Born in winter...

[Deleted]

For en gangs skyld var Sence til at finde siddende på sin flade inde på sit værelse, eller nærmere, i stuen tilstødende til hendes værelse. Her havde hun sat sig ved sit højtelskede spinet for at spille noget musik. Oftest kunne musikken høres i denne fløj af Borgen, men hun var så erfaren og talentfuld at det kun var sjældent at nogen – dvs. forældrene eller broderen – brokkede sig. Om dette var en af de dage anede hun ikke, hun havde ikke set noget til sin travle familie siden morgenmaden var blevet indtaget, og faderen havde tydeligvis været fraværende. Efter dagens kedelige gøremål og undervisning – for ja hun fik stadig undervisning i dans, maner og etikette, nærmest som skulle hun opdrages til at være dronning. Hun gjorde dog sit bedste uden at kny, og mest af alt for at glæde moderen. Trods det havde hun af og til sammenstød med underviseren, en mand som hun syntes var en anelse for belastende og nærgående. Måske han ikke mente noget ondt med det og hun bare overreagerede, men han var bare for irriterende. Brokkede sig til forældrene havde hun dog ikke, og muligvis var det en dårlig ide hun ikke havde, for manden stoppede jo ikke uden en advarsel.
Under alle omstændigheder sad hun i disse øjeblikke ved sit ynglings instrument og spillede en let og blid tone. Den passede til vintervejret der var over dem og som snart annonceret at hun var en år ældre, næsten sekten var hun vel, og et sted glædede hun sig. Ingen skulle kalde hende for barn længere, for hun var godt og grundigt ved at forvandle sig til en kvinde i fuldt flor.

Outfit

[Deleted]

Musikken bevægede sig gennem gangene som en livlig og letfodet danser. Men derudover var de fleste gange i denne del af det gamle kongeslot henlagt i stilhed. I ny og næ bevægede der sig et par unge tjenestepiger rundt eller en enkel patruljerende vagt, men ellers var der ikke meget liv at spore på denne tid af dagen. Alligevel hørtes der pludselig en samling skridt nærme sig med hurtige, målrettede bevægelser. Bagerst gik en ung kammerpige, som kom fra en familie, som var ganske loyal overfor Day-familien, men derudover ikke benådet det mest kvikke hoved. Den anden var en lidt ældre kvinde, som var ganske kendt i hertugens hjem, hvor hun havde gjort tjeneste i snart tredive år. Hun skulede jævnligt mod den yngre pige, som hastede sig afsted med sine korte, små skridt og stadig virkede forvildet selvom de havde bevæget sig af denne rute en del gange efterhånden.

Det var dog utvivlsomt den forreste kvinde, som udviste den største magt. En forholdsvis høj skikkelse iklædt en bordeaux kjole med smukke, snørklede bronzedetaljer. Reila havde egentlig været på vej mod sit eget kammer, men da hun hørte lyden af musik, vidste hun straks hvorfra det stammede og skiftede mening. Da hun drejede rundt om et andet hjørne end beregnet, så den unge kammerpige helt opgivende ud og den ældre havde viftet irriteret med den ene hånd. Reila lod sig ikke mærke af deres interne, stumme samtale. Ikke i øjeblikket i hvert fald. Derimod satte hun pris på, at den mere erfarne kvinde rettede den yngre af.

Da Reila nåede frem til sin datters kammer, åbnede hun vant døren og trådte ind uden at vente på tilladelse.  Hun følte ikke, at hun havde behov for en sådan en. Da hun, som forventet, fik øje på sin yngste ved sin spinet, spredte der sig et lille smil. Hun viftede kort den ene hånd mod den ene af kvinderne bag hende og vant forstod den ældre beskeden. Hun forsvandt videre hen af gangen, mens den yngste lydigt måtte følge med indenfor. Reila bevægede sig roligt mod en af de bløde stole i datterens egen stue, hvor hun gjorde sig det ganske behageligt, mens hun lyttede til datterens musik. Hun var utvivlsomt ganske talentfuld.. 

