så fald får vi her i Roy By fornøjelsen af Deres selskab endnu en dag." Det var sagt med et smil, men det var blot en høflighedsfrase. Høflighedsfraser uddelte Cateline mange af. Det var hendes pligt. Og sommetider kom de bare over hendes læber, helt uden hun tænkte over det. Hun vidste, at baronen havde næsten lige så mange fjender, som han havde venner. Både berømt og berygtet for sine bedrifter i hæren, og derfor var det også langt fra hele Roy By, der fandt fornøjelse i hans selskab. Hvad hun selv syntes om ham, som person, det manglede hun endnu at fastslå. Måske hun fik mulighed for det i dag. De havde vidst aldrig stødt på hinanden uden for et af slottets officielle arrangementer.

"De spotter mig, Sir Titus." påpegede hun ham anklagende, ganske uden at ændre sin stemmeføring, og med et muntert glimt i de mørke øjne. "Det må De sørme passe på med. De slipper ikke altid fra det." Under andre omstændigheder kunne det have lydt som en advarsel, eller måske ligefrem en trussel - men Cateline var fortsat muntret, og det var sagt lige så meget som en nøgtern konklusion, som det var sagt som en spøg.

"Man har brug for at se noget andet for ikke at blive apatisk. Det må De om nogen kunne forstå, baron?" Cateline kunne ikke forestille sig andet i hvert fald - som brigader, syntes hun, måtte man da være glad for at rejse og se nye ting; men også for en struktureret hverdag. Sommetider misundte Cateline de mange soldater - hun vidste, at langt størstedelen af dem var der af fri vilje, for hendes fader ville aldrig tvinge nogen til at gå ind i hæren. Det, at kunne tage sig et arbejde, blot fordi man havde lyst - det var en ting, Cateline ofte savnede. Naturligvis var det ikke så enkelt, det vidste hun godt. Der var også mange triste skæbner i hæren, folk, der havde meldt sig ind som et sidste desperat forsøg på at kunne forsørge deres familier, deres hustru og børn. Og tænk sig, så var der også kvinder i hæren! Ikke mange, men de var der! Så vidt Cateline erindrede, så var det hendes bedstefar, Windsor, der havde ændret dén del af loven, og dermed tilladt kvinder at melde sig. Det måtte være en hverdag, der lå milevidt fra Cateline's. Hun havde aldrig svunget et våben.

[Deleted]

Titus var en mand af blandede følelser og holdninger, når det angik Roy By. Han var trænet der som page, så han har boet i Roy By i flere år, inden han blev væbner. Der var folk i denne by i hvem han kunne stole. Der var de som nu så til ham for vejledning og beskyttelse. Men der var også de som ville ham ondt. Her havde han fjender, mange fjender. Og ærlig talt, hadede han denne by, og ønskede ikke at befinde sig i den længere tid end nødvendigt. En by fyldt til randen af slibrige slanger der forskruede hinandens ord og hensigter. Her, syntes det ofte, at ingen rigtig sagde hvad de mente. Alt alle holdte idealer og interesser tilbage, for at kunne føre hinanden bag lyset. En sådan tvetydighed var også hvad han opfangede fra Prinsessen. Han kunne godt spotte en joke eller en drillende tone, hvilket han også opfangede. Men hvad vidste han? Disse typer kunne få lov til at spinde deres løgne og underlagte toner. Fra Titus ville de høre sandheden, uanset hvilke konsekvenser det ville have. Han havde jo trods alt aflagt en ed, der fortalte ham at han skulle fortælle sandheden til sine overordnede. Ò Riain slægten var vel hans overordnede? Titus smilte diskret stadig uden at kigge på hende. "Tilgiv mig, Deres Nåde.." Lød det afslappet fra ham imens han hankede lidt op i sin ene skulder, og ikke kunne slippe smilet. Det klædte hende nu meget godt at være så direkte i ordføringen. "Men jeg er ikke Deres Faders Brigadér, fordi jeg er høflig eller fej. Så De må bære med mig, og de fremtidige tilgivelser jeg vil bede af dem." Han skævede mod hende. Stemmen var stadig afslappet, men han gengældte dog hendes konkluderende tone, og fjernede blikket fra hende.

