Liv på havnen [Carl]

[Destrian de Warenna]

Tilhørende den mere neutrale del af De Warenna-slægten, var det ofte smart at holde relationerne til begge sider ved lige. Det hele handlede om magt og sikkerhed og det var tydeligt, at nogle gik mere op i det end andre. Destrian var kun rejst til Platinøerne, fordi det var forventet af ham. Hans familie var inviteret af en gren af slægten Day og det ville være ganske uhøfligt at takke nej, eller ikke dukke op. Om det så var grundet en stram opdragelse, eller om det simpelthen var bare for ikke at skulle møde konsekvenserne af ikke at møde op.. Ja, det var uvist. Det var nok mest det sidste, selvom det naturligvis aldrig ville være den forklaring han ville give, hvis det utænkelige skete, at han blev spurgt.

Han var kommet med skib, hvilket nu engang var den eneste måde at komme til Øerne på. Turen havde føltes uendelig, selvom den næppe havde varet længere end normalt. Nu var det ikke så tit han havde aflagt Platinøerne besøg og han havde faktisk glemt hvordan rejsen var. Han brød sig ikke om at være på havet, der var for meget under ham, som han ikke kunne se. Det skræmte ham ikke at vide, hvad der lurede i havets mørke dyb. Men nu var turen overstået, solen var ikke gået ned endnu og der var liv på havnen. En perfekt stemning at blive en del af og så var det faktisk et ganske fint syn. En god blanding af handelsfolk, sømænd og rejsende. Det interessante var også, hvordan man kunne se en blanding af adelsfolk og ganske almindeligt borgerlige. Selvom han ikke gik i prangende tøj, var det nok ikke svært at spotte, at Destrian tilhørte et fint navn. Godt nok bar han en sort kappe, der ikke tiltrak meget opmærksomhed. Til gengæld var den af ganske fornem kvalitet. Ligesom resten af hans tøj. Han forsøgte dog at forholde sig rimeligt anonym, som han bevægede sig længere ind på fastlandet, væk fra skibene og havet.

[Deleted]

For engangs skyld var Carl ikke på øen, fordi han var stukket af, men fordi hans far havde nogen ærinder på øen, og han havde fået lov til tage med, i det håb om at møde sin nye veninde her fra øen, men han vidste også godt han ikke måtte tage væk fra havnen fordi hans far ikke ville have dette, men Carl var som altid hammerende ligeglad, han tog bare straffen bagefter, eller ikke helt ligeglad, men hvaaaaad, sådan var det bare at være en ballademager.

Carl havde udset sig et ofre for drillerier stige af en båd og komme gående ned at broen ud i vandet, han havde en sort kappe på, han lignede en af de fine mænd, han kendte ham ikke, men mon ikke han kunne tage lidt sjov, Carl samlede hun små dog ikke så små at de næsten ikke kunne ses, nej en perfekt størrelse til at kaste efter folk . han listede om bag ham og gemte sig bag nogen kasser da han kastede den første sten, i håb om at ramme ham i baghovedet, han fnøs og gemte sig hurtigt bagkasserne da han havde kastet stenen.

[Destrian de Warenna]

Det skiftede lidt, hvordan Destrians sind reagerede. Nogle gange lukkede han sig mest inde i sig selv når han var helt alene, andre gange gjorde han det mere, når der var mange mennesker omkring ham. Han havde det med at se hvad andre ikke så, skygger, der flygtede for synet af ham, lys i det fjerne, der strålede. Det kunne være hvad som helst. Nogle gange forestillede han sig, hvordan hidtil ukendte væsner fløj rundt i luften. Men så var det som ofte, at et eller andet tvang ham tilbage til virkeligheden - eller.. Til den del af virkeligheden alle andre syntes at befinde sig i. Hvor langt han var nået at gå, var han ikke selv klar over. Heller ikke hvorvidt han var gået i den rigtige retning. Han havde ikke haft et mål, som han bare havde ladet tankerne tage overhånd, men så blev han også revet væk fra dem. Noget ramte hans nakke og han vendte sig hurtigt om. Forskrækket, dog ikke panikken. Det kunne han lige så nemt være blevet.
"Ja?" sagde han, som var han blevet tiltalt. Den eneste reaktion han fik, var en mand der passerede ham og sendte ham et undrende blik. Da slog det ham, at han måtte have snydt sig selv - på en eller anden mærkværdig måde. Med et suk vendte han sig igen og trak kappen tættere omkring sig, inden han igen begyndte at gå. Nu mere opmærksom på hvor han var på vej hen.