[Deleted]

En ting der var mærkværdigt for den unge pige var at hun kunne være nok så nærværende, uden at bemærke folk omkring sig når hun spillede musik. Hendes passion, hendes livsglæde og interesse lå i musikken, og timer kunne hun sidde og spille hvor hun første ville stoppe når fingrene krævede en pause, og med disse helt stive eller ødelagte – hvilket var alt andet end pænt eller noget der burde ske for en kvinde i hendes stand – forlod hun instrumentet, og enten trist over at blive tvunget derfra, eller ganske tilfreds og glad for at have kunnet spille så længe uden at blive afbrudt.

Sence havde ingen anelse at moderen i disse øjeblikke vendte kursen fra sine gemakker og satte dem mod datteren for at aflægge hende en visit. Dette ville Sence da på ingen måde beklage hellere, tværtimod, men det var mere grunden til besøget der ville gøre hende nysgerrig, og det var ikke altid der var en grund udover at hendes moder søgte hendes selskab.

Snart blev døren til hendes værelse åbnet og ud af øjenkrogen bemærkede hun nogen træde ind. Hvem var hun ikke sikker på, og lige i øjeblikket fortrak hun sit instrument frem for at skulle løfte blikket og glemme alt om hvad hun sad med, samt ødelægge den harmoniske og beroligende stemning hun havde formåede at få opbygget. Moderen fik arrangeret sig afslappende, og først efter noget tid, gik det op for hende at hun ud af øjenkrogen havde bemærkede et skørt, tilhørende hendes moder. Omgående stoppede hun og vendte sig rundt. Ganske rigtigt sad hendes moder der, og som hun havde lært, rejste hun sig op, og nejede høfligt. ”Moder..” hilste hun med et smil om læberne og med den varme og blide tone hun nu engang ejede.

[Deleted]

Reila sad ganske afslappet og lyttede til de toner, som hendes datter formåede at fremstille. Det var smukt og kun et fjols ville modsige hende. Alligevel nåede hun ikke at fordybe sig i samme grad som datteren forend hun stoppede musikken. Da hun rejste sig og viste sin respekt, smilede Reila og nikkede som en lydløs hilsen. Derfor gjorde hun en simpel bevægelse med den ene hånd, for at lade datteren vide, at hun kunne sætte sig igen. "Det lød smukt" Moderen smilte og kastede et kort blik mod instrumentet inden hun så tilbage mod datteren. Selv havde Reila aldrig haft det store talent indenfor musikken, men det betød ikke, at hun til tider ikke nød godt af sin datters evner. "Hver gang jeg hører dig spille, så forundres jeg over, at du er blevet bedre end sidst. Du overgår snart en hver lærer, som er mulig at opstøve her i landet" konstaterede hun stolt.

Reila så kort tilbage mod den unge kammerpige, som havde fulgt hende ind i rummet. Den forsigtige unge pige, som var omkring Sence's alder, stod lydigt og ventede en hver kommando, som hendes frue måtte have. Men i stedet for at sende pigen afsted for at klare sine gøremål, så vendte Reila sig igen mod sin egen datter. "Hvordan gik dine dansetimer?" spurgte hun.

[Deleted]

I hvor høj grad moderen nød at lytte til musikken som Sence formåede at lukke ud af instrumentet havde hun kun en vag ide om. Hun havde da før haft sin moder som tilskuer, men det var nu stadig noget hun ikke helt kunne vende sig til. Hun ønskede at gøre kvinden der havde født og passede hende, og endnu gjorde med sit liv så stolt som muligt, men på mange punkter mente Sence ikke selv at hun var den perfekte datter, og moderen kunne nok ønske mange sider af hende forbedret.
Da musikken blev afbrudt og hun så rent faktisk opdagede det var moderen, hilste hun respektfuldt og blev mødt af et smil hvilket glædede hende. Bevægelsen med hånden var ganske let at fatte, den havde hun fået adskillige gange før, derfor tog hun yndefuldt og elegant plads, efterlignede sin moder så godt som havde det været hende selv. ”Tak” svarede hun kortfattet til rosen, en ros hun nok aldrig ville få nok af når den kom fra lige netop denne kvinde. Kort efter fik Sence mere ros, og det fik oprigtigt pulsen til at stige og hjertet til at slå hårdere. Glæden var vel tydelig at læse i hendes ansigt selvom hun forsøgte at dæmpe det. ”Det glæder mig at høre at du har det sådan moder. En lærer er dog vidst også snart unødvendig, oftest føler jeg at jeg kan undervise dem mere end de kan undervise mig” svarede hun ærligt. Hvorfor lyve om det, eller lade forældrene spilde penge på flere underviser når de kunne spare sig. Bedre kunne man altid blive, men med øvelse, og det kunne man roligt sige at hun fik nok af. De sidste to lærer havde været så godt som nytteløse, de forgående havde blot forsøgt at lærer hende ting hun i forvejen vidste.

