What if..?

[Aurelia d'Ivri]

Rathbone Seventh de Warenna
2. juni - Kong Roys 10. regeringsår

---

Relia hadede det, når hun var tvunget til at gøre det, der var det rigtige. Det rigtige kunne gå ad Helvede til, hvad med det, som hun havde lyst til? Det var bandlyst, det vidste hun udmærket, eftersom det var blevet prentet ind i hendes hoved fra hun var helt lille. Det var heller ikke fordi, Relia beklagede sig højlydt over det, overhovedet - hun kunne godt lide at gøre det, der var det rigtige. For det meste. I andre tilfælde gjorde hun det bare, fordi det var en del af hendes pligt - noget, der var forventet af hende.

Og det var derfor, hun nu skridtede op ad alléen til en af de Warennas villaer i Adelskvarteret i Roy By. Hun var i hovedstaden med sin herre fader i nogle ærinder for sølvminen, og havde lige præcis tid nok til overs til at aflægge sin kære fætter Rathbone et visit. At Relia så hellere ville have været på markedet eller til Havnen for at kigge, det var lige meget - for det var ikke det rigtige. Det rigtige var at besøge sin fætter, når hun nu alligevel var i byen. Afstandene var jo ganske store, så det var langt fra hver dag, hun så noget til sin familie i Norden.

Det var også ved at være et stykke tid siden, hun havde set Rathbone, så hun kunne jo have lov til at håbe på, han havde forandret sig til det bedre. Det var ganske uforklarligt, men Relia havde aldrig brudt sig om ham sådan rigtigt. Hun erindrede ham som en mand, der var så… så… så! Arh. Hun kunne slet ikke sætte sin finger på det. Men hun prøvede altså, Relia prøvede virkelig at have et åbent sind, da hun endelig kunne trække lidt i tøjlerne og standse den sorte hingst ude foran villaen. Det lå jo en anelse afsides i forhold til de andre, så hun havde foretrukket at bruge ridedyret, frem for at gå på gåben. Ikke, at hun havde noget imod at gå. Relia holdt meget af at spadsere, hvis tiden var til det, men hun satte også pris på at udnytte sin tid - og det gjorde man bedst ved ikke at spilde den på nytteløse gåture fra et sted til et andet!

Ja ja, lad os nu se, hvordan det går!, bemærkede hun, lettere spydigt i tankerne, idet hun elegant gled ned fra sidesadlen og overlod tøjlerne til en eller anden staldknægt, der kom rendende. Omhyggeligt glattede hun folderne i sin mørkegrønne kjole, der sad tæt til hendes smalle midje og afslørede det øverste af hendes kavalergang. Intet prangende, det var jo blot en normal dag, men som altid bar hun nogle fine sølvsmykker - hvad ellers? Relia modstod trangen til at smække døren op og råbe på sin fætter, i stedet bevægede hun sig velovervejet hen til døren, hvor hun blev lukket ind og lod sig melde. Spørgsmålet var, om Rathbone ville smide hende ud så snart, han hørte, hvem der var kommet, men for nu kunne hun ikke gøre andet end at vente på, at hendes fætter ville vise sit - måtte hun nødtvunget indrømme - farligt tiltrækkende ansigt, og lade blikket glide vurderende over interiøret, mens hun ventede.

[Rathbone Seventh de Warenna]

Manden med de hårde linjer og gyldne øjne sad og læste en af de nye bøger på markedet. Det var en korrupt bog sagde man: for den stillede spørgsmål til nogle af de ting, der bare ikke skulle sås tvivl om. Rathbone så en stor fornøjelse i dette: han elskede at læse og han elskede at få viden. Han havde fået af vide han var ret snagende af sind, men ak og ve, måske var det fordi han turde sige det han egentlig vil sige. Tanken fik Rath til at trække op i mundvigen, blot en anelse. Det gjorde ikke hans ansigt mindre køligt at se på. De intense øjne gav ham er hårdt og faretruende udseende som fik de fleste til at se væk.

Rath boede for sig selv i en af de villaerne, temmelig afsides. De fleste synes han var en underlig mand som levede isoleret, men han nød roen, trods han også havde det fint med byen. Han var bare enspænder af sind og sådan var det. Han havde ikke behov for at leve tæt på sine mange kusiner og fætre, i virkeligheden var han temmelig ligeglad. Hvis det ikke havde været for efternavnene, havde han nok blandet rundt i hvem der havde knaldet hvem.

Rath fik besked om en af hans såkaldte kusiner havde ankommet, meldt om et "besøg": og når man snakkede om helvede. Rath løftede de skarpe øjne som fik tjeneren til underdanigt at se væk. Han fnøs. Så lad gå. Han ville holde sin fimsede kusine med selskab og han ville bestemt ikke holde tilbage.

