De tabte noget, frøken

[Alexander Valeio]

Gloria Snedker

---

Han var vel på sin vis stukket af. Huset var kollapset omkring ham, væggene havde prøvet at kvæle ham i deres kedsommelighed og en læremester skulle have banket noget historie ind i hans hoved efter morgenmaden. Igen. Så Alex havde valgt at stå op da han vågnede. Han tog sit brune, slidte sæt på og gik ned i køkkenet der på denne tid var fyldt med tjenestefolk der gjorde klar til at herskabet stod op om et par timer. Han havde fået en reprimande om at han burde blive voksen og han ikke bare kunne komme i køkkenet som han ville, hvad ville folk ikke tænke hvis de vidste arvingen mængede sig med hverdags arbejde på den måde. Men Alex skrællede alligevel alle kartoflerne der skulle koges og så steges til morgenbordet. Resten skille bruges i en grønsagstærte til senere. Det gav ham en skål vælling og et æble, og han nåede stadig ud af døren inden nogen manglede ham.
Han havde brugt at par timer på at klatre på byens tage og bare nyde livet. Så havde han snakket med nogle venner og spillet terninger, ikke om penge dog, historier. Alex havde aldrig de bedste historier, men han lærte en hel del og når han fortalte den slags blandt adelsfolk kunne det få latter frem. Han udstillede aldrig nogen, men gode historier fortjente at blive fortalt videre.


Nu havde han så småt i tankerne om at vende tilbage og tage sin skideballe og så få historieundervisning. Man skulle tro at over 20 var en alder hvor man var selvstændig og havde lov til at bestemme og sin egen gøren og laden. Alex sukkede og så på den travle plads. Ikke i hans tilfælde. Sjældent i nogen adelsbørns tilfælde. Han var bare så dum at have en mening om det. 

Han så det rene lommetørklæde falde fra en unge kvinde foran sig og nåede at gribe det, inden støvet gjorde det ubrugeligt og beskidt.

"Undskyld, frøken," sagde han, men hun hørte ham ikke, eller opfattede simpelthen ikke i den almene larm at han snakkede til hende. Alex rørte hende på skulderen. "De tabte noget, frøken."  

Han smilede til hende uden andre hensigter end at aflevere lommetørklædet som han holdt frem mod hende.

[Gloria Snedker]

Gloria havde fået besked på at gå ned på den travle markedsplads, for et købe lidt ind til en "speciel" dessert, hvor der vidst manglede er par ingredienser eller to. Gloria tog i mod det med åbne arme: hun var en eventyrer og foretrak at komme ud, selv på et marked. Selv der hvor de fleste var.. Mænd.

Mænd. Ugh. Bare tanken fik et lille gys igennem hende. Det var ikke fordi hun ikke følte sig tiltrukket af dem, men hendes fortid gjorde at hun ikke kunne dem. Hun kunne ikke stole på dem. Hun respekterer dem ikke, ikke engang de adelige og hendes tunge gjorde hende uforskammet og uhøflig. De andre tjenestefolk havde bare vænnet sig til det hen af året og havde accepteret sådan var hun bare. Det havde også gjort at hun havde accepteret mændene som hendes kollegaer. Hun havde sænket paraderne omkring det fleste.. Men det var også lidt noget andet, ikke? De var jo borgerlige som hende. De troede ikke de var bedre ligesom de adelige..

Gloria havde mange tanker flyvende rundt, så hun lagde slet ikke mærke til hun tabte noget eller hørte at en prøvede at komme i kontakt med hende, så hun blev en smule overrasket, da hun mærkede et let prik på skulderen. Hurtigt, tog Gloria fat i den fremmede hånd og drejede rundt på en tallerken, vendte sin front mod manden. Hun kneb øjnene sammen.

Nogen som altid overvældte folk som så hende for første gang, var disse øjne. De var skarpe, og det gjorde den unikke, næsten violette farve i dem mere intens. Hun var smuk, trods hun var lille og spinkel. Trods denne mand kunne overrumple hende, var der ikke frygt i hendes intense, skarpe øjne. Hun holdt stadig fast om hans håndled, på den forbløffede fremmede. Hun studerede ham, mistroisk, inden hun så på lommetørklædet. i et snuptag, havde hun taget det fra ham og skabt afstand mellem dem, stadig tavs.

Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forholde sig til den fremmede og det kunne ikke skjules, hun var lidt forvirret, for de hårde øjne blev en smule mildere med den tydelige mistillid. Dog lå tungen parat, med sine hårde ord, men hun sagde intet, så bare mod ham med klædet i den spinkle hånd.

[Alexander Valeio]

Hendes reaktion var lidt voldsom. Han havde jo faktisk ikke gjort hende andet end tilbyde hende en tjeneste, som alle andre tilsyneladende ikke havde villet. Han smilede bare til hende og var næsten på nippet til at klukke lidt lavet. Han kunne ikke lade være med at bukke for hende, tydeligvis i sjov og overdrevent dybt, med det ene ben så langt bagud at der var en der snublede over det.
 
"Undskyld, det må De undskylde," grinede Alex til den sure mand. Alex og hans fjollerier. Der var altid problemer. Men det var jo netop hvad der gjorde det sjovt. Han så på kvinden foran sig. "Og undskyld til Dem, frøken, hvis jeg forskrækkede Dem. Det var kun fordi de tabte noget." 

Han smilede oprigtigt undskyldende til hende, men var også næsten ved at trække på skulderne. Hans knæ havde grønne pletter og der var sod i hans ansigt. Håret var lidt vildt. Det havde i sandhed været en god morgen og en udfordrende en. Han havde fået en hudafskrabning. Det var lige til at blive glad af.

Han ventede på om hun ville sige noget til ham. Det kunne jo være hun måske havde brug for hjælp til noget og nu havde han forstyrret hende. Han havde ikke engang præsenteret sig selv. Men han var heller ikke sikker på om han havde lyst til at være Alexander Valeio, adelssøn i dag. Han lignede bestemt ikke en. Ikke lige nu.

[Gloria Snedker]

Hun betragtede den fremmede mand med sine unikke øjne. Vildt hår. Beskidt. Han lignede bestemt ikke en fra adlen, så hun kunne løsne lidt op. Så han var også borgerlig. Så kunne han idet mindste ikke tro han var "bedre" end hende, bare fordi han var født i en anden familie. Perfekt. Hun studerede nøje hvordan han bukkede for hende og fik en anden til at vælte og Glorias hårde, men stadig fine linjer løsnede lidt op i det hjerteformede ansigt. Det morede hende tydeligvis men hun prøvede så inderligt at lade være med at grine og give ham den fornøjelse.

Han virkede kluntet. Som en hundehvalp. Hun vidste ikke helt om det var godt eller skidt. Hun så mistroisk på ham da han undskyldte til hende, med et af de der kluntede smil. Det virkede oprigtigt nok men Gloria havde ingen tiltro til andre, så hun hoppede ikke på det.

Hun vippede hovedet let på skrå:
,,Jeg har ikke brug for din hjælp," sagde hun spydigt, kendt for hendes opfarenhed men også hendes udfordrende sind. Hun kunne godt lide at udfordre mænd, gøre dem irriterede eller give dem opgaver som får dem til at rulle rundt på gulvet af fortvivlelse. Hun elskede generelt bare at udfordre dem. Underligt, fordi hun netop også havde et had til dem.
Med et skub, slap hun hans hånd, med et udfordrende glimt i øjet.
,,Jeg tvivler på du kan mere end blot gribe," tilføjede hun. Hun var ligeglad med De, Deres, og Dem, det rakte hendes spydighed ikke til.

[Alexander Valeio]

Alex rystede på hovedet for at give hende ret. Han tog sig ikke sønderligt af at hun var ubehøvlet. Det var han også for det meste selv. Eller det var han ifølge sine venner og især sin familie. Og det gik ham heller ikke på. Han var faktisk heller ikke særligt bevendt til så meget andet end at klatre. Og lave unoder. Og grine. Men om det var ligefrem var at du til noget, var han ikke helt klart over.  