Sence fulgte moderens blik mod kammerpigen som lydigt stod, men ingen ordre forlod moderens læber hvad Sence ellers havde forventede ville være tilfældet. I stedet for blev hun spurgt om noget så ømt som dansetimerne. Nåh, før eller siden var det alligevel sket, og hun kunne håbe på at tale sig ude af det. ”Det gik fint, jeg har rimelig styr på det efterhånden, og jeg nyder at danse. Det er nærmere manglen på partnere der er en forhindring” svarede hun ærligt, forklarede hvordan det hang sammen, samt undlod at nævne underviseren. At lyve moderen lige op i ansigtet ville næppe være et smart træk.

[Deleted]

Reila foldede sine hænder og hvilede dem i sit skød, mens hun lyttede til datterens ord. Der var ingen tvivl om, at Reila var en stolt moder, selvom hun sommetider så sider af sin datter, som var.. Mindre ønskelige. Eksempelvis dennes mærkelige hang til at omgås den jævne befolkning. Der var adskillige lærde og civiliserede folk på Col Borg, som datteren havde mulighed for at konversere med. Hvorfor hun ville tale med folk, som knap kendte til andet end deres eget værksted var udenfor Reila's fatteevne. Endnu engang mindedes hun kort den unge kammerpige, men endnu gang valgte hun at lade barnet stå. 

"Du så dig altså helst fri fra din musik undervisning?" spurgte Reila og betragtede sin datter med opmærksomme øjne. Tanken om at lade datteren fordrive tiden på egen hånd faldt ikke helt i hertugindens smag. Hun frygtede, at det bare ville lade den trods alt endnu unge kvinde falde over i dårligere vaner. Pigen havde endnu sådan en alder, at hun måtte formes blot en anelse. "Hvad med et andet instrument, hm?" foreslog hun. 

Et smil prydede hurtigt Reila's læber, da hun hørte den andens ord. "En partner?" Gentog hun. Stemmen var let præget af det smil, som var at finde på hendes ansigt. Hun lænede sig en anelse forover og hævede begge øjenbryn. "Hvad med din fætter? Randel ville sikkert ikke have noget imod, at bruge nogle timer på dans.. Så vidt jeg kan forstå, så lever han ikke helt op til sin faders forventninger med sværdet" David elskede drengen, men var ved at indse, at sønnen næppe ville blive nogen slagmarkens helt. 

[Deleted]

Naturligvis var Sence klarer over at forældrene – og især moderen – ikke var spor glad ved tanken om at datteren rendte rundt blandt den jævne befolkning, men ikke desto mindre var Sence den følsomme og kærlige type der gjorde hvad hun kunne for at bringe smil og glæde til folk omkring sig. At forældrene ikke var glade, nuvel, de var glade på andre punkter så de kunne godt være mindre glade ved dette uden at det skabte for mange problemer. Naturligvis var hun klar over at hun blev forsøgt holdt beskæftiget med andet, men ikke desto mindre fandt hun altid tiden til at tage i byen eller i det mindste være venlig ved tjenestefolkene på borgen. Man kunne ikke sige andet om hendes ry end at hun var en venlig og varmhjertet ung dame. Hun henvendte sig skam til mere lærde mennesker, de havde det bare ofte med at kede hende med deres snæversynet person og arrogante holdning som til stadighed kunne få hende til at rulle med øjnene bag deres ryg.