Med en stolt og ædel fremgang, gik Rath ned af trapperne i hans simple tøj: i et par ridebukser, en hvid skjorte og med de rødlige hår som gik ned til hans stærke kæber. Han skjulte ikke han betragtede hende med de intense, hårde øjne som ramte hendes: hun var smuk. Men han skjulede hellere ikke at han synes hun var en skinke.
Han var i fuldkommen, kold ro da han sagde, velvidende det var uforskammet med denne Lord var kendt for hans spydighed og skarpe tunge:
,,Jeg har endnu ikke bestemt mig for om jeg skal være ydmyg taknemmelig for dit spændende besøg eller smide dig ud allerede nu," sagde han brysk, med tydelig ironi på ordene. Jo, hun var spændende på nogle punkter men ham, ydmyg? Aldrig. Det var en joke og selv han synes det var sjov, trods han ikke forstod sig som sådan på humor.

Han stoppede foran hende, fjernede ikke hans intense blik fra hende. I stilhed studerede han hende bare, inden han med en lille trækning i mundvigen vippe hovedet på skrå.
,,Er der noget særlig du vil mig, Aurelia?" spurgte han, i fuldkommen ro som altid, dog med det lille smil på læberne som gjorde ham både udfordrende men også flabet. Han undgik med alt tydelighed normerne, for det var ikke ham. Og han spurgte med en nærmest uhøflighed direkthed. Men hvornår var denne mand ikke direkte? Han sagde hvad han ville, når han ville.
Han hårde blik havde ikke fjernet sig på noget tidspunkt.

[Aurelia d'Ivri]

Relias blik løsrev sig fra indretningen og rettede sig i stedet imod sin fætter, da hun hørte hans bryske stemme fra trappen. De lyseblå øjne glimtede skælmsk ved hans ord og gled vurderende over hans skikkelse, inden blikket fandt hvile på hans ansigt. Selvom han var klædt i relativt simpelt tøj, så var der jo ikke et øjebliks tvivl om, hos hvem der end så ham, at han var en adelsmand. Det var noget særligt ’noget’ i hans holdning. Hans måde at gå på. Blikket. Ordvalget. Man kunne ikke være i tvivl.

”I så fald foreslår jeg, du lader mig det vide, når du har fundet ud af det.” bemærkede hun, upåvirket af hans bryske og ironiske tone. Storsmilende, som Relia ellers også kunne være, var hun ikke. Bestemt heller ikke uvenlig. Hun fik bare en voldsom trang til at opføre sig pinligt korrekt, når nu hendes fætter var så øretæveindbydende arrogant, men hun ville alligevel ikke give ham den tilfredsstillelse. Måske skulle hun bare satse på at irritere ham så meget som overhovedet muligt!

Komtessen havde, i modsætning til de fleste andre frøkener og om end hun var ung, ikke de mindste skrupler med at gengælde hans blik. De hårde, intense øjne. Relia kunne have svoret, at hans ansigt var hugget i granit, det var så hårdt, men alligevel rasende tiltrækkende. Hendes herre fader havde lært hende allerede, fra hun var ganske ganske ung, at hun ikke skulle lade sig kue af mandfolk, bare fordi de til stadighed levede i et kvindeundertryggende samfund. Hun var førstearving til den største sølvmine i Det Frie Land - når en forretning skulle styres, kom hun altså ikke langt, hvis hun blot slog blikket ned, nejede og føjede sig. Så det gjorde hun ikke.

Da fætteren endelig kunne standse op foran hende, kurvedes hendes læber i et smil, der var lige dele muntert og udfordrende. Relia elskede en verbal duel!
”Hvad, hvis jeg bare havde lyst til at besøge dig, kære fætter?” forhørte hun sig med en mild, bittersød stemme og hævede øjenbrynene i en spørgende, spottende gestus. ”Er det ikke grund nok, Rathbone?” Brugen af hans navn var ganske bevidst, og Relia koncentrerede sig om at få alle sine misbilligende følelser ud igennem det. Et kort, vanvidsøjeblik overvejede hun at lægge an til at hilse på ham med et knus - som hun hilste sine venner - eller et kindkys - som hun hilste sin familie, men den idé blev hurtigt lagt på hylden igen. De havde aldrig været på knus- eller kindkys med hinanden. Hun erindrede end ikke, at de var nået så langt som til at blive dus og komme på fornavn med hinanden, men valgte at se bort fra det. Luften stod aldrig stille. Det var næsten som om, den vibrerede imellem dem, når deres modsatrettede værdier mødte hinanden.

