Hvor gemmer han sig? | Destrian

[Deleted]

En svag men munter nynnen kunne høres fra Aerins læber, som hun bevægede sig hurtigt ned ad korridoren. Igen at være i de vante omgivelser på de Warenna's grund gjorde altid hendes humør formidabelt - hun kunne tillade sig at glemme den kedelige hverdag med en mand, der ikke værdigede hende nogen interesse, blot for et øjeblik. Nu var hun ankommet til Norden igen, og skulle sandelig nok sørge for at få bragt liv til de store lokaler!

Aerin havde kun lige givet sig selv tid til at nette sig lidt efter den lange rejse. Støvet og skidtet satte sig ligesom overalt, selv om vinteren, hvor jorden ellers var kold og frosen. Hun havde skiftet til en kjole, som ikke var præget af rejsefolder, og de lyse lokker hang løst ned ad hendes ryg, stadig fugtigt efter badet.

Meningen med at bevæge sig ned ad korridoren var klar: Aerin ledte efter sin bror. Hun vidste, at han måtte være der et sted, for hun var blevet oplyst om, at han var ankommet kun dagen forinden. Aerin afholdt sig fra at råbe hans navn ud i hele huset, trods hun havde lyst til det. Det ville jo spare hende for masser af tid! Hun tog nogen sidste hurtige skridt ned ad en trappe, efter at have kigget ind i flere af lokalerne, og fandt endelig sin lillebroder i en af de mere behagelige stuer med tungt og blødt møblement.

"Destrian, din gamle grævling!" hilste hun ham uden omsvøb og med et smil, da hun entrerede stuen i et mere adstadigt tempo. "Kom og hils på din søster!" Aerins tone var aldeles uformel - for hvad var da grunden til at være formel i selskab med sin familie?

[Destrian de Warenna]

Tidligt om morgenen, allerede endnu solen var begyndt at komme rigtigt frem, var Destrian stået op og uden at sige noget til nogen var han gået udenfor. Der gik flere timer før han var kommet tilbage, men det havde også passet med, at resten af huset var stået op der. Morgenmaden havde han dog takket pænt nej til og havde ellers ikke virket til at ville bruge dagen på noget som helst. Han vidste, at resten, i hvertfald en del af den, af familien ville komme til middag og det var nok egentlig det han gjorde sig mentalt klar til. Der var altid så mange spørgsmål, og selvom de måske ikke nødvendigvis var alvorlige og dybe så var de altså en belastning for ham. Alt efter hvem der stillede dem selvfølgelig.
Han sad i en stol i en opholdsstue og stirrede ind i pejsens ild, da han så hørte sin søsters stemme. Med et smil rejste han sig og vendte sig i retning af hende. Hun var nok den af alle han havde glædet sig mest til at hilse på igen. "Siden hvornår er jeg den gamle?" Han gik tættere på hende og lagde armene om hende i et kram. "Og jeg er aldeles ikke nogen grævling," insisterede han allerede inden han havde sluppet hende.

[Deleted]

At se sin bror igen var en glæde for Aerin. Hun granskede ham nøje med blikket for at finde ud af, om han havde det godt - hun vidste, at hun bekymrede sig alt for meget for ham, men ikke på vilkår om Aerin ville lade ham forfalde for øjnene af hende. Desværre var hun forhindret i at se ham så tit. Selvom de boede tættere på hinanden for øjeblikket end den resterende familie, så var det umåde sjældent, at Wyot lod Aerin visitere Roy By - hjemsted for kongefamilien og dermed Stratona's svorne fjender. Aerin kunne kun himle med øjnene over den strid.

   Aerin trak en chokeret vejrtrækning ind og førte hånden op for munden, da hun hørte sin brors kommentar om, siden hvornår han havde været den gamle.

   "Nu skal du passe på med, hvad du siger!" advarede hun med et skælmsk glimt i øjet - hvem vovede dog blot at antyde, at hun skulle være den gamle? Smilet spillede dog igen på hendes læber, da hun førte hånden ned og lod sig omfavne af sin bror. Hun tog sig god tid til at holde ham ind til sig. "Du er en grævling, og du ved det udmærket." nåede hun at mumle drillende i hans øre, før han trak sig tilbage og Aerin også gav slip på ham.

   "Jeg har savnet dig." tilkendegav hun ganske ligetil med et af disse små sigende smil, så man helt kunne blive i tvivl om, om hun mente det. Savnet til familien var dog en af de ting, der i høj grad prægede Aerins hverdag på Platinøerne, og selvom hun holdt kortene lidt tæt til kroppen, så måtte familien dog have en eller anden fornemmelse for, at hun ikke var helt så lykkelig.