Moderens ord fik hende til at slå let ud med hænderne. Hun nød de timer, og ville nok fortsat sidde og spille ved instrumentet, en lærer fandt hun blot overflødig. Forslaget om et andet instrument var hun dog ganske tilfreds med, og hun nikkede med et smil ”Det vil jeg ikke sige nej til, jeg har spillet på harpe på egen hånd i noget tid nu, men.. jeg underviser ville bestemt kunne vejlede og guide mig bedre” svarede hun. Hun havde haft instrumentet til rådighed, og hun var ikke så ringe endda, men stadig havde hun holdt sig til sit favorit instrument, men nu.. ja hun sagde da ikke nej til en lærer hvis han eller hun kunne lærer hende noget.

Naturligvis bed hun sig mærke i det smil der bredte sig over moderens læber, det var slet ikke til at overse. Moderens forslag fik hende til at skær en grimasse ”Randel? Han vil da nærmere øve sig på at flirte end bruge benene til dans.. jeg vil nødigt give ham den mulighed at komme så tæt på” svarede hun. Fætteren mente måske intet med det, men hun havde virkelig ikke behov for at stå model til hans tåbelig forsøg på at slå benene væk under hende – og andre kvinder – på. Randel var lige i den alder – på hendes egen – for han forsøgte sig med rosende ord og charmerende vendinger, Sence fandt bare aldrig den slags interessant. Mænd i al almindelighed fangede sjældent hendes interesse, medmindre de virkelig havde talent, og så var det ganske overfladisk… for det meste,

[Deleted]

Et svagt smil spredte sig over Reila's læber, da hun lod til, at have formået at læse datterens tanker. "Så vil jeg sørge for, at finde en passende underviser med kendskab til harpen" lovede hun og overvejede kort mulighederne. Der var et par mulige kandidater til jobbet, men Reila lavede en mental note til sig selv og ville se mulighederne an senere. 

"Han ville være den perfekte forberedelse, skulle du introduceres til hoffet" Reila betragtede den med et hævet øjenbryn. De havde ikke talt meget om datterens officielle introduktion og præsentation ved Roy's hof, men hvis alt gik som planlagt, så var det meningen, at hun kunne præsenteres inden foråret formåede at bryde gennem vinterens frosne jord. "De fleste unge mænd er fjolser, Sence. Det tager dem tid at modnes" Reila lænede sig en anelse forover mod sin datter, som var hun ved at indlede den anden i en hemmelighed. "Men med tiden bliver de fleste klogere. Indtil da må vi vise os fra vores bedste side"

[Deleted]

”Mange tak” svarede hun blot kortfattet. Moderen vidste præcis hvad hun skulle gøre for at finde de bedste til jobbet, det havde hun gjort mange gange allerede, selvom de alle var blevet rimelig kort inden de var taget hjem igen når de ikke længere var brugbare. Hun glædede sig dog allerede til den nye underviser, det skulle nok blive interessant.

Som hoffet blev nævnt, skød en sær følelse gennem hendes krop. Kongebyen! Hun havde altid drømt om at tage dertil, og de sidste måneder hvor diskussionen var kørt om hvorvidt hun skulle dertil eller ej, havde været nervepirrende. Hun ville utroligt gerne, men kunne hun mon klare at komme så langt fra Øerne og sin familie samt de vante omgivelser? Hun anede det ikke. Hun kvalte dog et suk ved tanken om fætteren som forberedelse, det virkede ikke rigtigt til at hun havde andre valg. ”Naturligvis moder” svarede hun samtykkende, skjulende sin utilfredshed bag et smil og ro.
Moderens ord omkring unge mænd og deres hjernekapacitets, det havde hun ikke lige regnet med, men.. hun kunne kun give hende ret! Ordene fik hende dog til at smile et mere ægte smil, og da Reila lænede sig frem, fulgte Sence hendes eksempel instinktivt. ”Det skal jeg huske” svarede hun. Hun slog et øjeblik blikket og overvejede sit spørgsmål. ”Hvordan var fader da I to blev gift?” han var jo en mand, og næppe havde han været så klog altid.. og.. spørgsmålet bundede i oprigtigt nysgerrighed.

