Twilight...

[Deleted]

Gaderne var fulde af mennesker, vejret var skønt. Kulden havde trukket sig en anelse tilbage lige denne dag, og gjorde plads for folks høje humør og råb. En bodejer råbte så højt at han overdøvede de andre stemmer, bød folk nærmere og opfordrede dem til at se på hans friske frugt og sunde grønt. Duften af nybagt brød var overalt, og tiltrak en hvis ung kvinde der netop nød og elskede denne duft. Hun fulgte færten, bevidst om hvor den ville føre hende til, og dog alligevel kunne hun ikke modstå denne duft. En dreng på knap 7 afbrød hendes vejen ”Esta!!!” udbrød han med et kæmpe smil hvortil den ene af vagterne der var klædt i civil og som holdt sig på afstand spændte sine muskler. Hun ænsede ikke dette på nogen måde, smilede til drengen der blev kaldt Noa, og satte sig på hug ”Nu er du vel ikke løbet væk fra din mor igen Noa” lød hendes milde og kærlige stemme helt blid og varm. Drengen lod et uskyldigt smil bryde hans læber, og hun sukkede og rystede på hovedet. ”Kom” blidt lagde han hånden i hende, og hun trak bagersønnen med tilbage til boden hvor begge forældre var i færd med at bage. ”Lady Sence, sikke en ære” hun smilede og skubbede let drengen ind foran sig efter at knægten havde gemt sig bag hende. ”Jeg har en med til jer” lød hendes muntre stemme, og begge forældre sukkede. Moderen undskyldte hvortil Esta blot rystede på hovedet og købte et par boller som hun gav dem rimelig mange penge for inden hun atter fortsatte efter at have taget afsked. De to vagter hun havde på slæb forsøgte evigt og altid at holde trit med hende, men efterhånden var de ved at miste grebet, og især i øjeblikket da det lykkedes hende at snige sig væk i den store folkemængde. At søge til den mindre behagelig og velhavende del af byen var næppe en smart ide, alligevel vidste hun at det nykøbte brød, ville gøre mere gavn der end noget andet sted. Ganske rigtigt mødte hun fattige folk, som hun begyndte at give brødet til.

Sence’ påklædning var ikke det fineste overklassestøj. Hun var klog nok til ikke at iføre sig den slags når hun havde planer om at søge disse steder hen, for hendes egens sikkerhedsskyld. At blive overfaldet var langt fra hendes ønske, og derfor forsøgte hun at hjælpe uden at vække for meget opsigt. Indtil videre var det gået glimrende. Penge havde hun skam på sig, men ikke mange, og folk havde aldrig lagt en finger på hende alligevel. Enten fordi de frygtede for hendes faders vrede, eller fordi de ikke orkede det. Hendes blik blev vendt mod himlen et kort øjeblik, og hun kunne se at solen inden længe ville være på vej ned, derfor var hun klar over at hun snart måtte lade vagterne finde sig, alligevel fortsatte hun lidt endnu gennem gaden, og overlod et par legende børn, to boller til. Elegant drejede hun rundt og fortsatte ned ad gaden, med de gyldne øjne spejdende omkring.

Outfit

[Deleted]

Lystige gader, det var sådan det var bedst - så var alle glade, på nær dem der blev bestjålet. I blandt de mange mennesker havde man måske tænk at Everett befandt sig, men ikke lige nu. Den unge herre var til hest, en brunsort hest for denne sags skyld. Han var i højt humør og så sig om. Han satte hesten i galop og red mod markedet, han havde fået øje for en bod der stod alene og uden mennesker, han havde sat sig for at skulle springe over den.
Et svag skrig kom fra side og han drejede hovedet med et, og trak i tøjlerne til hesten lige i det den skulle til at springe, han red mod kvinden der skreg. Han så mod hende, hun blev væltet om kuld og en lille knægt, om trang 13 vintre, løb med hendes penge pose.  
Everett satte kurs efter drengen og måtte ride bag om bodende for at kunne komme ind foran drenge - og ind foran drengen kom Everett, han stoppeden hesten lige foran drengen og trak drengen om under armen og så ned på ham. "Du ved da godt man ikke må stjæle fra de fattige?" sagde han og red hen ad torvet med drengen mod damen. "Jeg er bare så sulten!" piv drengen.

"Hvor vover du din lille læmme! Sådan at stjåle!" råbte damen op. Everett sukkede svagt og så sig om. En kvinde der var noget så velkendt, han havde mødt hende, men hvor? Eller var det bare en af de fremmede han nogle gange handlede hos? Hans blik kom endnu en gang ned på drengen. "Rolig, jeg skal nok tage mig af ham.." sagde Everett og gav penge posen til damen og travede væk med drengen på hesten. Drengen kiggede op på Everett med et utrygt blik. "Lover du mig at du ikke stjæler mere hvis jeg køber dig noget at spise?" spurgte han drengen og red mod ungmøen. Drengen nikkede og så mod pigen, hesten stoppede ved. "Godt,-" sagde han og satte drengen på jorden igen, og han hoppede selv af hesten og rykkede tøjlerne fra hesten frem. - Everett satte sig på hug foran drengen. "-Husk og del med din familie" sagde  han og gav drengen en lille håndfuld penge, nok til at kunne brødføde familien i 5-8 dage.
Everett rettede sig op. "Er De ikke... Lady Day?" spurgte han så og smilede høfligt til hende. Det var nemt for hvem som helst at se at det var Everett i hans påklædning, en form af ridderklæder og alligevel bondet. - han blandede tit de to dele sammen.

