Odo Nord

[Deleted]

Odo Nord

"Den sandeste form for visdom, er rendyrket viljestyrke"

KALDENAVNE: Odo kaldes mange ting, blandt andet "Kæmpe", "Jernnæve", og "Ildskæg", men er langt oftest kendt bare som "Røde" både i omtale og tiltale.
ALDER: Røde er 26 somre, kunne dog godt ligne en på en håndfuld mere.
RANG: Røde er leder af sit eget kompagni af frivillige soldater, "Den Blå Brigade". Han er ret beset borgerlig, selvom det er et faktum Røde søger, at lave om på.
BOPÆL: Røde, eller Odo Nord, er oprindeligt fra Valendras i Norden. Røde har ingen fast bopæl, da han konstant rejser rundt med sit kompagni. Han overnatter oftest på lokale beværtninger eller hos taknemmelige og gavmilde lokale.

"The Devil Wears Prada"

UDSEENDE: Det mest umiddelbart iøjnefaldende ved Røde, er hans størrelse. Den unge mand måler 187 centimeter, og er således højere end langt størstedelen af rigets befolkning. Dertil kommer et par brede skuldre og særdeles maskulint antrit, altid med brystet skudt frem og armene let til siden. Samtlige af Rødes muskler er hærdede først af mange timer med hårdt fysisk arbejde som træl, og sidenhen konstant træning og motion i hæren og eget kompagni.
Røde har, som navnet indikerer, skulderlangt, rødt hår fyldt med slangekrøller med dertilhørende rødt fuldskæg. Ansigtet er vejrbidt og huden let læderagtig af det konstante, årelange arbejde udendørs. Øjnene er blå og sidder under fremskudte øjenbrynben og buskede, røde øjenbryn. Samtlige af ansigtets træk er veldefinerede, fra den spidse næse til de begyndende rander under øjnene.
FACECLAIM: Tony Curran.

"You Never See The Opposite Side Of The Moon"

KAN LIDE: Klare linjer, ærgerrighed, etik og moral, ærlighed, at lede, at blive æret og respekteret, loyalitet, alle de han kalder sine venner.
KAN IKKE LIDE: Dumhed, mangel på tolerance, aggressivitet, mangel på respekt, dårlig opførsel, uansvarlighed, illoyalitet, grådighed.
PERSONLIGHED: Røde er en mand der er let at forstå, da hans ønsker ikke forbliver usagt og ofte er ganske simple. Han formulerer sig alt efter situationen og fungerer i næsten alle sammenhænge. Aldrig kort for hovedet, altid velovervejet og fyldt af en indre gnist til, at bevise sit værd. Mild af sind men ofte voldsom af handling, er hvordan han ofte ville beskrives. Røde hjælper altid de omkring sig, som han kan komme til. En skilling eller to, lidt fysisk arbejde - han får det altid bedre af, at hjælpe de der står i en sværere situation end ham selv.
Den unge mand ser op til de adelige, i hvert fald de af dem, han betragter som ærefulde, og søger at følge deres eksempel. Han tager hånd om hvad han kan, når han kan. Taler næsten aldrig bramfrit, men lægger alligevel aldrig skjul på noget.
Frem for alt, så ved man altid hvor man har Røde. Han er hvor han har sagt, at han vil være, når han har sagt, at han vil være der.
Røde sætter intet højere end sin egen ære. Han ville ikke bryde med sin egen moral for noget i denne verden, aldrig. Han lever for, at lade hvad han opfatter som retfærdighed, ske fyldest, og opnå den status han kan, imens han hjælper med dette.
I sit kompagni leder Røde ved eksempel. Han er ikke bare den strategiske leder der trækker sig tilbage og udtænker planer: Han deltager i al træningen, træner hårdere og længere end størstedelen og går altid forrest, både i kamp og i sine soldaters forsvar.
RYGTE: "Røde spiste andre børn da han var helt lille, hvilket er grunden til hans størrelse", "Røde er en adeligs uægte barn", "Røde havde engang kone og børn, men forlod dem, da de ikke ville med ham rundt sammen med kompagniet", "Røde blev smidt ud af hæren fordi han tog kommandoen over sin deling fra en ridder", og så videre, og så videre. Der er utallige.