    Aerin trådte længere ind i stuen og glattede på bedste vis sit skørt ud, før hun satte sig i en af de behagelige stole tæt ved kaminen med den buldrende ild, hvor Destrian havde rejst sig fra.

   "Hvordan var din rejse?" forhørte hun sig nysgerrigt, og trak benene op til sig i stolen. Den tidligere finesse hun havde udvist i at glatte sit skørt, før hun satte sig, blev gjort til skamme. Det generede hende ved Gud da ikke, om Destrian fik et glimt af hendes ankler. "Aldeles kedsommelig, gætter jeg på? Havde mor og far blot givet besked noget før, kunne vi have rejst sammen. Sikken en munter tur, det ville have været!" Aerin blinkede spottende til Destrian ved ordene - hun ville måske nok have drevet ham til vanvid i løbet af ganske kort tid. Modsat Destrian, så elskede Aerin nemlig at mundhugges lidt for sjov.

[Destrian de Warenna]

Destrian kom ikke uden om at være den yngste af søskendeflokken. De fleste vidste det godt, det var der ikke så meget at sige til, men selv dem der ikke vidste det, havde det med at gætte sig til det. Det var dog særligt i selskab med brødrene, at han for alvor blev den lille. Det var ikke så meget fordi de fastholdt ham i den rolle, det var nok nærmere ham selv der gjorde det. Han havde altid set meget op til sine søskende, dem alle, men af en eller anden grund havde brødrene, særligt Llewellyn, et talent for at få Destrian til at blive nervøs og han fremstod derfor ofte en smule underkuet. Derudover havde han også altid været den, der sakkede lidt bagud og selv på dette stadie af hans liv, havde han en barnlig tendens til at lukke sig inde i sig selv og forestille sig en anden verden. Aerin plejede dog at være forstående, det havde hun altid været og det var nok også en af grundene til, at han ikke blev så mut i hendes selskab.
Han smilede blot til hendes lille advarsel og trykkede kortvarigt sit hoved mod hendes skulder inden han rettede sig lidt op igen. Grævling.. Hun skulle da bare overhovedet ikke kalde ham en grævling. Det var da et yderst ucharmerende dyr at blive sammenlignet med - tungt tog han det nu ikke. Endelig slap han hende, selvom han egentlig ikke helt havde lyst til det. Det var efterhånden længe siden han havde omfavnet andre, det var ganske enkelt ikke noget han rigtigt gjorde i.

"I lige måde," svarede han hende ærligt. Han havde savnet hende, ingen tvivl om det. Selvfølgelig savnede han sin familie, sine søskende. Dem alle sammen. Det var bare ikke noget han tænkte over før han blev konfronteret med det og i dette tilfælde bestod konfrontationen altså i, at se hende igen - en af de bedre slags. Han kunne i hvertfald mærke glæden ved gensynet i hele kroppen.
"Rejse?" Han gik med hende længere ind i stuen og satte sig også tilrette i en stol. Han nåede ikke at fortælle om den, inden hun selv talte igen og han måtte give hende ret. Endnu engang smilede han ved hendes ord. "En del mere munter end den var i hvertfald. Det er så kedeligt at rejse med tjenestefolk." Han havde så nok selv været skyld i, ikke at have ført et ord med nogen på turen. Han kunne jo bare vælge at være snaksaglig. "Men du kom godt herop ellers?" Det regnede han da med i hvertfald. Han havde ikke hørt andet.

[Deleted]