Titus nikkede, egentlig meget enig i hendes udsagn. Han havde trods alt selv brugte nogle år på at stirre på de samme vægge af Kongeborgen som han havde gjort dagen forinden. Hun ville sikkert kunne holde til det, det var han ikke i tvivl om. Men havde han blevet i den borg så længe som hun nu havde, ville han ikke have kunnet klare det. "De kunne meget vel have ret, Deres Nåde... Men jeg må erkende mig selv delt. For jo mere jeg har set af denne verden, desto mere synes den i sig selv, apatisk.." Sagde han og rynkede sine bryn. Han var i hvert fald blevet et nogenlunde apatisk menneske. Ikke overfor nogle såsom hende, eller de som var retfærdige. Men hans fjender bar ingen betydning i hans sind, andet end deres hoveder skulle dekorere spyd i Roy By. "Jeg ville rådgive dem, at holde deres blik på De som De stoler på, og holder af. Og det som De finder interessant. For der er mange ting i denne verden, blot dette land, som ikke er et passende syn for de fleste.."

[Cateline Ó Riain]

Cateline kunne ikke forhindre en lille og lys latter i at komme over hendes læber ved Titus' ord. Hun tog helt per automatik den ene hånd op foran munden. Hendes humoristiske sans svigtede hende ikke. Faktisk var Cateline meget tilbøjelig til at le, endda blev hun ofte ramt af pludselige latteranfald på de mest upassende tidspunkter. I sådanne situationer havde hun kæmpet længe og indædt for at kunne holde det tilbage. I dette øjeblik var det dog ganske uskyldigt og ikke til skade for nogen, hvorfor latteren stadig sad tilbage i hendes øjne, da hun sænkede hånden igen.
"De er tilgivet for denne gang," forsikrede hun ham. Det var egentlig helt rart, at der var en, som ikke gjorde sit yderste og bedste for at få lov til at kysse hendes fødder. Cateline kunne alt for hurtigt gå hen at blive forvænt med det, selv hvis hun prøvede ikke at blive det. "Jeg er sikker på, at Deres evner som brigadér så langt opvejer Deres mangel på høflighed og fejhed." Det var en indirekte anerkendelse fra Cateline's side af. Hun var så ganske iblandt de, der beundrede ham for hans evner i hæren, frem for at blive skræmt af brutaliteten i nogen af hans handlinger.

"Jeg tager imod Deres råd, Sir Titus, men jeg må erklære mig uenig. Så jeg kun på de, jeg holder af og stoler på, og så jeg kun på det, jeg finder interessant, da ville jeg ikke vide, hvad der foregår i dette land." Et land, der måske engang blev hendes. Cateline håbede det ikke, ved Gud, hun håbede det ikke. Naturligvis var der flere ting, der skulle gå galt, før det ville ske - men som tingene stod nu, da var hun stadig nummer to i arvefølgen. Skulle Wilmot gå hen og miste livet, før han satte nogen børn til verden, da var det Cateline, som skulle regere efter sin fader. Hun kunne mærke, hvordan kuldegysningerne krøb op ad hendes arme og ryg, som hun tænkte på det med gru. At ignorere sin pligt, det kunne dog aldrig falde den unge pige ind, og også derfor ville hun hellere sætte sig ind i tingene først som sidst. Selv hvis det indebar at se nogen ting, hun ellers helst havde været foruden.
"En af ulemperne ved at bære prinsesse-titlen, betror jeg Dem, er at alle forsøger at skåne én." Hun strøg stille en vildfaren lok af det mørke hår om bag øret. "'Det er ikke et syn for prinsesser', siger de, men hvordan skal man da nogensinde kunne lede et land, hvis ikke man ser realiteten i øjnene?" Cateline rynkede let på panden. Så slog hun blikket ned. "Jeg beklager. Det er vidst ikke en sag, jeg skal diskutere med Dem." Det var ikke hans lod at lytte til hendes bekymringer. Snarere den anden vej rundt, hvis det da skulle være noget.