[Rathbone Seventh de Warenna]

Hendes svar fik en grynten fra ham, dog var der stadig det flabede smil på læberne, dog afslørede det ikke hans ellers pæne række af tænder. Hans hoved var stadig næsten uskyldigt på tro, men han var alt andet uskyld. Han lavede trods alt, andet end at læse.
,,Tro mig, Aurelia,” sagde han i den rolige, men kolde stemme og temmelig uventet men stadig også glidende og galant, placeret han en fod foran hendes og trådte helt hen til hende så de stod næsten ulidelig tæt. Hans hårde ansigt havde ikke forandret sig det mindste, ikke engang smilet.
,,Du vil vide det,” han sagde det i en udfordrende, næsten morende tone, inden han trådte væk fra hende igen, til en passende afstand, selvom man tvivlede på Rath gik op i ”passende” afstand.

De gyldne, gennemtrængende øjne kiggede koldt, men hårdt på hende imens smilet dulmede en anelse, ned til de hårde, bryske linjer igen. Han var en mand som var utrolig svær at læse, en man ikke ville ligge sig ud med. Man vidste aldrig helt hvad han kunne finde på. Neto pderfor havde de fleste adelige fædre advarede deres døtre mod denne ”Lord Rathbone”. Han var mystisk, han var utilregnelig.. Han var farlig. Ja, nogle gik da over den grænse – den grænse som Rathbone egentlig ikke havde – og kaldte ham et dyr. Noget som morede tydeligvis Rathbone at høre.

Hendes måde at udtale hans navn på, fik ham til at hæve hagen en smule, nærmest hovent, men stadig med det den udfordring i blikket. Han slikkede sig overvejende over læberne, selvom han ikke var spor i tvivl om hvad han ville sige. ,,Du kan passende kalde mig Rath,” sagde han, køligt, inden han vendte halvt rundt, med siden til trapperne han netop var kommet fra. ,,Og hvad, hvis jeg bare ikke havde lyst til du skulle besøge mig, kære kusine?” spurgte han stikkende, med sin spydige stemme og kolde blik i hendes. Han brugte med vilje hendes valg af ord for at være uforskammet og provokerende. Når hun selv starter, skal hun ikke forvente han holder tilbage.

[Aurelia d'Ivri]

Relia rokkede sig ikke ud af flækken, om end hun havde lyst til det, da han trådte tæt på hende. Hun hadede at indrømme det, men hun følte sig en kende intimideret af ham, da han trods alt var større af statur, end hun selv var. At hun så nægtede at vise det, det var noget andet. Et lille, drillende smil spillede i hendes ene mundvig, som hun skilte læberne i en blød bevægelse og løftede hagen en anelse, så hun kunne blive ved med at se ham i øjnene.
”Fremragende!” henåndede hun lavt og modstod trangen til at placere en hånd i brystet på ham, for at forhindre ham i at komme det sidste stykke nærmere. Snart trådte han dog væk, og Relia kunne trække vejret frit igen. Hun havde slet ingen idé om, at hun havde holdt det.

Der var mange, som var af den opfattelse, at Relias forhold til mænd var mærkeligt. Bare fordi hun var ulig mange andre adelige kvinder - Relia skulle jo ikke indgå ægteskab med nogen. Det kunne aldrig falde hende en. Hun ville jo arve titlen som Grevinde i eget navn, og hvad i alverden skulle hun så bruge en mand til? Det var jo ikke fordi, hun ville tillade nogen at afstå hende fra forretningen - der var en grund til, at hun tilbragte så meget tid med sin far i stedet for sin mor!
Hun var nu ikke bange for sin fætter. Slet ikke, faktisk. Javist, han var måske lidt utilregnelig af og til, uforudsigelig og ikke til at stole på, men frygt? Der skulle lidt mere til.

Fætterens bevægelse fremkaldte en matchende hos Relia. Udover, hun ikke var hoven, da hun hævede hagen, men blot stolt. Og lidt stædig.
”Jeg er bange for, det vil fremhæve en ikke-eksisterende fortrolighed imellem os, Rathbone.” svarede hun let og vippede udfordrende med øjenbrynene. Hun havde den gevaldigste lyst til at himle med øjnene, men til det, var hun trods alt for meget lady. I stedet var det nu hende, der kortvarigt trådte helt hen foran ham. ”Så havde du smidt mig ud allerede.” påpegede hun mildt, inden hendes læber skilte sig i et smil igen. ”Hvor er din høflighed?” Hun strøg forbi ham og tog et par trin op ad trappen, inden hun vendte sig rundt. ”Skal du ikke vise mig rundt, hm?” Det var ikke så meget en forespørgsel, som det var en forventning. Relia bekendt, havde hun vist aldrig sat ben i byhuset før nu.