"Desværre, der må jeg desværre også skuffe Dem," sagde han og med et beklageligt træk på skulderne og derefter et slet skjult smil. "Jeg er heller ikke særligt god til at gribe."

Han tænkte ikke rigtigt på at hun var køn. Den slags betød ikke så meget for ham. Men med det trodsige blik kunne det godt tyde på at hun var af den salgs som gerne ville lave noget ravage. Dét var vigtigt og i det mindste kunne der komme noget sjovt ud af det. Desuden kunne det nemt udsætte hans beslutning om at tage hjem. Han kunne mærke at han faktisk langt hellere ville se om hun havde noget og byde på eller bare var irriterende og tvær.

[Gloria Snedker]

Manden - eller drengen? - lod ikke til at blive påvirket af Glorias skarpe tunge. Gloria var overrasket. Hun var vant til at mænd blev gnavne men han ignorerede den nærmest! Gloria så væk fra ham med de intense øjne, lagde armene over kors. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle tage dette an, udover sig sædvanlige, bidske person.

Selv, var der ikke noget specielt som Gloria kunne. Hun var ikke kriger. Måske det var det eneste specielle at hun ikke var bange for at blive beskidt eller slå igen og havde den eventyrer i sig, frit fremme, hvor andre kvinder gemte den for normernes skyld. Som borgerlig, var der jo ikke behov for det. Hun var ligeglad. Eller, hun prøvede at skjule sin usikkerhed med at være ligeglad.

,,Er der overhovedet nogen du kunne finde ud af?" spurgte Gloria, stadig spidst, men en smule mere venligt end før. Fordi han virkede som en borgerlig person, slappede hun lidt mere af. Hun var ikke god til at give folk chancer, men hun ville se ham an - det, betød dog ikke hun ville være venner med ham!

[Alexander Valeio]

Alex spærrede sine øjne op. Det burde hun faktisk slet ikke have sagt. På trods af hans ret spinkle kropsbygning og mere senede form for muskulatur var han stærk. Og balancevant. Han bukkede atter for hende, endnu en gang bare for sjov, og midt i markedstravlheden til middag, hvor folk prøvede at skaffe de sidste nødvendige vare inden de skulle lave varm middag til aften, stillede han sig på hænder. Han ikke bare stillede sig på hænder, han bukkede sine knæ og begyndte at gå to skridt baglæns og to skridt frem og så vendte han rundt og vinkede til hende med sin fod.


"Undskyld, Frøken, De tabte noget, sagde han og kunne ikke lade være med at grine imens. Atletisk og nærmest akrobatisk og uden at røre jorden med andet end hænder og fødder, fik han nærmest elegant rejst sig på sine fødder igen, hvortil han atter bukkede, for sjovt. Der var ikke noget hånende eller arrogant i hans fjollede måde at gøre det på.

Han håbede desuden at det var nok for hende for at bevise han kunne lidt ud over ingenting. Han var ikke ligefrem stolt men han elskede at lave sjov og han var sikker på hun ikke forventede at han ville gøre dét.

[Gloria Snedker]

Gloria trådte overrasket tilbage da fyren begyndte at lave kunstner, stå på sine beskidte hænder og vinke med fødderne: Gloria måtte indrømme hun var fascineret af hans evner til at balancere men hun kunne ikke lade være med at føle sig hånet over hans latter da hans fod vinkede let til hende. Gloria knugede let sine hænder, prøvede at styre sit lidt dårlige temperament. Uden videre, placerede hun en hånd på hans ryg og skubbede til, så det ville skabe ubalance hos ham, midt i hans ellers kære latter.

Glorias skarpe, udfordrende blik så i hans, inden hun fnøs lidt. Hun vidste godt et eller andet sted han ikke gjorde det for at håne, men hun kunne ikke lade være. Tåbelige mænd. Tåbelige mænd! Troede altid de var bedre og kunne tillade sig alt.
Hun hadede dem.

,,Jeg er vidst ikke den eneste som har tabt noget," påpegede hun med sin skarpe tunge, dog kunne hun ikke lade være med at trække lidt op i mundvigen, til et lille morende smil, selvom hun prøvede at lade være.