"My History Made Me Who I Am Today"

SLÆGT: Inden der gås i dybden med Rødes personlige historie, så bør "Nord" slægten kort forklares. "Nord" har, som navnet antyder, altid boet i Norden - primært i eller omkring Valendras. "Nord" blev kendt som "Nord" fordi fader og søn af en bestemt generation begge var... Uheldige, med deres omstændigheder. Sønnen stammede, hvor faderen havde fået tungen skåret ud af en Snaphane og talte underligt. "Nord" kunne de dog begge sige, sådan nogenlunde, og faderen som ikke talte meget, pegede ofte. "Når han peger, så peger han altid mod Nord", sagde de. Sønnen var enig, N-n-nord. Da blev det så, foruden det faktum at fader altid gav søn et let, kort navn, at slægten blev kendt som Nord. Et andet også særdeles fremstående kendetegn ved slægten, er deres ildrøde hår. Døtrene har ry for, at være særdeles ulig deres maskuline modstykker. Stædige, intelligente og hårdføre, var deres ry, og for de som brød sig om hårfarven, blev de også tit beskrevet som værende vidunderligt smukke.
Dette har forårsaget, at kvinder der ligger med Nord mænd, ofte kun får børn indtil de får en datter - ingen ønsker sig en Nord-dreng som søn, hvorimod ikke mange ville sige nej til en Nord-datter. Jo færre sønner jo bedre - og når først man har fået sig en datter, er der ingen grund til, at risikere mere.
Udover det, så har Nord slægten altid, med få udsving, været meget høje. Den højeste var Rødes faders, faders fader, Col, som målte næsten utrolige 200 centimeter. Han var en kæmpe, sagde man, og ligeså dum som han var lang. Hvordan mændene blev ved med, at få kvinder, var ikke så underligt. Nok har Nord-drengene altid været store og dumme, men de har aldrig været svage eller bange. Der er ikke altid lige mange at vælge imellem, og kvinderne håbede bare ofte på, at deres Nord gav dem døtre og ikke sønner. 

I nyere historie, så bør det nævnes, at Rødes far, Daw, engang faldt i søvn under en vagt ved et af fadehusene... Naturligvis på en nat, hvor snaphanerne angreb. Daw havde yndet gerne at holde sig vågen, men det lykkedes bare ikke, som ting sommetider ikke lykkedes mænd, når de er Nord. Daw blev, til ingens overraskelse, afskediget af vagtkorpset umiddelbart derefter.

