De sædvanlige sysler...

[Cateline Ó Riain]

Tilegnet: @daarion

Cateline havde haft en lang dag. Nej, faktisk havde den været som enhver anden dag. Ud af køjen med solen og fuldfør sine pligter. Hun var inde i en periode, hvor den kongelige status hang hende langt ud af halsen. Ikke at hun viste det for nogen, selvfølgelig, for der var stadig ikke en finger at sætte på Catelines opførsel. Hun vidste, at hendes fader og broder havde planer i forhold til Norden, og hun ville inderligt ønske, at hun kunne rejse med, når tid var. Men sådan slog klokken vidst ikke. Det kunne jo vise sig at være farligt. Så Cateline affandt sig med den dovnende tilværelse hjemme på Domum Summa.
Hun havde sneget sig til at tage et lille afbræk sendt på eftermiddagen, inden aftensmåltidet, og hun havde søgt til det mest fredelige sted på kongeborgen, som hun kendte; Paladshaven. Der var langt fra så mange mennesker, som der var i borggården, heldigvis for det. Cateline ville nyde de sidste af solens varme stråler, og havde taget en roman med sig udenfor. Bænke var overflødige i haven, idet det store træ i midten så langt forsynede haven med siddepladser - de lange stammer, der lå hen ad jorden, før de rejste sig mod himlen igen, var idéelle hvilepladser, og det var derfor heller ikke overraskende her, at Cateline havde taget plads. Let tilbagelænet og med det mørke hår strøget væk fra ansigtet, så hun både ung og uskyldig ud. En anelse sårbar, næsten, i den lyse kjole, der lavede en ganske hård kontrast til det mørke hår. De udtryksfulde, mørke øjne var rettet koncentreret imod romanens sider, som hun hurtigt bevægede sig igennem. Cateline var en dygtig læser - det gik hurtigt. Der var heller ikke noget nyt i bogen, der var en gammel kending. Hun havde læst den alt for mange gange, lidt ligesom de resterende romaner på kongeborgens bibliotek. Et gab blev møjsommeligt undertrykt, idet hun vendte en side, og fortsatte.

[Deleted]

En lettere halvforpustet mand trådte med raske skridt ud mod paladshaven, alt imens at han stoppede en løst-hængende hvid skjorte ned i bukserne. Skjorten der ellers normalt var bundet fast omkring hans kraveben stod åben på vid gab og afslørede en lettere veltrænet krop under. De brune lokker så rodet ud, som var han lige vågnet fra en dyb søvn, men med en enkelt bevægelse med hånden hen over dem fik han dog hurtigt rettet de fleste på plads. Han havde stadig et rødt mærke formet som en kvindes læber placeret omkring mundvigen. *Hvor i al verden finder jeg udgangen!* Tænkte han frustreret og havde stoppet op for at betragte sine omgivelser. Han var faret vild.
Daarion havde altid været lidt af en skørtejæger, og tjenestepigerne på borgen var et nemt bytte – hvis man kunne kaldte det nemt at snige sig ubemærket ind og ud af borgen. Dette var dog nok hans mest tåbelige idé nogensinde, han var tråds alt en soldat og såkaldt beskytter af tronen og burde derfor vise den respekt der tilhørte den titel, selvom Daarion ikke just var et perfekt eksemplar af denne.
Først nu gik det op for ham at han ikke var alene i haven. Hans blik havde endt omkring Cateline. Han så sig kort tilbage og overvejede om det ville være klogest at løbe mod nærmeste udgang, for han var ikke sikker på hvor meget hun havde nået at se, men det var dog for sent for hans ben havde allerede båret ham hen det meste af vejen. Han brugte hans ærme som klud og havde med en let bevægelse fjernet det røde mærke fra hans læber. Da han kom hende nærmere studerede han kort bogen hun havde i hånden, men det var nu ikke bogen han var interesseret i, så han vendte hurtigt blikket mod hende –”Prinsesse Cateline” hilste han med et smil og bukkede hovedet i hilsen. Stort set alle kendte til prinsessen af Det Frie Land og alligevel var der nok ingen der rigtigt kendte til hende. Beklageligvis var Daarion en af disse, og kunne kun prale med at han kendte hende ved navn.

