Why not meet again - Milica

[Deleted]

Det havde været en stressende uge, der havde været nogle problemer blandt tyvene i byen. Ace havde måtte hjælpe til under et kup af en omrejsende smykkeforhandler. Planen havde været, tyvene havde holdt ham hen, taget smykkerne løbet hen til Ace, som så havde fået smykkerne – han skulle derefter bevæge sig langsomt væk, det var også lykkedes. Han havde dog stødt ind i en ung og smuk kvinde, hun så adelig ud og havde en utrolig aura ud ad til. Hun virkede interessant, og derfor havde han også valgt at skænke en af smykkerne til hende. En helt utrolig smyk guld halskæde, med mange ædelstene i. Det var et smykke som selv de royale ville unde at have.
Ace huskede tydeligt hendes smil, og han roligt afleveret hende smykket, og smilt venligt til hende – hvorefter han havde bukket elegant og forsvundet i menneskemængden.

De efterfølgende dage, havde han sendt en brevdue op til hende – han havde hurtigt regnet ud af det var en fra Day familien, selveste den elegante Milica som han havde mødt. De havde skrevet lidt frem og tilbage, og han havde fået bikset en aftale sammen med hende, det var dog om aften og tæt på midnat.

Ace stod nede ved den efterladte domkirke, et sandt vidunder i byen. Han havde altid fundet den kirke dragende og fascinerende, og havde ofte brugt tiden inde i domkirken og kigget op igennem det ødelagte loft. Der kunne man kigge på stjerner, det kunne han ofte bruge til at filosofer over livet.
Ace nød på mange måder livet fuldt ud, og han fandt det utrolig spændende at tænke dybere ned i livet. Derfor virkede det umiddelbart et godt sted at møde denne kvinde, som havde printet sig ind i hjernen på ham. 

[Deleted]

Det havde været en hektisk dag for Milica. Alt for hektisk. Hun havde været fraværende ved rideturen med tanten i morges og havde kun svaret halvt på spørgsmål. I løbet af dagen havde hun været skiftevis opfarende og munter, kold og varm. Forventningens glæde havde præget hende og gjort hende smilende og leende, men samtidig den rædselsfulde sandhed overfor sig selv, at hun gjorde noget forkert. På disse tidspunkter forbandede Milica den unge mand fra markedet langt væk, fordi han vovede at sætte hende i dette dilemma. I næste nu smilede hun over mindet, der var printet ind i hendes hukommelse og stadig stod lysende klart. Overraskelsen, da han pludselig stod dér foran hende, smilende, og havde overbragt det fornemme smykke.

Det havde altså ikke været en nem dag for Milica. Hendes omgangskreds havde bemærket hendes skiftende humør og havde spurgt ind til det. Milica havde ikke kunnet give et fyldestgørende svar. Til aften havde hun haft en heftig diskussion med en strid kammerpige, som ikke havde forstået, at hendes hjælp ikke var nødvendig denne aften. Til sidst var kammerpigen dog gået, og Milica havde sukket lettet. Et øjeblik efter havde hun trukket en varm kappe over aftenkjolen og havde sneget sig ud så uset som mulig - mange gange havde hun været tæt på at ændre mening og vende tilbage til de trygge gemakker på borgen. Inderst inde vidste hun jo godt, at selvom den unge mands manerer havde været upåklagelige, så hørte han ikke til blandt de mennesker, hun burde omgås.

Nu nærmede Milica sig den gamle domkirke med små skridt. Det var ikke et sted, hun normalt kom meget - faktisk, så havde hun aldrig været inden for. Hvad skulle en lady dog der? Den imponerende bygning havde dog altid indgydt hende ærefrygt, når hun så den på afstand. Tættere på var forfaldet meget tydeligere, nåede hun at bemærke, før hendes lyse blik faldt på skikkelsen ved kirken. Var det ham? Øjeblikkeligt mærkede Milica, hvordan hendes hjerte begyndte at slå hurtigere.