[Deleted]

Det var jo derfor han ofte kunne sige og gøre ting, som andre ikke kunne i hoffet. Han kunne tale til Kongen i en direkte tone, eller tale til hans døtre i den samme tone, uden at få hovedet hugget af. Alt sammen, netop fordi hans personlighed var bredt accepteret. Det var accepteret, at Titus var blevet en mand af en særlig statur og adfærd, især efter alt hvad han havde gjort for at holde Ó Riain slægten på tronen, og holde orden i Riget. Det var nødvendigvis ikke fordi han var en personlig ven af kongefamilien, eller de andre prominente slægter i hoffet. Han blot gjorde hvad han blev budt, og holdte sine løfter og eder i højeste hensigt. Selv vidste han ikke hvor meget han, en enkelt mand, kunne betyde for en slægt der holdte magten af et helt rige. Og egentlig, så var han også lidt ligeglad. Han gjorde hvad han kunne gøre, brutale gerninger eller ej, netop så de kunne nyde deres morgenmad i en smuk have og nyde solens sol. Imens han blødte med sine mænd i kulden.

Titus holdte øje med deres omgivelser. Nu havde de to allerede stået og snakket i lidt tid, og for hvert minut de holdte sig i ro, jo mere blev de to beskuet af flere og flere mennesker. Der var jo sikkert mange der gerne ville se hvilken kjole prinsessen bar denne dag, eller ungmøer der gerne ville beskue en af Rigets smukkeste kvinder. Måske var der små drenge der gerne ville lade deres blikke glide op på Titanen af Aeon, om hvem de blev fortalt af deres fædre og onkler. Titus nød ikke ligefrem denne voksende opmærksomhed fra omgivelserne. Men han lyttede dog til Prinsessens ord endnu. Dog valgte han først at ignorere hendes ord og spørgsmål, for i stedet at træde nogle skridt frem, væk fra hende, og vende sig mod hende. "Jeg har en rapport at aflevere til rådet og Deres Fader. Måske vil de tillade mig at eskortere dem til Kongeborgen? Med mindre, selvfølgelig, at de stadig har mange ting at se?" Spurgte han så høfligt, eller så høfligt han nu kunne. Med den ene hånd hvilende på hovedet af stridsøksen der hang i bæltet. Han kunne ikke lade være med at se sig ansvarlig for hendes sikkerhed, nu da han var her. Hun var vidt elsket og beundret, men man kunne aldrig vide. For det var ofte de uskyldige der led under piskesmæld af de misundelige og magtsyge.
Titus havde dog ikke glemt hendes spørgsmål. Han havde vendt sig imod sine egne mænd, og afskediget dem fra deres pligter, så de kunne vende hjem til deres familier. Han kunne klare sig selv. Han havde derefter vendt sig imod den snørklede vej, der snoede sig igennem Roy By, og til Borgen. Han smilte lidt da hun tænkte at han nok ikke var den rigtige mand at tale med dette om. Måske havde hun ret? "Hvis, eller når, De en dag vil regere, vil mænd som Jeg følge Dem. Disse mænds erfaringer og syn, vil blive til Deres viden. Prinsesse eller ej, Kvinde eller mand... så er det ikke en leders pligt at se og erfare et lands eller et folks kollektive lidelser. Efterlad sådanne sanseudtryk til de mænd der følger Dem." Sagde han, forklarede og næsten uddannende. Han forsøgte ikke at uddanne hende, eller belære hende. Men hun, en Prinsesse, kunne sagtens stå og erklære sig interesseret i at kende til realiteten. Alt imens, at netop hendes stand, ville gøre at hun aldrig ville se sådanne ting. Hun ville aldrig selv opleve tørst om bord på et skib, under solens hede bølger. Hun ville aldrig vide hvordan det var, at holde en såret mand nede, og amputere hans ben med en sav. Hun ville aldrig skulle marchere dagevis uden hvile eller søvn. "Jeg ved hvordan det er at lede, og jeg ved også hvordan det er at rode rundt i mudderet med de som tjener... At lede er en bebyrdende pligt, der vil veje Dem ned og ophøje Deres stolthed. Og at tjene er en lidelse der vil veje Deres stolthed til jorden, men ophøje Deres væsen." Fortsatte han lidt hurtigt, næsten som om han snakkede til både hende og til sig selv. Han skævede mod hende med det samme diskrete smil. "Pris Dem selv lykkelig for at være født til at lede, frem for at tjene."

