Eneste stund med ro[Reila Day]

[Elric Day]

Sent var det efterhånden blevet. Ja, det havde det nok egentlig været længe. Hvor længe var Elric Day ikke selv klar over. Han holdt ikke øje med timerne der gik når han ikke fandt det højst nødvendigt. Desuden var det altså svært at holde øje med, når solen ikke var fremme. Det var næsten det mest fantastiske ved natten. Tiden var bare ét stort rum indtil solen så begyndte at bryde ind igen. Den kunne han nu også meget godt lide.. Det var bare en tendens til at alt det sjove skete om natten. Der var det som om alle de spøjse typer fik lov at komme frem fra deres skjul og så var der altså en helt ny type liv, ligegyldigt hvor man befandt sig. Selv havde han været på en af platinøernes kroer og vidst nok fået rigeligt for sig af hvad denne kunne tilbyde af alkoholiske drikke. Det værste havde dog forladt ham nu.. Og alligevel havde han altså valgt sin vej ind gennem det store køkken. Selv følte han det var godt tænkt - det var jo ingen tjenestefolk igang på dette tidspunkt.
Mindre velovervejet var det dog, at porten dertil var låst og af gode grunde havde han ikke tænkt sig at opsøge en af nattevagterne. Det var nok at han skulle høre på sin far, når solen engang var stået ordentligt op. Han behøvede ikke også høre på en bebrejdende vagt. De var lavere rang end ham.

Et vindue stod svagt på klem og ganske uovervejet forsøgte han sig med at komme igennem det. Utroligt nok lykkedes det, men det havde ikke slået ham, at der på den anden side af vinduet ikke var noget til at gribe ham. Derfor endte han blot nede på gulvet og fik væltet en lerkrukke med sig på vejen, der smadredes mod stengulvet. Han tog sig til hovedet over larmen og brokkede sig højlydt, inden han så trillede om på maven for at rejse sig op. Nu var han da i det mindste indenfor.

[Deleted]

Det var efterhånden en del timer siden, at solen sidst havde ladet sine stråler lyse over Platinøerne og i stedet havde efterladt folket til selv at sørge for lys. Efter dagens gøremål var de mange stearinlys slukket og folk var gået til ro. Det samme gjorde sig gældende på den gamle kongeborg, som ellers summede af liv de fleste af døgnets timer. Nu lå gangene hen i stilhed, der var intet som kogte i køkkenet og ingen som støvede af mellem de gamle malerier med ansigter af fortidens stolte konger. Men det ville dog ikke vare længe. De allertidligste køkkenpiger og kokke ville stå op længe inden solen. Men indtil da lå køkkenet hen i stilhed – Altså lige bortset fra en enkel skikkelse.
En ganske ung dreng, ikke mere end fjorten somre, havde fået tjansen at holde øje med gløderne og ilden i de store ovne i køkkenet. Han skulle holde sig vågen hele natten for at rode i gløderne og sommetider lægge en ny kævle til. Men nu sad han og døsede let mod en af de vægge, som havde suget varme til sig fra ovnen ved siden af.

Ved lyden af knuste skår vågnede han op med et sæt og frygtede først, at det var kokken, som var kommet for at prygle ham for at falde hen. Men så fik han øje på en uigenkendelig skikkelse i mørket. ”Tyv!” råbte han, så hans endnu tynde drenge stemme sprang af køkkenets vægge. ”Tyv!”
Så sprang han op og løb hurtigt ud af køkkenet, mens han stadig råbte efter vagterne og glemte alt om ild og kokkens trusler.

[Elric Day]

Meget sen var han til at opdage, at der var en anden skikkelse i køkkenet. Ja, han opdagede først knægten, da denne valgte at råbe op. "Jeg er aldeles ikke nogen tyv, snothvalp!" Der var da overhovedet ingen der skulle kalde Col Days arving for en tyv. Drengen var dog væk hurtigere end Elric kunne nå at følge efter og bekymringen nåede ikke rigtigt at ramme ham inden han lænede sig mod et af køkkenbordene og tog sig til hovedet igen. Al det råberi. Det var, udover at være unødvendigt, frygteligt belastende.
Han så sig omkring og slentrede så hen, for at lukke døren efter drengen. Nok burde han være fulgt med, eller i det mindste bevæget sig mod sit værelse, men det var ikke ligefrem rationelle tanker, der fyldte hans hoved. Nej, i køkkenet var der da håb om at han kunne finde noget mad. Ikke at han ligefrem manglede noget. Hele familien blev jo sådan set vartet godt op i alle døgnets lyse timer.. Men det var ligemeget nu, hvor det var mørkt og der kun var ham knægten oppe.. Som så ikke engang var til stede længere.
Der gik kun få sekunder inden han fandt en kurv med brød fra gårdagen. Ligeglad med hvad det skulle bruges til, tog han et stykke og satte sig på gulvet for at spise det. Han lænede ryggen mod bordbenet.