[Deleted]

Carl så hvordan manden vendte sig rundt, han hørte endda hvordan han sagde " ja " han grinte og slå sig selv på lårene inden han listede videre tættere på manden og et sted at gemme sig inden han igen kastede en sten, han fniste gemte sig hurtigt bag ved en stor mand der stod og solgte nogen fisk, dog lod han ikke som om han gemte sig men at han kiggede på fiskene, for ikke at tiltrække sig opmærksomhed.


Carl listede væk fra manden og kastede sig endnu en sten mod manden. hvor efter han løb over på den anden side og gemte sig bag nogen store trækasser i håb om at manden ikke nåede at se ham, han sad med ryggen til menneske mængden og grinte og sagde " sikke et fjols, han er da godt nok for nem " sagde han grindende ikke vildt højt men højt nok til at hvis man stod tæt på at man kunne høre dette.

[Destrian de Warenna]

Han nåede ikke at lukke af for omverdenen, før endnu en ukendt genstand ramte ham. Denne gang lidt længere nede ad ryggen, men stadig tydeligt. Det kunne ikke være tilfældigt. Eller kunne det? Folk sagde, at han forestillede sig ting. Måske det netop var hvad han gjorde lige nu. Forestillede sig, at nogen ville ham noget.. At noget ville ham noget. Hvad end det var. Han tvang sig selv, til at prøve på at lade være med at tænke over det, men det var umuligt. Det gjorde ham nervøs, af en eller anden grund. Måske det bare var dagens sindstilstand, der hylede ham ud af den. I hvertfald bukkede han hovedet og tog en dyb indånding. Han var standset op, mens han havde tænkt og måtte nu lige sætte sig selv igang igen inden han overhovedet var i stand til at gå. Et skridt ad gangen. Efter få skridt føltes hans gang naturlig, men da blev han ramt igen. Lige i baghovedet, som han dernæst tog sig til og vendte sig igen. Folk omkring ham lod ikke til at bemærke noget, i hvertfald fortsatte de bare deres erinder. Destrian selv var dog blevet overbevist nu, om at der var en eller anden der ville ham noget. Derfor søgte hans blik.. Ja, hvad søgte det egentlig? Han anede ikke hvem eller hvad det var han skulle finde.

[Deleted]

CArl grinte og kiggede ud og så hvordan man kiggede rundt, han fniste højlydt og listede ud fra kasserne da manden var på vej til at vende sig rundt for at gå videre. Carl gik over til endnu en fiskehandler, hvor han spurgte " har du ikke nogen fiske hoveder jeg må få ?" spurgte han stille og smilede og holde hele tiden øje med manden hvor han var, så han ikke blev væk fra ham. folk var nu begyndt at ligge en smule mærke til denne mand vendte sig rundt for at kigge bagud. Carl fik nogen fiske hoveder af fiskeren og smilede, han havde intet imod at røre ved døde fisk, han kunne faktisk godt lide det, det var lidt sært men sådan var det vel bare. når hans mor havde fået fisk med hjem fra turen til market, hjalp han hende altid med at rense dem. carl hold stædigvæk øje med manden og gik nogen få skridt bag ham, da han fik øje på to unge piger omkring Carls alder han løb over til dem og sagde " skal i se noget sjovt " spurgte han dem, og de nikkede, carl listede et sted hen hvor han kunne gemme sig og samtidig stadigvæk kunne kaste og ramme, hvilket han gjorde, dog ikke med en sten denne gang men med et, som nogen ville sige et ulækkert fiskehoved

[Destrian de Warenna]

Ubehagen ved ikke at vide hvad der skete, bredte sig i kroppen på den unge adelsmand. Han følte sig forfulgt af kræfter, som han ikke kunne se. Hvor mange andre måske bare havde konkluderet at det ingenting var, kunne han allerede se for sig hvordan Platinøerne var blevet invaderet af usynlige skikkelser, der tiltrak sig opmærksomheden fra enhver fremmed. Men hvad ville de med den? Hvorfor skulle han vende sig? Spørgsmålene bredte sig ud, indtog enhver lille del af hans bevidsthed og lod ham et øjeblik falde i staver, indtil en dame med en kurv, kom til at støde lidt til ham. Hun fortsatte bare ubemærket videre og Destrian gav sig igen til at se sig omkring efter hvad der havde kastet noget efter ham. Fandtes der dyr, der kunne kaste med noget? Først nu slog det ham, at han ikke vidste hvad der havde ramt ham. Det kunne lige så godt have været kløer, der havde prikket til ham. Tanken gav ham kuldegysninger og han tvang den derfor hurtigt ud igen. Med al sin vilje.
Han skannede folkemængden igen. En fiskehandler, nogle handlende, en mand, der slæbte på store sække, nogle børn. Der var for meget liv til, at det var til at holde overblik over. Det var så åbenbart heller ikke meningen, at han skulle have overblik, for inden han vidste af det ramte noget nyt ham. På bagsiden af skulderen. Det var noget andet end før og han så straks efter det. Til sin egen forskrækkelse så han fiskehovedet, der nu lå på jorden ved siden af ham. Hans øjne var opspilede og havde det ikke været fordi han trods alt havde lidt ære i livet, så var han faret sammen. I stedet stod han bare og stirrede på fiskehovedet, ude af stand til at koble det sammen med børnene og fiskehandleren.