[Cateline Ó Riain]

Cateline måtte trække en anelse på smilebåndet endnu engang. Det havde næsten lydt mere som en ordre, frem for et tilbud. Titus var tydeligvis en mand, der var vant til at kommandere med folk, frem for at konversere med dem.
"De må meget gerne spadsere med mig til Kongeborgen, sir, der er ikke mere for mig at se her." Hun lagde bevidst lidt større tryk på ordet 'spadsere'. At 'eskortere' nogen, var en ganske anden sag, og Cateline forbandt det med sine vagter, der skulle 'eskortere' hende rundt og beskytte hende samtidig, såfremt det skulle blive nødvendigt. Lord Titus var nu engang ikke iblandt hendes vagter, selvom han til enhver tid havde pligt til at beskytte hende - i hvert fald, hvis vagterne var ude af stand til det. Og Cateline stolede ganske på, at han nok ville gøre sin pligt, kom det så vidt. Han var vidst ganske loyal overfor hendes fader, var han ikke? Og dermed også for hende, men hun ville da ønske, at manden kunne tænke på noget andet. Sommetider kunne man blive yderst frustreret over hele tiden at skulle beskyttes, selvom man godt vidste, at det var en nødvendighed. Cateline fik bare hurtigt fornemmelsen af, at folk antog hende for at være meget mere skrøbelig, end hun rent faktisk var. Hun var ingen naiv lille pige længere, og det var bare svært for folk at indså. Måske fordi hendes fremtræden i den grad stadig understregede billedet af en naiv, lille pige.
Uden at vente på Titus, begyndte hun at tage nogen små skridt ind mod landet igen. På dét punkt, var hun ganske forvænt - han havde foreslået det, og måtte dersom lade hende gå først, siden han var en gentleman. I hvert fald for det meste - Cateline vidste ikke helt, hvor hun havde ham henne.

"De er selv lidt af en leder, lord Aenarión, men De har vidst også 'rodet rundt i mudderet', som De så pænt illustrerer det. Min Herre Fader gør selv sit bedste for at se og opleve folkets lidelser, selvom han ligeså regerer. Hvorfor skulle det da ikke være muligt at gøre begge dele, også for en som mig?" Catelines spørgsmål var åbent og ærligt, ligesom hun ønskede ærlige svar fra Titus. Det havde slået hende lige fra start, at han virkede som en mand, der sagde ved han mente, og helst ikke lagde låg på tingene. Det var Cateline ganske godt i stand til at sætte pris på. Som sagt før, så var en af de største ulemper ved at være prinsesse, at folk skånede én. Det kunne være ret så vanskeligt at vristet folks ærlige mening ud af dem.
"Men når alt kommer til alt, så ønsker jeg kun det bedste for min kære broder. Jeg håber ikke, at jeg bliver nødt til at tage det ansvar en dag." Cateline følte sig tvunget til at sige det, fordi hun elskede sin familie af hele sit hjerte, og baronen skulle endelig ikke tro, at hun ønskede Wilmot død, så hun selv kunne regere en dag.