[Cateline Ó Riain]

Cateline løftede undrende blikket fra bogens sider, da lyden af fodtrin nåede hendes ører. Hun kastede et enkelt, flygtigt blik på manden, der var kommet til syne ved udgangen, og nåede at rynke panden misbilligende over hans sløsede udseende, før hun igen helligede bogen sin opmærksomhed. Han var da umuligt kommet efter hende, havde hun ret hurtigt konkluderet, siden det altid var pager eller trælle, der blev sendt afsted, når nogen havde besked til hende. Denne mand lignede ingen af delene.
Så meget desto større var Catelines overraskelse, da selv samme mand et øjeblik efter henvendte sig til hende. Hun så op fra romanen igen, og skjulte ganske udmærket sin forundring, da hun med det samme rettede sig op fra den tilbagelænede stilling. Der var ikke nogen, der skulle sige, at prinsessen til Det Frie Land sad og hang. Siden hun havde haft mulighed for at betragte ham for et øjeblik siden, havde hun nu ikke behov for at se på andet end hans ansigt. En pænt ansigt, men sikkert ganske uopnåeligt. Prinsessen var ret sikker på, det ikke var en gentleman, der stod overfor hende.
"Undskyld? Jeg har vidst ikke haft den fornøjelse..?" sagde hun med et strejf af forundring i sin stemme, og nøjedes allernådigst med at nikke en anelse til ham, da han bukkede hovedet for hende. Det var ikke Catelines lod at bøje sig, hvilket hun var klar over. Hans navn forventede hun dog at få, samt ikke at forglemme en slags begrundelse for, hvorfor han tiltalte hende. Der måtte ganske enkelt være en årsag til grund for det.
Hun var alt for forfinet til at bemærke noget i retning af hans udseende, da han var kommet ud i haven. Hun var ikke mere naiv, end at hun godt vidste, hvad der af og til gik for sig i tjenestefløjen, men det var imod al norm, etikette og manerer, hvis hun tog emnet op.

[Deleted]

Hele hendes væremåde stod ham ukendt. De fornemme ord, den fine beklædning selv hendes mindste bevægelser syntes at være så fine og yndefuldt at det næsten virkede umenneskeligt. Men okay, Daarion tilbragte det meste af sin tid med mænd iklædt rustning, der osede langt væk af sved og havde tit mudder helt op til under ørene, så det var intet under at han slet ikke var vant til denne facon. Men det var netop grunden til at han fandt disse adelige væsner så fascinerende.
Han forsøgte at skjule et lettet suk, da det så ud til at hun ikke havde lagt mærke til hans sjuskede entré, eller havde valgt ikke at sætte spørgsmålstegn ved det. –”Fornøjelsen er min prinsesse” svarede han kort. Nok var han ikke ligefrem en gentleman og opførte sig bestemt heller ikke ligeså, men han vidste hvordan man talte til en Dame også selvom det meste af alt nok bare var en facade. Havde han stået foran enhver anden havde hans ord været mere ”borgerlige” og de havde bestemt ikke været fornem –”Navnet er Payne… Daarion Payne. De undrer dem nok over hvad jeg laver her” Forsatte han og kløede sig kort i nakken. Han forsøgte altid at sige sandheden, men så længe det ikke var forlangt af ham, gjorde en lille hvid løgn nok ikke det helt store –”Og jeg er Deres nye ledsager for i dag. Jeg er her for at underholde og beskytte Dem” løg han og smilede kækt og en anelse smørret. Først nu gik det op for ham, at hans sværd han altid havde hængende omkring sig manglede – ikke ligefrem en dygtig beskytter uden sit våben. Men han havde blot brug for en undskyldning for at være i nærheden af hende. Han så afventende på hende og håbede at han havde lydt oprigtig. I værste tilfælde ville hun sikkert blot le af hans tåbelighed hvilket han sikkert også kunne udnytte til hans fordel.