[Deleted]

Carl så på manden fra sit skjule sted og et kæmpe grin forlod hans mund, men dette forsvandt blot i folkemængdens samtaler, de to piger han havde spurgt om de ville se noget sjovt var knækkede sammen af grin. Carl så på pigerne hvor efter den ene sagde " gør det igen " sagde den blonde pige, carl stod lidt og tænkte og nikkede så , inden han kastede et fiskehovedet lidt op i luften for så at gribe det bag efter, han vendte sig rundt og kunne se manden stå og ja hvad lavede han egentligt ?? tænkte han, hvad mon han tænkte på?. Carl smuttede igen videre for at være bag ved manden, inden han igen kastede et fiske hoved mod manden, i det han havde kastet fiske hovedet blev Carl væltede omkuld af en stor mand med en kæmpe sæk på ryggen " FLYT DIG KNÆGT " råbte manden af Carl der nu lå på jorden med de sidste 4 fisker hoveder foran sig, " AVVVV" råbte han i det han var blevet væltet omkuld, han havde fået hudafskrabninger på begge hans hænder.

[Destrian de Warenna]

Selvom han i sine tanker bad sig selv om at løsrive blikket fra det afhuggede fiskehoved, var det umuligt for ham at flytte øjnene. Utroligt så lidt der skulle til at sætte en indre kamp igang.
Det er en fisk. Tag det roligt. Den bliver liggende selvom du kigger væk. Destrian de Warenna, du har andet at bekymre dig om end et fiskehoved!
Endelig lykkedes det ham at se sig omkring og han tog et skridt væk fra kilden til splittelsen. Han følte sig omtumlet, konfus. Han var blevet hylet fuldstændigt ud af den - og af så lidt. Han drejede en enkelt gang rundt om sig selv og stod stille lige tids nok til at se endnu et fiskehoved flyve gennem luften. Han nåede at undgå at blive ramt, men ikke at se, hvem der havde kastet det. Dog slog det ham nu, at det måtte være én der havde kastet det. Ikke noget. Ikke et mystisk væsen. Det var som om hans fornuft endelig havde fået lov at have noget at skulle have sagt. Han tog endnu en dyb indånding, men blev denne gang forstyrret af en mand der råbte med en grov stemme. Han bemærkede drengen, der var væltet og gik hen i mod ham. "Har du b.. længere nåede han ikke med sit spørgsmål før han så fiskehovederne på jorden. "Det var dig! Hvad vil du mig?" Han lød mere forvirret end vred, ja faktisk var der ikke rigtigt nogen vrede at spore i hans stemme. Men nu var det også angst, der havde været ved at forme sig i kroppen på ham, frem for irritation. Nu hvor han vidste, at det bare var en dreng, havde det dog fået ham til at falde lidt ned.

[Deleted]

Carl rejste sig op da han ofre for drillerier havde fået øje på ham, han ømmede kort sine hænder og pustede på dem inden han så mandens ansigt, og han knækkede sammen af grin " de skulle have set dem selv, du lignede en der var ved at gå ud af sit gode skin" sagde han grinende, og gjorde nar af ham, hvordan han havde stået og hvordan hans ansigts træk havde været. "hvad troede de det var et monster ?" sagde han og lavede to horn i panden på sig selv og gav et brøl fra sig " jeg har ikke moret mig så meget som nu" sagde han grinende, " nå hvad vil de så gøre? straffe mig? det tror jeg næppe de kan, for de ligner en der ikke engang kan slå en flue ud af kurs " sagde han velvidende at han på ingen måde kendte denne mand, at han ikke vidste hvad eller hvem han var, og at dette måske kunne gå hen at blive ret farligt for ham, han havde hørt rygter fra sin far og hans venners fædre at drenge som Carl oftets endte ufrivilligt med at blive træl, og det var en ting Carl nægtede at blive, skal skulle ikke være slave for nogen eller noget som helst.

