En dag i byen - Titus Aenarión

[Deleted]

Modtagelsen af nye ordrer og destinationer, kunne både være en besværlig og langtrukken, eller en hurtig og smertefri process. Nogle gange ville ravne have bragt nyheder om forfærdelige hændelser, og Kongen ville kontakte Titus direkte og hurtigt. Andre gange, ville nyhederne først komme til den næste samling af hoffet, hvor Kongen ville lytte til folkets ord og beklagelser. Men uanset hvad, var det sjældent at Titus gjorde noget uden at være direkte adspurgt af Kongen. Nogle gange ville en Lord kontakte den 1. Brigade og bede om hjælp til et problem, og Titus ville gøre det. Men det var sjældent.
Titus havde, denne gang, ikke modtaget et brev med ordrer, så han måtte vente på den næste rådssamling af hoffet, eller på at Kongen ville bede om at se ham. Titus var ivrig efter at komme kriminelle til livs, men ikke direkte så ihærdig at han ville opsøge kongen personligt og uprovokeret, blot for at få et nyt mål for sin vrede. "Ja, jeg planlagde ikke at komme så tidligt, så jeg har minsandten en dag for hånde, før mine ordrer er givet mig." Men hvad ville han mon bruge denne dag på? Ville han sidde til bords med Ó Riain? Ville han gå Kongebyens gader tynde i søgen efter nye rekrutter, eller ville han spendere den i et horehus eller en kro? Han måtte indrømme, at det sidste nu lød bedst. Ikke på grund af horerne eller vinen, men pga selvskabet. Nogle gange ville han hellere være i selvskab af simple vrøvlende soldater, end et lokale fyldt med fine folk og deres etiketter. Ikke fordi han ikke brød sig om Ó Riain, det var blot ikke humøret han var i. Det syntes næsten, at jo længere tid han brugte væk fra denne by, jo mere voksede der sig et had til de magelige mennesker der befolkede den.

"De har ret, Deres Nåde. Det er en langt mere nobel indstilling, at holde sindet og armene åbne for dem omkring Dig..." Han bekræftede hende, men det var jo blot en indledning. Han smilte ikke, men et tilfreds udtryk lå over ansigtet. Han ønskede ikke at teste en ung kvinde der meget muligt kunne blive hans Dronning, en dag måske. Han ønskede ikke at drive hende til vrede i offentligheden, sådan omringet af nogle nysgerrige blikke, og mænd der var svoret til hende. Men han ville skam hellere ikke blot give hende ret, blot fordi hun var hvem hun var. Men han fandt sig selv mere og mere imponeret over hendes standhaftighed vedrørende hendes holdninger. "Men vi dømmer alle, om vi vil det eller ej. Skulle De blive mødt af en simpel bonde, beskidt, og uden tænder, stående ved siden af en velsoigneret nobel herre... uden at ytre et ord til nogen af dem, hvem ville De så have ved Deres bord?" Han var en smule udfordrende, som altid, egentlig. Det var egentlig lidt af et retorisk scenarie, ment til at provokere hende, og bekræfte hans egne tanker. Skulle hun svare bonden, ville han straks antage at hun løj, blot for at vedligeholde hendes eget standpunkt. Skulle hun svare den noble herre, ville hun bekræfte ham, i hvert fald blot en smule. "Velvidende at alle dømmer på forhånd, ud fra hvad de ser og hører om en person forinden et møde, er det Vores egen smalle sociale pligt, at udstille Os selv som Vi ønsker at blive dømt, og ej blot forvente at andre dømmer Os korrekt. Så.. at jeg dømmer en anden på forhånd og ud fra hvad jeg ser, betyder blot at jeg dømmer en person efter sådan som den person ønsker at blive dømt og målt. Skulle jeg derimod tage fejl i min dom og mine antagelser, må denne person blot tale, og handle, og så kan jeg hurtigt overbevises til at ændre mening." Han talte roligt, tog sig selv god tid til at forklare hans egen holdning. Han følte sig lidt som en rådgiver allerede. Måske ville han også have været en god rådgiver til en eller anden. Var han i færd med at undervise hende, vejlede hende blot en smule, eller var han i færd med at smide brænde på et bål der meget vel kunne starte en flamme af foragt, fra hende mod ham?