[Deleted]

Inden længe gik døren op på ny, men det var ikke de tynde drengeben, som havde fundet deres vej tilbage. Derimod var det par kraftige læderstøvler, som trådte ind i køkkenet. Det var en ældre, men yderst betroet vagt, som længe havde gjort tjeneste på borgen. Han havde hørt drengens råb, men havde ikke meget tiltro til drengens historie. Det var ikke ofte, at en tyv turde vove sig ind på Day familiens ejendom. De var ikke just kendt for deres barmhjertighed, i hvert fald ikke hertugen og hertuginden. Alligevel havde han bevæget sig mod køkkenet for at sikre sig, at der ikke var hold i drengens påstand.

Han bevægede sig igennem køkkenet med sit våben hævet og et opmærksomt øje. Da han fik øje på en skikkelse pegede han mod manden med sit kortsværd og skulle netop til at bede ham give sig til kende, da han formåede at genkende det unge ansigt i halvmørket. ”Lord Elric” Han sænkede sit sværd og hoved let for at vise den anden respekt. ”Mangler De noget?” spurgte han efter et øjebliks tøven, men da den anden bare mumlede et eller andet uhørligt, knap så tilfredst, så fortrak han sig igen. Men det var ikke for at vende tilbage til sin plads. Derimod vandrede han kendt gennem borgens mange gange indtil han nåede de gamle kongegemakker. 

Reila blev vækket af en ung pige, som med en svag og forsigtig stemme, fortalte at Elric var i køkkenet. Det var tydeligt, at pigen ikke var meget for at vække den slumrende drage og hun vred en anelse nervøst i den kjole, som hun hurtigt havde kastet over hovedet mindre end få minutter tidligere. Men dragen hverken bed eller spyede ild, men derimod gled hun langsomt ud fra den ellers lune seng. Pigen hjalp Reila med at blive iklædt en silkekåbe, som havde en kant af en blød, hvid pels, som i halvmørket næsten lignede sne. Reila tog imod det lys, som pigen havde medbragt sig og begav sig dernæst alene ned imod køkkenet.

Da Reila havde valgt at gå til ro for dagen, så havde hun gået gennem gangene for at se til sine to børn. Sence lå på daværende tidspunkt allerede i sin seng, men Elric havde ikke været til at finde. Da hun til sidst havde indset, at han ikke befandt sig på borgen, så havde hun bedt en af nattens vagter om at meddele hende om hans ankomst, skulle sønnen vælge at gøre denne bemærket på nogen måde. Hun trådte ind i køkkenet og måtte bruge et øjeblik på at orientere sig. Det var yderst sjældent, at hun formåede at bevæge sig herned. Men så fik hun øje på en let sammensunket skikkelse og trådte hen foran hvem hun med lethed genkendte som sin egen søn. ”Hvor har du været?”

[Elric Day]

Sløvheden begyndte efterhånden at melde sig i den unge lords krop, mens han sad og spiste. Dog blev han vækket lidt mere igen, da døren blev åbnet. Helt hurtigt reagerede han dog heller ikke på dette og han nåede ikke at sige noget, før et sværd var peget mod ham. Afværgende løftede Elric hånden, men med en mine der var mere irriteret end forskræmt. Det var ikke ligefrem fordi han var bange for, at en vagt ville gøre ham noget og særligt ikke i den tilstand han var i. "Mangler noget? Du peger på din lord med et sværd og spørger om han mangler noget? Så hold dog op," vrissede han, men besluttede sig så for ikke at være sur. Det var også bare al den larm lige før, der havde gjort ham irritabel. Hans ord havde åbenbart overbevist vagten om, at han ikke havde noget at lave i køkkenet og Elric lod sig synke mere sammen mod bordbenet med et suk. Han havde det ret godt og sad tilpas godt til ikke at gide rejse sig for at komme mod sine gemakker. Faldt han i søvn her.. Ja, så måtte det vel bare være sådan. Han spiste det sidste af brødet og så sig omkring. Han overvejede at rejse sig og gå, kun fordi han kedede sig, men kom fra det igen.