BAGGRUND: Røde er født og opvokset hos fader Daw og moder Etheldred. Det var hårdt, da midlerne ikke rakte særlig langt. Faderen var vagt i byen hvor moderen gik hjemme og holdt hus. Røde var et årvågent barn med mange spørgsmål, stor nysgerrighed og masser af gåpåmod. Det var ikke velkomment, for det første fordi han var af lav stand og skulle kende sin plads og desuden fordi han var en Nord, og nok hellere måtte lære, at holde sig selv oprejst inden han skulle bryde hovedet med spørgsmål om farver, professioner, stillinger og håndværk. Tiderne var hårde, men ikke så nådesløse som omgivelserne.
For Rødes et år yngre søster, Rohesia, var situationen ganske anderledes. Han voksede op i spot og skam hvor hun voksede op i ligeværdighed og anerkendelse. Allerede fra de var helt små bemærkede han det, hvilket gjorde ham uendeligt vred og frustreret, hvorfor han blev mere indelukket, mere reserveret og derfor blot endnu mere hånt.
Røde vendte sin vrede imod omverdenen. Han begyndte at, at stjæle. Det var kun retfærdigt, tænkte han, når de ikke gjorde andet end at håne ham, så skulle han nok vise dem hvad han kunne. Han blev opdaget. Ikke første gang, men Røde blev mere og mere dristig - det kunne ikke undgås. Han skulle blive træl, ikke mere end otte år gammel, lille og spinkel. Han kom i tjene hos en adelig, ikke bare hvem som helst, men selveste Gortthôr. Hvem skulle han tjene? Jamen Famke selvfølgelig; en pige på fem somre. Røde kunne ikke læse, kunne ikke skrive, havde meget begrænset viden om samtlige ting han kunne tænke på, hvad kunne han egentlig? Tja, han kunne jo lyde den unge frøkens ønsker. Han måtte hente ting hun havde brug for, når hun havde brug for dem. Hjælpe hende med hvad han kunne, når hun bad ham om det. Derudover lavede han også en masse husligt arbejde uafhængigt af Famke, da hun ikke just havde opgaver til ham hele tiden. Røde hadede det og forsøgte flugt indenfor det første år. Yderligere fem år i tjeneste. Det var ikke noget at gøre, og langsomt forenede drengen sig med tanken om, at han ikke kunne afhjælpe situationen. Det betød, at Røde langsomt kunne begynde at sætte pris på ting der skete, ting han lærte, folk han mødte. Fra andre tjenestefolk til de adelige selv. Han lærte også, at sætte pris på Famke mere og accepterede sin plads.
Årene gik og Røde der var startet som splejset og spinkel var hurtigt høj og bred. Han vandt mere anseelse, omend det ikke sagde meget, blandt de andre. Famke forbarmede sig over ham. Røde lærte, at betragte den unge frøken som en ven, selvom hun var langt over hans stand. Om hun syntes han var en ven, eller blot en hun kunne lege med og kommandere rundt med, har han aldrig været sikker på. Hvad Røde dog ved er, at Famke lærte ham at læse, noget han er hende uendeligt taknemmelig, ligesom hun lærte ham basal regning og fortalte ham historier han aldrig før havde hørt - og det var kun toppen af isbjerget. Utroligt, tænkte den unge mand, så lærde som de adelige var. Langsomt blev den unge mand indlemmet som et respekteret element af tjenestefolkene, især grundet hans størrelse, hvorfor arbejdet hurtigt blev mere fysisk krævende. Han blev behandlet med en form for venlighed, tænkte han. De vidste godt, at han stod under dem, men alligevel satte de pris på ham for hans kunnen. Det var den største gave de kunne have givet den unge mand - og det tændte end gnist der sidenhen aldrig er blevet slukket, men blot blevet til en altopslugende flamme der driver Røde fremad hver eneste dag. Han ville være som dem, være ikke bare klog, belæst, lærd men også retfærdig, godmodig, venlig og stærk. Han forsvarede de adelige når han kunne - sommetider var andre tjenestefolk utilfredse. Røde vidste godt, at de ikke ville handle på deres ord, men som han så det, så blev hans ære krænket når Famkes blev det, når hendes faders blev der, eller der blev talt ilde om deres slægt. Hvis trællen forsvarede dem, hvem skulle så være imod? Tjenestefolkene var ikke altid enige med Røde, men satte pris på hans urokkelige væsen.

Drengen blev en ung teenager - og blev, med regelmæssige måltider, højere end alle de andre, med brede skuldre og ganske muskuløs. Røde fik sin første kæreste, en ung tjenestepige. Sommetider lod de adelige ham endda træne med våben, omend af træ, når der ikke var nogle opgaver der krævede hans umiddelbare opmærksomhed. Ligeledes lærte Famke stadig fra sig, så godt hun kunne, ligesom Røde absorberede alt han kunne fra sin dagligdag derudover. Den unge mand lærte en masse ting, teoretiske som praktiske. Han vedligeholdt våben som heste, lærte om rigets historie, slægters historie og meget andet. Han var enormt misunderlig på alle de adelige drenge der kunne blive riddere, da det var blevet hans drøm. Det var dog ikke med vemod, at Røde misundte dem - han kendte sin plads og vidste, at han måtte kæmpe hårdere for, at opnå status i livet. Han vidste, at han ikke kunne være afhængig af andre, men kun af sig selv. Han ville vise dem, at han kunne være så god som dem - og selvom det måske aldrig ville lykkedes, så ville han prøve. Det var hans mål. Han ville være ligesom disse adelige. De kunne det hele, tænkte han, havde adgang til det hele. Han ville blive som dem en dag og så ville han hjælpe folk som var, som han selv havde været.