[Deleted]

Det var svært at indse, især for Titus, at der bag hendes fine klæder og etikette, meget vel kunne gemme sig en krigers sjæl. Men han tvivlede nu på det. Ikke fordi hun var en kvinde. Han havde set adskillige kvinder udmærke sig i krig og kamp, selvom de ikke hørte til i sådanne scenarier. Men det var blot måden dette rige var på, denne verden. En orden og en struktur som hendes fader var med til at opretholde, også selvom han tydeligvis ikke var bange for at dele detaljer med sine døtre. En kvinde kunne meget vel gå rundt med en ubeskrivelig trang til at vide alt hvad der var at vide, men så alligevel stikke halen mellem benene og bide sig i tungen, når realiteten blev afsløret for dem. Og det samme kunne siges om mange mænd. Cateline var ikke født til at vide hvad mænd som Titus vidste om verden. I hans øjne, var hun ikke født til at se hvad han havde set eller føle hvad han havde følt. Også selvom hun kunne bære på lignende ambitioner. "Spadsere, ja." Rettede han sig selv, efter hendes ord, og rynkede lidt med sine bryn. Hvis det var hvad hun ville kalde det, kunne han nemt gøre det samme.
Titus vendte et flygtigt blik imod de vagter der fulgte hende, dog på afstand, og mod sine egne mænd, der syntes at passe sig selv nær skibet. Ofte indså han hvordan han kunne have svært ved at passe ind iblandt mange mennesker omkring ham. Generelt havde han svært ved at sætte sig ind i andres tilværelser, eller udligne sig selv med nogen af en anden overbevisning. Dette var altid tilfældet i Roy By. Der var nærmest ingen i denne by, med hvem han kunne være sig selv. Hele tiden skulle han lægge låg på hvad der gemte sig i ham. Måden han sagde ting, og måden hvorpå han gjorde nogle ting. Det var jo kun naturligt, men det gik ham på.

Titus fulgte Cateline. Han gik ikke helt ved hendes side, og lod hende om hvordan de to skulle gå ved hinanden. Hun kunne sænke farten og udligne deres gang, eller opretholde det samme tempo. Men indtil videre gik han lidt skråt bag hende, så han kunne se hende, se hvor hun var på vej hen, men se lidt mere af det. Han var dog kun en enkelt meter fra hende, og sørgede for at holde sit eget tempo lig hendes. "De som regerer, har ofte ikke modet til at se deres egne ordrer ført ud i livet... tilgiv mig for dette... men jeg tror ikke at De har den rette holdning til at se og vide alt hvad denne verden har at byde på, endnu..." Sagde han meget direkte, og hævede sit ene øjenbryn mod hende i en let skæven. Ja, han havde nok lidt lave tanker om hende. Men alt hvad han indtil videre havde hørt om hende, var hvor smuk hun var. Og han havde intet hørt om hendes bedrifter eller hendes kunnen på andre områder end hendes ydre. Titus rettede på sin holdning, og hans tunge skridt ledte ham ad den stenbelagte vej der førte fra havnen og lægere ind i byen, indtil de kunne sætte kursen direkte mod Kongeborgen. "En sand leder bemyndiger sine følgere med magt, således at de kan tjene så meget bedre. De som følger, styrker deres ledere med deres viden og syn. Og de få som leder, styrker de som de regerer med bemyndigelse."