Hvor lang tid der gik var han ikke helt sikker på. Grunden var, at han egentlig sad og halvsov og derfor mistede sin tidsfornemmelse - som om den ikke havde været dårlig nok i forvejen. Hvor har du været? Han registrerede hvem der talte til ham, før han rigtigt hørte hvad der blev sagt og rettede sig derfor lidt op. "Jeg har bare været.. Ude." Han smilede uskyldigt til sin mor og forsøgte at være elegant mens han rejste sig. Dog var han nødsaget til at støtte sig til bordet indtil han var helt oppe, hvorefter hans balance igen fik lov at vinde. "Har du savnet mig?" Den drillende tone i hans stemme var ikke til at misse. Sådan var han bare, der var ikke så meget at gøre ved det. Desuden så havde han nok, mere eller mindre bevidst, planer om at slippe for bebrejdelse.

[Deleted]

Det var med et ganske uimponeret blik, at Reila betragtede sin søn usikkert komme på benene. Lugten af alkohol var at spore, og det til trods for at køkkenet ellers var fyldt med andre mere behagelige dufte. "Ude?" gentog hun. Hun stillede stearinlyset fra sig ved siden af dem. Lyset flakkede let og kastede sjove skygger langs væggen og hen af ansigtet på Elric. Nu var begge arme frie, så hun kunne lægge dem om sig selv i et forsøg på bedre at holde varmen. Selvom køkkenet ikke var koldt, så havde temperaturen under sengetøjet været langt mere behageligt. "Selvfølgelig" besvarede Reila det let drilske spørgsmål, men i en langt mere ærlig og rolig tone. "Jeg savner dig altid, når du bare forsvinder uden at lade nogen vide hvor du er" 

[Elric Day]

Han lænede sig lidt tilbage og var igen nødsaget til at støtte sig mod bordet. Hvor han normalt egentlig havde en rimelig rank holdning og helt bestemt havde en naturlig elegance over sig... Så var han lidt mere klodset og væsentligt mere svajende i sit udtryk. Han smilede uskyldigt til sin mor og nikkede. "Ude, ja... Men nu er jeg hjemme." Han lød nærmest helt seriøs, selvom det jo ikke rigtigt kunne siges at være intelligente ord. Med et lille skub mod bordet, fik han rettet sig helt op igen og uden videre lagde han armene om moren. "Du behøver slet ikke savne mig, for jeg har styr på det hele." Han slap hende ikke, men lænede derimod hovedet mod hendes skulder - mest i en beruset dovenskab. "Vækkede jeg dig egentlig? Bekymringen kom hovedsaligt af, at planen jo egentlig havde været, at komme uset ind. Det var lidt hans egen skyld, at det ikke var gået, men alligevel. Det syntes han ikke helt han kunne gøre for.. Og så slog det ham ikke et øjeblik, at det nok nærmere var en anden, der havde vækket hende på baggrund af hans ankomst. Endelig lod han sine arme fri hende og trådte ellers et lille skridt væk.

[Deleted]

Det uskyldige smil narrede ikke Reila fuldstændigt, men formåede alligevel at mildne hendes udtryk en anelse. Men det varede kun ganske kort og hun måtte i stedet rynke let på næsen, da hendes søn lagde armene omkring hende. Det var ikke selve omfavnelsen, men det faktum, at den tidligere svage lugt af alkohol pludselig var stærk lige under hendes næse. Havde det været nogen anden, så havde hun skubbet personen fra sig og lovet personen diverse forbandelser; Men det var ikke hvem som helst, der stod og stank lige under hendes næse, så i stedet lagde hun den ene arm omkring den andens ryg. "Jeg er sikker på, at du har styr på det hele" mumlede hun. "Det er alle de andre, som bekymrer mig"

Da den anden gjorde mine til at trække sig tilbage, så strammede Reila en anelse sit greb om den anden. "Nej nej nej.." mumlede hun. "Jeg tror, at det er bedst, hvis jeg hjælper dig i seng; Hvor du for længst burde have været" Uden at vente på nogle modsigelser begyndte hun, at lede den anden ud af køkkenet. Hun holdte stadig let den ene arm omkring ham. Han skulle ikke ødelægge mere og han skulle bestemt ikke komme til skade. 

"Jeg ville ønske, at du ville lade vær med at stikke sådan af, Elric" brød Reila's stemme pludselig stilheden i gangen, som de netop var ved at bevæge sig hen ad. Det var ikke bare i aften og hans andre små fornøjelsesture - Det var også når det gjaldt. Hun havde forsøgt, at introdocere Elric til nogle passende partier, men det var som om, at han fortrak sig ligeså hurtigt, som hun kunne præsentere dem. Hun ville så nødig tvinge ham til noget, men.. Hun ville snart fratage ham valget. 

