Rutiner - Irileth

[Deleted]

Til @irileth

Mhysas fødder bevægede sig hurtigt og vant henover den klippefyldte grund, som hun bevægede sig imod de mere træklædte egne. Hendes fødder var pakket ind i flere lag af læder og skind for at holde kulden ude i vintervejret, der stadig havde et fast tag i Det Frie Land.
På ryggen havde hun et fyldt pilekogger hængende og i hånden en bue knuget, hvis hun skulle være så heldig at støde på en buk på sin vej - usandsynligt, for de gemte sig godt i de mørke tider. Jagt var dog heller ikke Mhysas primære grund til at bevæge sig ud - hun skulle blot en runde for at tjekke snarerne for bytte. Hvis de ikke var hurtige nok, kunne byttet blive ædt af de vilde rovdyr, såsom ræve eller mårer.
Mhysa standsede op på en klippeblok et øjeblik for at trække vejret ind og nyde den friske, bidende vind. Fra stedet, hvor hun stod, var hun skærmet fra træerne, så man skulle se godt efter for at få øje på hende nede fra Valandres, men selv havde hun et udmærket udsyn over den lille by. Der var intet smil at spore på hendes ansigt, men dette var måske et af de tidspunkter, hvor Mhysa hvilede mest i sig selv.
Efter kort tid trådte hun ned fra stenen og begav sig ind i den tætte skov i stedet. Det var blandingsskov, hvorfor én træsort ikke var dominerende, men mange forskellige. Kun grantræerne havde nåle på om vinteren, de fleste andre træer havde for længst mistet deres blade.
Himlen var overskyet, så der var ingen sol til at vise vej, men det var ingen hæmsko for Mhysa. Hun var opvokset i bjergene og kendte hele området som sin egen lomme. Ikke et øjeblik var hun i tvivl om, hvilken retning hun skulle bevæge sig i.
Den tykke muldjord gjorde Mhysas skridt lydløse og hendes øjne spejdede opmærksomt ind mellem træerne. Snart nåede hun den første snare, hvor hun til sin glæde fandt en kanin, der endnu kæmpede bravt for at komme fri. En kort kniv blev fundet frem fra klæderne, og Mhysa gjorde hurtigt og rutineret en ende på dyrets lidelser, inden hun løsnede den fra snaren. Hun havde før oplevet, at det lykkes for dyret at slippe væk, hvis hun løsnede snaren før hun færdiggjorde dets liv.
Et øjeblik efter bevægede Mhysa sig mod den næste snare, nu med kaninen dinglende på ryggen.

[Deleted]

Temperaturen hvilede et sært sted mellem frost og milde varme grader. Havde frosten sat ind så ville luft i det mindste have været klar, men nu hvilede der i stedet tunge, disede skyer lavt på himlen. Hesten prustede og dens ånde stod ud som en hvid dis, der hastigt steg til vejrs for at forene sig med skyerne højere oppe. Den bevægede sig vant, og uden det store besvær, gennem terrænet. Hovene lød mod den kun let frostbide jord. Rytteren klemte let med benene og dukkede sig for en lavthængende gren, idet de bevægede sig ind i en tættere samling af fyr og gran, der stadig stod grønne og fyldige. 

Irileth kendte lige omtrent hver eneste rute i bjergene - Både dem skabt af mand og dem skabt af dyr. Derfor ledte hun uproblematisk hesten gennem den ellers tætte skov. Bunden var dækket af gamle nåle, som for længst havde mistet al deres farve og kraft. I stedet lå de nu som et brunt, blødt underlag, hvor frosten sjældent kunne trænge ind. Derfor var det ikke usædvanligt, at vilde dyr ofte søgte ly herinde. Irileth genkendte også hurtigt tegnene på, at nogle af dem havde opholdt sig der for nyligt. Men hun var her nu heller ikke for at jage denne dag. I stedet krydsede hun området i en let trav indtil hun nåede en mere åben del af skoven, hvor adspredelsen af træsorter blev noget større. 

Men så var der noget, som fik Irileth til at ændre hendes ellers faste kurs. Lyden af en mindre gruppe fugle, som lettede et stykke væk. Hun holdte hesten tilbage i en parade og overvejede kort, om hun skulle undersøge hvad det var. Det kunne selvfølgelig bare være en ræv.. Irileth var næsten på vej videre, men så drejede hun alligevel hesten og red mod lyden. 

[Deleted]

Til: @irileth

   Mhysa fortsatte mod den næste snare i et tilforladeligt tempo. Hun luntede afsted for at holde kulden ud af sin krop - hvis der var noget, der kunne gøre hende vrissen, så var det at fryse - og jo før hun nåede til den næste snare, jo før kunne hun vende hjem til Yeq, der var blevet overladt til Mhysa's mor. Hun brød sig ikke om at forlade sønnen. Hun brød sig bestemt ikke om det.
   Mhysa skulle ikke fortsætte i det luntende tempo særlig længe, før hun nærmede sig den næste snare. Her fandt hun beklageligvis, at skovens rovdyr havde været hurtigere end hende. Der var ikke længere spor efter hvilket dyr, der mon havde siddet i snaren, men Mhysas øjne gled granskende over skovbunden, hvor der stadig var blodstænk at se. Fortrydelsen opfyldte hende, fordi hun ikke havde været tidligt nok ude, men i stedet for at lukke frustrationen ud verbalt, hamrede hun en knyttet næve ind i træstammen og nødede derved nogle ryper i nærheden til at flakse forskrækket op.
   Et irriteret suk forlod Mhysas læber, da hun lagde buen fra sig på jorden og gled ned på hug. Med utålmodige bevægelser gav hun sig til at rearrangere snaren, så den igen ville udgøre en trussel for skovens dyr. Det vigtigste var egentlig at få den placeret på en måde, så heste der kom tæt forbi ikke kunne gå i den. Mangt en hest havde de mistet, fordi det havde gjort uoprettelig skade på dem at blive fanget i en snare. I værste fald ville hesten brække eller forvride koden, og et sådant brud kunne ikke altid heles på en måde, så hesten ville kunne gå igen.
   Som Mhysa netop var ved at gemme snaren væk, spidsede hun ører og rettede sig op. Hun rynkede let på panden ved lyden af noget stort, der kom imellem træerne. Det kunne vel ikke være en bjørn, der havde taget dyret i snaren? Nej, det var umuligt, de var ikke vågne på dette tidspunkt af året.
   Alligevel rejste Mhysa sig ganske langsomt op fra jorden, mens hun med den ene hånd trak en pil fra pilekoggeret på ryggen, og med den anden hånd trak buen til sig. Hun lagde pilen for buen og sigtede ind imellem træerne med et vagtsomt blik. I næste nu var det Irileth og hesten, der kom ud imellem træerne. Mhysa sænkede hurtigt våbnet.
   "Irileth! Jeg havde nær sendt en pil efter dig!" knurrede hun lavt og stak pilen tilbage i pilekoggeret. Der ville alligevel ikke blive brug for den.