The Heart of The Matter

[Cateline Ó Riain]

Tilegnet: @jace

Markedspladsen. Cateline kendte snart stedet ud og ind - der var ikke den bod eller den købmand, hun efterhånden ikke havde haft mulighed for at se og hilse på. Forklaringen var ganske simpel. Markedspladsen var nemlig et af de få steder i Roy By, hvor den unge prinsesse kunne færdes mere eller mindre problemfrit. Naturligvis færdedes hun aldrig helt alene, men vagterne var som altid diskrete og holdt sig på afstand, medmindre der var optræk til noget grumt - men Cateline foretrak ganske enkelt at komme der, hvor der typisk ikke var optræk til noget. Selvom det blev sagt, at hun var elsket af folket, så vidste hun, at der var lige så mange, der så på hende med forhadte øjne, og ikke lod chancen forbigå sig, hvis de fik en mulighed for at vise og udtrykke deres mening. Derfor viste hun sig kun yderst sjældent på steder som Slumkvarteret eller omkring Lysthuset nede på havnen - også fordi, hun ikke ønskede at besvære sine vagter. Hun var ikke for storsnudet til at snakke med dem - vagterne, altså - men det var endnu ikke lykkedes hende at få lokket ud af dem, at denne vagttjans måtte være det mest dræbende og kedsommelige af alt.

Så det blev altså markedspladsen om igen, når Cateline var for rastløs til at sidde inde på Kongeborgen og kukkelure. Hendes skridt førte hende langsomt fra den ene bod til den anden, mens de mørkebrune øjne gled fornøjet henover de forskellige udvalg og udviste høflig interesse, hvorend blikket faldt. Hver gang, der var en, som hilste på hende, fordi de genkendte hende som prinsessen, så hun op og belønnede dem med et anerkendende smil. Hun brød sig ikke om at optage deres tid, da hun vidste, at mange af byboerne sad hårdt i det, og hun havde ganske enkelt ikke tid nok til at høre hver enkelts historier - men hun kunne vise, at hun så dem.

For prinsessen til Det Frie Land at være, var hun riiimelig afslappet klædt. Hun havde for lang tid siden vænnet sig til, at hun uden at kny bare skulle tage det på, som kammerpigen lagde frem til hende. Der var selvfølgelig ikke nogle af hendes rober, der var enkle - men nogen var mindre iøjefaldende end andre, og det var lidt forskelligt, alt efter hvilken kammerpige, der havde tjansen. I dag var kjolen mørkeblå og af et let materiale med indvævede sølvtråde. Kjolen sad tæt til hendes smalle liv og var som altid ærbart dækkende for det, den skulle. Det eneste overflødige pynt var det tunge bælte i massivt sølv, der lå om hendes midje. Simpelt for en prinsesse. Det kunne aldrig falde Cateline ind at prøve at skjule sig, ligesom hun vidste, hendes søskende gjorde ind imellem, når de bevægede sig ned i byen. Hun stod ved, hvad hun var, selvom hun af og til fordømte det.

Cateline standsede op ved en bod, der solgte smykker. Det lignede en guldsmed. Det var lige så meget fordi, det var dejligt svalende i skyggen under dugen, som det var fordi, hun var interesseret i varerne. Guldsmedens arbejde kunne have set bedre dage, kunne hun konkludere i sine tanker, men hendes blik blev dog fanget af en broche, der var udformet som en lilje. Hun samlede den op med et vurderende blik - forstand på håndværket havde hun ej, men hun havde dog set rigeligt med smykker og pyntegenstande gennem sit liv, så hun mente nok, hun kunne adskille makværk fra kvalitet.