   Åh, når Aerin tænkte på sin egen rejse til Norden kunne hun kun sukke teatralsk. Det havde været værre end normalt, og det var startet ud rigtig dårligt. Farvandet imellem havnen i Roy By og Platinøerne havde nemlig været i oprør på grund af stormen, så det havde taget meget længere tid end normalt at komme over. På sådanne tidspunkter havde Aerin det fint med at blive nede i sin kahyt og ryste som en kryster under sine tæpper. Hun kunne ikke lide at sejle. Hun kunne faktisk slet ikke lide vand overhovedet. Det stammede fra dengang hun som barn var gået gennem isen oppe i Norden - hun huskede stadig den kvælende, isnende fornemmelse af vandet, der sluttede sammen over hende og panikken, der havde grebet hende lige så snart hun opdagede, at hun lå under isen. Nej, det var bestemt ikke gode minder. Så for Aerin var overfarten det værste på hele turen - det skulle helst gå så hurtigt som overhovedet muligt! Ja, havde der fandtes drager og fabeldyr som i alle de gamle og mytologiske fortællinger, så havde hun villigt sat sig op på en sådan frem for at sejle.
   "Jeg giver dig så evigt ret." tilkendegav Aerin til sin brors ord om, at det var så kedeligt at rejse med tjenestefolk. Hun lænede sig frem og snuppede et relativt frisk æble og en kniv fra det lille firkantede bord. Kniven gled let igennem det lyse frugtkød. "Åh, du kender mig." Aerin sukkede dybt, men kunne ikke lade være med at smile lidt. "Jeg kan ikke udholde at sidde i dén vogn hele vejen! Jeg føler mig som en sæk kartofler!" betroede hun Destrian med simple ord, tydeligt munter til mode, og puttede det afskårne stykke æble i munden. Den forfærdelige tur over havet undlod hun ganske bevendt at nævne. Aerin brød sig ikke om at vise sig svag - og skrækken for vand, det var i sandhed en svaghed.

[Destrian de Warenna]

Han trak det ene ben med sig op i stolen - en vane han havde fået efter at tilbringe for meget tid alene. Han ville nok heller aldrig sidde sådan med deres far i selskabet.. Eller med Llewellyn for den sags skyld. Når han alligevel bare var sig selv, kunne han ligeså godt sidde så behageligt som muligt, så betød formaliteter ikke så meget. Det samme gjalt så tydeligvis når han var i selskab med Aerin. Hun var også selv så uformel og rolig, at det ikke betød noget. Heldigvis.
Lidt undrende lænede han hovedet på skrå over hendes sukken og frygtede faktisk det værste. Han nåede allerede at tænke sig til hvad hun ville nævne af tragiske hændelser, der var sket på vejen. Heldigvis gik det ikke efter hans hoved. Som hun talte blev han mere rolig og sank deraf også en smule mere sammen i stolen. Det gik op for ham, at han var blevet ganske anspændt i sekunderne inden hendes stemme lød. Han så kortvarigt på æblet hun skar et stykke af og så tilbage på hende, grinede lidt af hendes ord. "Det kunne jeg forestille mig, ja." Selv red han selv og havde indtil videre ikke i sin ungdom og sit voksenliv være transporteret i en vogn. Først og fremmest var han for glad for selv at ride til at ville undgå det. Desuden havde han det med at blive ubehageligt til mode, hvis han ikke kunne se nok omkring sig. Folk havde det med at tillade ham en del for at undgå, at han skulle blive besværlig. Ikke fordi han var krævende, men fordi han ikke var til at tale til fornuft når først han begyndte at blive nervøs.
"Og på Platinøerne? Går det som det skal der?" Han vidste ikke om han kunne regne med et ærligt svar.. Ja, han vidste ikke engang hvilket svar han regnede med at få. Men han spurgte af interesse, ikke blot høflighed.

[Deleted]

   "Du skulle bare vide. Man bliver helt mørbanket!" Som for at understrege sine ord ømmede hun sig grov meget, da hun strakte sine ben ud igen efter at have siddet med dem oppe i stolen. Hun besluttede sig for at bide af æblet i stedet. Men nå ja, hun havde vel heller ikke siddet i vognen hele turen. Adskillige gange var Aerin blevet så træt af det, at hun havde besluttet sig for at få sadlet Paladin, og havde redet forud for selskabet, selvom det ikke helt var passende. Tjenestefolkene var der jo netop for at kunne beskytte hende, skulle der uheldigvis ske noget. Aerins rebelske side havde dog taget over. Hun kunne bare ikke udholde at sidde inde i den vogn. Meget hellere ville hun sidde på en hest og mærke den friske vind i ansigtet - Aerin kunne ride flere dage uden at få ondt i bagen.
   Ved Destrians næste forespørgsel, om livet på Platinøerne gik som det skulle, sænkede Aerin blikket en anelse og så væk. Det var meget ulig hende at se væk, men hun ville ikke være den, der bragte bekymring til broderens sind. Hun vidste, at han havde det bedst, hvis han troede at alt blot var godt.
   "Det går som det plejer," svarede hun undvigende og sendte ham et blegt smil, der skulle virke oprigtigt. Det var jo ikke en usandhed det, som hun sagde, for det gik vitterligt som det plejede - der var ingen ændringer i Wyot's opførsel imod hende, og der var bestemt heller ingen børn på vej. Højst var der lidt knas med tjenestefolket og ind imellem kunne Aerin og Wyot endda nærme sig et regulært skænderi - eksempelvis når hun snakkede om at visitere Destrian i Roy By; for det var jo ikke en by, hvor hun hørte til! Nu var Aerin en Stratona, og så hørte hun til på Platinøerne.