[Alexander Valeio]

Hans tøj var jo beskidt i forvejen så han var som sådan egentlig fuldstændig ligeglad med han faldt og det fik han kun til at grine endnu mere. Som han fik rejst sig op og rystede på hovedet. Påtaget børstede han sit tøj, men det kunne ikke blive mere værre. Hans mor ville flå ham levende. Måske kunne han kravle ind ad sit vindue inden nogen opdagede noget. 

"Værdighed har jeg aldrig haft," sagde han let. Man kunne ikke tabe noget man ikke havde. "Desværre så viste det jo så, at jeg faktisk ikke kan noget." Han sukkede teatralsk og slog ud med hænderne. Alex tog dyb pis på sig selv. Han havde ikke noget imod at nedgøre sig selv. Eller sige noget der var sandt. Lige nu var det ikke tilfældet dog.

Han kunne ikke undgå at se hun dog smilede, hvilket bekræftede ham i hun var typen der kunne finde på at kaste tomater efter smedens hest, så den sparkede ud. Eller noget i den dur. Hun var vist inde under det der stirrende blik en ballademager. Om end han havde svært ved at se hende klatre op ad en bygning og gå på tage med ham. 

[Gloria Snedker]

Hun havde forventet vrede, anger og en råbende mand som fortalte hende hvor hun dog vovede at gøre sådan noget, men i stedet begyndte han at grine og det gjorde kun Gloria mere forvirret. Hendes kønne, violette øjne blev en smule spærret op da han begyndte at le. Han var jo tosset! Det kunne godt være han var beskidt i forvejen men.. Hun havde jo skubbet til ham. Hvorfor var det dog morsomt? Hun forstod det ikke!

Folk var begyndt at kigge underligt hen på dem. Gloria var egentlig ligeglad men hun brød sig ikke helt om den opmærksomhed de fik. Gloria kiggede på ham med mistro i de skarpe øjne og hun lavede en sød lille rynke på næsen. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre af sådan en.. Munter, tåbelig og humoristisk mand. Hun var ikke vant til sådan en glæde hos mænd!

Hvad skulle hun dog sige? Det var sjældent at Gloria ikke helt vidste hvad hun skulle sige eller gøre. Hun var vred på ham fordi han gjorde hende så forvirret og i vildrede! ,,Måske kan du stå på hænder, men hvad kan du dog bruge det til?" spurgte hun spidst, inden hun skarpt vendte rundt og gik med sin kurv. Hun måtte hellere gå før hun gjorde mere end blot at skubbe!

[Alexander Valeio]

Først spurgte hun ham om noget og så gik hun. Alex skulle lige bruge to sekunder før han satte i løb efter hende, fordi det var vel uhøfligt ikke at svare. Også selv om hun vendte ham ryggen og gik. Hun gjorde ham lidt forvirret, men Alex var på sin vis så tilpas ligeglad med andres opførelse hvis han fandt dem interessante at han så bort fra det meste. Og han havde fundet det som et morsomt påfund at hun skubbede ham. Det var lidt som brødre der ikke skulle tro de var noget. Ja, det var præcis sådan hun opførte sig. Smilende løb han op på siden af hende og faldt så i trit med hendes skridt.


"Ingenting, jeg kan faktisk ikke bruge det til noget." Han sagde det ganske muntert. Som om det var en helt vidunderlig ting at han besiddede evnen til at kunne den helt ubruglige ting. "Jeg er faktisk et stykke temmelig ubrugligt menneske. Men så har jeg har tid til så meget andet."

Det faldt ikke engang Alex ind at bede hende om at sige tak for det tilbageleverede lommetørklæde endsige spørge hende hvad hun kunne bruges til. Ikke fordi han ikke ville vide noget om hende, men bare fordi det ikke interesserede ham at nedgøre andre eller at folk skulle vise deres værd.