[Deleted]

Det var en ganske almindelig dag i den smukke by. Folk var i fuld gang med det daglige arbejde, og for mange måtte det se ufattelig hektisk ud, hvis man kun lige tog et kort kig på de mange mennesker i gaderne. Jace selv havde fri denne dag, selvom en ridder aldrig rigtig havde fri - i hvert fald ikke i følge ham selv. Der var altid noget han skulle holde øje med, altid folk han kunne hjælpe, også selvom det kun var små opgaver. For ham havde det ingen betydning, så længe han opfyldte sin pligt som ridder. Lige nu havde han dog ikke det store at se til, så han bevægede sig igennem byens gader, påpasselig med ikke at støde ind i andre. Klædt i et par sorte bukser og en grålig 't-shirt', lignede han nærmest enhver anden borger i byen. Men hans holdning var stolt, uden lettere solbrun og blikket mystisk og betænksomt. Jace fangede enhver bevægelse omkring ham, ikke fordi han ønskede at holde øje med folk hele tiden, men ganske enkelt fordi han var trænet til det. Det virkede så naturligt for ham, at holde øje med sine omgivelser, at det ikke længere var noget han som sådan tænkte videre over. 

Da han var kommet et godt stykke hen ad gaden, kunne han længere fremme se markedspladsen, som endnu engang var fyldt til bristepunktet. Meget kunne gå galt sådan et sted, men for det meste var folk fredelige og handlede nogenlunde retfærdigt. Rundt omkring imellem boderne kunne man se børn løbe frem og tilbage, i en evig fangeleg, imens mødrene betragtede de mange forskellige varer. Selv havde Jace ingen intention om at købe noget denne dag, det var ikke det han var der for. Hans gåtur var egentlig ganske spontan, men det var på disse ture at han virkelig kunne samle tankerne, for ingen lagde som sådan mærke til ham. Ikke når han var klædt i ganske almindeligt tøj. Selvfølgelig var der enkelte der kunne kende ham, alt andet ville være mærkeligt, for han var trods alt hertug, og de fleste i byerne kendte til de forskellige adelige familier. Men stadig. På sådan en travl hverdag var det de færreste der havde tid til, at tænke over hvem han egentlig var. Derimod sørgede han selv for at orientere sig godt og grundigt.

Netop på grund af dette lagde han mærke til én bestemt kvinde i mængden. Selvom hun ikke var klædt i nogen pompøst, så var hendes tøj stadig smukt og hun bar sig selv med en ynde, som kun adelige og kongelige gjorde. Jace kunne dog ikke se hende helt, da hun gik med ryggen til ham, så han besluttede sig for at følge efter hende på afstand. Langsomt og præcist bevægede han sig ind mellem de mange boder, og sørgede hele tiden for, at han ikke kom for tæt på. En kvinde som hende måtte have vagter med, og han ønskede ikke at starte ballade over ingenting. Det eneste denne mand ønskede var, at sætte ansigt på kvinden. Han behøvedes ikke snakke med hende. Efter lidt tid stoppede hun op ved en bod, hvor det blev solgt smykker, og endelig kunne han se hende. Det lange brune hår og de intense øjne, mindede ham ufattelig meget om en pige, som han havde kendt siden sin barndom. En kvinde som ikke var hvem som helst, nej, for det var Lady Cateline han tænkte på. Kongerigets prinsesse. Men var det hende? Kunne det passe? I hans hukommelse var hun stadig bare en lille teenager der havde fulgt efter ham, og hun havde bestemt ikke været særlig moden. Ikke i følge Jaces standart. Men det kunne ikke være andre end hende. De intense brune øjne betragtede hende opmærksomt, uden at han gav sig selv til kende. Hun havde ændret sig, og det var bestemt til det bedre.

[Cateline Ó Riain]

Cateline rettede høfligt henvendelse til svenden på den anden side af bordet, og efterspurgte en pris. Den var alt for høj. Men det var i regelen sjældent, at hun købslog om noget - dertil var hun vokset op med midler nok til, at det ikke battede det store i kongefamiliens formue, og hun var til stadighed kun glad for at give sit eget, ydmyge bidrag til folkenes hverdag. Hvornår hun sidst havde båret penge på sig, kunne hun end ikke huske, hvis hun da nogensinde havde gjort det - grunden til det, var hende stadig ukendt. Hun formodede, at det måtte have noget at gøre med sandsynligheden for at blive bestjålet eller lignende, men hun behøvede blot at vende sig lidt søgende rundt, før en ung page dukkede op i mængden, medbringende de midler, hun skulle bruge.
Det gik ganske hurtigt og smertefrit. Betalingen blev rakt over bordet og svenden talte op for at sikre sig, der var det korrekte. Han skulle nødig komme i klemme hos sin mester.