[Destrian de Warenna]

Det var ikke svært for Destrian at se det for sig. Man kunne da næsten ikke forestille sig andet end at vognen ville bumpe rundt på vejene. "Jeg tror dig gerne," sagde han med et smil og rykkede lidt på sig, for at sidde mere komfortabelt. Hans opmærksomhed kom dog hurtigt tilbage på Aerin og han smilede igen, tvang sig selv til at holde fokus og ikke synke ind i sig selv. Helt godt havde han vidst ikke haft af at være alene i Kongebyen. "Det er heldigvis ikke noget jeg gør mig i," tilføjede han i en lidt drillende tone. Han havde nu ondt af hende, hans søster, for ikke selv at kunne vælge. I den sammenhæng var det simpelthen lettere at være en mand - der var mere tiltro til, at der ikke gik noget galt.
Hendes reaktion på hans spørgsmål bekymrede ham dog. I hvertfald så længe hun så væk - igen frygtede han det værste. Ulykke, sorg, død.. Han ønskede intet dårligt for hende. Aerin skulle have det godt, fantastisk. Hele tiden. Nok ønskede han altid det bedste for alle sine kære, men særligt for Aerin. Da hun så tilbage på ham, svarede og smilede svagt, valgte han at tro på hende. Hvorfor skulle hun lyve? "Godt.. Går jeg ud fra." Endnu et smil blev sendt i hendes retning. "Det er godt du er her nu ihvertfald," tilføjede han lidt efter. Umiddelbart uden grund - andet end at han naturligvis gerne ville understrege hvor glad han var for at se hende.

[Deleted]

   "Og dét skal du prise dig lykkelig for!" indprentede Aerin bestemt sin lillebroder og pegede på ham for at understrege sine ord. Åh, ja, havde hun dog bare været en dreng. Det havde gjort alle ting meget lettere, havde Aerin måttet konkludere de sidste mange år. Hvor vred havde hun ikke været, dengang Destrian fik tilbuddet om at komme med på jagt, selvom hun ikke måtte, fordi hun var en pige, til trods for at hun var ældre end ham? Det var blot én af de mange uretfærdigheden, som Fortun og Aella havde måttet lægge øre til fra deres yngste datter. Lige indtil den dag, hvor Aerin havde været nødsaget til at holde sengen i mange uger - fra deraf havde hun været et andet menneske, selvom det oprørske sind ganske levede endnu!
   "Jeg er glad for at være her." forsikrede Aerin igen, og gjorde kål på det sidste af æblet. Skroget satte hun fra sig på det dertil indrettede bord. "Hvad med dig?" Nu var der en ny slags beslutsomhed i Aerins stemme. "Hvordan går det med at bo i Syd?" Hun hævede spørgende brynene op i panden og afventede svar. Som bror og søster kendte de hinanden - Aerin ville se det med det samme, hvis Destrian valgte at holde det tilbage. Om hun ville lade ham slippe eller ej - det ville vise sig.

[Destrian de Warenna]

Kortvarigt grinede han lidt til Aerins kommentar, selvom uretfærdigheden vel egentlig ikke var til at grine af. Han hadede også selv at føle sig uretfærdigt behandlede... Det var nu sjældent det egentlig skete, og hvis det endelig gjorde var folk gode til at skjule det for ham. På den anden side var der meget, som folk kunne skjule for ham uden problemer. Han havde simpelthen ikke plads i hovedet til at opdage alting. Det var nok også godt nok, at der var så meget af hverdagens uretfærdighed, som han ikke lagde mærke til. Begyndte han først for alvor at tænke over det ville han sikkert ende med at gå helt i spåner.
Med blikket fulgte han hendes hånd, som hun placerede æbleskroget på bordet og lod så ellers øjnene vandre tilbage til hendes ansigt. "Det går.." Han vidste ikke helt hvilke ord han kunne sætte på det. ".. sikkert bedre end det ville gøre her." Han så sig omkring mens han sagde det. Aerin var nu engang den eneste i familien han rent faktisk var i nærheden af ærlig overfor når det kom til den slags. "Der er smukt, virkelig smukt. Og kan du huske Lilias Eques? Hun bor også i Roy by." Lilias, som ihvertfald Destrian havde leget med, da de var små, selvom der var en aldersforskel på dem. Hvor meget Aerin havde at gøre med hende kunne han faktisk ikke helt huske, men familien Eques havde da trods alt haft en del at gøre med deres egen slægt. De havde i hvertfald solgt mange heste til dem.