[Cateline Ó Riain]

Cateline var ikke gået langt, før hendes skridt udlignede sig, og hun kom på side med Titus igen. På trods af, at hun var startet ud som den hurtigste, tvivlede hun på, det ville fortsætte. Manden havde lange ben i forhold til hende, og alt andet lige var det ikke passende at skynde sig. Folket ville hviske om, hvordan prinsessen var hastet hjem i hælene på Titanen, og Cateline var nu engang stadig ret følsom over for de ting, man sagde om hende. Hun prøvede altid for alt i vejen at ignorere sladder og snak, men det var svært at høre rygter, der omhandlede en selv. At gå forrest brød Cateline sig heller ikke om, hvorfor det faldt hende fuldstændig naturligt at lade Titus komme op på siden af sig. Hun følte sig ikke væsentligt hævet over ham, og så ingen grund til at understrege rangforskellen endnu mere. Han var trods alt kun en baron, hvilket satte ham under både grever og hertuger. Cateline havde en fornemmelse af, at han glemte det engang imellem, men selvfølgelig blev han heller ikke en dårligere brigadér, bare fordi hans rang var den laveste i adelen og Aenarións len et af de mindste.

"Vil De deltage til middagen i aften?" forhørte hun sig af ren nysgerrighed og med et ønske om at holde konversationen i gang, med blikket fikseret udad på menneskene, de passerede på deres vej. Det var yderst sjældent, at de ene og alene kunne have en familiemiddag, selv på en ganske almindelig dag. Der var altid liiige nogen få, der opholdt sig på Kongeborgen, så kongefamilien ikke kunne få et fuldstændigt privatliv. Gæster kunne dog lige så vel vælge at spise i deres gemakker, men Cateline vidste, at det i al fald gjorde dem upopulære hos tjenestefolket, der blot fik mere arbejde. Heller ikke, at det betød noget for hende, om Titus ville være der. Hver aften håbede hun alligevel på, at de kun ville være dem selv.

"Bedre et ærligt nej, end et falsk ja, Deres Excellence. Jeg sætter pris på, at De udtrykker Deres tvivl, men med al forlov, kender De mig ej. Jeg fristes til at karakterisere Dem som smålig, når De på den måde kan dømme folk på baggrund af usikre og usande rygter, før De lærer dem at kende." Catelines stemme var stadig lys og smilet blidt, men hvor nogen måske ville opfatte det som en fornærmelse, tvivlede hun nu på, at det ville røre baronen ret meget. Hvis det da ikke ligefrem ville fornøje ham og muntre ham, fordi han i virkeligheden ikke bekymrede sig et hak om, hvad der blev tænkt om ham.

[Deleted]

Det var næsten helt sjovt, hvordan Titus kunne være så tvetydig i hans opfattelse af rang og adelighed. Enhver mand der havde bestået en ridderskabsprøvelse, fortjente hans respekt. Men ikke nødvendigvis fordi vedkommende var en greve eller hertug, eller baron som ham selv. Han stolede mere på andres villighed til at respektere rang, imens han selv respekterede manden. Eller kvinden. Titus vidste hvorfor han var blevet Brigadér, og derved en af de mægtigste mænd i riget, trods det at han blot var en baron... og det var på grund af hans handlinger, ikke som et resultat af hans efternavn. Ej heller ville han per automatik følge mangfoldighedens pegende finger, og bøje sig i støvet for en konge, blot fordi hans bagdel var placeret på en trone. Heldigvis, var Roy Ó Riain, i Titus' øjne, en fantastisk konge. Med denne konge, delte han en stærk opfattelse af retfærdighed og sikkert også mange andre ting. En opfattelse af retfærdighed, der sikkert var lidt mere ekstrem fra Titus' side, men ikke desto mindre. Det kunne meget vel være, at Titus i disse øjeblikke, i al sin snak om sand ledelse og lignende... havde beskrevet hendes fader? Titus sagde det aldrig, men det var ingen hemmelighed, at han beundrede Kongen, og hellere end gerne ville give sit liv for hans. Eller for enhver anden i hans slægt, for den sags skyld.