[Deleted]

Reila klemte øjnene lidt sammen og så mere indgående på sin datter, da denne blot smilede og føjede sin moder. Selv om den anden gjorde et glimrende forsøg på at skjule sin mangel på begejstring, så var Reila stadig hendes moder og dermed var hun velsignet med evnen til at læse pigen bedre end langt de fleste. "Han kunne utvivlsomt også lære noget af dig" bemærkede hun til sidst i et forsøg på at opmuntre den anden og på at gøre tiden en anelse mere udholdelig. Ikke at Reila selv ville have set det som særligt opmuntrende. Det gav hende ikke den store fornøjelse, at gøre nytte hos andre og hvad end hun gjorde, så var det som regel for selv eller familien. Det lå ikke i hendes natur at være særlig uselvisk. Derimod så havde hun flere gange set dette træk hos datteren. 

"Det ved jeg du vil" Reila sad fortsat lænet frem mod sin datter og var der om muligt noget let formanende eller ligefrem advarende i hendes tone. Sence burde i hvert fald være forsigtig omkring de unge mænd og huske moderens ord. Det galt om ikke at synke ned på deres niveau. Et sådan knæk på æren var ganske enkelt uoprettelig. Men så blev der spurgt ind til Col og med et smil lænede Reila sig tilbage i stolen. "Din fader?" gentog hun. "Jeg tror aldrig rigtig, at din fader har været som alle de andre"

Et kort øjeblik forsvandt Reila tilbage i minderne. Selv om det var mange år siden, at de var blevet ægtet i salen her på borgen, så huskede hun det stadig ganske tydeligt. Kjolen, festen, Col og alle de følelser, som hun stadig ikke helt havde fundet hoved og hale i. "Din fader var seksogtyve vintre, da vi blev gift, men jeg tror, at jeg har kendt ham altid" forklarede hun. Hun havde i al fald været ganske ung, da de for første gang blev præsenteret for hinanden. "Han har altid været meget vis og meget ærefuld. Så jeg var naturligvis lykkelig over at ægte ham på vores bryllupsdag" Det var nok en af de få dage, at Reila for alvor havde været nervøs. Hun havde stået overfor den mand, som hun havde lært var sin sande konge, og ønsket intet andet end at gøre denne mægtige mand ære. 

[Deleted]

Moderens blik gjorde det klart for Sence at denne var klar over hun ikke var tilfreds, men hvad så? Det ændrede ikke på at det blev sådan, og at diskuter med denne kvinde var som at underskrive sin egen dødsdom, ikke at hun ville gøre Sence noget, men pigen var bare klar over hvordan sin moder var, og det var bedst at føje hende frem for at diskuter en nytteløs diskussion. Bemærkningen der faldt var en sandhed Sence ikke kunne komme udenom, for ja.. fætteren kunne helt sikkert lære noget af hende. "Ja det tror jeg gerne på" kunne hun alligevel ikke dy sig for at svar. Sence elskede skam at hjælpe, men om Randel havde behov for hendes hjælp, han var vel bare i den alder hvor han troede han havde styr på alt! Og den stemme! Ja hans stemme var ved at gå i overgang, og selvom det var morsomt for de fleste, havde hun medlidenhed med ham.  

Den formanende tone opfangede hun ubesværet ved moderens svar. Sence havde da virkelig ingen planer om at gå ud og dumme sig. Heldigvis var hun heller ikke en af de piger der føjtede rundt med alle og enhver hankønsvæsen de så. Hun elskede at hjælpe, morer sig emd musik og dans, men hun var klar over at mænd var mænd, og at kvinder, og især piger på hendes alder skulle være forsigtig. Heldigvis havde hun endnu ikke fundet end mand der var faldet i hendes interesse. Spørgsmålet omkring faderen så ud til at fange moderens opmærksomhed, og hun kunne ikke skjule et smil da moderen smilede og lænede sig tilbage igen. At Col aldrig havde været som andre mænd, forstod hun ikke. Han var skam en mand nu, en mand af stærke meninger og holdninger, men havde han alle dage været det? Nok ikke! Eller hvad? "Hvordan det?" spurgte hun uforstående. 

Hun kunne se at moderen var glemt i sine egne minder og hun overvejede hvad denne mon mindedes. Snart gav hun sig til at fortælle, faderen havde ikke været så ung som de fleste hun kendte eller havde hørt om da de blev gift, men det var måske en god ting alligevel. Om moderen virkelig havde været så lykkelig som hun gav udtryk for, ja det kunne Sence umuligt vide eller finde ud af, men selvom de nu havde deres skænderier så havde de det ofte.. godt? Hun tog sig i at overveje om hun selv ville være så lykkelig når eller hvis hun en dag skulle giftes. Tanken gjorde hende ikke just behagelig tilpas. "Det må have været en vidunderlig følelse.." mumlede hun dæmpede. "Elsker dum ham?" røg det ud af hende. 