[Cateline Ó Riain]

Catelines blik hvilede afventede på manden, mens hun ventede et svar. I virkeligheden var hun ganske nysgerrig på at høre, hvad han dog ville hende, men hendes blik udtrykte ikke andet eller mere end høflig interesse. Hun vendte mundvigene en anelse opad, som en indirekte anerkendelse, da han returnerede hendes ord på bedste vis.
Hun hævede brynene blot en anelse op i panden, da han gættede på, at hun undrede sig over, hvad han lavede der - en bekræftelse i, at han havde ganske ret. Hun undrede sig meget over, hvad han lavede i paladshaven hos hende. De mørke øjne fulgte let hans bevægelse, da han løftede armen og kløede sig i nakken. Nej. Bestemt ikke adelsmand. Cateline var meget tæt på at komme til at le, da han afslørede grunden til, at han var der. Hun kamuflerede det som et slags host i stedet og løftede kort den ene hånd op til munden, da hun rømmede sig let for at klare halsen igen.
"Jaså?" bemærkede hun med et skælmsk glimt i øjnene. Hun kunne ikke helt skjule sin morskab, da hun kort sænkede blikket til omkring hoftehøjde. "Hvor er Deres sværd... soldat?" forhørte hun sig med påtaget undring, og hævede igen blikket til hans øjne. Hun var vant til at have... beskyttere. Normalt var de bare lidt bedre udstyret. Desuden var hun aldrig endnu blevet pådraget en vagt inden for kongsgårdens tykke mure. Med sin simple logik kunne Cateline snildt regne ud, at det i hvert fald ikke var derfor han var kommet til kongeborgen i første omgang.

[Deleted]

Nok var hendes ord få, men han havde på fornemmelsen at hun ikke var lige så let at narre. Pokkers også, kvinden var jo både lige så kløgtig som hun var bedårende. En kendsgerning han havde svært ved at sluge. Daarion kunne let falde for et kønt ansigt, og takket være et par gode gener kunne han derfor også let få hvilken som helst kvinde han måtte ønske. Men han måtte nok indrømme at denne kvinde var så godt som uopnåelig, men hvorfor så overhovedet prøve? Fordi hun er prinsessen af Det Frie Land? Han ville bestemt blive anerkendt, kunne han få en kvinde som hende til at falde for ham, eller blot fordi der var noget udsædvanlig spændende og nyt ved denne kvinde? Han kunne endnu ikke sætte en finger på det, men det gjorde ham blot endnu mere nysgerrig omkring hende og han måtte vide mere – hvem er hun egentlig?
Indtil videre havde han dannet sig et billede af hende som intet andet end en nikkedukke, pænt klædt på og plantet i haven – ja som en sjælden, smuk rose – men intet andet end et kønt syn, men tog han fejl? Hans nysgerrighed var altid den der havde ført ham ud i problemer, og denne gang stod han overfor ingen andre end selveste prinsessen, han vidste derfor at han måtte træde varsomt til, men han kunne ikke modstå en leg, hvilket han i dette øjeblik så hende som. –”De er ikke til at narre prinsesse. Det var måske ikke helt sandt da jeg sagde at jeg ville beskytte Dem, men det var sandt da jeg sagde at jeg ville underholde Dem” Han så sig kort omkring. Han havde aldrig forstået hvordan disse folk kunne leve bag så tykke, høje mure. Nok ønskede han selv at være adelig, men ikke inden for et bur som denne. Det gav ham en idé. En absolut tåbelig idé og hun ville højst sandsynligvis protestere. Det hindrede ham dog ikke i at prøve, så han holdte en udstrakt hånd mod hende og sagde –”Hvad med at De smider bogen fra Dem og kommer med mig? Der er noget jeg syntes De skal se” Han havde hævet begge øjenbryn og så afventende på hende. Hånden var stadig strakt ud mod hende i håb om at hun ville tage imod den og lade ham hive hende op fra sin plads på stammen. Hvad ville hendes næste træk blive? Opføre sig som den nikkedukke han havde antaget hende for, eller uvidende tage imod denne fremmed mands hånd? Han havde ikke givet hende mange valgmuligheder, og hun var nok ikke engang klar over at han overhovedet havde givet hende nogle, men dette var dog også en del af hans plan.