outfit

[Deleted]

Hendes blik gled atter mod himlen, og hun gik udenom en mudderpøl for ikke at få ødelagt tøjet ved at træde i det. Denne del af byen var så sørgelig, hun havde flere gang forsøgt at nævne situationen for sin fader der trods alt kaldte sig konge af ørerne, i det skjulte naturligvis. At få besked på at blande sig uden om disse sager, og holde sig langt fra denne del af byen var ikke faldet i godt jord hos hende, og hun var derfor endt med at tage sagen i egen hånd og hjælpe så godt som det var hende muligt. Penge gav hun sparsomt af, hun havde trods alt ingen indtægter og gav ud af sine lommepenge. Også dette irriteret hende, men løsninger havde hun fundet, for hun havde da forsøgt at være daglejer, dvs. at arbejde for folk der virkelig havde behov for det, ved eksempelvis at lappe tøj, gør rent eller lave mad, men ikke kræve noget for det i slutningen af dagen. Kendt i byen var hun i høj grad, og folk elskede hende for den hun var.

Hun var ikke gået særlig langt da en mand kom ridende på sin hest med en dreng siddende foran sig. Hesten blev holdt an, drengen sat ned, og han stod af hesten. Hvad de to snakkede om kunne hun ikke høre, men drengen havde tydeligvis intet relation til manden, som snart stak nogle mønter i hans hånd, hvortil denne blot stak af igen. Hun fortsatte roligt og snart var manden på benene, vendte sig mod hende og afbrød hende vejen spørgende om hendes identitet. Hun lod et af sine milde smil brede sig over de fyldige læber ”Lady Day er min moder, jeg er Sence Day” svarede hun og nejede høfligt. ”Hvem har jeg æren af at møde?” spurgte hun med hovedet en anelse på sned og et interesseret blik på ham. Alene hans gestus overfor knægten gav ham god point hos hende, enhver adelig der så udover sin næsetip og hjalp folk, fik point hos hende.

[Deleted]

Drengen der stak af igen med et smil i hele ansigtet, fik selv Everett til at smile. Hans blik blev atter rettet mod ungmøen. Hun så alligevel noget så bekendt ud, og da hun snakkede slå han øjne op. Var Lady Day hendes moder, så havde han da ikke tænkt helt så forkert. Hans moder havde tit lokket ham til at hilse på Lady Day.
Sence, han nikkede anerkendende og smilte. "I hos disse folk, er det Lord Luera, eller Lord Aaron. Men mine venner kalder Everett. Everett Aaron Luera," sagde han og bukkede svagt. "Oh, til visse tider er det Deres Højhed, men det er til at bræk sig over!" sagde han og grinte svagt. Han hadet alle de højtidlige titler, som om at bønderne intet var værd, og sådan var det ikke i hans verden, ikke altid.

Han trak sin hest lidt væk fra folk der prøvede at komme forbi. "Men Sence, er det ikke lidt underligt at du vandre rundt her alene? Er du ikke bange for at du komme til skade?" spurgte han drilsk og smilte. Han havde ikke rigtig snakket med alle de unge adelige, han undgik helst alle former for sammenkomster... På grund af hans trolovelse, hans moder kunne jo nemt finde på at skubbe brylluppet på den måde, hvor alle andre så havde fået det af vide - på nær Everett.
Hesten begyndte roligt at skubbe til ham, den ønskede at få et æble. "Har du et æble?" spurgte han så og stak hånden ned i sin lille skin pose, han ville have hende til at fodre hesten. En rigtig æde dulk som den var.

[Deleted]

Hun kendte alt for godt til disse titler han omtalte. Som hertugdatter var deres højhed en titel der også blev brugt, og hun hadede det virkelig! Lady passede hende derimod helt fint, det var hverken for meget eller for lidt, men helt passende. Hun var ikke meget for titler, men uden nogen overhoved ville moderen få et føl, så for at glæde alle parter blev det sådan. I byen blev hun dog kaldt ved sit kælenavn, Esta, som kommer af hendes mellemnavn, Manesta.
Hvordan han lige kunne se at hun tilhørte Day-slægten anede hun ikke, men hvis det var et gæt, var det et ganske godt et. At han forvekslede hende med sin moder var dog en overraskelse, nok hun lignede moderen, men ikke i så høj grad at de blev forvekslede, men muligvis han blot genkendte træk og nærmere hilste hende på den måde for at præcisere hvem han havde med at gøre ved hendes respons. ”Mig en ære at møde Dem Deres excellence” hilste hun tilbage. Ham havde hun vidst ikke mødt før, hun genkendte ham i alt fald ikke om end hans navn ikke var helt ukendt for hende. Eftersigende skulle han være en utrolig aktiv mand.

Pludselig blev hun tiltalt ’du’, noget hun ikke just havde forventede. Trods det opretholdt hun sin høflige og formelle tiltale af ham. Hun slog let ud med sine hænder ”Jeg kommer her tit, folk kender mig og enten respekter mig eller frygter min fader nok til ikke at gøre mig noget. Derudover har jeg vagter, de er bare ikke altid lige synlige for folk” svarede hun og trådte ligeledes til side for folk der ønskede at komme forbi. At vagterne i øjeblikket havde kvaler med at finde hende havde hun da ikke i sinde at fortælle denne fremmed. Pludselig spurgte han om hun havde et æble hvortil hun så overrasket, men også beklagende på ham ”Desværre ikke” svarede hun ærligt. Hun havde kun købt boller, frugt havde hun ikke lige tænkt på.