Som sekstenårig måtte den Røde ambivalent forlade tjenesten. Han havde oprigtigt sat pris på alt hvad han havde lært, men vidste også, at han nu måtte gå sine egne veje. Det var en dreng der var kommet i tjene og en mand som forlod den. Han forlod hvad han betragtede som venner og bekendte. Forlod Famke der havde lært ham mange, mange ting. Hun var kun tretten og anede ikke hvor meget hun havde betydet for ham, tænkte han. Hvad der var småting for hende, var verdens-forandrende for ham. Uden et moments tvivl lod Røde sig hverve af Kongens hær.
Han kom af tvivlsom baggrund, træl i otte år - hvad kunne han og var han at stole på? Om det var Rødes højde og drøjde der gjorde det ved han ikke, men han kom ind. Måske hæren bare manglede mænd. Røde rejste og kæmpede med hæren i fire år, blev aldrig til mere end fodsoldat - for sådan var reglerne jo, men han vandt respekt. Det var med æren i behold og en masse erfaringer, at Røde forlod hæren igen sammen med flere nye venner; og med en plan. Hæren havde lært den unge mand mange ting. Han havde trænet timevis med våben, var blevet god med dem, men det var ikke der den største ændring var sket. Først og fremmest, så havde Røde indset, at han måtte spille lidt udenfor reglerne, hvis han ville nå sit mål. Han var blevet inspireret af sin delingsfører og ville emulere ham, bare uden, at være bundet op af så mange regler og uden mulighed for avancement i graderne.
Sammen med fem andre, Aron, Cairn, Ralf, Taeryn, og Nicholas gik Røde ud af hæren og skabte sit eget kompagni. Han stod i spidsen, var lederen, ikke fordi han var belæst, stor eller god med våben - men fordi han var fuldkommen ukuelig, beslutsom og snarrådig. Kompagniet hed, og hedder stadig, "Den Blå Brigade". De var bare seks fodfolk, men alligevel våbenvante nok til, at kunne gøre en forskel i små landsbyer rundt omkring. De løste enkelte problemer, problemer for små til kongens hær og for langt fra de større byers vagter. Frivillige meldte sig til. Røde udvalgte med omhu, da ikke alle hverken ville være istand til, at kunne klare det, eller var af den rette støbning. De var ikke lejesoldater eller lovløse. De var et kompagni hvis eneste formål var, at hjælpe den menige mand. Snart talte kompagniet over tyve mand stærk. Røde var den ubestridte leder, og han elskede det. De lokale tilbød altid kost og logi, når de kom forbi, og han følte sig virkelig værdsat, som om han gjorde en forskel. Kompagniet påtog sig sværere og sværere opgaver - også nogle gange de som vagterne eller hæren ellers var blevet tilkaldt for, før de gjorde det. Røde gik med formodningen om, at hæren og de adelige ikke ville sætte sig imod hans kompagni, siden han aldrig var dem til last - snarere tværtimod. De, Røde såvel som mange af hans soldater, blev snart tilbudt, at komme i flere adeliges personlige hære. Flere faldt fra af disse grunde. De gjorde godt i den Blå Brigade, ja, men tjente ikke så godt.
Røde, Aron, Cairn, Ralf, Taeryn og Nicholas holder stadig gejsten oppe den dag idag. Kompagniet tæller lige over 50 mand, foruden de seks, meget nøje udvalgt - endda næsten to håndfulde kvinder. Soldaterne er i delinger på ti, med en delingsfører derudover, og Røde i spidsen for det hele. De er ikke på farten hele tiden, det lærte Røde hurtigt ville gøre mændende utilfredse, og da der ganske enkelt ikke hele tiden er opgaver, så er der ofte fri - særligt om vinteren, naturligvis.
FREMTIDSPLANER: Røde drømmer om, at blive slået til ridder. Han ved, at det er en latterlig drøm, men han vil ikke bare være ridder, han vil være adelig. Et yderligere, men særligt relateret, ønske er, at Røde vil giftes ind i en adelig familie.

"No Returns. No Exchanges."

MODER: Fru Etheldred Nord, 43 somre, hjemmegående kone. Røde har aldrig brudt sig meget om nogen i sin familie, særligt ikke moderen der altid åbenlyst favoriserede søsteren. Han blev sendt hjemmefra som otteårig og har hverken savnet eller set hende siden.
FADER: Hr. Daw Nord, 45 vintre, forhenværende vagt, nu udsmider og hjælper på en kro. Røde har altid haft ondt af sin fader, når han har tænkt tilbage. Som barn havde han ikke meget tilovers for den ofte handlingslammede mand, men med årene har han set hvordan profetien omkring Nord-slægten er blevet særdeles selvopfyldende med tiden. Røde tænker ofte på, hvordan hans fader har det.
SØSKENDE: Fru Rohesia Smed(née Nord), 25 somre, hjemmegående, gift med en særdeles succesfuld smed og har fem børn. Røde har altid været misunderlig på sin søster, og ikke på den gode måde. Hun blev behandlet som om hun var bedre end ham og begyndte også, at opføre sig derefter. Han hader hende ikke, men har ikke skænket hendes ve og vel en tanke i mange år.
BØRN: Ingen, selvom det godt kunne have været tilfældet.
CIVILSTATUS: Alene. Røde stiler højt, måske også for højt.