Cateline overlod med et taknemmeligt smil også smykket til drengen, som forsvandt igen, lige så hurtigt, som han var dukket op. Hun mistede ham hurtigt af syne, hvilket hun kun kunne bifalde, og blev stående et øjeblik ved guldsmeden for at lade sig blik glide over de resterende smykker og sikre sig, at der ikke var mere, som fangede hendes opmærksomhed. Hun måtte også sige til sig selv, at hun havde i snesevis af fine ting derhjemme - og mange, som var ufatteligt meget mere værd end noget, hun kunne finde her på markedspladsen. Ganske pudsigt, så var det ofte de små ting, eksempelvis liljen, hun endte med at blive mest glad for. Men hun ville naturligvis heller aldrig vove sig ned iblandt befolkningen bærende slægtjuvelerne - så stupid var hun alligevel ikke, selvom det hændte, at der blev stillet spørgsmålstegn ved hendes vid og fornuft. Mange var af den overbevisning, at Cateline hverken var andet eller mere end et smukt ansigt, kun til pynt.

Mens hendes blik stadig hvilede på genstandene på bordet, rynkede hun panden en lille smule. Det var ganske uforklarligt, hvordan man ind imellem kunne få dén der fornemmelse af, at man blev betragtet. Cateline fik den ofte, men det viste sig lige så tit at være det rene indbildning, så hun var tilbøjelig til blot at lade det forbigå sig. Men efter et øjeblik rettede hun sig alligevel lidt op og vendte sig rundt med en forundret, men også ganske søgende mine. Blikket blev fanget af Jaces ret hurtigt efter og panderynken glattedes ud igen. Med et noget stilfærdigt, men genkendelsens smil, bevægede hun sig straks roligt over imod ham.

[Deleted]

Sjældent var det at man fandt Jace midt blandt så mange mennesker, medmindre han var til fest eller decideret havde besluttet sig for, at tage i byen og drikke sig fuld. Så hvorfor han havde valgt at begive sig midt ind på markedspladsen, det vidste han absolut ikke, men mon ikke han nok skulle finde noget af foretage sig? Og der gik da heller ikke længe før han fik øje på den unge kvinde, der formåede at skille sig ud fra mængden, også selvom hun måske ihærdigt prøvede på at blænde bare en smule ind med resten af befolkningen. Det ville bare aldrig rigtig lykkedes for mennesker som Jace og de andre adelige - det måtte de hellere vænne sig til. Alligevel kom der et skævt lille smil frem på hans læber. Han huskede stadig hvordan Cateline havde været som barn og ung teenager. Han huskede hvordan hun nærmest havde været umulig at skille sig af med, nogle dage. I starten havde det ikke generet ham som sådan, for Jace var en meget tålmodig og overbærende mand, men selv en mand som ham, havde grænser når han gik hen og blev teenager. Især i den tid havde han prøvet på at undgå hende lidt, for selvom hun var kongelig, så havde hun stadig blot været en ung pige. 

Nu var det jo ikke sådan, at han ikke brød sig om hende, slet ikke. Han havde da passet på hende de gange hun var fulgt efter ham, især da hun havde været yngre. Kunne det virkelig passe, at hun kunne forandre sig så meget på blot tre år? Men okay, han havde måske også forandret sig, han var ikke selv klar over det. De brune øjne betragtede hende imens hun fik betalt for de smykker hun ville have, og kort efter vendte hun sin opmærksomhed mod noget andet. Nemlig ham. Det tog hende ikke længe at finde ud af, at hun blev betragtet og det kunne han da godt forstå. Cateline var kongelig, og ikke nok med det, så var hun blevet ufattelig smuk i de tre år han ikke havde set hende. Netop derfor havde han haft svært ved at genkende hende. Sidst han havde set hende havde hun været hvad, 15? Hun var først så småt begyndt at ligne en kvinde - nu var hun én.