"Jeg vil snart være på farten igen, så jeg vil intet antage endnu..." Titus var ikke blevet inviteret til Kongens middagsbord denne dag, og var sjældent blevet inviteret til at sidde til bords med Kongeslægten. Han smilte blot en smule ved tanken om de samtaler der ville rejse sig, med en mand som ham til bords. Mon de ville tale om hyggelig ting og sladder i Hoffet, eller ville de tale om banditter og den seneste afstraffelse og bekæmpelse af lovovertrædere, skulle han sidde til bords? Trods hvad nogle tænkte, var han ikke nær bramfri nok til at tale frit i selvskab af sådan en slægt, og især ikke hvis han var en gæst.
Titus forblev rolig ved hendes svar. Han nikkede lidt for sig selv. Hun kunne tale fra sig, det måtte han give hende. En beundrende kvalitet, sådan at være i stand til at forsvare sig verbalt. Eller fordømme. Han gjorde nu selv mest af det sidste, men måtte denne gang tyde en smule til det første. Nu ville han heller ikke aktivt gå efter at fornærme hende. "De kan meget vel have ret, Deres Nåde. Jeg blot dømmer som følge af handlinger og bedrifter, frem for ord og spekulationer. Er det en synd?" Lød det, en smule retorisk fra ham. Ord havde selvfølgelig betydning, og en mand eller kvinde kunne meget vel også blive straffet for ord. Han gav ikke særlig meget for hvad folk tænkte og sagde om ham. Men alligevel... folk kunne hade ham, bare så længe at de frygtede ham, og hans vrede.

[Cateline Ó Riain]

"Åh, så hurtigt?" Cateline lød næsten skuffet, skønt det ikke havde været hensigten. Hvis nogen, så var det da hende, der ikke brød sig om besøg. Særligt officielt besøg. I hvert fald ikke, hvis hun skulle tale for dem - på trods af mange års undervisning og øvelse, så kunne hun stadig mærke spændingen og nervøsiteten kravle op ad armene. Hun genkaldte sig deres samtale ord for ord, og smilede da stilfærdigt, mens hun så ud til siden. "Men siden De havde beregnet først at være her i morgen, da må De vel have en dag til overs?" Det måtte Cateline da mene. Medmindre, selvfølgelig, at han allerede havde haft tid til at udfylde det frie rum med alskens andre, finurlige gøremål. Én dag før i Roy By måtte også mene én dag før hjemme. Og Cateline kunne ikke fortænke nogen mand i det, ville han hellere tilbringe tiden i hjemlige og vante omgivelser, frem for i en overfyldt storby, hvor der var lige så meget pak, som der var ærlige mennesker, og hvor der var lige så mange, som beundrede, som der foragtede.

"Det er ingen synd at dømme efter handlinger og bedrifter, frem for ord og spekulationer." Hvis ret skulle være ret, så foretrak Cateline også at gøre det selv. Men hun havde også alt for tit oplevet, hvordan folk forsøgte at smyge sig ind med verbale vendinger, men så, når alt kom til alt, duede de ikke til noget alligevel. Hun havde lært at være påpasselig med, hvem hun stolede på, og hvem hun ikke stolede på. "Synden er derimod, at dømme på forhånd, frem for at gå ind til tingene med et åbent sind." Hvilket Cateline altid prøvede på. Altid. For det meste lykkedes det, og andre gange gjorde det ikke, det måtte hun også indrømme for sig selv. Man kunne ikke forhindre, at der blev dannet et førstehåndsindtryk i løbet af de første par sætninger, man udvekslede med hinanden. Således havde Cateline endnu heller kategoriseret Titus som en barbar, på trods af at det var det, som rygterne sagde - før hun havde set og oplevet det med egne øjne og på eget sind, da kunne hun ej tro på det. Historierne om ham rejste langt i Det Frie Land, men Cateline nægtede at tage dem for den sande vare - der var ingen, som en befolkning, der kunne piske en stemning op omkring visse personer. En fjer kunne hurtigt blive til fem høns, som man sagde.