[Deleted]

Da datteren endelig var mere ligefrem, og knap så beskeden, så lænede Reila sig tilbage og et betydeligt mere tilfreds udtryk var at finde på hendes ansigt. En mere beskeden respons ville ikke have været svær at finde på. Reila kendte adskillige, men brød sig ikke om at bruge dem. Den andens svar lød mere som noget Reila selv ville have sagt og det gjorde moderen stolt. 

Da Sence spurgt ind til faderen endnu gang blev Reila et øjeblik stille. Col havde aldrig været som de andre mænd. Han var født anerledes. "Allerede fra din fader blev født, så var han forudbestemt til noget større" Hun nikkede let for at understrege sine ord, som lød ganske overbevisende og det til trods for, at hun ikke havde kendt ham fra fødslen selv. Hun var adskillige år yngre end sin mand. "En konges blod løber i hans åre" Reila så direkte på sin datter og rakte ud efter hendes hånd. "Ligesom det løber i dine. Ingen af os er ligesom alle de andre" 

Brylluppet mellem Col og Reila havde været noget af en begivenhed på Platinøerne. Festlighederne på borgen havde været store. Selvom Reila kun havde fået lov til at nippe til sit første glas alkohol, så havde varmen og følelserne i rummet påvirket hende. Hun nikkede til sin datters ord, selvom de havde været dæmpet og kun svagt hørbare igennem larmen fra hendes minder. "Jeg elsker din fader højere end ord kan beskrive" Reila løftede den ene hånd og strøg kærligt datteren over kinden. "Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden jer"

Beklager ventetiden. 

[Deleted]

Naturligvis vidste Sence at moderen nok ikke helt vil brokke sig over hendes svar, fætteren var nok den der ville bryde sig mindst om den under alle omstændigheder. Han var skam god nok, af og til, men de havde haft deres sammenstød, og Sence var ikke altid medgørlig og sød. Stoltheden anede hun hos moderen, men gjorde ikke andet end at sile svagt over det.  


Det var ikke så ofte Sence udspurgte moderen om Col. Sence elskede skam sin fader, ja hun elkede sin familie mere end noget andet, men hun havde ikke rigtigt haft heldet med sig til at få faderen til at fortælle om sig som barn og ung mand. Det ægrede hende altid at vide så lidt, men på den anden side, holdt det hendes nysgerrighed kørende og hendes interesse vedlige holdt. At snusse omkring var måske ikke passende for en adelig, men Sence var overraskende god til det. Hun lyttede til moderens ord, og vidste nærmest hvad hun ville sige da først disse ord faldt. Ret fik hun da også da fortsættelsen faldt og hun kvalte et suk. Evigt og altid det samme emne. Hvor hele familien var opsat på at overtage den frilandske trone, var Sence den eneste i familien der var ganske tilfreds med sin position som den var. At fortælle moderen det ville hun ikke bryde sig om, det havde de allerede været igennem. Hun lagde sin hånd i moderens da denne rakte ud efter hendes hånd, og klistrede et smil over de fyldige læber. "Nej, det ved jeg" historierne kendte hun alt for godt, og svaret var ærligt! Ingen af dem var normale, og de var unikke på hver deres måde, hun havde bare en anderledes opfattelse af det hele alligevel.  

De efterfølgende ord havde stor betydning for Sence, at høre moderen sige disse ord var rart. Mange familier manglede kærligheden mellem forældrene, og derfor var hun lykkelig for at sne forældre holdt af hinanden. De sidste ord, og det milde kærtegn mindede pigen om hendes barndom, hun havde elskede og higede efter moderens opmærksomhed og kæmpede hårdt for at gøre hende stolt. "Det behøver du slet ikke tænke på, for det finder du nok aldrig ud af alligevel! Vi vil altid være her, sammen!" understregede hun. Måske en barns drøm? Eller et ønske hun inderligt ønskede skulle gå i opfyldelse.