[Deleted]

   "Lilias?" Aerin rynkede tænksomt panden og måtte ransage sin hukommelse, før navnet dukkede op. Den lille pige, der altid havde været i skyggen af den mand, som udstyrede de Warenna med heste. "Åh, jo, hende!" I sit indre besluttede Aerin sig på stedet for at skrive til Lilias. Hun måtte uddybe sagen for hende. Bede hende se lidt efter Destrian. Ja, det måtte hun gøre. "Sød pige," medgav Aerin med et lille nik - som hun huskede det, så havde hun egentlig godt kunnet lide pigen. Men dengang havde de blot været børn, og Aerin havde anset sig selv som værende alt for gammel og voksen til at lege med hende. I virkeligheden havde hun sikkert set misunderligt til fra sidelinjen.
   Aerin accepterede mere eller mindre Destrians svar. 'Sikkert bedre, end det ville her...' "Kommer du nok ud?" forhørte hun sig dog et øjeblik efter, idet hun rejste sig fra stolen. I stedet gik hun over og satte sig på armlænet til Destrian's stol. Det var ikke sikkert, at han ville bryde sig om, hun kom så tæt på, men det generede ikke Aerin. Han var hendes bror - hun kunne næsten gøre, hvad hun ville. Desuden havde de før haft deres.. tættere stunder. "Du ved, det ikke nytter noget, hvis du gemmer dig bag murene i byhuset." Aerin's stemme var formanende, men hendes fremtoning blev blødgjort af, at hun lagde en blid hånd på Destrian's skulder. Det gik jo ikke, hvis Destrian bare sad bag murene og kukkelurede - så måtte han hjem igen. Længere var den ikke. Så måtte der være nogen til at se efter ham. Ensomhed er ingen god kur imod tungsind.

[Destrian de Warenna]

Det ærgrede Destrian, at Aerin ikke så ud til at huske Lilias. Det gav selvfølgelig en ganske fin mening. Det var mange år siden, og der var trods alt nogle sæsoners forskel på dem. Godt nok var der kun et lille spring fra Destrian til Aerin, men når Lilias i forvejen var ung nok til, at hun kun lige kunne have noget til fælles med Destrian, så betød det nok også, at de andre i søskendeflokken ikke rigtigt erindrede hende. For barnet Destrian havde det ikke rigtigt betydet noget, men nu havde han nok også allerede dengang skilt sig ud og i høj grad haft det nemmest ved at lege med lidt yngre børn. Dog kunne man ikke sige om ham, at han havde opført sig som en der var yngre, han havde blot skilt sig ud.
Da Aerin så ud til alligevel at komme i tanke om, hvem Lilias var, begyndte Destrian at smile. Det burde nok ikke betyde så meget, men det gjorde det altså og han var glad for, at Aerin trods alt havde en idé om hvem det var. Han kunne nu ikke engang sige, hvorfor det var så godt. Han havde ikke forfærdeligt meget at gøre med Lilias, han havde blot lige hilst på hende. En nat ved katedralen. Det var det eneste lyspunkt ved den nat.


Han sænkede blikket ved hendes spørgsmål, velvidende at han ikke kunne give et tilfredsstillende svar. Ikke hvis han skulle være ærlig, og det skulle han. Generelt var han dårlig til at lyve og særligt overfor Aerin, det lod til at kunne regne ham ud ligemeget hvad han prøvede på. Han fulgte hende med blikket, mens hun bevægede sig tættere på. Først virkede han lidt anspændt, men da hun så først sad på armlænet af stolen blev han rolig igen. "Der sker bare så meget. Hele tiden." Han lænede hovedet en smule mod hendes arm. Egentlig kunne man jo godt sige, at han kom ud. Der gik ikke en dag uden at han gik lange ture, nogle gange red han endda uden for byen.. Men det foregik for det meste alene. Så det gjorde nok ikke noget bedre. "Men det går. Jeg har det fint. Han måtte søge lidt i sig selv for at mærke om det passede, for nogle gange følte han rent faktisk, at det hele nok skulle gå.