[Elric Day]

"Der er slet ingen, der behøver bekymre sig," beklagede han sig og opdagede lidt sent, at hans mor blev ved med at have fat i ham. Dog kom der styr på det, inden han fik trukket hende alt for meget med. Han væltede i hvertfald ikke, det var vel det vigtigste. Reila Day havde styr på det det hele.. På mere en ham. Lige i øjeblikket syntes han ret godt om det. "Der er ikke sket noget," forsikrede han hende også lige - bare for god ordens skyld. Så måtte hun selv definere hvad dette noget måtte stå for.. Så langt kunne han ikke engang overveje at tænke.
I anledningen af, at hun holdt fat i ham, lænede han igen hovedet mod hendes skulder og denne gang var det også bare ren dovenskab og egentlig var det vel meget godt. Alternativet ville nok være, at han ville prøve at komme fri fra hende og så ville det først ende galt.


"Jeg kan godt selv gå i seng," kom det i en lidt beklagende tone igen. Han fik så ikke understreget sine ord særligt godt, i og med, at han stadig halvt om halvt hang op af hende, mens de gik. Det havde for ham været at foretrække ikke at være blevet opdaget i sin hjemkomst, men det var ligesom for sent og han var nok også selv ude om det. Nogle gange var han ellers god til at være ubemærket, men det kom selvfølgelig også an på meget. Denne aften var han ganske enkelt for beruset til, at det overhovedet kunne lade sig gøre at være diskret. "Skal vi virkelig til at tage den nu?" Havde det ikke været tydeligt nok i hans ageren, så blev det tydeligt i tonen ordene blev sagt i: Han gad virkelig ikke til at formanes. Han lavede jo aldrig andet end at skulle rette ind og tilpasse sig, så var det da kun retfærdigt, at han tog nogle stikture ind i mellem. At det så efterhånden var tit var en helt anden sag.

[Deleted]

Reila stod fast, som hun altid gjorde, og lod sig ikke sådan rive med af sønnens usikre bevægelser. Hun betragtede hans ansigt med en mine, som bestemt ikke synes af, at hun var særlig overbevist af hans ord. Så der var ikke sket noget? Nej, han stod vel overfor hende i et stykke om end det stykke var noget dugget. Da han svajede en anelse overvejede hun, om han ville blive ved med at være i et stykke, hvis hun slap ham. Hun ville helst ikke, at han væltede rundt hele vejen til sine egne gemakker. "Er du sikker på det?" spurgte Reila og ledte alligevel bestemt den anden videre. Det var vist begrænset hvor meget at hendes elskede søn var i stand til at klare på egen hånd i dette øjeblik. 

Reila nåede ikke at dvæle længe ved sine bekymringer om ægteskab og Elric's modvilje, da han pludselig udtalte den noget tydeligt. Hans modvillige og ugidelige tone fik næsten Reila til at fnyse, men hun nåede at stoppe sig selv. "Ja, Elric, det skal vi tilsyneladende"

Var han kravlet i seng og ikke fløjet ud under den åbne himmel for timer siden, så havde de næppe haft denne samtale midt om natten. Men når nu han absolut valgte at modsætte sig sin moders ønsker og forventninger. "En dag kan du gøre, som det passer dig. Når du sidder på tronen og din fader og jeg er borte, så vores formaninger ikke kan nå dig" Hun mumlede en anelse, men tillod til at forvente, at sønnen lyttede alligevel. "Men indtil den dag, så skal du lystre både din fader og jeg. Vi vil kun dit bedste"

[Elric Day]

Det var godt, at Reila var så standfast som hun var. Ellers havde Elric nok fået dem begge væltet godt og grundigt efterhånden. Det var egentlig ikke fordi han generelt var ved at styrte hele tiden, ind i mellem gjorde han bare nogle udfald, som ikke var helt kontrollerede, og som meget vel kunne have sendt ham i gulvet, hvis ikke hans mor havde haft godt fat i ham. Det var også bare alle de drikkes skyld.. De var fantastiske. Gyldne dråber.. Og så følelsen af, at de bevægede sig ned gennem halsen og rundt i kroppen. Så kunne han godt leve med at rende rundt og være halvynkelig når han kom hjem. Det var jo alligevel bare hans mor, der så ham. Hun tilgav ham vel som sædvanligt.
"Nej, du må godt gå med," erkendte han endelig, da Reila ville have bekræftet om han nu også selv ville gå. Han ville ikke nå meget længere end et par meter selv, inden han ville give op og bare lægge sig til at sove op ad nærmeste mur. Tanken var faktisk tiltalende.

Med et suk lænede han atter sit hoved mod sin mors skulder. "Jeg orker ikke nu.. Vis lidt barmhjertighed, vil du?" Ordene blev sagt i en drillende tone, det havde han trods alt energi til. "I gør også mit bedste," fik han kludret frem og grinede lidt. "Jeg har det godt, ja." Understregende nikkede han til sine ord, hvilket han hurtigt fortrød, da det også havde den betydning, at han blev en smule svimmel igen.