[Deleted]

Det ved jeg. Reila mindedes tydeligt deres diskussion, da Sence engang havde forsøgt sig med, om de nu også burde hige sådan efter tronen. Et øjeblik havde hun ikke troet ordene, som forlod hendes datters læber. Snart efter havde hertuginden hævet stemmen overfor den yngre. Selvom Sence ikke have ytret sig om sådanne holdninger igen, så var Reila ikke helt sikker på, at den anden forstod alvoren. Tronen var deres, men nu blev den og kronen besudlet af en tronraners søn. Reila klemte den andens hånd. Sence burde vide bedre end at stille spørgsmålstegn ved deres krav på tronen. Et kort øjeblik blev Reila's blik mere insisterende idet hun betragtede sin datters ansigt. Nogle gange frygtede hun, at datterens godhed ville blive Reila's fald. Det naive og bløde hjerte, som bankede i datterens bryst.

Det var sandt, at Reila ikke kunne forestille sig sit liv uden sin mand og børn. Tanken om at stå alene tilbage i verden var næsten.. skræmmende og der skulle trods alt en del til at skræmme ladyen af Platinøerne. Endnu engang blussede datterens sødme og naivitet op. Reila ønskede inderligt, at hun kunne beholde begge sine børn på Col Borg - Hvor hun kunne vogte over dem og beskytte dem. Hun mindedes Col's ord om ægteskab. Han havde sagt, at Reila ikke kunne beholde sine børn for evigt. Det havde gjort ondt helt ind i hjertet. Hun havde allerede mistet Roul. Hun kunne ikke opgive endnu et barn. 

"Det håber jeg, at du har ret i" svarede Reila alt i mens hun forsøgte at skjule de bekymringer, som måtte vise sig i hendes stemme. Nej, hun vidste bedre. Sence kunne ikke forblive på Col Borg til evig tid. Reila havde bedt Col overveje en af deres nevøer, men manden havde allerede gjort sig andre tanker. Hun strøg kærligt datteren over kinden med et par fingre. 

[Deleted]

Naturligvis var det ikke datterens mening at være naiv eller godhjertet, det var bare sådan hun var. Hvordan hun overhoved var voksede op til at blive sådan en person var ikke til at sige, og hun var sikker på at forældrene så disse træk som svaghedstræk fra hendes side. Trods det så faderen ud til at gøre sig håb om forandringer, og var fuldkommen sikker på at hun ville udrette noget stort en dag. Sence kendte ikke til sind faders planer, hun vidste bare med sikkerhed at han ikke ville udsætte hende for fare.
Den unge femtenårige huskede tydeligt den dag hvor diskussionen om magten og tronen var blevet nævnt, og hun huskede alt for tydeligt sine egne ærlige ord og moderens respons. Et ømt emne havde det altid været, hvad Sence var klar over, og det havde også været den eneste gang hvor hun havde fortalt sin ærlige mening, ellers havde hun forsøgt at forholde sig passiv omkring det og gav blot familien ret skulle de sende hende spørgende blikke. Hvad kunne hun ellers gøre? En ting var dog sikkert, hun ville aldrig bevidst skade sin egen familie.

Skulle det en dag ske at børnene flyttede fra borgen – hvilket hun alligevel tvivlede på at Elric vil gøre, han var trods alt arving til alt det her – så ville de alligevel vende hjem på besøg. Forældrene skulle ikke mangle dem. Trods det så Sence slet ikke sådan på det, hun regnede på ingen måde med at skulle forlade sin familie i en længere periode. Selv de gange hvor hun tænker på og glæder sig til at tage til hoffet, så var det virkelig ikke med tanker om ikke at vende hjem.

Sence kunne ane moderens bekymring i hendes korte svar, bekymrende. Moderen var ikke let at gennemskue normalt, men Sence havde alle dage vidst at familien var et ømt punkt… mon moderen vidste noget hun ikke sagde højt? Sikkert. ”Moder, selv hvis vi skulle blive gift.. så er det næppe så langt væk. Elric forlader næppe borgen under alle omstændigheder, og hvad angår mig, så kommer jeg på besøg så ofte jeg kan.. desuden, der er lang tid til alt det” forsøgte hun at svare beroligende.