[Rathbone Seventh de Warenna]

Han følte sig automatisk forført af de søde, små læber som skiltes i et smil, men han var ikke typen man kunne se sådan noget på. Rathbone havde et temmelig lukket kropssprog og det var de færreste som kunne greje ham, specielt på de første møder. Hans gyldne øjne smilede da han bemærkede hvordan hun åndede ud da han trådte væk. Det morede ham, men han kommenterede ikke på det. Han vidste godt hun ikke var bange for ham, men der var stadig et eller andet, hun havde respekt for, eller ville have afstand til. Det kunne han bestemt godt lide.

Han vippede hovedet let på skrå, spændte lidt overvejende op i den stærke kæbe, inden han tavs gik hen til hende, i et enkelt skridt havde han trådt op på samme trappetrin som hende selv. Han var høj, med lange, stærke ben, så det var intet.

,,Jeg ejer ikke nogen høflighed,” svarede han direkte, stadig med de kolde øjne i hendes som kunne få den stærkeste til at give et lille gys. Han var som et forførende rovdyr, noget som man ikke helt turde røre. Uforudsigelig og ulæselig. Han kunne ikke lade være med at trække op i mundvigen over hendes lille forventning. Hvem troede hun dog, han var? Det fik ham til at udstøde en blanding mellem et fnys og en latter. ,,Jeg vil hellere vise dig min seng, skabe denne ”fortrolighed” og vise dig grunden til hvorfor jeg ikke har smidt dig ud,” han sagde det roligt, dog med en udfordrende direkthed, inden han forsætte op af trapperne. Han var ikke sart. Dét, blandet med hans humor, som de fleste ville kalde tør og dårlig og hans direkte måde at sige tingene på, omend spydig, gjorde at han sagde sådan nogle ting, uden skam. Hvornår skammede denne mand sig? Aldrig.

,,Men..,” han sagde det i en let, dog nærmest uskyldig måde, imens han drejede halvt om. Han stod oppe på den øverste del af trappen. ,,Jeg gætter på du ikke vil kaste dig ud i noget, du ikke vil kunne håndtere,” han smilede spydigt, nærmest arrogant. Han udfordrede hende. Han elskede at udfordre folk, træde på deres grænser. Derfor var han også en utrolig snagende person, ville nogle sige. En smule modsigende, fordi han kunne være så reserveret, som han kunne være en som nærmest afhørte folk. Han hævede atter hagen, stadig en smule hoven og kold, som hans isnende attitude.

[Aurelia d'Ivri]

Relia var ganske uforstående overfor, hvordan hun var endt op med en fætter som Rathbone. De andre de Warenna’er, hun havde været så heldig at stifte bekendtskab med, havde da alle været ganske behageligt selskab. Ikke nær så farlige hverken på den ene eller den anden front.

Denne gang havde hun forudset, at han ville komme tæt på. Det kom ikke bag på hende. Så hun havde også tid til at helgardere sig og forberede sig mentalt på nærkontakten. Eller nærheden. Der var ingen kontakt. Hans bemærkning fik hende til at trække let på smilebåndet, og endnu engang vidste hun ikke, om hun skulle himle med øjnene eller le.

”Tænk, det havde jeg slet ikke opdaget endnu.” bemærkede hun med lethed og et mikroskopisk skuldertræk med den ene skulder, som hun trådte et enkelt trin længere op på trappen. Bare for at komme lidt mere i øjenhøjde med ham. Hun brød sig ikke om at være underdanig.

Det overraskede ikke Relia at høre sådan nogle ord fra Rathbones mund, som hun hørte. De var jo ikke fuldstændig ukendte for hinanden. Det overraskende var, at tanken om at blive fortrolig i hans seng et øjeblik ikke var så afskyvækkende, som hun gerne ville have det til at være. Ikke noget, hun havde tænkt sig at vise ham, selvfølgelig.

”Åh?” Hun løftede øjnebrynene en anelse i påtaget overraskelse. ”Så må jeg jo vise mig selv rundt.” slog hun det hen med en formålsløs gestikulation med hænderne, som hun fulgte efter ham op ad trapperne. Udfordringen ramte lige, hvor den skulle. Desværre var Relia ikke en kvinde, der helmede så let. Hun havde også sin stolthed at tænke på. Og sit ry. Og sin forfængelighed. Der var så mange ting. ”Der er intet imponerende ved en mand, der kun ved, hvordan han skal håndtere en kvinde i sengen, Rathbone.” oplyste hun med en nærmest beklagende mine. Så gik hun nonchalant forbi ham og ned ad gangen for at fuldføre, hvad hun havde sagt lige før; at vise sig selv rundt.