[Cateline Ó Riain]

Cateline lyttede opmærksomt til hans ord, selvom de ikke just overraskede hende. Naturligvis var han her ikke for at beskytte hende. Og han var her naturligvis heller ikke for at underholde hende - det var ganske enkelt et uheld, at han var kommet til at gå herud. Hun lænede sig en lille smule frem mod ham. "Og en halv sandhed må sandelig være bedre end slet ingen sandhed, ikke sandt?" fastslog hun lavmælt og med en lidt spottende mine lagt for dagen. Hun billigede ærlighed, måske fordi hun mødte så ufattelig mange uærlige mennesker i sin hverdag. Man kunne lige så godt sige sandheden fra begyndelsen, alt andet var jo ganske spild af tid. Og dog erkendte hun ofte, at hun var en anelse dobbeltmoralsk på det punkt. Det kunne aldrig falde hende ind at sige til en fed dame, at hun var fed. Men hvorom alting var, så bød hun afledningen velkommen. Hoflivet kunne være ganske ensformigt til tider, og selvom Cateline bed det i sig, så kunne hun ikke nægte, at det var dræbende kedsommeligt af og til. Hun længtes lige så meget ud, som hendes broder gjorde.
Hans anmodning vækkede nysgerrigheden i Cateline. Hun lukkede bogen sammen med et lille smæld, og lagde den fra sig på stammen, ved siden af, inden hun løftede hånden halvt, og tøvede. Det mørke blik hvilede vagtsomt på ham. Hun havde lært at være vagtsom, selvom hun som udgangspunkt troede det bedste om folk. Indtil det modsatte var bevist, kunne hun ikke tvivle på deres intentioner.
"De ved vel, at hvis jeg siger det mindste pip, varskoer jeg hele borgens bemanding?" bemærkede hun mildt og med et vurderende udtryk. Det var sagt lige så meget som en advarsel til Daarion, som det var sagt for at retfærdiggøre det for sig selv, inden hun lod hånden finde til rette i hans.

[Deleted]

Hendes ord havde ramt hans samvittighed. Indtil videre havde hvert et ord været løgn og at hun så kommenterede ham på det var blot endnu værre. Han følte sig som en bedrager, eller det var i hvert fald hvad hans samvittighed sagde han burde føle, men Daarion havde for længst overdøvet sin samvittighed, så hendes ord ramte ham ikke nær så hårdt som de egentlig burde. Derfor valgte han blot at sende hende et skævt smil som svar.
Han fulgte nøje hendes bevægelser, han havde håbet på at hun ville smide bogen fra sig og følge med ham, men han havde forberedt sig på at skulle bruge mere overtagelse end det, så det overraskede ham hendes hurtige beslutning for at smide den. Hendes tøvende hånd fik ham til at le kort men så lavt at det blot lød som et enkelt fnys. Han tænkte om hendes tøven betød at hun ikke stolede på ham. Hvilket ville være en klog tanke, for han havde sådan set ikke givet hende grund til at skulle stole på ham, tvæt imod. Hendes ord kunne dog ikke holde latteren tilbage, den var dog blidere end Daarion selv havde anlagt og der var ikke skyggen af hån at høre i stemmen. –”Vær De blot rolig prinsesse, hvis jeg var her for at skade Dem havde jeg medbragt mit sværd” Sagde han som lidt af en spøg og håbede at hans ord kunne give hende en lille form for tryghed, selvom han vel egentlig ikke behøvede et våben for at skade hende hvis det virkelig var hans hensigt.
Det gav et ubemærket sæt i ham da hun lagde hendes hånd i hans. Han havde forstillet sig at hendes hånd ville føles som marmor mod hans hud, så den varme følelse fra hendes berøring kom helt bag på ham. Han havde virkeligt fejldømt hende, eller måske var det ikke blot hende men måske endda alle adelige. Hendes hånd så skrøbelig og lille ud, liggende i hans, og han følte en form for magt ved blot denne sølle kontakt. Han kunne lige så let knuse hendes hånd som han kunne skåne den. Det gik op for ham at han havde ladet tankerne få overhånd og han havde derfor ikke reageret i et kort, men bemærkelsesværdigt sekund, så han lukkede forsigtigt hånden omkring hendes og hjalp hende op fra stammen. Det var tidspunkter som disse at han var taknemlig over at mennesker ikke var født tankelæsere. Hvad folk dog ikke ville tænke kunne de få bare et smugkig af hans tanker.
Han kiggede sig omkring, og kiggede derefter mod skyerne. Alt passede perfekt, solen var så godt som ved at sænke sig og det varede ikke længe før det ville begynde at blive mørkt. –”Hvis De blot vil følge med mig” Sagde han og nikkede mod et højt træ der stod plantet i haven. Han havde svært ved at kontrollere smilet på hans læber som havde strakt sig op på hans kinder. Et smil der mindede om en dreng på 5 år der udelukkende var ude på ballade. Daarion havde aldrig rigtig været god til at skjule hans følelser og de sad derfor tit på ydersiden af tøjet. Noget som hun sikkert ville bide sig mærke i, men det bekymrede ham ikke.

