Et fristed - Roy Ó Riain

[Cateline Ó Riain]

Catelines sind var lyst, da hun bevægede sig igennem børnefløjen. Der havde været en snert af forår i luften siden morgenstunden, og noget blandt andre, der kunne løfte Catelines humør, var en blå himmel og en strålende sol. Hun kunne have slået armene ud og sunget højt, men holdt sig ganske fornuftigt i skindet. Det nærmede sig middagstid nu, og mange af de små pjok i børnefløjen havde brug for en lille lur her midt på dagen. Det var dog ikke alle, og lyden af barnelatter nåede Catelines ører. En lyd, der ikke kunne andet end at bringe et smil frem på hendes læber.
Nogen unge børn viste sig ude i korridoren, fuldt optaget af at drille hinanden, indtil de fik øje på den unge prinsesse. Catelines smil blev ikke mindre, som hun tog en dukke fra en af drengene og i stedet afleverede den tilbage til pigen, der tydeligt var utilfreds over, at de havde taget dukken fra hende. Det var en handling, der var så naturlig for hende, at hun end ikke skænkede det mange tanker. Det var ikke sjældent, at Cateline blev set i børnefløjen. Hun holdt af at komme der, fordi hun holdt af børnene og deres ukomplicerede natur, og fordi hun nød det frirum, som det kunne give hende i løbet af dagen.

Både Cateline og hendes søskende var selv opvokset i disse kamre, i hvert fald indtil de blev en vis alder. Minderne derfra var gode. Hun var sikker på, at hun ind imellem havde været lige så irriteret og sur på sine søskende, som den lille pige havde været på drengene. Det var det lod, man måtte bære, når man var den yngste. Cateline smilede for sig selv. Men hun havde nu også forstået at rotte sig sammen med søsteren, og derved gøre fælles front mod Wilmot. Søskende var dømt til at hade hinanden noget så inderligt, bare engang imellem. De ansatte i børnefløjen blev også valgt med omhu. De skulle nære en naturlig og oprigtigt glæde ved børnene, ellers ville det blive en sur pligt - både for børnene og for den ansatte.
Catelines opmærksomhed blev afledt, da en lille dreng rejste sig op ved hjælp af hendes skørter. Hun skældede ikke på ham, men bøjede sig i stedet ned og tog ham op med ordene 'Jamen goddag lille mand'. Var det en lille adelsmand, eller var det kokkepigens søn - det var ikke til at sige. Cateline satte drengen på hoften, som hun gik ind i lokalet, hvor han egentlig hørte til. Der tog hun ham med hen til vinduet, så de kunne se ud på vandet. Drengens uforståelige pludren, hans åbenlyse fascination af Catelines hår og det faste tag, han havde i hendes ene finger, var alt sammen med til at charmere hende fuldstændig.

[Roy Ó Riain]

Han gennemgik altid borgen når han var der. Hver dag. En runde. Ridderne skulle se ham, væbnerne, pagerne. Kongen skulle ikke være en privat mand eller et særsyn. Han skulle være folkelig og nærværende. At han ikke kunne være det, at hele riget var hans familie, at så mange ville have hans opmærksomhed hen på 'de vigtige' problematikker.
Men hvem bestemte om det var vigtigst at bedømme damers benklæde tykkelse, frem for manglen på fisk?
Roy rystede på hovedet og hjalp en dreng med at binde sit snørebånd. Det var der han fik øje på Cateline. Hun havde ryggen til, og et barn i favnen. Og måske grundet hans position på gulvet og trivielle klæder så hun ham ikke.

Han bankede let på døren for ikke at forskrække hende. Der var et varmt smil inde i skægget og hans øjne lyste ved hans datters åbenlyse omsorg. Hendes glæde ved at lille barn hang på hendes hofte, også selv om hun højst sandsynligt ikke kendte det.
Han gjorde et løst buk, en vittighed, for det var alt andet end nødvendigt.
"Jeg er ked af jeg ikke var ved morgenbordet."
Men han var som regel oppe længe før nogen af de andre. Træning, øvelser, afvaskning. Han havde så sjældent tid til at sætte sig ned når de andre var klar, for han var allerede videre i programmet. Men det var der, til måltiderne at han kunne se sin familie, i deres travle hverdag. Med børnenes alder var det kun blevet værre, de havde andre ting for end være til rådighed når han havde tid. Og det smertede ham. Han elskede dem så højt.
Men så krammede han barn og datter, kyssede hendes kind.
"Har du haft en god dag?"
Han trykkede barnet på næsen. Lo og lavede en pruttelyd med munden.