[Cateline Ó Riain]

"Vid, at De er velkommen ved vort bord." Ingen officiel invitation var nødvendig for at spise med Roy's familie - han var alligevel af typen, der kun syntes det var hyggeligt, når det netop ikke var så officielt. Cateline vidste, at hendes fader hadede officielle arrangementer lige så meget, som hun selv gjorde, men ganske af en anden årsag. "Men De har selvfølgelig også Deres egen bolig i Adelskvarteret." Og hun var den sidste til at krænke ham for det, skulle han vælge sin egen residens frem for Kongeborgen. Det eneste, der talte for, at han skulle blive på Kongeborgen måtte være, hvis der var risiko for, at kongen skulle have fat i ham hurtigt. Men så vidt Cateline vidste, var der ikke noget presserende i Det Frie land for øjeblikket - Snaphanerne opførte sig som vanligt og pinte nordboerne, og farvandet ud for Platinøerne var plaget af sørøveri. Begge ting, som det var svært at komme til bunds i.

"Jeg nægter ikke, at De har ret i visse af Deres ord, men slå mig til tåls med disse ord, kan jeg ej." Cateline var ved at blive talt ganske varm. En ganske lille irritation kunne hun mærke, over Titus' ord, men det var hverken til at se eller høre på hende. Hendes stemme var stadig lav og blid, hendes udtryk åbent og mildt - men hun havde også for længe siden lært kunsten. Betydningsfulde mænd af Riget skulle så sandelig da ikke vide, hvis den yngste prinsesse ikke brød sig om dem. Hun kunne rase alt det, hun ville, når hun kom tilbage til sine gemakker og fik lukket tjenestefolket ud, men indtil da bød det hende at være veltalende, elskelig og imødekommende. De ord, der blev sagt til Titus, dog, understregede ganske, at hun var bestemt i sin holdning.
"Lad mig give Dem et eksempel: Deres rygte er kendt vidt og bredt i dette land. Titanen af Aeon, Ridderen af Sten. Beundret af mange, frygtet af endnu flere. Har jeg ret?" Cateline hævede ganske kort brynene op i panden i en spørgende gestus, før hun fortsatte. Hun kendte ganske udmærket hans rygte, hvilket han utvivlsomt også selv gjorde. "Og dog, Kære Baron, har jeg mødt Dem på tomandshånd denne dag, fast besluttet på ikke at lytte til disse rygter. Derfor er De ikke en barbar i mine øjne. Føl Dem fri til at kalde mig naiv, hvis De vil, men jeg har valgt at danne mit eget indtryk af Dem, siden jeg endnu ikke ved egne øjne har set beviser, der bekræfter rygterne. Måske er det stupidt af mig, og måske bliver jeg grumt overrasket en dag. Men indtil den dag oprinder, da foretrækker jeg at lade tvivlen komme Dem til gode, såvel som med alle andre personer, jeg skulle møde." Hvis han en dag besluttede sig for at vise, hvor sande rygterne var, da ville hun naturligvis være tilbøjelig til at ændre sin mening om ham. Men i Catelines øjne var det ikke positivt at være brutal, og også derfor dømte hun ham uskyldig, indtil andet var bevist.

Siden Titusø bemærkning om bonden og gentlemanen var mest retorisk, svarede hun blot ganske kryptisk: "Mere snavsede mænd end bønder har ligget mellem hvide lagener, Lord." Hvem ville hun vælge? Adelsmanden, selvfølgelig, netop fordi hun tilhørte den samfundsklasse, hun gjorde. Men man skulle ikke lade sig narre - der fandtes også rådne æg iblandt adelen og déraf udsprang Catelines bemærkning. "Jeg vælger ikke selv, hvilken påklædning jeg ønsker at blive påklædt i løbet af dagen. Lige så vel, som den fattige bonde eller stakkels glædespige ikke har valgt, hvilket liv, de vil fødes ind i. Begge kan de velsagtens være adelige af sind." Foragten for den anden var endnu ikke blevet vagt i Cateline. Indtil videre, da nød hun blot muligheden for at føre en sådan diskussion med et andet menneske - skulle der normalt være optakt til det, da ville den anden have trukket sig allerede inden de kom til dette punkt.