[Cateline Ó Riain]

Cateline sendte ham et ’godt ord igen’-blik, da han påpegede det manglende sværd endnu engang. Han havde en pointe, såvel som hun havde haft det for et øjeblik siden. Og dog var hun stadig ganske vagtsom. Korrekt, han havde intet sværd - men Cateline vidste udmærket, at han ikke behøvede et for at gøre hende skade. I sådanne henseender var hun forsvarsløs, fuldstændigt blottet. Prinsessen havde aldrig rørt et sværd. Hun havde aldrig løftet et hvilket som helst våben, foruden sin egen synål. Forstand på håndgemæng havde hun ej, endsige nok fysisk styrke til at kunne hamle op med en almindelig soldat.

Cateline betragtede eftertænksomt hans reaktion, da de rørte hinanden, og det efterfølgende lange sekund, hvor der intet skete. Hun havde bemærket det spjæt, det gav i ham, og undrede sig. Hvad mon han havde forventet? Hun var vel et menneske af kød og blod som de fleste andre. Det var svært at tro, når man så på Cateline, der til stadighed fremstod som uskyldigheden selv, at hun ville udvikle sig til en yderst varmblodet kvinde - ja, hun havde ej heller selv fundet ud af det endnu, men det ville med garanti være et kæmpe chok for hende. Hendes hånd var som altid let, og vant til at blive ledt frem for at lede. Der var en skærende kontrast imellem hendes hånd, og så den hånd, der lukkede sig om den. Catelines hænder havde aldrig været i nærheden af at se en hård dags arbejde, så hans håndflade føltes meget ru imod hendes hud, men ikke ubehagelig.
Cateline kom på benene lige dele ved hjælp af Daarions hjælpende hånd, og sine egne kræfter.

Hendes blik hvilede vurderende på det høje træ i et langt øjeblik, mens hun i virkeligheden blot lige skulle tøjle sig selv, så hun ikke brød ud i ukontrollabel latter. For selvom hun havde en både lys og perlende latter, så var det sig ikke passende at le på den måde i et fremmed selskab. Cateline gik ud fra, at han mente, de skulle op i træet.
”Hvordan, om jeg må forhøre mig, har De præcist tænkt Dem, at det skal gå for sig?” spurgte hun, idet hendes blik vendte tilbage til soldaten. Selvom hun ikke havde leet højt, så sad latteren i hendes øjne - det gjorde den altid. Men det var et ganske ærligt spørgsmål. Først og fremmest var hun langt fra klædt på til at klatre i træer - og hun var trods alt en ung kvinde, så hun havde ikke lyst til at ødelægge sin kjole, selvom hun blot behøvede at vifte lidt med lillefingeren for at få skræddersyet en ny. Desuden havde hun ikke klatret i træer, siden hun var en ganske lille pige. Det blev ret hurtigt indprentet hende, at en prinsesse ikke klatrede i træer. En overgang havde de dog fundet ud af, at de kunne kravle direkte ud i træet gennem vinduet til deres egne gemakker, så det havde de benyttet sig af af og til. Indtil hun var blevet var gammel til den slags unoder.
Det gavtyveagtige smil på hans læber smittede, omend Catelines smil var mere stilfærdigt, og en anelse genert.