[Gloria Snedker]

Der gik ikke mange sekunder før den unge mand nærmest sprang op på siden af hende og begyndte at snakke. Han snakkede jo som et vandfald, i hvert fald i følge hende! Hun himlede med sne øjne af ham, imens hun prøvede at gå hurtigere, men han blev ved at følge med. Hvor var han dog irriterende!

Eller. Det var ikke lige ham som var problemet. Han var en munter person, anderledes end hvad hun havde oplevet og netop fordi han var anderledes, gjorde det hende forvirret - netop dét, var irriterende. Hun prøvede at forstå hvad denne mand forventede af hende, nu hvor han blev ved med at følge efter hende. Pludselig stoppede Gloria brat op, snurrede rundt så deres snuder næsten havde ramt i hinanden. Hurtigt, men irriteret - som afslørede hendes temmelig dårlige temperament - skabte hun afstand til manden som blot snakkede.

,,Ved du hvad du kunne bruge? Noget situationsfornemmelse!" sagde hun spydigt, lige op i hans ansigt, med de violette øjne som let gnistrede. Hun så udfordrende på ham.
,,Hvad er det du vil have?"

[Alexander Valeio]

Alex blev faktisk denne gang overrasket. Hun virkede så ilter og han så ikke noget af den nysgerrighed som gjorde han egentlig gerne vil snakke med hende. Men lige der mens hun anklagede ham sådan så var det ikke helt så sjovt eller gnidningsfrit og han kneb let læberne sammen og trak på skulderne.


"Ikke noget alligevel," sagde han og smilede beklageligt til hende. Denne gang da han bukkede var det kun let med overkroppen og slet ikke fjollet som før, men formelt og stift. "Undskyld jeg forstyrrede dig. Jeg håber du får en god dag."

Så gjorde han ikke mere. Han stod der bare og ventede på at hun ville gå. Han ville ikke anklages for mere. Han vidste ikke at han havde været så irriterende. Og nu gav han hende muligheden for blot at gå. Det var det nemmeste. Selv om han stadig var nysgerrig.

[Gloria Snedker]

Gloria måtte indrømme at hun ikke have forventet han så bare ville.. Stoppe. Bare sådan. Hun studerede forvirret den unge mand som gav et formelt buk fra sig og bare kiggede på den lavere kvinde. Han virkede mere afdæmpet nu og hun fik følelsen af at hun nok havde såret ham, eller i hvertfald gjort noget som fik den anden til at reagere på denne måde.

Ser man, Gloria var slet ikke så strid som hun så ud til. Grunden til hun havde været så irriteret på ham, var, fordi hun selv var så usikker. Hun vidste ikke helt hvad han forventede af hende når han med hans latter blev ved med at snakke til hende. Hvis man forstod dette, ville man indse hvem denne mandehader virkelig var. Hun sukkede. Hun var begyndt at få dårlig samvittighed. Han var jo hellere ikke så gammel.. Måske voksen ja, men han virkede ung. Det var måske grunden til hans lattermilde person. Gloria havde jo helt glemt hun selv var en ung kvinde.

,,Jeg gætter på du alligevel kan bruges til noget så," mumlede hun, en smile spids imens hun rækkede sin kurv mod ham. Gloria bed sig usikkert i kinden. Hun prøvede. Hun prøvede virkelig. Men han var en mand og hun havde noget, en gammel frygt som gjorde hun forargrede dem. ,,Jeg skal have noget i udkanten af markedet. Tag den," sagde hun, så en smule opfordrende og stadig en tand udfordrende.

[Alexander Valeio]

Alex fik prakket en kurv i favnen som han tog imod. Forbløffelsen blev til et glad grin der oplyste han ellers lige så seriøse ansigt fra et øjeblik siden. Han kunne ikke lade være med det. Hun ville altså gerne lære ham lidt at kende. Og nu blev han nysgerrig.

"Hvad skal du have? Nej vent, hvem skal du have det til? Dig selv? Uh nej, hvorfor skal du have det?" Hans øjne var åbne og lyste mens han sillede alle sine glade spørgsmål. "Eller er det mig der skal have noget?"

Han trippede næsten. Som han gik der ved siden af hende, med et lille hop i sine skridt.