[Destrian de Warenna]

Drengens reaktion kom noget bag på Destrian, som magtesløst rystede på hovedet. Han var på grænsen til at blive overvældet af sine egne tanker igen, men formåede at vippe den rigtige vej og holdt sig i stedet i stand til at fokuserer på, hvad drengen sagde. Han var dog slet ikke i stand til at svare med andet end endnu en hovedrysten og tog da også et skridt bagud, da han begyndte at skabe sig og lavede horn i panden. Brølede. Det var nu ikke fordi han var bange for drengen, han fandt bare dennes opførsel ganske unødvendig. Og foragtelig. Han var trods alt opdraget inden for adelens rammer og var nok noget firkantet omkring visse ting, selvom han på mange måder skilte sig ud.
"Du, dreng. Hør, jeg har ikke lyst til at skulle straffe nogen, så hvis du i stedet opfører dig ordentligt, så tror jeg vi begge får det bedste ud af det." Ordene blev sagt for neutralt til at lyde truende, men for sikre til at lyde nervøse. Han sagde jo sådan set bare hvad han tænkte, ærligt som så ofte. Han havde ikke lyst til at være skyld i, at andre fik det skidt. Samtidig kunne han dog heller ikke finde sig i at blive behandlet på den måde.

[Deleted]

Carl så på ham med store øjne og tabte næsten undermunden, WHAAAT, han ville ikke straffe ham?? hvad var der galt med ham?? alle han drillede digerede altid for at afstraffe Carl, denne mand måtte ikke være særlig rask, " øhmm okay " sagde han og kløede sig i nakken, han samlede fiskehovederne op igen og tog et og kastede lige mod hans ansigt og grinte " Det her bliver fedddt, du har personligt lige fået en der vil drille dig resten af dit liv " sagde han grinende og så på ham

[Destrian de Warenna]

Drengens overraskelse var bemærkelsesværdig, og dog. Man kunne vel ikke forvente andet når en adelsmand valgte at lade den slags handlinger passere. Og ikke bare en adelsmand, en greve. I øjeblikket følte Destrian sig ikke sådan. Han skærmede af med armen, for det næste fiskehoved der blev kastet og rystede på hovedet, mens han trådte et lille skridt bagud. "Hvem er din far, dreng?"Han kommenterede ikke på ordene, der blev sagt, men håbede nok nærmere at faren ville være at finde i nærheden. Blev det ved kunne han jo blive nødt til at gøre noget.. Han kunne ikke bare finde sig i det - kunne han?
Nej. Selvom det var et barn skulle han vise respekt.

[Deleted]

Carl så på ham og grinte da han undveg fiskehovedet, han begyndte at gå rundt om ham og sagde " Hvis jeg siger Carl smed er mig navn, burde du kende mig, jeg er kendt så en rigtig ballade mager min far er smed i syden" sagde han og så på ham måske han kendte ham eller havde hørt om ham, rygtet gik også at han stjal men der var endnu ingen beviser på dette. " CARLLLLLL" råbte en mand og kom hurtigt gående hen mod dem, han greb Carl i armen hård og ruskede ham " HVAD LAVER DU HER!, sagde jeg ikke at du skulle blive ved tingene, sagde jeg ikke du ikke skulle gå nogen steder " sagde han vredt og stak carl en lussing så hårdt at han vaklede på benene. " de må undskylde hvis min knægt har gjort dem noget deres Excellence " sagde han og bukkede stille

[Destrian de Warenna]

På nogle dage havde Destrian sikkert godt kunne se det som lidt barnlig leg og så bare være fundet sig i det. Problemet var, at det tydeligvis var reaktioner drengen var ude efter. Han ville gøre ham irriteret. Det virkede i hvertfald sådan. Da han så begyndte at bevæge sig rundt om ham og talte, holdt Destrian øje med at han ikke fik flere fiskehovedet kastet på sig. "Smed i Syden? Javel, ja."Han måtte vel være et sted i nærheden. Eller var drengen fulgtes med sin mor? Det virkede en smule usandsynligt, hvorfor vidste han ikke helt. Heldigvis kom en mand ham da også til undsætning og da denne tog fat i drengen, Carl, som han havde præsenteret sig om, kunne Destrian næsten regne ud, at det måtte være faren. Smeden. Han nikkede hilsende og formelt til manden efter han havde stukket Carl en lussing. "Det går nok, men du skulle holde mere styr på ham."Det var nok ikke noget han, en så ung adelsmand, kunne snakke meget om. At holde styr på børn. Han ville sikkert ikke selv være i stand til det - men nu havde skæbnen så heller ikke ville ham at det blev nødvendigt. Desværre.