[Cateline Ó Riain]

Både Cateline og drengen reagerede på, at der blev banket på døren. Drengen vred nakken helt rundt for at se, og Cateline befriede ham fra dette, ved at vende sig helt om. En let rynke kunne ses i hendes pande, fordi hun undrede sig, men den forsvandt, da hun så, hvem det var. Et genkendelsens smil viste sig på hendes læber, lige så mildt og blidt som altid.
"Tænk ikke på det. Vi ved, du ønsker at være der." Cateline mente sine ord, men var samtidig ikke i stand til at skjule for ham, at hun længtes efter at se ham noget mere. Havde hun ikke haft den lille dreng i armene, så var hun faldet ham om halsen med det samme. Usædvanligt havde det end ikke været, nej, det var kun naturligt for Cateline at reagere på den måde. Både kram og kys blev returneret så godt som muligt, med et barn imellem dem.

"Mmhm." svarede hun i første omgang, blot en bekræftelse af, at hun havde haft en god dag, mens hendes blik lyste af fornøjelse over farens opførsel overfor barnet. "Jeg har læst. Jeg har øvet mig på harpen. Jeg har talt med de rette mennesker." Hun smilede let imellem ordene, en tilkendegivelse af, at hun ikke tog det så tungt alligevel. "Nu er det tid til leg, ikke sandt?" De sidste ord blev sagt til drengen, der i det samme gabte, og Cateline lo sin lyse latter. "Eller måske en lur. Det kunne heller ikke være helt skidt." Hun vuggede ham let fra side til side, som han sad der og puttede sig. Cateline var kommet i en alder, hvor hun begyndte at længtes efter at få sine egne børn. Det overvældede hende ind imellem, når hun kom ned i Børnefløjen, og så måtte hun slå sig selv oven i hovedet og sige, at der var tid nok. Masser af tid. Frem for alt krævede det nu engang en husbond også. Og dertil, der var hun alligevel ikke helt nået, selvom hendes blik hvilede om end kortvarigt på hver eneste ungersvend ved hoffet, og også de, der ikke var helt så unge. Hun foretrak at gå ind til tingene med åbent sind, og derfor udelukkede hun intet fra begyndelsen. Meget kunne ske.

Hendes opmærksomhed blev vendt fra barnet, som hun dog fortsatte med at vugge, helt ubevidst, og tilbage til sin far.
"På den daglige runde, forestiller jeg mig?" forhørte hun sig muntert. Hun kendte til nogen af sin fars vaner. Og hvorfor ellers befinde sig ved børnene? Der var næppe nogen af dem, der havde indflydelse på noget-som-helst. Dertil var de alle endnu for få somre eller vintre. Dog forestillede hun sig også, at hendes far havde brug for at afbræk i løbet af dagen. Nøjagtig, som hun selv havde, skønt hans hverv var så meget desto mere krævende. Cateline skulle mest se pæn ud.

[Roy Ó Riain]

Roy nød også at se datteren med barnet. Hvordan hun havde en naturlighed omkring dem som den yngste i en flok sjældent havde, fordi de ikke var omgivet så meget af børn. Men alligevel var hun så naturlig.
Han satte sig ned på en stol og sukkede af velbehag. Men alligevel var han ked af at hun følte det var sådan hendes dag havde været. Så lidt morskab. Så lidt liv. Alt sammen var kasser og orden og det ønskede han ikke for nogen. Det skulle være frihed og liv. Især når man var så ung.
"Min daglige runde, så har jeg tid til at tænke og nyde livet lidt. Andres liv. Hvad med dig kæreste, for du levet dit eget liv."
Han rejste sig igen og gjorde en krybbe klar. Han var vant til omgangen med børn. Faktisk var Roy bare vant til alle aldre, men børn var nemme. De gav bare kærlighed hvis man opførte sig ordentlig.
Mens Cateline var et ordentligt menneske. Hun var det mere end nogen anden han kendte. Måske ikke mere end Gisella, men Roy var sikker på at Cateline i bund og grund gerne ville være som sin storesøster og smide tøjet til et offentligt arrangement en gang imellem.