Afslappet lænede han sig op mod et større stykke tre, der blev brugt til at støtte en bod med. Først da hun bevidst gik hen imod ham og var kommet tættere på, rettede han sig op. Nok var deres familier rigtig gode venner, og nok havde han kendt hende siden hun var blevet født, men det var ingen undskyldning for, at han ikke skulle behandle hende som den kvinde hun var. Kort lod han øjnene køre ned over hende for så at rette blikket mod hendes igen. Da hun endelig stod foran ham, tog han let fat i hendes venstre hånd, bukkede og skænkede hende et kys på knoerne. "Lady Cateline." Stemmen var dyb men havde en varm glød i sig, og i de mystiske øjne kunne man se et lille hint af morskab. For ja, han fandt det da lidt sjovt at tiltale hende på denne måde. Hun var jo stadig en del yngre end ham, men var hun også det mentalt? "Det er efterhånden ved at være længe siden."

[Cateline Ó Riain]

Cateline var nok ikke helt så opmærksom på sine omgivelser, som Jace var, men hun var bestemt meget observant. Det var, hvad der kom ud af altid at have været en stille pige, for så var man dømt til at observere og betragte, mens andre talte. Derfor undgik det heller ikke hendes opmærksomhed, at hans blik lige løb op og ned ad hende, men hun fandt det ganske naturligt, siden de ikke havde set hinanden i nogle år. Selvom det var svært altid at se selv, så kunne man forandre sig meget, selv på få år. Cateline var alt for høflig til at stirre på ham, men ikke nær koket nok til at slå blikket ned og betragte ham under blafrende øjenvipper. Heldigvis havde hun rig mulighed for at se ham an, inden hun nåede helt derover.

Åh jo, hun huskede skam også deres yngre dage. Som barn havde hun været ekstremt glad for ham, og havde måske endda lidt af en af disse barnlige, uskyldige og absolut ikke realistiske forelskelser, som alle små piger går igennem på et eller andet tidspunkt. Ganske håbløst, siden han nåede at blive færdig som ridder, allerede inden hun rundede sin 10. sommer. Det var først de seneste år, hvor de ikke havde set hinanden, at det var gået op for hende, hvilken pine, hun måtte have været dengang, og hun havde forstået at sætte pris på hans tålmodighed. Nu var hun selv blevet ældre, og var genstand for ganske stor opmærksomhed fra de unge i børnefløjen - nej, hun måtte virkelig have været voldsomt irriterende fra tid til anden.

Cateline havde først været skeptisk over hans noget skødesløse påklædning, men hans manerer fejlede bestemt ikke noget, kunne hun konstatere, da han hilste hende. Hun gengældte hilsenen ved kort at bøje hovedet, da han berørte hendes hånd med sine læber. En hertugsøn skulle naturligvis afføde respekt, men ikke underdanighed.
"Sir Jace." smilede hun med slet skjult humor glimtende i de mørke øjne. Hun havde altid haft svært ved at skjule sine følelser i øjnene, men hun havde efter lang tids øvelse lært det - for det meste. Det hændte, at det glippede. Hun tvivlede ganske meget på, at hun havde keret sig for de korrekte tiltaler, dengang for lang tid siden, men hun kunne faktisk ikke huske det. "Det må man sige. Jeg vidste ikke, De var i byen. Går det Dem godt?" forhørte hun sig, ikke blot med høflig men også med oprigtig interesse. Hun erindrede ham som intet mere end en stor dreng, men det stod ganske klart for hende, at det var en mand i alle henseender, som hun stod overfor nu.