Et knækket hjul
Feb 10, 2016 19:50:26 GMT 1
Post by Coralia Luera on Feb 10, 2016 19:50:26 GMT 1
Coralia trak vejret dybt. Hendes kusk så bestyrtet på hende. Men hun var ligeglad. Her stod hun midt på markedspladsen, det pissede ned og vognes jul var knækket. Hun nægtede at gå. Ingen ville gøre det uden en egnet kappe og meget kunne man kalde hendes klirrende tøj, men egnet til noget andet end dans var det ikke.
Hun vidste godt det ikke var kuskens skyld, men nogen måtte hun råbe ad. Hvor skulle hun være mens det enten stoppede med at regne eller det blev fikset.
"Der er en kro, Lady." sagde han brødebetynget. Og pegede. Pegede! Hun himlede med øjnene. Alt hvad han gjorde lige nu var forkert. Hun så sig rundt i vognen og måtte tage til takke med et nusset tæppe, som hun kunne tage over sig, så hun ikke blev for våd. Men de sko hun havde på var af stof, ikke læder og ville under alle omstændigheder være gennemblødte når hun kom ind.
"Hent mig når situationen ændrer sig," sagde hun spidst og uden at se på ham.
Hun forbandede sit held. Hvis ikke hun havde smidt et hysterisk anfald foran sin far i morges, havde han uden tvivl ikke valgt at give hendes bror den bedre vogn, på hans langt kortere til til slottet. Nå havde hun et knækket jul, for lidt tøj på, med for larmende smykker og sikkert uordnet hår. Hun havde været til dans. Hendes hobby og adspredelse i det jammerlige adelsliv hun førte sig. Hun elskede det, men det krævede løst tøj og de klirrende smykker. Langt fra de adelstøj hun normalt kunne ses med. Det var tydeligt at hun havde penge, men i det her udstyr kunne hun være en rig borgerlig. Hvilket næsten fik det til at gyse i hende.
Kroen virkede varm. Hyggelig. De sædvanelige fulderikker. Knævrende kællinger og unge piger som ikke turde sige noget.
Hun satte sig ved et ledigt bord. Ventede på at nogen ville serverer for hende. Hun tørrede sig under øjnene. Følte sig ussel med et tæppe over skulderne og sko der var ukendelige af mudder.
Hun var ikke i godt humør. Det klædte hende at være sur. Hun så ældre ud. Knap så barnlig. De kunne lige vove på at tale til hende som var hun borgerlig. Føj.
Hun vidste godt det ikke var kuskens skyld, men nogen måtte hun råbe ad. Hvor skulle hun være mens det enten stoppede med at regne eller det blev fikset.
"Der er en kro, Lady." sagde han brødebetynget. Og pegede. Pegede! Hun himlede med øjnene. Alt hvad han gjorde lige nu var forkert. Hun så sig rundt i vognen og måtte tage til takke med et nusset tæppe, som hun kunne tage over sig, så hun ikke blev for våd. Men de sko hun havde på var af stof, ikke læder og ville under alle omstændigheder være gennemblødte når hun kom ind.
"Hent mig når situationen ændrer sig," sagde hun spidst og uden at se på ham.
Hun forbandede sit held. Hvis ikke hun havde smidt et hysterisk anfald foran sin far i morges, havde han uden tvivl ikke valgt at give hendes bror den bedre vogn, på hans langt kortere til til slottet. Nå havde hun et knækket jul, for lidt tøj på, med for larmende smykker og sikkert uordnet hår. Hun havde været til dans. Hendes hobby og adspredelse i det jammerlige adelsliv hun førte sig. Hun elskede det, men det krævede løst tøj og de klirrende smykker. Langt fra de adelstøj hun normalt kunne ses med. Det var tydeligt at hun havde penge, men i det her udstyr kunne hun være en rig borgerlig. Hvilket næsten fik det til at gyse i hende.
Kroen virkede varm. Hyggelig. De sædvanelige fulderikker. Knævrende kællinger og unge piger som ikke turde sige noget.
Hun satte sig ved et ledigt bord. Ventede på at nogen ville serverer for hende. Hun tørrede sig under øjnene. Følte sig ussel med et tæppe over skulderne og sko der var ukendelige af mudder.
Hun var ikke i godt humør. Det klædte hende at være sur. Hun så ældre ud. Knap så barnlig. De kunne lige vove på at tale til hende som var hun borgerlig. Føj.